Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
17. januar. 2023

Evighedskemikalierne er både over, under og inde i os

I vores drikkevand ses i stigende grad stoffer, der kan give både nyre- og testikelkræft. Regeringen “overvejer” forbud, selvom truslen er åbenbar

Skønheden i Fanøs hedelandsskaber betager mange – turister og fastboende. Men det er kun overfladen: Vandet er udrikkeligt giftigt. Foto: Wikimedia Commons

Tidlig nytårsmorgen, hvor nytårsbranderterne slæbte sig hjem gennem regnvåde gader med tømrermændene bankende i kraniet, kunne medierne meddele, at vores samfund også har en alvorlig hovedpine. DR Nyheder meddelte, at i syv søer og åer rundt om i landet havde myndighederne målt så høje mængder af PFAS, syntetisk fremstillede fluorstoffer siden 1950’erne – at Fødevarestyrelsen advarer mod, at man spiser fisk fra søerne.

” Fanø har ikke længere rent drikkevand til forbrugerne, fordi samtlige øens indvindingsboringer har et indhold af PFAS over grænseværdien – hvilket fik såvel beboere som sommergæster til at hamstre vand på flasker. ”

Som om det ikke var nok, havde TV2 Nyhederne allerede juledag meddelt, at hver 5. kommune har én eller flere indvindingsboringer til drikkevand, der er ramt af PFAS over grænseværdien for drikkevand! I sommer kom det frem, at Fanø ikke længere havde rent drikkevand til forbrugerne, fordi samtlige øens indvindingsboringer havde et indhold af PFAS over grænseværdien – hvilket fik såvel beboere som sommergæster til at hamstre vand på flasker.

Nu overvejer man at få vand fra fastlandet via en ny vandledning. I Frederikshavn Kommune ligger landets værst forurenede vandboring, hvor der er blevet målt et indhold på 23,7 nanogram PFAS per liter vand. Det er mere end ti gange så meget som grænseværdien for PFAS i drikkevand, der ligger på to nanogram per liter. Kommunerne løser problemet ved at fortynde grundvandet til under grænseværdien – men det forsvinder stofferne jo ikke af.

Hvad er PFAS?

Fællesbetegnelsen PFAS, perfluorerede og polyfluorerede alkylstoffer, består af mere end 4.700 kemikalier. De er fremstillet kunstigt til brug i f.eks. brandskum og i industrien. Fluorstoffer bruges også i kraft af deres fedt- og vand-afvisende egenskaber i pander og andet køkkengrej, fødevareemballage, møbler, maling og plejeprodukter. Og så bliver kemikalierne også brugt meget i outdoor-tøj som vind- og vandafvisende tøj og sko.

Fluorstoffer forøger risikoen for nyrekræft og testikelkræft, forhøjet kolesteroltal, forandringer i leverenzymer, mindre fald i fødselsvægt, for højt blodtryk hos gravide og kan nedsætte vaccineeffekten hos børn. Derudover mistænkes de for at være skyld i adfærdsforstyrrelser og hormonforstyrrelser, der gør det sværere at få børn.

Hvor har man fundet fluorstoffer?

De sidste år har man fundet PFAS i forhøjede niveauer i drikkevand, havvand, åer, slam, kvæg og mennesker.  Selv hørte jeg første gang om PFAS i begyndelse af 2022, da 118 borgere i Korsør viste sig at have meget forhøjede værdier af PFOS i blodet. PFOS er i dag forbudt og er en ud af de mange forskellige fluorstoffer, der går under fællesbetegnelsen PFAS. Indbyggerne havde spist kød fra kvæg, der havde græsset og drukket vand ved et område, som var forgiftet med PFOS fra en brandskole i nærheden. En forskergruppe på Holbæk Sygehus følger i dag gruppen af borgere, hvoraf nogle har de højeste niveauer nogensinde målt i Danmark. Problemet med PFAS er, at det hober sig op i kroppen og er svært nedbrydeligt. Deraf navnet evighedskemikalie. 

Hvad må der gøres?

Regeringen er nu ved at lave en national strategi for PFAS. Samtidig har myndighederne sat gang i undersøgelser af drikkevand, havmiljø, åer, badevand og jord fra grunde, der mistænkes at være forurenet. Men det er jo absurd, at det har skullet komme så vidt. I mange år har man konstateret PFAS i sæler og isbjørne fx, så man vidste, at det var i fødekæden og til sidst ville ramme mennesker – men først når det er for sent, reagerer politikerne. 

Seniorrådgiver Lone Mikkelsen hos Rådet for Grøn Omstilling siger: 

”Forskerne har længe råbt op om problemet, men alligevel er stofferne lovlige. Der bliver kortlagt på livet løs, og der bliver forsket i, hvordan man kan rense vand, jord og slam. Det vil sige, at vi gør, som vi plejer: Vi lader forureningen ske, indtil det går ud over os selv. Så handler vi bagefter og forsøger at dæmme op for skaderne i miljøet. Men vi bør jo først og fremmest lukke for hanen. PFAS skal forbydes.” 

“Der bliver kortlagt på livet løs, og der bliver forsket i, hvordan man kan rense vand, jord og slam…..Men vi bør jo først og fremmest lukke for hanen. PFAS skal forbydes.”

Lone Mikkelsen, Rådet for Grøn Omstilling

Til Ritzau har daværende miljøminister Lea Wermelin (S) meldt ud, at Danmark skal gå foran og arbejde for et generelt forbud mod PFAS-stoffer i EU. Den nye SVM-regering har i sit regeringsgrundlag meldt ud, at den også vil arbejde for et forbud mod PFAS-stoffer på EU-plan og tage initiativer til begrænsning af brugen i Danmark. Men om regeringen også vil overveje et nationalt forbud, er i skrivende stund uvist. Det bør til gengæld være et krav fra venstrefløjspartierne i Folketinget. Kom i gang, venner!

Midt i en polykrise

Vi har en klimakrise, en biodiversitetskrise, men vi har i den grad også en kemikaliekrise, hvor vi i alt for lang tid har ladet stå til, mens det store kemikalieeksperiment med os selv og vores børn er i fuld gang! 

Det skal stoppes nu!


Om skribenten

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er medlem af Gert Petersen-Selskabet og næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Vordingborg. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER