Dennis Kristensen: Får vi taget hul på genopretningen af den underfinansierede velfærd?

Bliver det i denne valgperiode, at flertallet på Christiansborg for alvor vender kajakken, og sætter kurs mod at genskabe de økonomiske forudsætninger for tidligere tiders fælles ansvarlighed for hinanden og de svageste? Det er hævet over enhver tvivl, at det var meningen, da regeringen indtog regeringskontorerne.

“Politikerne har først fjernet velfærds- og service-penge fra de offentlige budgetter, og derefter krævet effektiviseringer, besparelser, nedskæringer, privatiseringer og udbud.”

I det fælles forståelsespapir bag dannelsen af den socialdemokratiske mindretalsregering er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten “forpligtet til at tage en række initiativer, der samlet set vil betyde en ny politisk retning for Danmark”. Og blandt de initiativer skulle være en øget finansiering af velfærden, og et eftersyn af de stærkt kritiserede reformer på beskæftigelsesområdet.

Forståelsespapiret lover godt for en begyndende genopretning af dén velfærd og dén offentlige sektor, som i fire årtier har lidt under skiftende blå og røde regeringers bevidste nedprioritering og økonomiske underfinansiering.

Og de velfærds-ansatte kunne med forståelsespapirets løfter i hånden så småt begynde at se lys for enden af den alt for lange og alt for mørke tunnel, som Schlüter, Nyrup Rasmussen, Fogh Rasmussen, Thorning-Schmidt- og Løkke Rasmussen-regeringerne gennem årtier anbragte de centrale velfærdsydelser i.

Politisk bedrag

Papiret lovede indirekte et stop for de mange års politiske bedrag, som de ansatte i velfærden og den offentlige service har lidt under. Her har politikerne først fjernet velfærds- og service-penge fra de offentlige budgetter, og derefter – for at få de færre penge til at passe – krævet effektiviseringer, besparelser, nedskæringer, privatiseringer og udbud. Begreber, som alle i virkelighedens verden har vist sig at være synonymer for færre hænder til stadig flere opgaver.

Og samtidig har politikerne siden midt-firserne været klar over, at beskæftigelses-vindene – ganske vist med lidt omskiftelig styrke – blæste mod små ungdomsårgange på vej ind på arbejdsmarkedet og store årgange på vej ud. Reelt har politikerne bevidst eller ubevidst ignoreret udsigten til mangel på arbejdskraft og mangel på tilgang til velfærds-uddannelserne i forsøget på år for år at få næste års budget til at hænge sammen med for få penge i forhold til opgavemængden.

Lyset falmer

Siden Mette Frederiksen regeringens tiltræden er det blevet sværere og sværere at se lyset for enden af velfærds-tunnelen. Udefrakommende påvirkninger har sar spørgsmålstegn ved, om forståelsespapiret nu også i denne valgperiode vil give en mærkbar begyndelse på den genopretning af velfærden og den offentlige service, som de stadig mere trængte fællesskabs-institutioner har så desperat brug for.

Først spændte Corona-epidemien ben både fokusmæssigt og økonomisk, mens den udviklede sig til en verdensomspændende pandemi. Heldigvis lykkedes det at inddæmme smittespredningen og gennemføre en omfattende vaccination af befolkningen – og dermed føre Danmark rimeligt sikkert gennem sundhedskrisen i kraft af en stærk og konsekvent indsats. Der blev begået fejl, men indsatsen har grundlæggende været en succes.

En dyr succes for samfundsøkonomien, men også en succes som dokumenterede, at det skatteyder-finansierede velfærdssamfund er i stand til at sikre den bedste beskyttelse for alle, når det for alvor brænder på. Og naturligvis måtte denne mega-indsats have højeste prioritet.

Krigen spænder ben

Nu er det så Ruslands militære overfald på Ukraine, der risikerer at spænde ben for velfærdens genoprettelse. Krig og sanktioner vil trække tænder ud af både verdensøkonomien og af den danske økonomi.

Og regeringen er nu indstillet på ikke alene at prøve vores EU-forsvarsforbehold ved en folkeafstemning for ud over deltagelse som hidtil i NATO-operationer også fremtidigt at kunne vælge at finansiere og deltage “i EU’s militære operationer”, og at kunne vælge at stille med danske “soldater og militært isenkram til EU-ledede missioner i konfliktområder”.

“Krig og sanktioner vil trække tænder ud af både verdensøkonomien og af den danske økonomi.”

Regeringen ønsker samtidig en voldsom oprustning af det danske forsvar, og har nu med Venstre, Konservative, SF og Radikale aftalt i første omgang at øge forsvarsudgifterne ekstraordinært med 3,5 milliarder kroner i år og nye 3,5 milliarder næste år.

Og dernæst skal forsvarsudgifterne gradvist øges med 18 milliarder kroner om året frem til 2033. Det er en voldsom stigning. Til sammenligning bruger de 98 kommuner i år 50,6 milliarder kroner på opgaverne “tilbud til ældre”.

Aftaleparterne har erkendt, at beløb i den størrelsesorden næppe ligger i en glemt skuffe i et støvet hjørnekontor i Finansministeriet – og har derfor aftalt, at Danmark i en periode kan køre med underskud for at betale de ekstraordinære regninger.

Det må være velfærdens tur

For nyligt slog finansministeren fast, at dansk økonomi sidste år havde den største vækst siden 1994 og den højeste beskæftigelse nogensinde. Alligevel har finansministeren allerede taget fat på at dæmpe forventningerne hos velfærdens og den offentlige service’ brugere og ansatte: “Udgangspunktet for dansk økonomi er stærkt. Vi er kommet godt gennem pandemien, beskæftigelsen er høj, og ledigheden er lav. Når det er sagt, så kommer denne krise til at påvirke både virksomheder og husholdninger, og konsekvenserne af stigende energipriser vil være mærkbare. Krig kommer med en pris. Det kommer til at have omkostninger for os alle.”

Vil coronaens udbrud i verden og Putins indbrud i Ukraine så ende med at stå i vejen for at virkeliggøre de rosværdige ambitioner i det forståelsespapir mellem Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten, der banede vejen for den nuværende regering: “Vi skal styrke vores velfærd igen. Så Danmark bliver verdens bedste land at være barn i, så der bliver mere tid til omsorg i sundhedsvæsenet, og så alle kan se frem til en tryg og værdig alderdom. Velfærd giver lige muligheder og frihed til forskellighed.

Vi skal bekæmpe den stigende ulighed. Så vi igen begynder at styrke den samfundsmodel, der har gjort Danmark til et af de mest tillidsfulde og trygge lande i verden. Hverken fattigdom eller grådighed hører hjemme i vores land, og vi har muligheden for at tage et opgør med begge dele.”

Og dertil hører også ambitionen om et eftersyn af de reformer, som har ramt mennesker hårdt, herunder ikke mindst reformer fra “reform-amok-periodens” globaliserings-begejstring. Kommer Coronaens farlighed og Putins galskab til at spænde ben for disse ambitioner? Og betyder det så, at det måske alligevel ikke bliver velfærdens tur i denne valgperiode? Forhåbentlig ikke.

Forståelsespapir-partierne har forpligtet sig “til at tage en række initiativer, der samlet set vil betyde en ny politisk retning for Danmark. Initiativerne skal udmøntes i løbet af regeringsperioden og gerne i et bredt samarbejde med Folketingets øvrige partier.” Det er den nye retning, partierne vil blive målt på.

Den vellykkede håndtering af Coronas udbrud i verden og Putins indbrud i Ukraine vil naturligvis tælle på positivsiden på en kommende valgdag, men det handler fundamentalt om at have reageret på andres dagsordener. Om at have håndteret udefra kommende trusler.

I mine øjne er det, når krydset skal sættes, nok så vigtigt, om en regering besidder evnen til at kunne føre egne visioner for samfundsudviklingen ud i livet. Og her er temperaturen på velfærden og den offentlige service – om ikke den vigtigste – så en af de vigtige krumtapper.