Fællesskabsbaseret jordbrug – et skridt på vejen til et bæredygtigt madsystem

Hvis du tænker på den mad, du spiser, og på det landbrug, hvor det er blevet dyrket, kan du med stor sandsynlighed ikke sætte ansigt på dem, der har sået, luget, vandet og høstet din broccoli eller din gulerod. 

Det er svært at forestille sig, at kødet under plasticfolien i køledisken i Netto eller SuperBrugsen engang har været et levende dyr. Og det er faktisk endnu sværere at forestille sig, hvordan landbruget har et enormt potentiale for at transformere den klima- og miljøkrise, hele verden i dag befinder sig i.

“De øko-løg er for små! Ingen vil købe dem!”

Måske husker du til gengæld den meget varme sommer i 2018. Det var et historisk varmt år, og det resulterede i, at de økologiske løg på en stor dansk økologisk gård på Fyn voksede meget langsomt og ikke blev ret store, før de var modne til at blive høstet, pakket og solgt i Coops butikker.

Men selvom løgene var smukke og velsmagende, så blev de alle returneret til gården med beskeden: “De var for små! Ingen vil købe dem!”. For hvem gider pille tre små løg, når man kan pille ét stort i stedet? Som et resultat blev tonsvis af for små løg sendt tilbage til gården, som ikke havde andre steder at sælge dem.

Den tørre sommer blev et tydeligt problem for bønderne, der ikke kunne sælge deres løg og mange af deres andre afgrøder, som ikke blev store nok i sommervarmen til at matche butikkernes og kundernes standarder.

Men hvis ansvar er det, at løgene ikke kan blive solgt? Er det bøndernes? Butikkernes eller forbrugernes? Eller er det måske endda politikernes?

Fra fællesskab til konkurrence

Det danske landbrugslandskab er i dag kendt for sine enorme, ensartede marker, store bedrifter, siloer, gule rapsblomster så langt øjet rækker, svinekødseksport og selvfølgelig for Samsø-kartoflerne.

Men det har ikke altid set sådan ud. Der var engang, hvor bønderne havde mindre marker og levede tættere på hinanden, i fællesskaber, hvor de kunne hjælpe hinanden, hvis en afgrøde slog fejl, eller marker blev oversvømmet.

Det danske landbrugslandskab gik fra små landbrug og koncentrerede landsbyer til de store monokulturelle marker og distancerede boliger, vi kender i dag; fra lokalsamfundsbaseret forvaltning af fællesarealerne og staldene til en konkurrencedygtig, højteknologisk, rationel og markedsbaseret model.

Det skete på baggrund af landbrugsreformer, industrialisering og mekanisering af landbruget, som tog særlig fart i tiden efter anden verdenskrig.

Landbrugsstøtte og supermarkeder bestemmer

Siden dengang er meget vand løbet gennem åen, og bedrifterne er med årene kun blevet færre, større og mere specialiserede. Og det er generelt set ikke let at være moderne bonde.

De moderne bønder føler sig ofte beskyldt for at forårsage klima- og miljøproblemer, samtidig med at de er frustrerede over, at det er så økonomisk svært at drive moderne landbrug, fordi de er konstant presset på prisen. 

Samtidig svinder udvalget af varer, som kunderne har adgang til, ind, så de nu kun kan vælge mellem store og små kartofler i butikkerne og ikke de mange forskellige sorter, som på gode år kan vokse i den danske muld.

Udvalget i supermarkederne bestemmes nemlig af cheferne for Dansk Supermarked, Coop osv. Og på tværs af landegrænser handles landbrugsprodukter og landbrugsjord fra skriveborde i København eller langt fra Danmark. 

Supermarkeder har stor magt. Det er dem, der vælger, hvilke produkter der er tilgængelige i deres butikker, samtidig med at de kan presse de priser, de giver til leverandører, fordi bønderne ikke har andre steder at sælge deres afgrøder. I Danmark sidder to supermarkedskæder på 70 procent af dagligvaremarkedet. I Europa står de 10 største supermarkedskæder for 50 procent af salget.

Detailhandlernes krav til form og størrelse på frugt og grønt skaber også et stort spild i primærproduktionen. Denne koncentration og markedsdominans begrænser bønders og forbrugeres valg, hvilket giver en håndfuld virksomheder kontrol over fødevareproduktion og priser. Mindre producenters forhandlingsstyrke er dermed blevet reduceret til fordel for store fødevareproducenter.

Men der er også andre ansvarlige. Certificeringer, politiske beslutninger og landbrugsstøtten er også med til at forme den fødevareproduktion, vi har i dag, og det har store konsekvenser for miljø, klima og bønder samt for borgernes forhold til mad.

For når en mindre bedrift f.eks. gerne vil certificeres som økologisk, så oplever bønderne de samme barrierer for deres markedsføring og produktion. Det kan være svært at blive økologisk certificeret, når produktionen ikke passer ind i de etablerede ordninger og kasser – selv om produktionen kan være bedre for både miljø og dyr.

Det samme gælder landbrugstilskud. Det kræver meget arbejde at søge, og de mindste bedrifter får mindst støtte, men har den samme mængde papirarbejde forbundet med det. Støtteordningerne passer også dårligt sammen med alsidige produktioner, hvor bønderne dyrker mange afgrøder side om side til gavn for biodiversiteten og frugtbarheden i jorden – meget langt fra de standardiserede monokulturelle marker, som støtteordningerne er udformet til. 

Forbrugernes forventninger

Forbrugerne har også et ansvar for, at systemet sidder fast, hvor det gør. For 50 år siden ville en gennemsnitlig husstand bruge cirka 50 procent af budgettet på mad. I dag går kun 13 procent til fødevarer.

Den stigende velstand i samfundet har ændret folks forbrugsvaner, og forbrugsvanerne er blevet mere ressourcekrævende. Det betyder, at landbruget domineres af produktion af animalske produkter og afgrøder, der ikke er i sæson. Samtidig køber folk masser af forarbejdede produkter og fødevarer fra den anden side af kloden.

De fleste danske forbrugere køber deres mad i supermarkeder og er fremmedgjorte fra produktionen og distributionen af dem. Derfor bliver varens udseende det vigtigste udvælgelseskriterium, når forbrugeren står i butikken.

Ud over det ineffektive overbrug af ressourcer er madspild et stort problem i alle industrialiserede lande. I højindkomstlande er forbrugerne ansvarlige for en meget højere andel af madspild af perfekte, spiselige fødevarer sammenlignet med lande i det globale syd, hvor størstedelen af madspildet sker i produktions- og forarbejdnings-processen.

En anden vej er mulig

Som Ole Færgeman, næstformand i foreningen Frie Bønder Levende Land, retorisk spørger: “Er det muligt at genoprette fællesskabet, når det kommer til landbruget? Kunne vi igen dele ansvaret for både at producere og indtage, måske endda nyde maden fra landbrugsjorden?”

Mad er vigtigt for alle, og landbruget har et stort potentiale til at skabe fællesskab, bidrage til lokal udvikling, skabe forbindelser mellem mennesker og bringe liv tilbage i jorden.

Når den danske landbrugsmodel er gået i retning af mere højeffektivitet, større og færre bedrifter, er der også risiko for, at der om et årti ikke er mange landmænd tilbage.  Landbruget er ikke længere attraktivt for unge mennesker, og de anvendte metoder er ikke bæredygtige i længden.

Så hvad gør vi?

Der findes mange alternativer, som har været anvendt mange steder i verden og i rigtig lang tid, og som viser, at en anden landbrugsmodel er mulig.

Socialt landbrug

For omkring 100 år siden spirede en ide i den biodynamiske filosof Rudolf Steiners hoved i Østrig. Samtidig spirede lignende ideer i Japan og Chile. Ideen var enkel: at etablere en ny økonomisk model for landbruget, hvor der ville være en gensidig afhængighed og solidaritet mellem bønder og borgere. Ideen blev kaldt fællesskabsbaseret landbrug (på engelsk Community Supported Agriculture, CSA).

Kernen i konceptet er årlige kontrakter mellem bonden og forbrugeren. Kontrakten sikrer, at bonden får sit levebrød, og forbrugeren får sin mad – uanset om det er et år med små eller store løg.

Det er en forretningsmodel, der kan fremme biodynamisk, økologisk og andre former for regenerativt jordbrug. Forbrugeren køber en lille andel af årets høst, før vækstsæsonen starter. Der er således risikodeling, tryghed for bonden, god mad og kendskab til de pågældende bedrifter for forbrugeren – og en forpligtelse over for fællesskabet for begge parter.

Modellen er siden blevet eksporteret og er vokset i mange lande i Europa, men også i USA, hvor over 200 CSA-gårde blev udviklet med hjælp fra Robyn Van En, som var medforfatter til bogen “Sharing the Harvest”. 

I forhold til mange af de lande vi ellers sammenligner os med i EU, er Danmark dog langt bagud i udviklingen af dette alternativ til business as usual. Kun få, små og nye gårde vælger denne model, som Mosegården eller Godis Grønt på Sjælland, Yduns Have på Samsø og Permakultur Myrrhis, Høsteriet og Hertha i Jylland.

Men antallet vokser. Og nu er tiden kommet til, at mange flere borgere skal turde gå forrest og købe en andel af høsten for at støtte, at foretagendet kan vokse.

Der er flere grunde til, at fællesskabsbaseret jordbrug ofte er mere effektivt og miljøvenligt end industrielt landbrug. Maden produceres lokalt og skal derfor rejse færre kilometer, den indeholder ikke mange tilsætningsstoffer for at holde sig frisk og flot, den er sundere og følger sæsonen. Det er også medvirkende til, at folk fra lokalsamfundet engagerer sig i gården.

CSA har flere danske oversættelser, f.eks. kunde-bonde, solidarisk landbrug eller fællesskabsbaseret jordbrug. Det adskiller sig fra andelsgårde, hvor ideen i stedet er, at man som borgere har mulighed for at støtte et andet landbrugssystem ved at købe en andel af en gård, så man bliver medejer af bygninger og landbrugsjord. Her er det dog stadig meningen, at bønderne skal sælge deres høst til markedspris uden hjælp fra kunderne. Bønderne skal derfor slås med de samme barrierer som industrielle landbrug.

CSA fortæller en anden historie og tilbyder alternativer til at omdanne den markedsbaserede tilgang til fødevarer, der tillader direkte relationer mellem producenter og kunder. Det giver ansvaret tilbage til alle – vi er alle på denne planet, i dette system, og vi har brug for mere solidaritet.