Da Christian Hyldahl måtte forlade posten som direktør i ATP Pension efter afsløringer af en række tvivlsomme aktiehandler i sin tid hos Nordea, fik han seks millioner af pensionskassens penge med i tasken. Kan det virkelig være rimeligt, at så mange af lønmodtagernes penge skal gå til den slags, spørger Dennis Kristensen i dagens Signatur. Pressefoto fra ATP Pension
6 min. læsetid

Den aktuelle debat om forgyldning af toppen i ATP’s egen kapitalfond er deprimerende. Vi burde være blevet klogere, når det handler om forvaltning af lønmodtagerpenge. Sporene fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond skræmmer.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er Dennis_foto-1-1024x1024.jpg

Af Dennis Kristensen, tidl. FOA-formand

Her ved udgangen af grådighedens to årtier smitter den finansielle sektors hæmningsløshed endnu en gang af på fagbevægelsens håndtering af medlemmernes pensionsopsparing. Eller måske rettere – arbejdsmarkedets parters håndtering af aflønningsformer i kapitalfonde, som forvalter lønmodtagernes opsparing til pensionsalderen.

Tidligere var det Lønmodtagernes Dyrtidsfond, LD der kom i søgelyset, da fonden solgte aktier til et datterselskab – en kapitalfond – som Maj Invest fik forvaltningen af, og som kapitalfonden ved udgangen af 2013 kunne se frem til et grundhonorar plus en aftale om en himmelråbende stor bonus på tilsammen over 800 millioner kr. til Maj Invests partnere og medarbejdere, når fonden på et tidspunkt lukker. Og med den særlige krølle – at direktøren i Maj Invest oprindeligt var direktør i LD, og også var det, da LD videresolgte aktierne til sin egen kapitalfond.

LD’s formue består af de dyrtidsportioner, som lønmodtagerne ikke fik udbetalt i perioden fra 1977 til 1979. Dyrtidsportionerne blev i stedet indbetalt til LD som tvungen opsparing for den enkelte frem til pensionsalderen. Og fonden lukker billedligt talt, når den sidste lønmodtager med indefrosne dyrtidsportioner dør.

I denne omgang er det så Arbejdsmarkedets Tillægspension, ATP der har overtaget rampelyset med bonusordninger.

ATP og fantasilionerne

ATP blev etableret af Folketinget i 1964 efter indstilling fra LO og Dansk Arbejdsgiverforening. Hensigten var at skabe pensionsopsparing for alle lønmodtagere på tværs af alle fag som supplement til folkepensionen. Størrelsen af pensionsbidraget indgår i de tilbagevendende overenskomstforhandlinger. Bidraget har dog ikke nået den størrelse, som formentlig oprindeligt var tænkt – fordi arbejdsmarkedets parter sidenhen etablerede egne pensionskasser og -selskaber i de enkelte overenskomster i 1989-90. ATP modtager fortsat pensionsbidrag … og lukker i modsætning til LD ikke.

Der er ingen tvivl om, at det kræver folk med de rette kompetencer at få pensionsopsparing til at yngle, og at markedsprisen for de folk er høj… Men der må være en kant, når det handler om at forvalte lønmodtagernes penge.Og forgyldte lønforhold til forvalterne af pensionsbidragene sender et helt forkert signal til lønmodtagerne.

ATP’s hovedopgave er fortsat at forvalte pensionsopsparing, men virksomheden er blevet udvidet med administration af en række sikrings- og velfærds-ydelser.

ATP, der styres af arbejdsmarkedets parter, har etableret sin egen kapitalfond, hvor det nu er kommet frem, at især ledelsen har nogle særdeles lukrative indtægter. Løn i millionklassen, suppleret med bonusmillioner og en overraskende stor andel af egenkapitalen i kapitalfonden.

Egenkapitalen øges i takt med fondens afkast på investeringerne for ATP. På den konto venter der nu partnerne og medarbejderne i fonden 195 millioner kr. – hvoraf broderparten tilfalder otte personer i fonden.

Det går godt for ATP for tiden. Sidste del af 2019 blev det bedste halvår nogensinde for ATP. Og det gavner naturligvis lønmodtagerne i den sidste ende i form af højere pensioner.

Der er ingen tvivl om, at det kræver folk med de rette kompetencer at få pensionsopsparing til at yngle, og at markedsprisen for de folk er høj. Også ekstremt høj. Og lønmodtagerne skal naturligvis ikke nøjes med discount-forvaltere af deres pensionsopsparing.

Men der må være en kant, når det handler om at forvalte lønmodtagernes penge. De beskedne pensionsbidrag giver små pensioner. Og forgyldte lønforhold til forvalterne af pensionsbidragene sender et helt forkert signal til lønmodtagerne. Lønmodtagernes penge skal på samme måde som fagforeningskontingenter omgås med ydmyghed og med moralen og anstændigheden i behold.

Fagbevægelsen skal lære af – ikke gentage – den finansielle sektors manglende jordforbindelse

Den finansielle sektor har i grådighedens årti udviklet lønniveauer og såkaldte incitaments-systemer – på almindeligt portørdansk er det ’belønnings-bananer’ – med bonusser, aktieoptioner og meget andet kreativt huttelihut, der ret hurtigt gør chefer og specialister til millionærer. Og den øverste tops indtægter til fantasilioner.

Det er gjort på samme måde, som Baron von Münchausen trak sig selv og sin hest op af sumpen – ved at trække sig selv i håret. Branchen har på samme måde trukket sine egne lønninger m.v. op ved håret.

Og 195 millioner kr. til de i ATP’s kapitalfond, som selv har investeret meget begrænsede beløb i fonden, ud over høje lønninger og bonusprogrammer er fantasilioner.

Og det skaber samlede indtægter, som ingen menneskers indsats er værd.

Fra fagbevægelsens side kritiserede vi med rette gennem grådighedens årtier den finansielle sektor og store virksomheder for at have mistet jordforbindelsen, når det gælder lønforholdene for toppen. Vi kritiserede kapitalfondene for at mangle moral og anstændigheden i jagten på hurtige millioner ved opkøb af virksomheder og senere videresalg med astronomiske fortjenester.

Og der var god grund til at kritisere den finansielle sektor for den uansvarlighed og grådighed uden grænser, der forårsagede den langvarige økonomiske krise.

Det er ikke så få gange, at vi som fagforeningsfolk har talt om det moralsk forkastelige i festen på direktørgangene – ikke mindst under den økonomiske krise, hvor indbyggerne på direktørgangene talte så varmt og længe om behovet for løntilbageholdenhed hos lønmodtagerne, globaliseringens udfordringer og styrkelse af konkurrenceevne og op og ned ad stolperne.

Det samme i bagbutikken

I mine øjne er et vigtigt princip for fagbevægelsen, at vi skal have det samme i bagbutikken – som vi har i udstillingsvinduerne.

Når det gælder ATP’s kapitalfond, så står bagbutikkens indhold på ingen måde mål med de flot pyntede udstillingsvinduer.

Argggh – hvor det dog ærgrer mig, at vi endnu engang skal opleve dette misforhold! Turen med LD’s kapitalfond burde have gjort os klogere. Meget klogere.


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.