Findsen, Syrien-børn og Hjort Frederiksen. Få styr på hele FE-skandalen med Preben Wilhjelm

FE-sagen er ikke en skandale. Det er en hel kæde af skandaler, som hver for sig – under normale omstændigheder – kvalificerer til stor offentlig opmærksomhed og betænkelighed.

Den politiske håndtering af sagen er en skandale. Det gælder ikke bare hjemsendelsen af hele FE-ledelsen. Det rækker også ind over det retlige område. Det er utænkeligt, at et så drastisk skridt som beslutningen om at aflytte chefen for den ene af landets efterretningstjenester ikke har været forelagt for, drøftet med og sanktioneret af landets regering. Hele dette forløb, som er afgørende for vurderingen af, om der har ligget politiske motiver bag, ser nu ud til at blive undersøgt – sideløbende med straffesagen mod Lars Findsen. Godt det samme. Men tilslutningen til en undersøgelse, især fra Socialdemokraterne, var næppe kommet, hvis vi ikke stod umiddelbart foran et folketingsvalg, og hvis ikke støttepartierne om nødvendigt havde sikret flertal uden om regeringen. Så vi kan forvente alle tænkelige benspænd, når det skal føres ud i livet. Her er det om at være oppe på dupperne.

Den politiske håndtering er dog langt fra det mest bekymrende. Der er aspekter i sagen, som vanskeligt kan forenes med, hvad der kan forventes i en demokratisk retsstat. 

Det er en skandale, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) er bragt på glatis, fordi det er holdt uvidende om, at FE har haft politisk rygdækning for nogle arrangementer – samarbejdet med den amerikanske efterretningstjeneste, NSA – som tilsynet finder kan indebære ulovligheder.

“Tilslutningen til en undersøgelse, især fra Socialdemokraterne, var næppe kommet, hvis vi ikke stod umiddelbart foran et folketingsvalg, og hvis ikke støttepartierne om nødvendigt havde sikret flertal uden om regeringen.”

Det er en skandale, at en undersøgelse foretaget af tre landsdommere hævdes at have frikendt Forsvarets Efterretningstjeneste, når kommissoriet såvel som konklusionerne er hemmelige, og formentlig kun omfatter et lille hjørne af TETs kritik.

Det er en skandale, at ET-cheferne forsøger at intimidere pressen med advarsler (læs: trusler) om retsforfølgning, hvis man borer for meget i tre konkrete sager.

Det er en skandale, hvis PET – hvad meget tyder på – har anvendt helt urealistiske, oppustede sigtelser for at opnå aflytningskendelser, som sagen ellers ikke ville give mulighed for.

Det er en skandale, at hele postyret bygger på, at PET og anklagemyndigheden – som sigtelserne mod Hjort Frederiksen viser – fremturer med den fundamentalistiske tolkning af tavshedspligten, som blev eftertrykkeligt afvist af Landsretten i Scharf-sagen.

Det er en skandale, at PET-chefen med justitsministeren som bisidder orienterer partilederne om strengt private og særdeles uvedkommende forhold, man har fået kendskab til under aflytningerne.

Det er en gåde, på hvilket grundlag PET mere end 12 gange har kunnet få forlænget aflytningskendelserne, og to gange fik forlænget varetægtskendelsen. Det er en skandale, hvis det er sket, uden at der hver gang er foretaget en vurdering af de opnåede resultater, som kan begrunde forlængelsen.

Bandekrig mellem efterretningstjenesterne

Dørlukning synes at blive mere og mere almindelig i selv forholdsvis banale sager. I sager vedrørende straffelovens kapitel 12 og 13 er det ligefrem blevet en selvfølge. Der er grund til at erindre om, at for retsstatens fædre var offentlighed i retsplejen den bedste garanti mod statslige overgreb mod den enkelte borger og af samme grund indsat direkte i grundloven (§65, stk.1) som det bærende princip, der kun undtagelsesvist kan fraviges. Undtagelserne har bredt sig, så lukkede døre – specielt ved behandling af begæring om varetægtsfængsling – nærmest er blevet reglen.

FE-sagens helt usædvanlige forløb sammenholdt med den totale lukkethed om alt – lige fra de tre landsdommeres kommissorium til tiltalepunkterne mod Findsen og Hjort Frederiksen – har medført, at såvel pressen som kyndige enkeltpersoner uden hang til konspirationsteorier har søgt efter logiske forklaringer. Herunder at tilsynet må have været holdt i uvidenhed om FE-beføjelser fra skiftende regeringer uden egentlig lovhjemmel, at tavshedspligten er tolket rigoristisk grænsende til det absurde, at den yderst alvorlige og sjældent anvendte § 109, stk. 1 er taget i anvendelse for at give adgang til telefon- og rumaflytning, og at de helt upræcise begreber ’statens sikkerhed’ og ’hensynet til fremmede magter’ er strakt til det meningsløse.

Det har også – og med rette – været påpeget, at de to efterretningstjenester traditionelt har optrådt mere som konkurrenter end som kolleger. De har kæmpet om penge, territorier og æresbegreber som i enhver ordentlig bandekrig. I den aktuelle sag gælder æresbegreberne eller kulturen især holdningen til tavshedspligten. Findsen har gjort sig til talsmand for en vis åbenhed som forudsætning for offentlighedens støtte, hvilket dog aldrig har medført almen indsigt i noget som helst af betydning. PET-chefen Finn Borch Andersen har markeret sig som fundamentalist, hvad angår tavshedspligten, som det blev demonstreret helt ud i det absurde i Scharf-sagen.

En sag om landsforræderi mod chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, tidligere departementschef i justitsministeriet og endnu tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, alt i alt den for landets sikkerhed mest centrale og informerede person gennem den sidste snes år, og en tilsvarende sigtelse mod landets tidligere forsvarsminister, er uden sidestykke, også internationalt, og har naturligvis vakt opsigt. 

Den hidtidige håndtering af sagen har kun forstærket skadevirkningerne. 

Anklagemyndigheden har krævet sagen mod Findsen (og evt. Hjort Frederiksen) ført for lukkede døre. Det vil uundgåeligt give grobund for mytedannelse og mistillid. Skaderne er sket og var dårligt blive værre. Tilliden kan kun genoprettes ved at føre sagen i fuld åbenhed. Uanset hvad der måtte komme frem, kan det ikke skade mere end det allerede har gjort.

Tavshedsfundamentalister

Hvad tiltalen mod Findsen konkret går ud på, får man et hint om ved at se på FE-chefernes dagsorden for møderne med chefredaktørerne og sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen. Chefredaktørerne blev advaret om at være påpasselige i omtalen af tre sager: FE’s samarbejde med NSA, FE-agenten i Spanien og de danske børn i Syrien. Her er omtale af NSA-aktiviteterne klart det alvorligste.

“Det forekommer absurd, at nogen kan tiltales for at fortælle noget, der har været alment kendt siden Edward Snowdens afsløringer i 2013”

Det har næppe været regeringens ønskedrøm at få en politisk modstander og tidligere forsvarsminister rodet ind i sagen. Det har naturligvis vakt yderligere international opmærksomhed, og som forventeligt bragt de blå partier i harnisk. Det er da også kommet frem, at regeringen diskret forsøgte at få Hjort Frederiksen til at klappe i om NSA-samarbejdet. Det gjorde han ikke, hvorefter en tiltale var uundgåelig. Vel at mærke hvis det var det samme, som var hovedpunktet i tiltalen mod Findsen. Ellers kunne man sagtens have ignoreret Hjort Frederiksens åbenmundethed – eller i det mindste fundet en mildere straffebestemmelse, f.eks. § 152 om tavshedspligt i almindelighed, som almindeligvis kun kan give op til 6 måneders fængsel, og som i øvrigt er nævnt som alternativ i tiltalen mod Findsen!

Det forekommer absurd, at nogen kan tiltales for at fortælle noget, der har været alment kendt siden Edward Snowdens afsløringer i 2013, bekræftet bl.a. af Obamas undskyldning til Angela Merkel, og nu for så vidt bekræftet af TET. Men PET og anklagemyndigheden har tidligere demonstreret, at man finder det ligegyldigt, om noget er almen viden. Det afgørende er, om det bliver officielt bekræftet. Det blev klart demonstreret i sagen mod Jacob Scharf: At hans ’afsløringer’ var gamle nyheder og alle bekendt var ligegyldigt – det afgørende var, mente man, at hans omtale var en officiel bekræftelse, så de ikke længere kunne slås hen som rygter. Den nuværende PET-ledelse er kendt for at være fundamentalister, hvad angår tavshedspligt. At man i landsretten blev underkendt i 27 af de 28 anklagepunkter har åbenbart ikke rokket ved PET og anklagemyndighedens opfattelse.

Skulle det vise sig, at der er mere seriøse anklagepunkter mod Findsen, vil det stadig være mindst skadeligt at føre sagen for åbne døre. Tænk om retten når frem til en betydelig fængselsstraf, men grundlaget herfor holdes hemmeligt. Det vil af mange kun kunne opfattes som en ukontrollabel legitimering af alle de fejlgreb, der er begået undervejs.

Risikoen for tiltalefrafald

Hvis retten afviser anklagemyndighedens krav om lukkede døre, har det også været fremført, at det kunne være fristende for myndighederne at lukke sagen med et tiltalefrafald med den begrundelse, at sagen ikke kan føres for åbne døre uden risiko for at kompromittere statens sikkerhed eller hensynet til fremmede magter.

Det er set før, for eksempel ved Herløv Petersen-sagen. Og det ville være bekvemt for alle involverede – bortset fra de sigtede. Som Claus Hjort Frederiksen, der stadig risikerer tiltale, når hans parlamentariske immunitet udløber, blev citeret for i Politiken, ville et tiltalefrafald være hans største mareridt, for så ville han være stemplet som landsforræder uden mulighed for at blive renset i retten.

Men denne udgang vil ikke kun være de tiltaltes mareridt – den vil også være retsstatens mareridt. For det ville efterlade alle væsentlige spørgsmål ubesvarede. Hvad var det, man ville have de tiltalte dømt for? Viste anklagerne sig berettiget? Kan det retfærdiggøre den opsigtsvækkende håndtering af sagen undervejs? Ved et tiltalefrafald vil enhver kunne påstå sit, og vi fratages muligheden for at tage ved lære og rette op på eventuelle misgreb.

Hvad har Syrien-børnene med FE at gøre?

De danske børn i Syrien var ét af de spørgsmål, efterretnings-cheferne advarede pressen mod at bore i. Det er gået helt i glemmebogen siden da. Og hvad har den sag overhovedet med FE at gøre? Faktisk ikke så lidt. Her ligger efter alt at dømme en helt selvstændig skandale.

Statsministeren havde gang på gang højtideligt svoret, at selv de mødre, som Mattias Tesfaye ikke havde kunnet fratage dansk statsborgerskab, ikke ville få lov at tage hjem til Danmark med deres børn. Hvad offentligheden ikke fik at vide var, at FE var blevet sat til at lave en sikkerhedsvurdering. Den blev afleveret til regeringen i september 2020, men blev mod sædvane ikke offentliggjort. Den konkluderede, at der var en større sikkerhedsmæssig risiko for Danmark ved at lade børnene blive i Syrien end ved at tage dem hjem. Det har selvfølgelig været højst ubekvemt for regeringen og specielt statsministeren, som meget kategorisk havde garanteret, at det ikke ville ske.

FEs sikkerhedsvurdering blev først offentligt kendt med et halvt års forsinkelse, nemlig i marts 2021, vist nok først i Ekstra Bladet den 13.03.2021. Det var netop offentliggørelsen af FEs vurdering, der tvang regeringen til en hurtig kovending i sagen. Det er ikke svært at forestille sig, at regeringen og særligt statsministeren må have været ærgerlige, for ikke at sige rasende over lækket.

Det er heller ikke svært at forestille sig, at det må have provokeret den nu hjemsendte Lars Findsen, at FEs vurdering mod sædvane blev hemmeligholdt, og at han måske i en (aflyttet) samtale med en journalist har plantet ideen om at søge aktindsigt i sagen. Hvis det er tilfældet, og at denne læk indgår i anklagerne mod Findsen, må man blot sige, at det måske nok formelt er en overtrædelse af tavshedspligten, men at det snarere fortjener en demokratipris end en fængselsstraf – da den egentlige skandale ligger i, at regeringen har villet hemmeligholde en sagkyndig vurdering, som ikke lige passer i dens kram.

TET-skandalen

Tilsynet med Efterretningstjenesterne, TET, blev oprettet i 2014 som en af konsekvenserne af den skandale, der begyndte med PET-agenten Anders Nørgaards afsløringer i tre TV2-udsendelser i 1998. Her kom det bl.a. frem, at PET i strid med gældende regler registrerede personer for lovlig politisk virksomhed, infiltrerede lovlige organisationer, og kopierede kontornøgler og medlemskartoteker. Afsløringerne og fundet af en tidligere PET-chefs ulovlige instruks førte til en kommissionsundersøgelse, som efter ti års arbejde endte med en beretning på 4.600 sider.

De vigtigste resultater var, at PET gennem alle årene i meget vidt omfang målrettet havde registreret i strid med gældende regler, at det daværende kontroludvalg systematisk var ført bag lyset, at regeringen i 1983 i al hemmelighed giver PET en ny instruks, som stort set sætter forbuddet mod politisk registrering ud af kraft, og at skiftende justitsministre fra begge sider af salen gennem årene i alt 27 gange havde givet Folketinget vildledende oplysninger om forholdene.

“Da TET i sin tredje årsberetning konstaterede, at PET stadig ikke overholdt sletningsbestemmelserne vedrørende registrering, var justitsminister Søren Pinds reaktion ikke at indskærpe reglerne, men at afskaffe dem.”

PET-kommissionen nåede dog ved juridiske spidsfindigheder frem til, at der ikke var grundlag for kritik. Men der skete det helt usædvanlige, at Folketinget nægtede at tage beretningen til efterretning, og tværtimod i enighed vedtog en beretning fra sit eget opfølgende udvalg, som kort fortalt fastslog, at den anvendte (ensidige) undersøgelsesmetode betød, at PET-kommissionens beretning fremstod som et partsindlæg for PET uden videnskabelig værdi, at PETs politiske registreringer modsat kommissionens vurdering havde været ulovlige, og at skiftende justitsministres vildledninger af Folketinget var overtrædelser af loven om ministeransvar og ikke, som kommissionen vurderede, ’uden juridisk betydning’.

Det var som følge af denne skandale, at vi efter megen palaver omsider i 2014 fik Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET), nu også omfattende FE. Lige fra starten var der kritik af, at TETs virkeområde og beføjelser var for begrænsede. Men det skulle kun blive værre. Da TET i sin tredje årsberetning konstaterede, at PET stadig ikke overholdt sletningsbestemmelserne vedrørende registrering, var justitsminister Søren Pinds reaktion ikke at indskærpe reglerne, men at afskaffe dem. Den daværende formand for TET, landsdommer Ulla Staal, udtalte, at så havde hun svært ved at se formålet med TET, da kontrol med overholdelse af sletningsbestemmelser havde været Tilsynets vigtigste opgave og det eneste område, hvor TET havde haft nogenlunde klare beføjelser. Ulla Staal forlod senere på året TET, og blev erstattet af den nuværende formand, landsdommer Michael Kistrup (som også var formand for Mink-kommissionen!).

Hvordan kan det gå til, at TET, hvis medlemmer er juridisk kyndige personer, kan fremsætte en så alvorlig kritik af FE, at det fører til suspension af hele topledelsen, men efterfølgende pure afvises ved en undersøgelse foretaget af tre landsdommere? Det kan næppe forstås på anden måde, end at TET er holdt uvidende om beføjelser fra politisk hold til handlinger eller arrangementer (NSA-samarbejdet), som TET ikke har fundet lovhjemmel for. Historisk har det snarere været reglen end undtagelsen. Sådan var vilkårene for det tidligere kontroludvalg, Wamberg-udvalget, i årtier. I øvrigt ved vi ikke, hvilke dele af TETs kritik, de tre landsdommere har tilbagevist, da både deres kommissorium og deres begrundelse for frifindelsen er hemmelig.

At TET føler sig bragt på glatis, fremgår af tilsynets Årsredegørelse for 2021, hvor man med henvisning til underkendelsen fra de tre landsdommere oplyser:

”Tilsynet har på baggrund heraf besluttet midlertidigt at indstille alle igangværende kontroller, som vedrører FEs indhentning af rådata, og tilsynet vil ikke igangsætte nye kontroller, som vedrører tjenestens indhentning eller videregivelse af rådata, før der er sket en afklaring af tilsynets kompetenceområde.”

Først fratages tilsynet dets angiveligt vigtigste opgave, nemlig at kontrollere PETs overholdelse af sletningsbestemmelserne, da Søren Pind får ophævet disse bestemmelser, og nu indstiller man kontrollen med FE’s håndtering af rådata. Det er en selvstændig skandale, som fortjener større opmærksomhed end den har fået. Og som burde rejse krav om offentliggørelse af de tre landsdommeres kommissorium, oplysning om hvilke FE-beføjelser, TET blev holdt uvidende om, og markant forbedring af TETs arbejdsbetingelser.

Folketingets kontroludvalg – en misvisende betegnelse

Folketingets Kontroludvalg vedr. efterretningstjenesterne består af et medlem fra hvert af de fem største partier. ’Kontroludvalg’ er en misvisende betegnelse. Udvalget orienteres om generelle retningslinjer o.l., medlemmerne kan ikke som i andre udvalg stille spørgsmål og kræve svar, men ikke desto mindre er de underlagt total tavshedspligt. 

“Man kan på efterretningsområdet vanskeligt forestille sig noget mere spektakulært, end at den ene efterretningstjeneste aflytter chefen for den anden efterretningstjeneste. Hvis ikke Folketingets Kontroludvalg har været orienteret herom, er det svært at se, hvad de overhovedet skal informeres om.”

Da PET-skandalen eksploderede i 1998, blev de daværende udvalgsmedlemmer selvfølgelig gået på klingen af pressen: Havde de overhovedet ikke haft kendskab til noget af det, der væltede ud af skabene? Én for én stillede alle fem sig op og fralagde sig ethvert ansvar. De anede intet, var ikke informeret, og havde i øvrigt ikke beføjelser til at undersøge noget som helst.

Nu står vi der så igen. Man kan på efterretningsområdet vanskeligt forestille sig noget mere spektakulært, end at den ene efterretningstjeneste aflytter chefen for den anden efterretningstjeneste. Hvis ikke Folketingets Kontroludvalg har været orienteret herom, er det svært at se, hvad de overhovedet skal informeres om. Endsige kontrollere.

I den verserende FE-skandale er kontroludvalgets medlemmer hidtil gået under radaren. Det må frem i lyset, om de som førhen er holdt totalt uvidende. I så tilfælde er det stadig en ren gidselfunktion, og enhver MF’er med respekt for demokratiet burde nægte at medvirke til et sådant blændværk. Udvalget må nedlægges eller have konkrete beføjelser.

Det sidste bolværk: Domstolene

Det er et paradoks, at når en person tiltales for nogle af straffelovens alvorligste forbrydelser og risikerer en straf på op til 12 års fængsel, så øges anklagemyndighedens beføjelser punkt for punkt, mens retsgarantierne for den tiltalte annulleres én efter én. Vedkommende er derfor ringere stillet end den, der kun risikerer en ganske kortvarig straf for en mere almindelig lovovertrædelse. Politiet får adgang til vidtgående efterforskningsmetoder, som ellers ikke er tilladt (f.x. telefon- og rumaflytning). Det helt centrale princip om offentlighed i retsplejen, som helt tilbage fra de første tilløb til en retsstat i 1840’erne har været anset for den væsentligste garanti mod statslige overgreb – og som derfor blev fastslået som norm allerede i Junigrundloven 1849 (nu § 65, stk. 1) – sættes sædvanligvis ud af spillet ved hemmeligt anklageskrift, retsforhandling for lukkede døre og tavshedspålæg til de involverede. Vi har endda set, hvordan forsvaret i en sådan sag blev afskåret fra – selv bag lukkede døre – at føre sagkyndige vidner, som ville imødegå anklagemyndighedens sagkyndige vidner, som ved Weibel-sagen i 70’erne.

Under sådanne omstændigheder er der kun én garanti imod overgreb: At domstolene udviser den fornødne skepsis over for anklagemyndigheden.

Der kan være tilfælde, hvor hensynet til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter nødvendiggør en vis lukkethed. Men det siger sig selv, at en fuldstændig tilsidesættelse af de mest elementære retsgarantier kun kan forsvares, hvis disse helt upræcise hensyn ikke påberåbes – og godtages – mere eller mindre vilkårligt. Og hvis domstolene lever op til ansvaret som eneste bolværk mod en Putin’sk udlægning af begrebet ’retspleje’.

Benyttede PET en ’oppustet’ sigtelse?

Retsplejeloven tilstræber en rimelig balance mellem efterforskningsmidlerne og sagens alvor. Telefon- og rum-aflytning anses for så indgribende i den personlige frihed, at det forudsætter, at mistanken gælder en lovovertrædelse, hvor strafferammen er seks års fængsel eller mere. Det er selvsagt ikke nok, at politiet meddeler retten, at man sigter den pågældende efter straffeloven § 109, stk. 1, som har en strafferamme på 12 års fængsel. Om indgrebet har været disproportionalt kan kun vurderes, hvis det oplyses, hvad sigtelsen mere konkret er baseret på. 

“Ingen ved deres fulde fem kan hævde, at [risikovurdering af Syrien-børnene] truer statens sikkerhed eller hensynet til fremmede magter, som er påberåbt som begrundelse for aflytningerne.”

Netop fordi gerningsbeskrivelsen i § 109, stk. 1 er så upræcis, er det afgørende, at mistanken konkretiseres. Ellers vil begreber som ’statens sikkerhed’ og ’hensynet til fremmede magter’ kunne påberåbes helt vilkårligt, som det kendes fra autokratiske regimer. 

Der har i forskellige seriøse medier været fremsat formodninger om, at påberåbelsen af den meget alvorlige og yderst sjældent anvendte § 109, stk. 1 er sket for at opnå en aflytningskendelse, som man ellers ikke ville kunne få. En sådan anvendelse af ’oppustede sigtelser’ for at omgå lovens tilstræbte proportionalitet mellem mål og midler, er et velkendt fænomen. Som retspolitisk ordfører fik jeg i startfirserne henvendelse fra flere advokater, som kunne berette, at de hyppigt stødte på sigtelser for narkotikakriminalitet, som næsten automatisk udløste en aflytningskendelse, som viste sig kun at afsløre mere banale ’tilfældighedsfund’. Deres påstand var, at der aldrig havde været grundlag for narkomistanke, og at det udelukkende skyldtes, at det var en nem og ganske omkostningsfri måde at omgå betingelserne på.

Det er selvsagt til grin, hvis lovgivernes forsøg på at skabe proportionalitet på den måde sættes ud af spillet. For at fjerne incitamentet til oppustede sigtelser fremsatte VS derfor, med inspiration fra britisk retspleje, forslag om, at efterforskningsresultater fremkommet på denne måde ikke kunne bruges som bevis i retten, medmindre de afslørede ulovligheder var så alvorlige, at de i sig selv kunne have begrundet indgrebet. Som det skete jævnligt i de år blev VS’s forslag massivt stemt ned, men året efter i let revideret udgave fremsat af justitsministeren, Ninn-Hansen (K) og vedtaget. At advokaternes mistanke om oppustede sigtelser havde hold i virkeligheden, blev overbevisende bekræftet af, at politiets begæringer om telefonaflytning øjeblikkelig faldt med 60 % og begæringer om rumaflytning faldt med 75 %, da bestemmelsen trådte i kraft i 1985. Der er aldrig set en lignende umiddelbar effekt af nogen anden begrænsning af efterforskningsmæssige metoder.

Bestemmelsen findes den dag i dag (retsplejeloven § 789). Desværre er den undervejs udstyret med så mange undtagelser, at den nærmest er indholdsløs. Således er alle såkaldte statsforbrydelser, herunder straffelovens § 109, undtaget. Havde VS’ forslag uændret været gældende, ville det have fjernet incitamentet til oppustede sigtelser også i disse sager, og havde man alligevel forsøgt sig, ville PETs tilfældighedsfund, som måske kan bære en beskeden dom om brud på tavshedspligten efter den mindre dramatiske § 152,ikke kunne anvendes som bevis.

Hvad enten det er sket i dette tilfælde eller ej, er der al mulig grund til at fjerne incitamentet til at omgå bestræbelserne på proportionalitet mellem mål og midler i straffeprocessen. Lad os fx gøre den nærliggende antagelse, at en af de journalistkontakter, PET har fået kendskab til gennem de langvarige afhøringer, har drejet sig om FE’s risikovurdering mht. Syrien-børnene. Ingen ved deres fulde fem kan hævde, at det truer statens sikkerhed eller hensynet til fremmede magter, som er påberåbt som begrundelse for aflytningerne. Ikke desto mindre vil en sådan kontakt kunne danne grundlag for en dom mod Findsen. Det kan kun inspirere til brug af oppustede sigtelser.

Om fristforlængelser

En aflytningstilladelse kan kun gives for fire uger ad gangen (rpl. §783, stk. 3). Formålet med denne begrænsning er, at politiet med jævne mellemrum skal fremlægge de foreløbige resultater af aflytningen, så retten kan vurdere, om der er grundlag for en forlængelse. I FE-sagen blev aflytningskendelserne forlænget mindst 12 gange. Det skal erindres, at tilladelserne skal være retfærdiggjort af fare for statens sikkerhed og/eller hensynet til fremmede magter. Skal vi have tillid til, at domstolene lever op til ansvaret som eneste bolværk mod overgreb i disse sager, bør det i fuldt dagslys undersøges, hvad der har begrundet denne lange række af fristforlængelser. Kan det ikke ske sideløbende med straffesagen, må det gøres efterfølgende. Det er fuldt ud lige så vigtigt som at undersøge den politiske håndtering af sagen.

Også varetægtsfængsling kan kun besluttes for fire uger ad gangen. Ligesom for aflytningskendelserne er det – for at undgå tilsvarende retsskandaler i fremtiden – nødvendigt, at det bliver fuldt belyst, på hvilket konkret grundlag, byretten besluttede, at Lars Findsen skulle varetægtsfængsles. Og hvilke nye efterforskningsresultater, anklagemyndigheden kunne fremlægge i forbindelse med de tre forlængelser, byretten besluttede.

Det er fuldt forståeligt, som Findsen vist også har givet udtryk for, at en enlig byretsdommer, som også er under tavshedspligt, og således ikke kan konferere med måske mere erfarne kolleger, har umådeligt svært ved at modsætte sig en begæring om aflytning eller fængsling, når selve toppen af PET sammen med anklagemyndigheden tropper op og bedyrer, at der er begrundet mistanke om trusler mod statens sikkerhed. Det er vanskeligt at sikre en mere kritisk behandling af en sådan begæring. En simpel ting, man dog kunne gøre, ville være en bestemmelse om, at netop sådanne begæringer skal behandles af et kollegium bestående af tre dommere.

Om strafpåstanden

Det har vakt opmærksomhed, at anklagemyndigheden, som rejser tiltale efter en bestemmelse, som kan give op til 12 års fængsel (og dermed adgang til aflytning og overvågning) kun kræver en straf på 3 år og 9 måneders fængsel. Det er af nogle set som tegn på, at der har været spekuleret i oppustet sigtelse. Helt sådan forholder det sig ikke. Adgangen til aflytning mv. er bestemt af strafferammen, ikke af strafpåstanden. Og anklagemyndigheden har nok hele tiden vidst, at sagen højst ville kunne medføre en dom i den allernederste del af strafferammen.

Det lidt skæve krav om en straf på 3 år og 9 måneder skyldes en anden, kreativ spekulation i retsplejereglerne: man har villet undgå nævningebehandling. Havde anklagemyndigheden krævet en straf på 4 år eller derover, skulle sagen behandles ved nævningeting, som ganske vist er amputeret til en udvidet domsmandsret, men dog med flere medvirkende. Det har man ønsket at undgå, – derfor den skæve strafpåstand.

At kriteriet for nævningebehandling er relateret til strafpåstanden – og ikke som vanligt til strafferammen – er i øvrigt også et levn fra min tid som retspolitisk ordfører for VS. Justitsministeriets mangeårige bestræbelser på at afskaffe nævningeinstitutionen var ved at lykkes. Tilbage var ganske få sager årligt, og nu lød argumentet, at det store apparat endda ofte blev brugt i bagatelsager fordi de formelt faldt ind under en bestemmelse med en høj strafferamme, selv om det på forhånd var klart, at de højst ville udløse en meget beskeden straf.

Venstresocialisterne foreslog for at bevare nævningeinstitutionen, at kriteriet i stedet skulle være strafpåstanden, således at der ikke kunne idømmes 3 år eller derover, uden at sagen havde været behandlet med nævninge. Derved ville man sikre, at det store apparat kun blev brugt i de alvorligere tilfælde. Det blev selvfølgelig stemt ned – men som flere andre af vore forslag genfremsat året efter af justitsministeren, Ninn-Hansen, nu dog med en grænse på 4 år. Og ligesom i den aktuelle sag kunne vi hurtigt opleve, at der kom skæve strafpåstande, 3 år og 9 måneder, sågar 3 år og 11 måneder, som aldrig var set før, og som reelt var begrundet i et ønske om at undgå nævningebehandling.

Det allermest principielle spørgsmål: Hvem laver egentlig lovene?

En undersøgelseskommission, de tre landsdommere, frikender FE-ledelsen for noget, som TET har kritiseret skarpt, og har ment kunne omfatte direkte ulovligheder, når det gjaldt aftalen med NSA og medfølgende databehandling. Frifindelsen beror tilsyneladende på, at FE har haft regeringens rygdækning for denne aktivitet, siden aftalen med NSA blev indgået i Nyrups regeringstid.

Spørgsmålet er: Kan handlinger, som er på kant med dansk lov, blive tilladt, blot regeringen giver samtykke? Er det regeringen, der laver lovene her i landet? I en tid, hvor der mere end nogensinde er fokuseret på, at der skal være lovhjemmel for både regeringens og embedsværkets handlinger, – i en tid hvor embedsmænd er sendt hjem for at administrere uden lovhjemmel, men udelukkende efter regeringens beslutning, kan man da frifinde FE-ledelsen for mulige lovovertrædelser, blot fordi de er godkendt af regeringen?

Det er ikke nogen ganske ny problemstilling. For at nævne et par spektakulære fortilfælde:

Statsminister H. C. Hansen gav i 1957 i al hemmelighed USA tilladelse til at have atomvåben i Grønland. Det var i lodret modstrid med Danmarks officielle politik, som gang på gang blev bekræftet over for både befolkningen og Folketinget. Aftalen må have været kendt af efterfølgende statsministre, men blev først offentligt bekendt i 1980’erne. Historikeren Søren Mørch, der også var Hansens partifælle, er ikke i tvivl om, at H. C. Hansens ageren objektivt set var landsforræderi. Den senere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V), som generelt havde det vanskeligt med demokratiske principper, når flertallet ikke gik hans vej, mente tværtimod, at H. C. Hansen havde udvist stort statsmandsskab. 

Schlüter-regeringens sikkerhedsudvalg gav i 1983 i al hemmelighed PET beføjelser til omfattende politisk registrering i strid med det officielle forbud, som man både før og efter gang på gang forsikrede befolkningen og Folketinget om blev overholdt. Er det regeringen, der bestemmer retstilstanden her i landet? Er embedsværket, i dette tilfælde PET, i deres gode ret, når de har regeringens velsignelse, selv om de ved, at det er i strid med de officielt gældende regler?

Hvor er råbet om lovhjemmel blevet af i disse tilfælde – eller i sagen om NSA-aftalen? Den var forsatsen til hele den skandale i Forsvarets Efterretningstjeneste, der ved nærmere eftersyn viser sig at være et overflødighedshorn af forskellige skandaler.

---