Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
30. august. 2021

Ændringer i Europas politiske landskab: Fire valg venter i september måned

Der er fuld fart over det parlamentariske felt i september, hvor flere af Danmarks nabolande går til valg. Det kommer til at ændre på europæisk politik, selv om nogle af valgene er mere spændende end andre.

Bliver Armin Laschet Angela Merkels efterfølger i Tyskland? Kan Katrin Jakobsdottir holde fast i magten i Island? Kommer Rødt over spærregrænsen i Norge – og holder Putin fast i grebet om Dumaen? Svaret på alle de spørgsmål kommer i løbet af september måned. Illustration: Solidaritet
Denne artikel tager cirka 16 minutter at læse.

13. september i Norge: Svag venstrefløj i gang med genrejsning

Efter valget i september 2017, var der lagt op til en bred centrum-højre koalition i norsk politik. Men så forlod Kristendemokraterne forhandlingerne, fordi de ikke ønskede at sidde i regering med det højrenationalistiske Fremskrittspartiet (FRP). Den beslutning blev dog omgjort senere på året, hvor KD alligevel sluttede sig til Erna Solbergs regering. Men så hoppede FRP ud af regeringssamarbejdet et år senere, efter at have dannet makkerpar med Høyre i 7 år. De mente nemlig, at statsministerens beslutning om at lade en kvinde med forbindelse til Islamisk Stat vende tilbage til Norge, var ‘direkte uansvarligt‘. Tidligere på året fik statsminister Solberg også en kæmpe bøde på knap 15.000 kroner for at have blæst på coronareglerne i forbindelse med sin 60-års fødselsdag. Det har givet ridser i lakken på den ellers populære statsminister, der bærer tilnavnet Iron Erna, som en hyldest til forbilledet Margaret Thatcher.

“Samlet står de to venstreorienterede partier og socialdemokraterne til 37,5 % af stemmerne ifølge de seneste meningsmålinger, og er derfor afhængige af et samarbejde med Senterpartiet, hvis ‘Iron Erna’ skal skrottes.”

Det er på denne lettere kaotiske baggrund, Erna Solberg skal forsøge at holde Arbeiderpartiet fra at generobre regeringsmagten. Denne gang er det ikke Jens Stoltenberg, men derimod Jonas Gahr Støre, der skal forsøge at vælte Høyre af pinden. Det socialdemokratiske parti har faktisk været størst under hele Solbergs regeringsperiode, men har mistet vælgere ved samtlige valg siden 2009. Man har samtidig ikke haft en særligt stærk venstrefløj at kunne læne sig op af, og har i stedet samarbejdet med ‘Senterpartiet‘ (SP), der som navnet antyder befinder sig i midten af norsk politik. Partiet kan bedst beskrives som et traditionelt liberalt bondeparti, og fordoblede ved seneste valg næsten sit stemmetal til 10,3 %. I modsætning til centrist-partierne i mange andre lande, har SP haft en meget EU-skeptisk ideologi, og brandede med stor succes sig selv som et ‘positivt nationalistisk parti‘ op til forrige valg.

Hvor stiller det så den norske venstrefløj? Den har været inde i en krise, både parlamentarisk og aktivistisk set, men ser ud til at være i gang med en genrejsning. Landets klassiske venstreorienterede parti, Sosialistisk Venstreparti har været nede i en bølgedal, siden man sad i regering med socialdemokraterne under Stoltenberg i 2005 – 2013. I 2001 fik partiet hver 8. norske stemme og 23 pladser i Stortinget. Siden gik det støt ned ad bakke, og SV klarede sig kun med nød over spærregrænsen i 2013, hvor partiet kun fik 4,1 % af stemmerne. Partiet har også oplevet faldende medlemstal frem mod den foreløbige bundrekord i 2015, men har de seneste år vendt skuden under Audun Lysbakkens lederskab. Partiet står for andet valg i træk til en mindre fremgang, men må nok indstille sig på en mindre rolle – hvis man igen skulle indtræde i en ‘rød-grøn koalition’ sammen med socialdemokraterne.

Hvor SV altså ser ud til at konsolidere sin tilslutning, og næppe ryster posen markant, er det anderledes interessant at følge med i, hvordan det kommer til at gå for det nye parti i klassen, Rødt. Det blev stiftet i 2007 som en sammenlægning af den tidligere valgsammenslutning, Rød Valgallianse, og det mere dogmatiske Arbeidernes Kommunistparti.

Den oplagte parallel til danske Enhedslisten er fristende at drage, og partiets leder, Bjørnar Moxnes har da også sammen med flere andre i ledelsen forsøgt at få skrevet den erklærede kommunisme ud af valgprogrammet, til fordel for et mere publikumsvenligt budskab om ‘demokratisk socialisme’. Alligevel holder sammenligningen ikke helt: Rødt har nemlig valgt at fastholde sin identitet som et eksplicit kommunistisk parti, og fastholder også en revolutionær socialisme – dog ikke af den voldelige eller væbnede slags. Partiet er endvidere stålsat modstander af EU, og vil også have landet trukket ud af EØS-aftalen, der giver dem adgang til unionens indre marked.

Rødt står i de seneste målinger til at få 5,6 % af stemmerne, hvilket formentlig vil give partiet 8-10 mandater i Stortinget. Selv om det ville være første gang, partiet kom over spærregrænse, er man dog allerede repræsenteret i Stortinget af netop Bjørnar Moxnes, der kom ind på et tillægsmandat i Oslo ved valget i 2017. Moxnes har brugt sit ene mandat effektivt til at skabe opmærksomhed om partiets politik, og vakte bl.a. stor opsigt, da han i 2018 indstillede ‘Boycott, Divestment and Sanctions'(BDS)-bevægelsen mod Israels besættelse til Nobels Fredspris.

Samlet står de to venstreorienterede partier og socialdemokraterne til 37,5 % af stemmerne ifølge de seneste meningsmålinger, og er derfor afhængige af et samarbejde med Senterpartiet, hvis ‘Iron Erna’ skal skrottes. Valget i Norge bliver afviklet mandag 13. september.

Marie Sneve Martinussen og Bjørnar Moxnes fra Rødt håber at komme over spærregrænsen ved valget 13. september. Foto: VG

17. september i Rusland: Lange udsigter til at udfordre Putins magt

Vladimir Putin har siddet solidt på magten siden årtusindskiftet. Det bliver han ved med nogle år endnu, da valget i Rusland fredag 17. september kun skal afgøre, hvem der kommer til at indtage de 450 sæder i Dumaen, landets parlament. Valget kommer dog alligevel til at blive afviklet i Putins skygge, da han sidder som den altoverskyggende figur i Yedinaya Rossiya – Forenet Rusland. Hvordan partiet klarer sig ved parlamentsvalget, kommer derfor uundgåeligt til også at blive set som en temperaturmåling på, hvad russerne synes om Putins ledelse af landet.

“Ikke alt er fryd og gammen i magtens korridorer i Kremlin. Siden valget i 2016 er Forenet Rusland faldet kraftigt i opbakning.”

Ved sidste valg i 2016 cementerede Forenet Rusland sin magt ved at gå hele 105 mandater frem. Partiet havde allerede absolut flertal inden da, men har altså siddet suverænt på Dumaen de seneste fem år, hvor 343 sæder – eller 75 % af mandaterne – har tilhørt partiet, der officielt ledes af forsvarsminister Sergey Shoygu i parlamentet. Det betyder imidlertid ikke, at alt er fryd og gammen i magtens korridorer i Kremlin. Siden valget i 2016 er Forenet Rusland faldet kraftigt i opbakning – og ligger i de seneste meningsmålinger til kun at få 27 % af stemmerne. Ifølge en lækket intern måling, har 55 % af hovedstadens indbyggere tænkt sig at stemme på oppositionen, hvilket stiller regeringen i et dårligt lys.

Når der alligevel er lange udsigter til at vælte Putins parti af pinden, skyldes det en ændring i valgloven fra 2012, som gør halvdelen af sæderne til valg gennem distrikter. Der er endnu ikke et ord i den russiske ordbog for ‘gerrymandering‘ – den amerikanske betegnelse for kreativ genoptegning af valgdistrikter kraftigt i egen favør – men måske er det på tide at opfinde det. Det mener flere af Putins kritikere i hvert fald, der beskylder ham for med forbillede i Det Republikanske Parti at forsøge at undergrave den demokratiske proces, for at fastholde sit greb om magten over for en stadig mere utilfreds befolkning.

Blandt Putins væsentligste modstandere er den russiske ultranationalist, Vladimir Zirinovskij, der flere gange har truet Danmark – og muligvis Færøerne – med atomkrig. Zirinovskijs parti, med det misvisende navn ‘Liberal Democratic Party of Russia’, fik ved sidste valg 39 sæder i Dumaen. Det antal blev kun overgået af det kommunistiske parti, der satte sig på 42 pladser, og altså har lang vej igen, hvis man skal kunne udfordre Forenet Rusland.

Elefanten i lokalet er den fortsat fængslede oppositionspolitiker og systemkritiker, Alexei Navalny, der ikke stiller op til valget. Den 45-årige journalist blev i sommers forsøgt giftmyrdet, og pilen peger fortsat på den russiske efterretningstjeneste, FSB. Efter at være vendt tilbage fra hospitalet i Tyskland, blev Navalny øjebelikkeligt tilbageholdt af de russiske myndigheder, og er senere blevet idømt 2 ½ års fængsel. Forinden havde han nået at udgive dokumentaren ’Putins Palads’, der afdækker massiv korruption i de øverste lag af russisk politik, ikke mindst hos Vladimir Putin selv. Navalnys egen bevægelse, ‘Antikorruptions-Grundlaget (FBK)’ blev i sommer erklæret for en ekstremistisk bevægelse – og er efterfølgende blevet gjort ulovlig i Rusland. Dog spøger den fængslede aktivist stadig i valgkulissen, og har senest opfordret den russiske befolkning til at sabotere det forestående valg.

‘Ruslands nye Zar’. Vladimir Putin sidder stadig tungt på magten. Men utilfredsheden med den korruptionsanklagede præsident er stor, og i Moskva er ‘Forenet Ruslands’ opbakning smuldret. Foto: Mikhail Klimentyev

25. september i Island: Nye muligheder for Jakobsdottirs grønne regering?

Hvis politisk pluralisme er et udtryk for en sund, demokratisk kultur, må Island siges at være blandt verdens demokratiske dukse. Ved sidste valg i 2017 fordelte de 63 sæder i Alþingi (Altinget) sig på hele 8 forskellige partier, mens intet parti fik mere end en fjerdedel af pladserne. Størst blev dengang Bjarni Benediktssons konservative Selvstændighedsparti, som fik 16 pladser i parlamentet.

Premierminister ‘Bjarni Ben’, som han bliver kaldt, måtte dengang udskrive valg efter at have siddet på posten i under et år. Hans far, Benedikt Sveinsson havde nemlig været venner med Hjalti Sigurjón, der i 2004 var blevet dømt for at have voldtaget sin steddatter gennem det meste af hendes barndom. Da det kom frem, at Sveinsson havde skrevet et brev, hvor han anbefalede at reducere vennens straf, så det ikke godt ud for premierministeren. Han måtte derfor udskrive valg, og selv om hans parti fortsat var størst efter valget, var det den progressive Katrin Jakobsdóttir fra Vinstri Græn (Venstre-Grønne), der endte med at blive landets nye statsoverhoved.

“Eftersom koalitionsregeringen i Island kan siges at være mere pragmatisk end ideologisk forbundet, åbner det også for nye muligheder på den anden side af valget.”

Jakobsdóttir har siden 2017 regeret i koalition med Selvstændighedspartiet og bondepartiet ‘Det Progressive Parti’, der tilsammen sidder på 33 af Altingets 63 sæder. Det er med andre ord en noget broget sammenslutning af partier, der sidder ved magten i Island, hvilket også har gjort, at partier – man kunne tænke var mere oplagte samarbejdspartnere for Jakobsdóttir og resten af Venstre-Grønne – nu sidder i opposition. Det gælder blandt andet landets Socialdemokrati og det mere anarkistiske Piratpartiet, der bestrider henholdsvis 7 og 6 pladser i parlamentet, men også Flokkur fólksins, eller Folkets Parti – der ser sig selv som et mindre ideologisk parti, med fokus på at hjælpe de svage og udsatte.

Eftersom koalitionsregeringen i Island kan siges at være mere pragmatisk end ideologisk forbundet, åbner det også for nye muligheder på den anden side af valget. Her kan det nystiftede Socialistparti (2017) komme i spil, da partiet ifølge de seneste meningsmålinger ser ud til at nå over spærregrænse på 5 %. Partiet har særlig opbakning i hovedstaden Reykjavik, og øjner chancen for at tage 4 mandater. Det kunne give mulighed for en mere ideologisk strømlinet regeringskoalition, hvis også Piratpartiet, Socialdemokratiet og Folkets Parti kunne overbevises om en bred centrum-venstre regering. Hvordan lejrene vil blive opdelt, når mandatfordelingen for de forholdsvist mange partier i det lille parlament er på plads, er med andre ord et åbent spørgsmål. Island går til stemmeurnerne lørdag 25. september.

Katrín Jakobsdóttir blev i 2017 valgt som Islands anden kvindelige statsminister. Hun håber sammen med resten af Den Venstregrønne Bevægelse at gentage succesen ved valget 25. september. Foto: Johannes Janson

26. september i Tyskland: Merkel-æraen er forbi. Hvad kommer bagefter?

Tysk politik har været en forudsigelig affære de seneste 16 år, i hvert fald når det kommer til at afgøre, hvem der skal sidde for bordenden i Bundeskanzleramt-bygningen i Berlin. Men sådan har det egentlig været i de flestes levetid. Faktisk har der kun været tre indehavere af titlen som tysk kansler siden 1982, hvor Helmut Kohl første gang satte sig for bordenden – og blev siddende i 16 år og 26 dage. Hans konservative kollega, Angela Merkel var endda tæt på at slå hans rekord som længst siddende regeringsleder i efterkrigstiden, og ville ved valget søndag 26. september have siddet i 15 år og 312 dage. Men efter et yderst skuffende resultat ved valget i 2017, var skriften på væggen klar: Der skulle ske noget nyt.

“Hvor FDP vil forsøge at holde fast i det generobrede territorie, håber AfD, at meningsmålingerne endnu en gang undervurderer dem. Socialdemokraterne øjner derimod chancen for at indtage kanslersædet for første gang siden 2005.”

Merkels beslutning virkede ellers fornuftig dengang i 2018. Øretæven ved valget i 2017 havde været til at mærke: Efter et kanonvalg i 2013, hvor CDU havde fået 311 af de 631 pladser, mistede partiet 65 sæder ved valget i 2017. Det var faktisk endnu værre for CDU, end det lyder. Forbundsdagen blev nemlig udvidet med 78 sæder mellem de to valg, hvilket skyldes det indviklede tyske valgsystem, der gør antallet af pladser i parlamentet svingende fra valg til valg. De konservativt-kristne gik derfor fra at have næsten halvdelen af alle pladser – til kun at have 35 %.

“Det er et klart signal om, at tingene ikke kan fortsætte som hidtil”, forklarede ‘Mutti Merkel’, da hun gjorde beslutningen om at trække sig efter det kommende valg officiel. Udmeldingen fra Merkel kom allerede i efteråret 2018, og den konservative sammenslutning mellem CDU og CSU har derfor haft god tid til at udpege en efterfølger. Alligevel virker partiet nærmest i vildrede over de elendige meningsmålinger. Det kom til udtryk i sidste uge, hvor en gruppe i partiets ledelse tilsyneladende havde foreslået at erstatte den anonyme Armin Laschet som frontfigur bare en måned inden valget. Valget kan derfor blive det mest spændende i Tyskland i mange år.

De konservatives nederlag og kaotiske situation kan blive andres sejr. Ved sidste valg var der særligt to store vindere: Det ene var det liberale Freie Demokratische Partei (FDP), der efter at have mistet samtlige (!) af sine 93 mandater i 2013, kom stærkt tilbage i 2017, og lige nu sidder på 80 pladser i parlamentet.

Særligt i det tidligere Østtyskland har det nyfascistiske Alternative für Deutschland vundet stor opbakning. Kilde: German Federal R.O.

Den anden var det nyfascistiske Alternative für Deutschland, der gik fra 0 til 94 mandater, og blev det tredjestørste parti i Tyskland. Partiets succes bliver i Tyskland set som en reaktion på Angela Merkels flygtningepolitik, hvor særligt beslutningen om at åbne grænserne for en million syriske flygtninge i 2015 er blevet udnyttet af AfD. Ikke mindst i det gamle Østtyskland, der fortsat er langt efter resten af Tyskland økonomisk set, har partiets splidskabelse mellem migranter og den fattigste del af den tyske arbejderklasse været en succes.

Sejrens sødme blev dog kortvarig for partiets ansigt udadtil, Frauke Petry, der efter at have skaffet sig af med rivalen Bernd Lucke i 2015, selv tabte kampen om magten i AfD til Alexander Gauland og Alice Weidel. Petry havde repræsenteret den ‘moderate’ fløj, der ønskede samarbejde og regeringssamarbejde på sigt. Weidel og Gauland tilhører den radikale fløj, og sidstnævnte har blandt andet nedtonet Nazityskland som ‘en lille fuglelort i Tysklands historie’, og kaldt Holocaust-mindesmærket i Berlin en ‘skamstøtte’.

Hvor FDP vil forsøge at holde fast i det generobrede territorie, håber AfD, at meningsmålingerne endnu en gang undervurderer dem. Socialdemokraterne (SPD) øjner derimod chancen for at indtage kanslersædet for første gang siden 2005 og sætter deres lid til, at den nye ledelse under tidligere Hamburg-borgmester Olaf Scholz kan fastholde de seneste måneders opsving i meningsmålingerne. Scholz kritiserede efter valget i 2017 sin forgænger Martin Schultz i skarpe vendinger, og tilhører den mere konservative del af SPD. Olaf Scholz har de seneste år siddet som vicekansler i Merkels brede samarbejdsregering, og den nuværende finansminister bliver af mange set som en slags socialdemokratisk udgave af Merkel: Et stabilt, sikkert – og lidt kedeligt valg. Hans mest vidtrækkende vision er en moderat beskatning på finansielle transaktioner, men ellers vil Scholz næppe rokke båden for meget i første omgang.

“En ‘rød-rød-grøn’-koalition er den mest realistiske mulighed for, at der efter 16 år med Merkel ved roret kommer et kursskifte i tysk politik.”

Om det bliver Scholz eller Laschet, der kommer til at afløse Merkel, kan derfor virke hip som hap. Alligevel kan spørgsmålet om, hvilken retning de to kansler-kandidater vil samarbejde i, kunne få betydning. Til venstre på midten ligger De Grønne lunt i svinget som en mulig regeringsstøtte til SPD. Anført af Annalena Baerbock står partiet for en moderat-progressiv klimapolitik, mens man på andre områder må betegne De Grønne som mere centristisk – og på nogle punkter endda mere ‘høgeagtig’. Baerbock er stærk fortaler for en fælles europæisk hær, og vil have en hårdere kurs over for Rusland og Kina. Samtidig ønsker De Grønne at gøre Tyskland fri for atomkraft, og vil desuden have kulproduktion faset ud inden 2030.

Sidst, men ikke mindst, finder man længere til venstre Die Linke, der har skiftet den ellers populære, bogaktuelle Sarah Wagenknecht ud med Amira Mohamed Ali i partiets ledelse af Forbundsdagen. Der er imidlertid ikke så meget tale om et fløjskifte, da begge tilhører den mest radikalt venstreorienterede del af det brede venstrefløjsparti. Wagenknecht er blevet en kontroversiel figur i tysk politik, efter hun begyndte at kritisere Merkels flygtningepolitik som undergravende for den tyske arbejderklasse – og hendes Aufstehen-bevægelse søger at appellere til vælgere, hun mener er blevet tabt på gulvet. Det gælder særligt fattige vælgere i Østtyskland, der stemmer AfD. Hun mener venstrefløjen er blevet selvretfærdig, og har glemt dets eget fundament.

Amira Mohamed Ali har ligesom Wagenknecht en tysk mor og en far med migrant-baggrund. Selv om de to kvinder stiller op på det samme grundlag, er der dog markant forskel på, hvilken strategisk kurs de mener, Die Linke skal forfølge. Ali luftede kort tid inden valget tanken om en ‘rød-rød-grøn’-koalition, altså en alliance mellem SPD, De Grønne og Die Linke: “Hvis det er muligt at forbedre folks liv igennem en koalition med SPD og De Grønne, så er jeg selvfølgelig positivt stemt”, forklarede hun dengang til Die Zeit. Den pragmatiske kurs står i skarp kontrast til forgængeren Wagenknecht, der mente, det ville udvande Die Linkes politiske linje. Ikke desto mindre er dén åbning den mest realistiske mulighed for, at der efter 16 år med Merkel ved roret kommer et kursskifte i tysk politik.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere