Flygtningepolitik: Venstrefløjen må overveje, hvornår nok er nok

Om få uger kan vi fejre 70-året for FN’s flygtningekonvention, som er og har været et vigtigt instrument til at afbøde det stadigt voksende, globale flygtningeproblem. Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 har som mål at sikre, at alle flygtninge får de universelle menneskerettigheder, som FN med Menneskerettigheds-erklæringen formulerede i 1948. Med en vedtagelse på FN’s Plenarforsamling i 1967 blev konventionen udvidet til at gælde for flygtninge over hele verden.

“Den danske flygtningepolitik har i de seneste år udviklet sig i en trist retning, i stik modsætning til den tidligere danske indsats internationalt.”

Konventionen blev i høj grad forhandlet og formuleret med en dansk pen, der blev ført af den danske jurist og kontorchef, Knud Larsen. Han var præsident for den FN-konference i Geneve, der efter ugelange forhandlinger i juli 1951 formulerede FN-konventionens tekst.

Knud Larsen underskrev på Danmarks vegne konventionen straks 28. juli som det første land. Danmark var også det første land, der ratificerede FN’s flygtninge konvention. Det skete 17. november 1952.

FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, blev allerede oprettet året før, i 1950. Den tidligere statsminister Poul Hartling var i årene 1978 – 1985 FN’s Flygtningehøjkommisær og som sådan en af hovedarkitekterne bag udvikling og implementering af UNHCRs kvoteflygtninge-system. FN’s og UNHCRs kvotesystem har vist sig at være den foreløbigt bedste måde at hjælpe dem med størst behov. På vegne af UNHCR modtog Poul Hartling i 1981 Nobels Fredspris.

Flygtningestrømmen vokser, mens Danmarks foregangsrolle svinder

Trods det internationale flygtningesamarbejde og UNHCRs kvoteflygtningesystem er det globale flygtningeproblem gennem årene vokset. Antallet af flygtninge i verden er på sit højeste siden den 2. Verdenskrig. Ifølge FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, er 82,4 millioner mennesker nu fordrevet med magt, heraf næsten 25 millioner flygtninge og 42 millioner internt fordrevne. 86% af verdens flygtninge opholder sig i fattige tredjeverdenslande.

Den danske flygtningepolitik har i de seneste år udviklet sig i en trist retning, i stik modsætning til den tidligere danske indsats internationalt med oprettelse og udvikling af FN’s flygtningeorganisation. Det gælder først og fremmest en politik, der medfører en svækkelse af det internationale konventionsbaserede flygtningesamarbejde. Med ideen om en eksternalisering af flygtningemodtagelse gennem bestræbelserne på oprettelse af såkaldte modtagelejre uden for Europa, underminerer den danske regering aktivt FN’s Flygtningekonvention. Sammen med fortsatte stramninger både i forhold til udsendelse af syriske flygtninge, paradigmeskift, såkaldte ghettolove og statsborgerskab, har såvel den tidligere som den nuværende regering skabt en udtalt inhuman politik på området.

“Det har traditionelt set været en del af dansk udenrigspolitik, at ingen skal udsættes for hverken tortur eller dødsstraf, men det er nok for meget at forlange nu om dage.”

Senest virker det som om, at regeringen i sin stræben efter at få realiseret ideen om modtagelejre udenfor Europa, er kommet helt ud på det udenrigspolitiske overdrev. Med den overraskende rejse til Rwanda forsøgte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye at styrke samarbejdet med det udemokratiske styre i Rwanda for til gengæld at få en aftale om et asylcenter i landet. Inden det tilsyneladende var afklaret om rejsen til Rwanda – ud fra regeringens synspunkt – vil bringe frugt, er udenrigsminister Jeppe Kofod draget på et to-dages besøg i Marokko.

Ikke for – i tråd med FN – åbent at kritisere Marokkos fortsatte besættelse af Vestsahara – Afrikas sidste koloni – eller for at diskutere det lokalt største flygtningeproblem nemlig de flygtninge fra Vestsahara. Og Jeppe Kofods rejse sker da slet ikke for at sikre, at Said Mansour – ”boghandleren fra Brønshøj” – under sit fængselsophold i det marokkanske fængsel ikke udsættes for tortur, eller anden umenneskelig og nedværdigende behandling som følge af, at Danmark – i strid med FN’s anti-torturkonvention – udviste ham til Marokko.

Udvisningen skete på et yderst tvivlsomt grundlag, hvor indholdet fortsat er uafklaret i den garanti, som de marokkanske myndigheder tilsyneladende gav Danmark. Udvisningen medvirkede umiddelbart til, at Said Mansour idømtes en dødsdom, som dog foreløbig ikke er blevet eksekveret. At dømme ud fra Jeppe Kofods udtalelser rejste han hjem med – i hvert fald foreløbig –  uforrettet sag, og uden at rejse kritik af Marokkos årelange besættelse af Vestsahara.

Det har traditionelt set været en del af dansk udenrigspolitik, at ingen skal udsættes for hverken tortur eller dødsstraf, men det er nok for meget at forlange nu om dage, at en dansk udenrigsminister gør sit for at beskytte en – ganske vist nu tidligere – dansk statsborger, hvis skæbne er omgivet af en rungende tavshed.

Kvoteflygtninge hænger fortsat i bremsen

Regeringen fortsætter den inhumane politik over for kvoteflygtninge, som daværende udlændingeminister Inger Støjberg (V) for fem år siden indledte. I modstrid med opfordringer fra UNHCR, svigter Danmark fortsat det internationale kvotesystem, der bekæmper menneskesmuglere, som tjener på andres ulykke og farlige dødsruter over Middelhavet. Danmark går enegang i forhold til andre europæiske lande, når det drejer sig om modtagelse af kvoteflygtninge fra FN-systemet.

Forleden – 24. juni – meddelte den nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye(S), at Danmark i 2021 kun vil modtage sølle 200 FN-kvoteflygtninge og nok så bemærkelsesværdigt udelukkende fra Rwanda.

Med beslutningen om kun at modtage mindre end halvdelen af det forventede antal lever Danmark ikke op til sit internationale ansvar. Det er ikke eksplicit juridisk i strid med de konventionsmæssige forpligtelser fordi Flygtningekonventionen blev vedtaget før kvotesystemet siden blev udviklet af UNHCR. Men det strider mod konventionens intention og Danmark efterlader i en global kontekst den store byrde med at håndtere det globale flygtningepres til skrøbelige og fattige udviklingslande i stedet for at tage ansvar, herunder for de mange klimaflygtninge og ofre for forfølgelse, krig og konflikt.

Den sølle og slappe udmelding fra Mattias Tesfaye om kun 200 kvoteflygtninge i 2021 er det seneste udtryk for en umenneskelig dansk flygtningepolitik uden internationalt sidestykke. Hverken UNHCR eller Dansk Flygtningehjælp kender til, at andre lande først har indført et tilsvarende stop for kvoteflygtninge i en årrække og siden udmelder et så reduceret antal, der på ingen måde kompenserer for forsømmelserne gennem flere år.

Det lave antal er i strid med regeringens forståelsespapir. Knud Vilby har tidligere i et yderst læseværdigt og stadig aktuelt debatindlæg antydet, at regeringens nuværende støttepartier er blevet narret lidt af regeringens faktiske politik trods forståelsespapiret. Det yderst beskedne antal på 200 kvoteflygtninge strider også mod, at der på den indeværende finanslov er afsat midler – 40 millioner kroner – til at modtage 500 kvoteflygtninge.

Venstrefløjens modgift til xenofobi

Mattias Tesfayes udmeldinger kommer på et tidspunkt, hvor Danmark har det laveste antale spontane asylansøgere i mange år, og hvor integrationen går godt for langt størstedelen af indvandrerne, ifølge en ny analyse fra Kraka.

Beslutningen passer tillige dårligt med ønsket om, at Danmark internationalt skal være foregangsland for menneskerettigheder, som det blev proklameret i den nye udviklingsstrategi, der blev lanceret samme dag som beslutningen om, at Danmark kun vil modtage sølle 200 FN-kvoteflygtninge.

“Norge og Sverige modtager henholdsvist 19 og 13 gange flere kvoteflygtninge pr. indbygger, end Danmark ifølge Mattias Tesfayes sølle udspil om 200 kvoteflygtninge skal gøre.”

Det danske – yderst beskedne – bidrag til at afhjælpe det globale flygtningeproblem går dårligt i spænd med Danmarks aktuelle sæde i FN’s Menneskerettighedsråd, og det vil kunne skade Danmarks kandidatur til en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

De seneste måneders kamp for at undgå udsendelse af syriske flygtninge har fået stor opbakning fra befolkningen og viser, at der er mange, som vil en anden vej. Det er vigtigt, at de danske humanitære organisationer sammen formulerer et fælles modsvar til den aktuelle danske flygtningepolitik.

Uagtet at spørgsmålet om hjemtagelse af de danske børn og mødre i Syriens lejre er et retspolitisk og ikke et flygtningepolitisk spørgsmål viste det sig, at et mangesidet pres i form af brede folkelige protester i samspil med en parlamentarisk indsats førte til at regeringen er vendt på en tallerken. Foreløbig er det lykkedes, at regeringen har måttet acceptere at modtage et antal kvinder og børn, som det forhåbentligt lykkes at udvide til at omfatte alle de danske børn og deres mødre.

I stedet for kun at modtage 500 flygtninge – et antal der i mange år var en dansk målsætning, men nu er blevet overhalet af det globale flygtningeproblems omfang – bør man arbejde for, at Danmark fremover årligt skal modtage 2.000 FN-kvoteflygtninge. Det vil delvist kunne kompensere for det i 2016-19 manglende – og siden yderst beskedne – antal kvoteflygtninge, men ligger dog fortsat markant under Sveriges og Norges modtagelse af henholdsvis 4.790 og 3.465 kvoteflygtningesidste år. Norge og Sverige modtager henholdsvist 19 og 13 gange flere kvoteflygtninge pr. indbygger, end Danmark ifølge det Mattias Tesfayes sølle udspil om 200 kvoteflygtninge skal gøre.

En beslutning i Folketinget efter folkeligt pres om fremover at modtage 2000 FN-kvoteflygtninge årligt betyder, at Danmark fremover i højere grad kan leve op til sine internationale forpligtelser og vil bidrage til, at Danmark igen kan genvinde en rolle som internationalt foregangsland for menneskerettigheder. Venstrefløjen, der både historisk og aktuelt har spillet en afgørende rolle for et humanistisk og ikke-xenofobisk modsvar til den dominerende, populistiske og fremmedfjendtlige flygtningepolitik såvel i Danmark som internationalt, har et stort ansvar for at udvikle en bred folkelig protest og overveje hvornår nok er nok i forhold til fortsat at støtte den danske regerings aktuelle flygtningepolitik.

Senest har den danske regerings underminering af Flygtningekonventionen gennem modtagelejre udenfor EU vakt genlyd i Storbritannien, hvor den konservative indenrigsminister Priti Patel med opbakning fra Boris Johnson har ladet sig inspirere af dansk flygtningepolitik. Mattias Tesfaye finder, at Priti Patel, der tidligere har gjort sig til talskvinde for brug af dødsstraf, er en naturlig samtalepartner for den danske regerings ildevarslende bestræbelser på at skabe international opbakning til sin inhumane flygtningepolitik