Folkebevægelse med tænketank

Gennemsnitsalderen var høj, da 90 delegerede samledes til landsmøde i Folkebevægelsen mod EU på Katrinebjergskolen i Aarhus en grå, regnfuld weekend 28.-29. oktober. Udsigterne ser heller ikke alt for lyse ud for Folkebevægelsen, hvis overlevelse står på spil. Fra i sine velmagtsdage at have fire medlemmer af EU-parlamentet baseret på hver femte vælgers stemme – og efter splittelsen af bevægelsen i 1992 to medlemmer og sidenhen et medlem – mistede Folkebevægelsen denne ene plads ved det seneste parlamentsvalg i juni 2019. Pladsen blev overtaget af Enhedslisten, der var i valgforbund med Folkebevægelsen. Håbet var, at begge lister ville opnå repræsentation. Det blev kun til det ene mandat, som tilfaldt Enhedslisten, der for første gang opstillede selvstændigt til valget, men tidligere havde leveret både medlemmer og kandidater til parlamentet.

Efter mange års repræsentation i EU-parlamentet blev tabet af pladsen ikke blot en skuffelse, men er også blevet en stor udfordring for Folkebevægelsen. Ud over mindre medieomtale og adgang til information betyder det et stort indtægtstab, da de forskellige tilskud, som følger af en parlamentarisk repræsentation, er faldet bort. Ganske vist indgik det som en præmis i valgforbundet med Enhedslisten, at denne skulle yde et årligt bidrag til Folkebevægelsen på knap en halv million kroner frem til næste parlamentsvalg i 2024. Denne ydelse, som Enhedslisten havde i søgelyset ved en sparerunde efter tilbagegang og dermed færre indtægter ved sidste års Folketingsvalg november 2022, udløber efter valget i juni næste år.

Muligheden for en fortsat økonomisk støtte derefter fra Enhedslisten anses for meget lille, da partiets økonomi er betrængt. Det er tillige usikkert, om Enhedslisten genvinder sædet i EU-parlamentet ved det kommende valg. I modsætning til sidste valg indgår partiet ikke i noget valgforbund og kan ikke regne med, at alle – der tidligere stemte på Folkebevægelsen mod EU – vil sætte krydset ved Enhedslisten, hvor spidskandidat Per Clausen afløser Nikolaj Villumsen.

Vanskelig indsamling af vælgererklæringer

Folkebevægelsen vurderer det selv som urealistisk at generobre et mandat ved næste valg. Ganske vist er der iværksat en indsamling af vælgererklæringer; men i modsætning til folketingsvalg – hvor der kræves indsamling og godkendelse af omkring 20.000 underskrifter – er kravet ved opstilling til EU-parlamentet over 70.000. Danmark er dermed ét af de lande, hvor det er sværest at opstille til et EU-valg. I Sverige kræves kun 1.500 underskrifter, i Finland 2.000 og i Tyskland 4.000, mens det i Østrig blot kræver støtte fra enten et medlem af EU-parlamentet eller tre medlemmer af det nationale parlament. Et forslag fra Enhedslisten om at sidestille antallet af underskrifter med kravet til at blive opstillingsberettiget til Folketinget fik støtte fra SF, Alternativet, Liberal Alliance, Danmarks-Demokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men blev nedstemt af regeringspartierne samt De Konservative, da det blev stillet i Folketinget.

Indtil videre er der kun omkring 2.100 gyldige underskrifter i hus, da nogle af de først indsamlede er faldet for en forældelsesfrist. Da der således er lang vej igen, kom én af landsmødets vigtige diskussioner til at gå på, om indsamlingen af underskrifter skulle fortsætte eller afblæses. Der skulle tages stilling til, om indsamlingen af erklæringer skulle standses hurtigst muligt, eller den nye landsledelse skulle bemyndiges til at stoppe indsamlingen, ”når det findes betimeligt”. Den siddende landsledelse var delt på spørgsmålet, ligesom de delegerede også viste sig at være i debatten om de to alternative forslag.

Selv om ingen fandt det realistisk at nå det krævede antal underskrifter og ej heller lagde op til at bruge penge og kræfter på underskriftindsamling, mente nogle, at det kunne skabe en vis bevågenhed op til valget at fortsætte underskriftindsamlingen, da mange tror, at Folkebevægelsen stiller op. At afslutte indsamlingen nu vil af pressen og politikerne blive udlagt som en nedlæggelse af Folkebevægelsen, lød ét af argumenterne for at fortsætte indsamlingen. Imod lød argumentet, at en sådan udlægning uanset tidspunkt ville komme, så derfor hellere stoppe nu end fortsætte med en nyttesløs underskriftindsamling, der kunne risikere at skabe forvirring internt blandt medlemmerne.

Brug for flere unge

Ved afstemningen var der et snævert flertal for at fortsætte indsamlingen, så det nu er overladt til Landsledelsen at beslutte, hvor længe den fortsætter. Som konsekvens af vedtagelsen om at fortsætte blev der valgt seks kandidater til valget med den hidtidige spidskandidat og formand for Folkebevægelsen, Susanna Dyre-Greensite øverst på listen og Lave Knud Broch som nummer to. De seks kandidater ligger aldersmæssigt i den yngre ende i forhold til det ellers relativt høje aldersgennemsnit blandt såvel de delegerede som blandt medlemmerne i øvrigt. Netop muligheden for at tiltrække flere unge og yngre var i fokus på landsmødet, da det høje aldersgennemsnit ellers kan betyde, at Folkebevægelsen næsten bogstaveligt talt risikerer at uddø. Derfor er hvervning og fastholdelse af ikke mindst unge og yngre en vigtig opgave i den kommende tid, men også nødvendig for økonomisk at overleve, ligesom faste donationer fra medlemmer og sympatisører bliver en vigtig indtægtskilde, der målrettet skal satses på.

Samtidigt skal der gås efter bevillinger fra Europa-Nævnets pulje til finansiering af debatmøder og udgivelser samt et samarbejde med tv-kanalen DK4. Ekstern finansiering forudsætter i nogle tilfælde, at der ikke er tale om et parti, men en form for oplysende og debatskabende organisation. Det indgik som del af begrundelsen for et forslag fra landsledelsen om at definere Folkebevægelsen som en aktivistisk tænketank – med det formål fortsat ”at sætte fokus på, hvordan EU-beslutninger påvirker det danske samfund negativt, og hvor endemålet er dansk udmeldelse af EU”. Derudover skal Folkebevægelsen selv eller i samarbejde med andre organisationer anvise ”konkrete politiske muligheder og veje til, hvordan det danske samfund kan forbedres til gavn for borgerne i Danmark”.

Forslag om tænketank

I begrundelsen for forslaget hedder det, at formålet er at give Folkebevægelsen en mere aktivistisk funktion i forhold til konkrete og aktuelle forhold, hvor EU påvirker vores liv og hverdag – og på den måde gøre bevægelsen mere vedkommende for både modstandere og kritikere af EU. Tænketanken kan også ses som en modvægt eller parallel til Tænketanken Europa , som Susanna Dyre-Greensite før landsmødet formulerede det i en artikel i Altinget, der citerede Tænketanken Europa for hverken at være for eller imod EU, hvilket hun dog ikke oplever, men peger på, at Tænketanken Europa og dens direktør Lykke Friis såvel som mange i medierne interviewede eksperter har et meget positivt syn på EU. Den slagside skal den nye tænketank rette op på og dermed udfylde et tomrum. Bortset fra det ret anonyme, borgerligt orienterede Nødvendigt Forum og Enhedslistens EP-medlem Nikolaj Villumsen er der ikke andre til at formidle EU-kritisk information.

Ideen er, at tænketanken som en integreret del af Folkebevægelsen målrettet skal arbejde med vidensopbygning og vidensformidling om EU´s politik og praksis baseret på både egen indsamling og bearbejdning af viden samt ved inddragelse af andre med den rette faglige viden. Formidlingen skal i vid udstrækning ske i samarbejde med de lokale komiteer og bidrage til at ”mobilisere flere og nye kræfter til Folkebevægelsen” og således leve op til, at tænketanken har en aktivistisk funktion.

Forslaget om at definere sig som aktivistisk tænketank gled dog ikke uden videre ned, men affødte en del debat. Nogle fandt udtrykket tænketank uklart; men hovedparten af betænkeligheden gik på, at arbejdet med tænketanken kunne trække for mange kræfter væk fra netop den aktivistiske indsats og sløre profilen som en bevægelse. Det blev af Jakob Lindblom fra Aarhus nævnt, at en tænketank kunne opleves elitær og ophøjet og ikke noget, som man er medlem af eller laver en bevægelse for. Han og flere andre på talerstolen afviste dog ikke, at tænketanksvirksomhed kan være en del af Folkebevægelsens fremtid – et supplement. Et af ham stillet ændringsforslag blev vedtaget og slår fast, at Folkebevægelsen skal ”omlægge sit virke fra et fokus på opstilling til EU-valg til at være en bevægelse, der både driver tænketankvirksomhed og fortsætter det hidtidige oplysende og mobiliserende bevægelsesarbejde i komiteerne” og derudover gennemfører kampagner imod ophævelse af EU-forbehold eller nye traktater.

Parlamentsrepræsentation nedtones

Ud over at fastslå at Folkebevægelsen både er en aktivistbaseret bevægelse og en tænketank, signalerer vedtagelsen også, at parlamentarisk repræsentation ikke længere er omdrejningspunktet for organisationen, men måske kan være en mulighed i 2029, som nogle udtrykte det. Folkebevægelsen er derved nærmest tilbage ved det udgangspunkt, som den i sin tid blev dannet på.

Den blev oprettet med det formål at skabe et flertal imod dansk optagelse i EF via vidensformidling og debat op til folkeafstemningen 2. oktober 1972 om fuldt medlemskab af EF fra 1. oktober 1973. Folkebevægelsen mod EF blev – med inspiration fra Norge – dannet ved, at omkring 25 organisationer, grupper og partier gik sammen i en fælles, landsdækkende organisation, der oprettede sig med en række lokalkomiteer. Antallet voksede hurtigt til 170 i alt og blev grundstammen i organisationen lige frem til i dag, hvor antallet af lokalkomiteer er faldet betydeligt. En del af dem er mere eller mindre inaktive – og har heller ikke valgt delegerede til dette års landsmøde.

Da der fra 1979 indførtes direkte valg til EF-parlamentet besluttede Folkebevægelsen efter længere tids debat og en del uenighed at stille op til dette valg og opnåede fire ud af 16 pladser, hvorved den blev den største danske gruppe i parlamentet. En del medlemmer af Folkebevægelsen talte for at boykotte valget med den begrundelse, at en lav stemmedeltagelse ville undergrave EF-tilhængernes mandat. Fortalerne for at stille op mente derimod, at boykot hverken ville svække EF eller danske EF-tilhængere og i øvrigt være svært at mobilisere på.

Ved dette års landsmøde forelå er forslag om at iværksætte en kampagne for at få flest muligt vælgere til at stemme blankt ved næste års EU-parlamentsvalg for at udtrykke kritik af og modstand imod EU samt de urimelige danske krav for at blive opstillingsberettiget. Forslaget blev stemt ned med blandt anden den begrundelse, at effekten ville være meget begrænset og svær at udnytte. Det ville tillige være selvmodsigende, når landsmødet havde besluttet at fortsætte indsamlingen af vælgererklæringer.

Også ved valget i 1984 fik Folkebevægelsen fire mandater i EF-parlamentet, men frem imod næste valg begyndte det at knage i fugerne, da der opstod stigende uenighed om den politiske kurs. Skulle formålet og den politiske indsats fortsat gå på dansk udmeldelse af EF eller på at forhindre den union, der var ved at tegne sig i horisonten og dermed acceptere et medlemskab på det hidtidige grundlag? Valget i 1989 gav igen fire mandater, men allerede få år efter blev Folkebevægelsen splittet på netop spørgsmålet om enten at forhindre en kommende union eller fortsat kæmpe for udmeldelse.

Bruddet førte efter afstemningen om Maastricht-aftalen i sommeren 1992 til oprettelsen af JuniBevægelsen med Jens Peter Bonde og andre ledende medlemmer i spidsen. Trods uenighed og brud arbejdede de to organisationer sammen om og var drivende kræfter i kampagner ved efterfølgende folkeafstemninger og deltog begge i forskellige samarbejder med EU-kritiske organisationer og partier i andre lande i og uden for EU.

Ved parlamentsvalget i 1994 mistede Folkebevægelsen to af sine mandater, mens JuniBevægelsen til gengæld vandt to, ligesom den stærkt EU-kritiske Lilly Gyldenkilde vandt SF´s mandat, så næsten hver tredje stemme var afgivet på en EU-kritiker, selv om den rene EU-modstand vælgermæssigt var gået tilbage. Ved parlamentsvalget i 1999 mistede Folkebevægelsen det ene mandat, mens JuniBevægelsen vandt et, hvilket dog blev kulminationen. Siden er JuniBevægelsen både parlamentarisk og som organisation forsvundet, mens Folkebevægelsen ved en række valg frem til 2019 fastholdt sit mandat.

I takt med at EU-parlamentet gradvist fik mere kompetence og indflydelse på beslutningstagningen i EU, blev Folkebevægelsens parlamentariske arbejde mere realpolitisk orienteret, så den parlamentariske repræsentation ikke kun handlede om at skaffe og formidle information samt have en talerstol, men også om i samarbejde med ligesindede fra andre lande at påvirke beslutninger i EU-Parlamentet. Indsatsen gik især på at modvirke forringelser og sikre landenes suverænitet til blandt andet at gå videre med national lovgivning inden for områder som miljø, sundhed og arbejdsmiljø, og det lykkedes for eksempel at sikre bedre forhold for havnearbejdere.

Tværpolitisk bevægelse

Folkebevægelsen har altid lagt vægt på at være tværpolitisk og har da også gennem tiden haft medlemmer også i ledelsen med et borgerligt eller socialdemokratisk ståsted; men hovedparten af ikke mindst de lokalt aktive har været partimedlemmer eller partiløse på venstrefløjen. I de første år med repræsentation var der også enkelte borgerlige blandt parlamentsmedlemmerne, men i de seneste år var det enlige mandat i EU-parlamentet besat af skiftende medlemmer af Enhedslisten (Ole Krarup, Søren Søndergaard og Rina Ronja Kari). De fleste borgerligt sindede vil nok også i både den politiske linje i EU-parlamentet og de på dette års landsmøde vedtagne aktiviteter have svært ved at øjne borgerlige elementer, men vil nok snarere opfatte linjen som hældende mod den politiske venstreside.

Folkebevægelsens grundlag og aktiviteter har da også mest karakter af at være progressiv, humanistisk orienteret med afsæt i den nordiske velfærdstankegang, som den oprindeligt var formuleret og praktiseret af socialdemokratiske regeringer med langt hen ad vejen opbakning fra også borgerlige partier, indtil nyliberalismen satte en anden dagsorden og slog ind i også Socialdemokratiet med den såkaldte nødvendighedens politik, som det blev formuleret af Bjarne Corydon.

Ifølge den på landsmødet vedtagne årsplan vil Folkebevægelsen i det kommende år med en kampagne sætte fokus på budgetloven i forbindelse med de offentlige overenskomstforhandlinger. En anden kampagne vil med en konference og i samarbejde med andre organisationer og lokale aktiviteter i komiteerne fokusere på EU’s omformulering af GMO-regler, mens en tredje kampagne sammen med faglige organisationer skal rettes mod ”det kriminelle arbejdsmarked” i form af den sociale dumping, som EU skaber ramme for. Fra talerstolen blev der af flere delegerede opfordret til, at Folkebevægelsen desuden fortsætter med at sætte fokus på den militarisering, der sker af EU i disse år, og der blev vedtaget en udtalelse med overskriften ”EU er ikke et fredens projekt”.

Kritik af EU´s flygtningepolitik og Israels krigsførelse

Udtalelsen kritiserer, at EU møder migrantstrømmen med et Fort Europa, hvor grænseagenturet Frontex forsøger at holde uvelkomne flygtninge og indvandrere ude ved hjælp af ”bevæbnede både, kamphelikoptere, en flåde af overvågningsfly med ultrafølsomme kameraer, radarer samt satellitter og moderne langdistanceovervågning”. Det påpeges, at mange flygter som konsekvens af EU´s egen landbrugs-, militær- og fiskeri-politik, at EU’s flygtningepolitik kritiseres af Amnesty International og er et brud på FN’s flygtningekonvention. Ligeledes nævnes risikoen for, at konflikten mellem Israel og Hamas kan skabe en flygtningekatastrofe.

Udtalelsen adresserer også denne konflikt, hvilket førte til en længere diskussion, inden udtalelsen med ændringsforslag kunne vedtages. Der blev rejst kritik af, at udtalelsen var for ensidig med en flere afsnit lang kritik af Israels adfærd over for palæstinenserne i såvel Gaza som på Vestbredden, men ingen kritiske ord om Hamas. På forslag fra Lave Broch og Susanna Dyre-Greensite blev det i en ret tæt afstemning besluttet at indføje, at ”Folkebevægelsen mod EU vender sig imod al terrorisme, og Hamas’ angreb på Israel bør fordømmes.” Både dette ændringsforslag og andre ændringer blev begrundet med hensynet til det tværpolitiske, mens ingen talte imod en skarp kritik af Israels fremfærd. I den endeligt vedtagne tekst udtales således, at civile i enhver krig skal ”have fuld beskyttelse, men der sker lige det modsatte. I stedet holder Israel palæstinenserne indespærret i friluftsfængslet Gaza, hvor de står over for en massakre, mens den danske regering og EU ser passivt til”. Det hedder også i udtalelsen, at EU aldrig helhjertet har arbejdet for en tostatsløsning eller været konsekvent over for Israel.

Debatlyst var der nok af på landsmødet både på talerstolen og ved bordene, selv om stemningen var en anelse mat. Folkebevægelsen lever, har det ikke alt for godt, men giver ikke op. Fortrøstningsfuldt er medlemmerne indstillede på at føre stafetten videre og fortsætte mere end 50 års kamp imod EF – der er blevet til den union, som Folkebevægelsen allerede fra starten advarede imod.

Læs mere om Folkebevægelsens landsmøde 2023:

Landsmøde 2023