Folkebevægelsen overvejer at droppe opstilling til EU-parlamentet

»Vi er ikke sat i verden for at sidde i Europa-Parlamentet,« lyder det fra Folkebevægelsen mod EU’s nu snart tidligere europaparlamentariker, Rina Ronja Kari. Efter at bevægelsen har mistet pladsen i parlamentet, overvejer den nu at droppe stemmesedlen, for i stedet at blive modstandernes svar på “Europabevægelsen”.

Af Kim Kristensen

Nøglerne til lejligheden i Bruxelles er blevet overdraget til Enhedslistens nyvalgte europarlamentariker, Nikolaj Villumsen. Landskontorets lejemål i København er blevet opsagt, de ansattes kontrakter ikke fornyet – og der er sendt breve ud til de 3000 medlemmer: Send venligst flere penge!

Efter at Folkebevægelsen mod EU ved EU-valget i maj mistede pladsen i parlamentet i Bruxelles, har de politiske og økonomiske tømmermænd nu indfundet sig. Ikke bare skal Folkebevægelsen lære at leve uden den politiske platform i parlamentet. Den skal også lære at leve uden de penge, som følger med. Eller de fleste af dem. Rovet deles i den kommende valgperiode med Enhedslisten, som en del af valgforbundet, med udgangspunkt i de opnåede stemmetal.

»Den første frygt for, at vi ikke skulle kunne klare det, har lagt sig,« siger Folkebevægelsens nu snart tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Rina Ronja Kari. »Jeg er rimelig sikker på, at vi som organisation nok skal komme igennem det her – på den ene eller anden måde«.

Rina Ronja Kari har sat sig ind i lagerlokalet på landskontoret i Tordenskjoldsgade, få hundrede meter fra Kongens Nytorv. På væggen hænger en af tegneren Klaus Albrechtsens gamle plakater fra en for længst glemt kampagne og på hylderne ligger bunker af sorte t-shirts med sloganet: »Tag magten tilbage – ud af EU«, mens de tomme flasker fra valgaftenen stadig står tilbage i en papkasse på gulvet. Sammen med flaskerne, som der alligevel ikke blev brug for at åbne.

Både for Rina Ronja Kari og Folkebevægelsen kom de kun 3,7 procent ved europaparlamentsvalget som et lyn fra en klar himmel og efter at have lavet en opdatering på Facebook – med løftet/truslen om at »kampen imod EU er ikke slut« – trak hun stikket de næste dage.

Ingen plan B

»Jeg vil ikke sige, at jeg var slået ud,« fortæller Rina Ronja Kari. »Men jeg var rigtig ked af det, frustreret og vred… Jeg tror, at jeg gennemlevede alle følelser. Også fordi resultatet kom som en overraskelse. I langt de fleste af meningsmålingerne lå Folkebevægelsen sikkert og vi plejer på valgdagen at gå frem i forhold til meningsmålingerne. Så jeg forventede, at det nok skulle gå. Og det klart, at det aldrig gør et nederlag nemmere, hvis du ikke havde forventet det«.

Hverken Rina Ronja Kari, eller Folkebevægelsen, havde derfor forberedt en plan B i tilfælde af, at Liste N ikke kom ind. Kun at det i hvert fald ikke skulle være en gentagelse af europaparlamentsvalget i 2009, hvor JuniBevægelsen ikke kom ind, og den daværende landsformand, Keld Albrechtsen, på valgaftenen meddelte, at det var så det. Af samme årsag har det tidligere mangeårige medlem af Europa-Parlamentet for såvel Folkebevægelsen som JuniBevægelsen, Jens-Peter Bonde, da også allerede erklæret førstnævnte for død ved ankomsten: Uden parlamentspladsen vil Folkebevægelsen ikke kunne opretholde et sekretariat, have ansatte og få organisationen til at fungere.

»Siden dengang har vi altid diskuteret op til et valg, at hvis nu det utænkelige skulle ske, at vi ikke kom ind, hvad var så det første, vi sagde,« siger Rina Ronja Kari. »Aftalen har altid været, at det første, vi sagde, var: Vi er ikke døde af den her grund. Vi er ikke sat i verden for at sidde i Europa-Parlamentet. EU-parlamentet har været et redskab, vi har brugt i forsøget på at komme tættere på vores mål. Nu har vi så ikke det, og så skal vi finde ud af, hvilke redskaber som er bedst«.

Alle bolde i luften

Foreløbigt er Folkebevægelsens landsledelse mødtes en enkelt gang for at se hinanden i øjnene og bekræfte, at der nu også både er et ønske, og en vilje, til at fortsætte. I en eller anden form. Men hvordan ved ingen endnu. Efter planen samler landsledelsen til august op den kommende tids diskussioner om disse redskaber og så konkluderer årsmødet til oktober. Eller udskyder den endelige konklusion til et senere tidspunkt.

»Vi har besluttet at kaste alle bolde op i luften – og overveje alt – og så konkluderer vi på landsmødet, som vi ikke har fremskyndet, fordi vi netop ikke er i panik. På den måde er vi ikke i krise og skal have tid til at diskutere tingene grundigt igennem. Hvordan EU-modstanden skal se ud fremtiden«.

Udover at gå i gang med at indsamle de 70.000 underskrifter, som det vil kræve for Liste N endnu engang at komme stemmesedlen ved det kommende europarlamentsvalg, snakkes der om at stille op til kommunal- og/eller regionsvalg samt, og mere alvorligt, om slet ikke at stille op længere. Forbilledet er nemlig den tværpolitiske organisation Europabevægelsen, som er for EU. Det vil dels give Folkebevægelsen andre muligheder for at søge økonomiske støtte. Og dels give bevægelsen andre politiske muligheder ved ikke at være bundet op på arbejdet i Europa-Parlamentet.

En stærk stemme

»Europabevægelsen har jo en stærk stemme i den offentlige debat men uden at være repræsenteret nogen steder,« siger Rina Ronja Kari. »Så er det i virkeligheden den vej, vi skal gå i stedet? Vi ser på, hvilke andre muligheder som der er for at sætte en dagsorden, og deltage i diskussionen, fra forskellige platforme. Der er mange i organisationen, som gerne vil stille op igen, men der også mange som overvejer, om vi i virkeligheden ikke vil stå stærkere ved at gøre tingene på en anden måde«.

Selv har Rina Ronja Kari ikke gjort op, hvad hun foretrækker. Ikke bare fordi det er kommet så pludselig. Men fordi der stadig er flere uafklarede ting – ikke mindst om Storbritannien vælger at forlade EU.

»Der er ingen tvivl om, at vores politiske muligheder – i et eller andet omfang – hænger sammen med begivenhederne i Storbritannien. Eller i hvert fald det indtryk vælgerne har af det. Det, er det, nok mere korrekt at sige. Vi gad godt se, at Storbritannien fik røven med sig og kom afsted – men på nogle ordnede vilkår. Lige nu kigger danskerne på Storbritannien og tænker: Det der kaos, det har vi ikke lyst. Vi er godt nok enige i meget af kritikken af Unionen, men det kan ikke lade sig gøre. Så vi har brug for ro på, tid til at se, at det faktisk godt kan lade sig gøre, at melde sig ud. Og uden af man falder i havet bagefter. Hvis de ender med ikke at komme ud, eller kommer ud i en kaotisk tilstand, så bliver vores opgave så meget desto vigtigere at anvise en anden vej ud af EU«.

Daxit

Siden det første direkte valg til EF-Parlamentet i 1979, er det gået tilbage med antallet af såvel Folkebevægelsens som de danske pladser. Det år fik Folkebevægelsen fire af de dengang 16 danske pladser. EU’s udvidelse kostede ved parlamentsvalget i 2004 Danmark to pladser i EU-Parlamentet. Og i 2009 fjernede stoledansen i Bruxelles endnu en dansk plads, så der siden kun har været 13 sæder at kæmpe om (denne gang er der dog 14, når – eller måske snarere hvis – Storbritannien træder ud af EU). Samtidig har Enhedslisten, som det sidste parti i Folketinget, opgivet kravet om et »Daxit«, hvilket efterlader Folkebevægelsen mere isoleret end nogensinde. Alligevel overvejer Rina Ronja Kari ikke tænkt at følge trop og arbejde for at ændre EU indefra.

»Et hvilket som helst fornuftigt menneske stiller selvfølgelig spørgsmålstegn ved ens egne politiske tanker, ord og handlinger. Hvorfor mener jeg det, som jeg mener? Engang imellem! Hvis du gør det hver dag, så bliver du tosset, men selvfølgelig skal du gøre dette. Og især i en valgkamp hvor du netop hele tiden bliver spurgt om det. Men jeg ender altid det samme sted: Nemlig at det er urealistisk at forestille sig, at du kan forandre EU indefra. EU er ikke en politisk kampplads, som vi kender det fra Folketinget. Det er en institution, som er bygget på nogle traktater, der sætter nogle klare politiske rammer for, hvilken politik der kan føres. Og traktaterne taler deres tydelige sprog: Det er varernes frie bevægelighed som er vigtigst og arbejdstagernes rettigheder og alt andet kommer i anden række«.

For tidligt at konkludere

Ligesom Rina Ronja Kari ønsker de fleste i Folkebevægelsen endnu ikke tage endelig stilling til, om bevægelsen bør droppe stemmesedlen. Landsledelsens medlemmer ønsker enten ikke at kortslutte debatten eller lægge sig fast på en endelig beslutning – eller at denne nødvendigvis skal træffes allerede på landsmødet til oktober.

»Min egen helt personlige og umiddelbare holdning er, at Folkebevægelsen mod EU bør samle underskrifter,« skriver Lave K. Broch i mail. »Men jeg vil også lytte til hvad andre siger og det er vigtigt, at vi løfter i flok. Hvis landsmødet beslutter at gøre det, vil jeg gøre, hvad jeg kan for at samle underskrifter og jeg håber, at alle vil bakke op. Danmark og Europa har brug for Folkebevægelsen mod EU i Europa-Parlamentet«.

Susanna Dyre-Greensite »hælder mest til«, at Folkebevægelsen genopstiller. Det giver adgang til både penge og viden at være repræsenteret i Europa-Parlamentet.

»Der er også en fordel, at vi kan kæmpe for at afbøde de værste konsekvenser af medlemskabet og forsøge at præge parlamentet bare en lille smule mere i en retning, der er lidt mere i overensstemmelse med vores værdigrundlag,« siger landsledelsesmedlemmet. »Omvendt er der den ulempe, at EU-Parlamentet, der er medlovgiver på stadig flere områder, nogle gange tager stilling til ting, som ligger uden for Folkebevægelsens kompetence som en tværpolitisk bevægelse. Ligeledes har vi nu den udfordring, at vi skal indsamle 70,595 vælgererklæringer. Mens jeg ikke er i tvivl om, at diskussionen vil fylde, træffer vi næppe en endelig beslutning om opstilling eller ej til oktober, da vælgererklæringerne først ville skulle indsamles nærmere valgdatoen«.

Karina Rohr Sørensen forventer heller ikke, at Folkebevægelsen kommer til at træffe en endelig beslutning på landsmødet:

»Skal vi blive mere som Europabevægelsen? Ja, i hvert fald i en periode, forstået sådan at de heller ikke har parlamentarisk repræsentation, og de samler bredt med fokus på EU-spørgsmålet. Fremtiden for Folkebevægelsen mod EU afgøres af medlemmer, komiteer og kollektive medlemmer. Vi skal have en grundig debat frem mod landsmødet, og sammen finde nye trædesten. Det er meget muligt at et kommende parlamentsvalg er en del af den fremtid, men det er for tidligt endnu at konkludere noget«

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.