Er Gaza et deja-vu med ghettoen i Warszawa?

Det er uundgåeligt, at Israels langvarige krig mod palæstinenserne vil give anledning til at drage paralleller til forholdene i den jødiske ghetto i Warszawa under 2. verdenskrig. Det er der mindst to årsager til.

Dels for at gøre opmærksom på, at det løfte som verdenssamfundet gav sidst i 1940’erne om ”aldrig mere Holocaust,” nu sker igen i Gaza. Ikke 1:1, for sammenligninger som denne handler ikke om eksakte forløb og hændelser. Mangt og meget er grundlæggende anderledes i dag. Sammenligningen sker for at fremhæve fælles, kritiske træk, der hverken er tilfældige eller sekundære.

Men også for at få Vestens blinde og døve proisraelske politikere og medier til at forstå, hvor alvorlig situationen er for palæstinenserne, og samtidig appellere til at vise medfølelse med krigens ofre – og ikke kun de jødiske ofre – og handle på baggrund heraf.

Formålet med at sammenligne Gaza med Warszawa-ghettoen er naturligvis ikke for at påstå, at den israelske stat er identisk med Nazityskland, hvor den erklærede politik var at slippe af med alle Europas jøder. Hvis ikke de rejste frivilligt til andre verdensdels, så skulle det ske gennem fysisk udryddelse.

Nok vil Israels yderste religiøse højre af med palæstinenserne – som transfer, som overførsel til et eller flere arabiske lande, så der i Israel kan opstå en ren jødisk etnonationalistisk stat.

Fortidens rædsler er tilbage i ny forklædning

I et BBC-interview 9. oktober erklærede Refaat Alareer, lektor ved Gazas universitet – som i december blev dræbt i et israelsk luftangreb – ”at Hamas’ angreb kan sammenlignes med jødernes opstand i Warszawa, og er derfor legitim og moralsk forsvarlig. (…) Billeder fra Gaza viser en total ødelæggelse af boliger, butikker, værksteder, hospitaler, skoler, moskeer, kirker, veje, vandrør – alt. Jeg googlede billeder af Warszawa-ghettoen, og jeg kunne ikke se forskel på billederne (af den og af Gaza i dag, red.).”

Den russisk-amerikanske journalist Masha Gessen, barn af Holocaust-overlevere, sammenligner i The New Yorker fra 9. december Warszawa-ghettoen med Gaza. Han tager bl.a. afsæt i, at der i begge tilfælde er tale om helt bevidste handlinger fra de tyske nazisters og den israelske regerings side.

Planlagte handlinger, der skal berøve en belejret befolkning dens mest basale fornødenheder. Om ydmygelser af mennesker, der bogstaveligt afklædes deres tøj og værdighed, der vilkårligt henrettes udenretligt, og som afslører en ufattelig brutalitet, der er abnorm i sin apokalyptiske afstumpethed.

Videre hedder det, ”at vores ubehag ved at være tilskuer til disse handlinger blegner ved for den smerte, krigen forvolder palæstinenserne. Ingen af delene forsvinder, blot fordi vi afviser at drage sammenligninger med Warszawa-ghettoen.

Den chokeffekt, der opstår ved sammenligningen, har – burde have – styrke til at ryste os ud af vores magelighed .…Fortidens rædsler er vendt tilbage i ny forklædning. Jøderne er ikke længere ofrene, nu er det palæstinenserne … Mit argument er, at for at vi kan lære af historien, da er vi nødt til sammenligne.”

“Aldrig mere”

Gessen fortsætter: ”Vi er i dag ikke bedre eller klogere, end folk var for 80 år siden. Hvad der adskiller os er, at vore forfædre ikke troede, at Holocaust kunne ske. I dag ved vi, at det skete. Og vi ved også – hvis vi da ellers tør indrømme det – at når det kunne ske dengang, så kan det også ske igen. Derfor klinger zionisternes ”aldrig mere” hult, for de er jo netop i gang med at lade det ske igen, nu i Gaza.”

Jøderne havde og har ret i deres protest mod nazisternes inhumane behandling af dem. Holocaust tvang verden til at afgive et løfte om at det ikke måtte ske igen. Det er imidlertid blodig ironi, at det lige netop er Holocausts arvinger, der nu lader det, som aldrig mere måtte ske, gentage sig i Gaza.

Også i dag ser verden passivt til. Beslutningstagerne i Vesten er bekymrede over det, der sker i Ukraine, men kun i ringe grad over det, der foregår i Gaza og på Vestbredden – og slet ikke nok til at man vil gribe ind. Tværtimod fortsætter det økonomiske, handelsmæssige, sociale og kulturelle samkvem med Israel, som om intet var hændt.

Det er ikke første gang, at ghettoen i Warszawa bruges som sammenligning med det, der sker i Gaza. I 1983 deltog lederen af PLO’s polske kontor, Fuad Yassin, i mindehøjtideligheden i anledningen af 40-års dagen for ghettoopstanden:

”Vi ser ofrene for opstanden som jødiske helte… jeg har lagt en krans ved mindesmærket, fordi det jødiske folk var ofre for nazismen, ganske som palæstinenserne er ofre for de nye nazister: zionisterne og Israel.” Hans udtalelser fik den tilstedeværende jødiske delegation til at udvandre i vrede.

Ghettoen i Warszawa

I 1930’erne forsøgte de tyske nazister at finde lande, hvortil Europas jøder kunne deporteres. Der blev forhandlet med englænderne om Kenya, med franskmændene om Madagaskar, og med Argentina.

Forgæves – ingen ville have flere millioner jøder. Englænderne ville heller ikke tillade jøder at emigrere til mandatområdet Palæstina på grund af modstand fra de arabiske naboer. Alligevel lykkedes det for ca. 250.000 tyske jøder at komme til USA, Argentina, og i et vist omfang til Palæstina. Da verdenskrigen begyndte i 1939, konkluderede tyskerne, at nu hvor alt var forsøgt på at slippe af med jøderne, så var der ikke andre muligheder end at udrydde dem.

Tyskerne etablerede ghettoen i Warszawa i sommeren 1940. Her blev ca. en halv million polske jøder samlet på 2,5 km² i Europas største ghetto. Nazisterne påstod, at ghettoen var nødvendig for at beskytte den ikke-jødiske befolkning mod smitsomme sygdomme. Ghettoen var en midlertidig løsning, indtil nazisterne havde fundet ud af, hvad der skulle ske med jøderne.

En tre meter høj mur, bevogtet af soldater, spærrede jøderne inde i ghettoen. Kun de, der havde særlig tilladelse, kunne komme ud og ind. Det gjaldt mest dem, der arbejdede i våben-industrien, ved bygge- og anlæg og lign.

For de indespærrede var forholdene voldsomt brutale. Folk døde i tusindvis på grund af den mangelfulde kost, for tyskerne havde nedsat madrationen til 180 kalorier om dagen; lidt mere til dem, der arbejdede uden for ghettoen. De sled sig til gengæld ihjel.

Polske kollaboratører samarbejdede med tyskerne om at drive og bevogte ghettoen. Dens indre anliggender blev varetaget af et jøderåd, som skulle udføre tyskernes ordrer og opretholde orden. Det var ofte umuligt, for det kom hyppigt til opstande, som tyskerne slog ned ved at myrde i flæng.

Jøderådet skulle desuden sørge for indkvartering, finde arbejdskraft til krigs-produktionen, samt fordele mad, medicin og de få andre livsfornødenheder, som tyskerne tillod kom ind i ghettoen. Det var også jøderådet, der afgjorde, hvem der skulle deporteres til kz-lejrene.

Jøderne forsøgte at opretholde en form for normalt liv. Der blev organiseret ungdomsgrupper, børnehaver og skoler, afholdt kulturarrangementer og diskussioner. Selvom penge var forbudt, så var der alligevel et sort marked for mad, medicin og andre livsfornødenheder.

I 1942 blev jøderne klar over, at de alle før eller siden skulle deporteres til dødslejrene. Det satte gang i indsmuglingen af våben, leveret af den polske modstandsbevægelse. I april gik ca. 700 jøder til væbnet modstand mod tyskerne (det første væbnede jødiske oprør). De holdt stand en måneds tid, inden tyskerne atter fik overtaget. De overlevende blev deporteret til Treblinka og myrdet kort tid efter. Ghettoens resterende 42.000 jøder blev sendt i arbejdslejr, inden også de blev henrettet i november 1943.

Gaza

Gaza var egyptisk indtil 6-dageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede området, og gav det en status, der minder om Vestbreddens. Selvom Egypten blev smidt ud af Gaza, så har det ikke hindret et tæt samarbejde med Israel om at bevogte Gazas sydlige grænse til Egypten, og forhindre at Gaza-boerne kan slå sig ned i Egypten.

Gaza-boerne lever indespærret på et areal på størrelse med Mors, og bag et 7 meter højt hegn, overvåget af kameraer og sensorer. Af områdets 2,3 mio. indbyggere har 100.000 tilladelse til at arbejde i Israel, især inden for landbrug og gartneri samt bygge og anlæg.

I 2006 rømmede Israel og bosætterne Gaza. I dag er Gaza hermetisk lukket, af frygt for terrorister. Den israelske hær kontrollerer nidkært, hvad der kommer ind i Gaza. Takket være et vidtforgrenet tunnelsystem har Gaza-boerne dog kunnet indsmugle våben, mad, medicin samt meget af det, et samfund har brug for.

I 2008 offentliggjorde WikiLeaks en mailkorrespondance mellem USA’s ambassade i Tel Aviv og den israelske regering, om hvordan Gazas befolkning skal fastholdes i en permanent tilstand af fødevare-usikkerhed, uden dog at den ligefrem sultede … holde Gazas økonomi på kanten af kollaps, uden dog at skubbe den ud over kanten, og uden at fremkalde en humanitær krise.”

Direktør for Israels Institut for Strategiske Studier, Martin Sherman, skrev i 2014 til Jerusalem Post: ”Den eneste varige løsning fordrer en afvikling af Gaza, en humanitær forflyttelse af den ikke-krigeriske del af den arabiske befolkning, samt udvidelse af Israels suverænitet over regionen.”

Som et ekko af SS-generalmajor Jürgen Stroop, der stod for udryddelsen af jøderne i Warszawa, og som kaldte jøderne for ”undermennesker og banditter,” erklærede den israelske krigsminister, Yoav Gallant, i oktober 2023, at palæstinenserne var ”menneskelige dyr.”

Lækkede dokumenter viser, at Israel opererer med muligheden for at fordrive Gaza-boerne til Sinai. Finansminister Smotrich – der ikke anerkender, at der findes palæstinensere – fastholder, ”at arabernes frivillige emigration fra Gaza er den rette humanitære løsning.” For Netanyahu består problemet i ”at finde lande, der er villige til at absorbere Gaza-borgerne.” Der har været forhandlet med Saudi-Arabien, Congo, Chad og Rwanda, hvilket både palæstinensere og menneskerettighedsgrupper afviser som etnisk udrensning.

Hvad stiller Israel op, hvis/når det viser sig, 1. at palæstinenserne nægter at emigrere, og/eller 2. ingen lande vil tage imod de fordrevne palæstinensere? Har Israel et alternativ, der kan gøre tilværelsen i Gaza og på Vestbredden – og siden for de ca. 1,8 mio. palæstinenserne der lever i selve Israel – så utålelig, at de selv rejser.

Der har været flere oprør mod besættelsesmagten. De to Intifada’er i 1989 og 2002, den store march mod hegnet i 2019, og senest Hamas’ angreb 7. oktober. Israel svarer igen med vilkårlige bombardementer af beboede områder, og under den nuværende krig en udstrakt brug af ”dump bombs” – kraftige bomber, der dræber alle inden for en radius af 400 meter fra nedslagsområdet.

Som nævnt er det hele ikke 1:1, forskelle er der naturligvis. Noget af det som Gaza-boerne har / havde, men som jøderne i Warszawas ghetto ikke havde, er bl.a. kraftige våben, et vidtforgrenet tunnel-netværk, infrastruktur, flere kalorier pr. person, hjem, butikker, post, en strand, hoteller, sundheds-faciliteter, skoler, universiteter, religiøse institutioner, elektricitet, værksteder, telefoner, IT, æsler, trækvogne osv. Samt en lukket økonomi, der holdes oppe af Emiraterne, EU, FN, Israels regering og evt. Iran.

I Gaza er der hverken fængselsceller eller fangevogtere, men en lokal politistyrke, der sørger for den almindelige ro og orden.  Ikke som på Vestbredden, hvor Selvstyrets politi er Israels forlængede arm.

“… ind i mørket”

Hannah Arendt skriver i Eichmann i Jerusalem – en rapport om ondskabens banalitet: ”De mest horrible ting, mennesker er i stand til, kan vokse ud af noget, der ikke ser ud af noget som helst. Kan vokse ud af tankeløshed, kan vokse ud af en svigt ved at se de andre…. Jeg tolker det som et råb om konstant opmærksomhed. Er vi ikke det, da snubler vi ind i vores mørkeste øjeblikke og situationer.

Vi må konstant være opmærksomme, når lande, regeringer mv. begiver sig ind i det mørke, hvor menneskeliv intet er værd, hvor overgreb, folkemord og pogromer planlægges for at det skal ske, således som det skete under den europæiske nazisme.”

Selvom verden kendte til jødeudryddelserne i Europa i 1930’erne og hurtigt blev klar over, hvor slemt det stod til – især i Østeuropa – så var der ingen, der greb ind. Også i dag er vi vidne til et bebudet folkemord, først i Gaza, og måske også snart på Vestbredden. Og alligevel forholder vi os passivt.