"Vi er på børnenes hold" lyder budskabet fra Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Men holder det løfte, når man ser på prioriteringerne i folkeskolen, spørger Jørgen Alfastsen. Fra Socialdemokratiets pressemateriale.
7 min. læsetid

Folkeskolen er blevet en discountskole med lange, trættende skoledage og uden de nødvendige midler til at skabe gode rammer for børnene. Derfor er det ikke så mærkeligt, når Mette Frederiksen forholder sig tavs om emnet, mener Jørgen Alfastsen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Jørgen Alfastsen

Har du lagt mærke til det? Folkeskolen er pist forsvundet! Ja, ikke sådan i fysisk forstand, der ligger jo skoler rundt om i hele landet, men i den offentlige politiske debat. Folkeskolen blev ikke diskuteret i valgkampen. Der var børnene i daginstitutionerne (med rette) i fokus. Men folkeskolen? Ikke en lyd. ‘Børnenes statsminister’ har kun fokus på de udsatte børn og glemmer helt, hvad hun som arbejdsminister i Thorning-regeringen har udsat folkeskolen for. Dér er de svage børn nemlig mere udsatte end før, da lærerne ikke længere har tid til at differentiere undervisningen til dem og ej heller tid til det vigtige relations-arbejde, som kan have altafgørende betydning for disse elever.

Folkeskolereformen var ellers ment som en hjælp til denne gruppe elever, men politikerne spændte ben for sig selv. Mål og midler hang ikke sammen. For første gang i danmarkshistorien vedtog politikerne en folkeskolereform uden om lærere, forældre og elever. Ingen forudgående bred folkelig debat. Det er aldrig sket før. Finansministeriet styrede. Politikerne var så kloge, at de kunne undvære hovedet. Det gjorde de så. Resultatet er blevet en katastrofe.

Discountskole

Er man skolenørd og følger med i de rette fora, vil man vide, at indvandrerdebatten er det rene vand i forhold til skoledebatten. Konfliktniveauet er højt og afspejles i de skarpt markerede debatfronter, der har sendt folkeskolen ud i en undtagelsestilstand, siden Corydon/Thorning/Vestager/Mette Frederiksen i aftalt spil med Kommunernes Landsforening iværksatte storlockouten af lærerne i april 2013, med efterfølgende lovdiktat omkring lærernes arbejdsforhold. Her seks år efter arbejder lærerne stadig uden en arbejdstidsaftale. Når skolen overhovedet stadig flyder, skyldes det de lærer, der knokler ved pumperne på trods af reform og arbejdsforhold.

For første gang i danmarkshistorien vedtog politikerne en folkeskolereform uden om lærere, forældre og elever. Ingen forudgående bred folkelig debat. Det er aldrig sket før. Finansministeriet styrede. Politikerne var så kloge, at de kunne undvære hovedet. Det gjorde de så. Resultatet er blevet en katastrofe.

Skolen er i stilhed blevet til den discountskole, lærerne advarede imod i 2013, hvor ca. 18 % af lærerstillingerne nu er besat af ikke-uddannede personer! Lærerne forlader folkeskolen enten på tidlig pension, til privat- og friskoler eller til helt andre jobs, og i flere år i træk er ansøgertallet på læreruddannelsen faldet. Ca. 4.000 lærere forlader årligt skolen, men kun ca. 2.000 nyuddannede kommer til.

Eleverne siver stille ud i samme privat- og friskoler, hvor nogle af dem møder deres gamle lærere igen – nu smilende! Da formanden for Københavns Lærerforening, Lars Sørensen, forud for indgåelse af en lokalaftale, besøgte fem københavnske skoler sammen med skoledirektøren, mødte de en lærer, der fortalte, at ”han ikke havde nået at forberede sig i fem uger, fordi der hele tiden kom andre opgaver i vejen. Der var møder med folk fra Socialforvaltningen, med kolleger i teamet, akutte samtaler med forældre, forskellige skrivelser som pludselig skulle udarbejdes osv.” Man kan kalde det meget – men kvalitet er det ikke!

Læssøesgades Skole i Aarhus. Når 80 % af de danske skoleelever er trætte af de lange skoledage, og når uro, vold mod lærere, skolevægring og pjækkeri er i vækst – er løsningen så at indføre strammere sanktioner og fraværskontrol? Fotograf: Villy Fink Isaksen / Wiki Commons

Europa-rekord i lange skoledage

Det pligtige danske grundskoleforløb er på minimum 11.120 timer – eller 46 % over OECD-gennemsnittet på ca. 7.600. Sammenligner vi med Norden, ligger Norge på 7.900 timer, Island 7.800, Sverige 6.900 og Finland 6.400. Finland har gentagne gange scoret højest i PISA-undersøgelserne. Lang skoledag er således ikke garanti for læring. Det har danske politikere ikke fattet endnu! Men ikke så underligt, at 8 ud af 10 skoleelever er trætte af de lange skoledage, og at uro, vold mod lærere, skolevægring og pjækkeri er i vækst. Derfor indføres der nu en bureaukratisk fraværsregistrering. ”Det er næsten ikke til andet end at grine af,” siger skoleledernes formand Claus Hjortdal.

Er eleverne så blevet dygtigere? Næ, følgeforskningen viser faktisk status quo eller direkte fald i indlæringen på de fleste parametre. Til gengæld er antallet af lærere, der modtager lægeforbud imod at vende tilbage til lærerjobbet efter en langtidssygemelding, otte-doblet siden reformen.

Folkeskolen underfinansieret

Politikerne havde ikke råd til deres ambitiøse skolereform, så den skulle bl.a. lærerne finansiere med forøget undervisningstid. Reformen var fra start underfinansieret med 3-5 milliarder, og de seneste år har skolen også været underkastet den borgerlige regerings løbende 2 %-nedskæringer.

Skolereformen og lov 409, der dikterer lærernes arbejdstid, hænger således sammen som hoved på hals. Skoledagens længde skal forkortes, så lærerne får tid til at forberede deres undervisning. Der er lige nu ikke sat så mange penge af til folkeskolen i den nye røde finanslov, så det mål kan nås. Regeringens støttepartier lovede i valgkampen en milliard ekstra til folkeskolen fra 2021. Det beløb når man først op på med hiv og sving i 2023.

Skolereformen og lov 409, der dikterer lærernes arbejdstid, hænger således sammen som hoved på hals. Skoledagens længde skal forkortes, så lærerne får tid til at forberede deres undervisning. Der er lige nu ikke sat så mange penge af til folkeskolen i den nye røde finanslov, så det mål kan nås.

En strudsehistorie

Lige før jul udkom arbejdstidskommissionen med sin rapport ”Ny start”, men rapporten kryber fuldstændig uden om den beskrevne problematik. Rapporten fik derfor heller ikke megen presseomtale. Dér forsvandt skolen igen. Historien om strudsen med hovedet dybt begravet i et hul i jorden, er jo fortalt så mange gange før.

Skolen er ikke lærernes, den er samfundets med det formål at danne og uddanne de opvoksende generationer. Skolen er politikernes ansvar. De har placeret sig selv i en smækfælde. Hvad dælen nøler de efter? Vil de hellere tabe børn og skole på gulvet end tabe ansigt? Det er børn og lærere, der dagligt betaler prisen. Lad os igen få sat folkeskolen seriøst på dagsordenen, for som den spanske filosofiprofessor, Fernando Savater, siger det:

”Lærerne er den vigtigste, tapreste og mest givende gruppe i samfundet til videreudvikling af civilisationen og sikring af demokratiet.

Eller som man siger det på gammelt dansk: ”Mens græsset gror, dør horsemor!”


Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er bestyrelsesmedlem i Gert Petersen-Selskabet og Dansk Naturfredningsforening Vordingborg