Forbeholdet splitter venstrefløjens unge: ”Der er nok en større tiltro længere inde mod midten”

Det er én af de majdage, hvor sommeren banker på. Folk går med deres lidt for varme jakke i hånden og lader de bare arme få lidt tiltrængt solskin. Det er eftermiddag, og her på Christianshavn er unge mennesker begyndt at strømme ud fra gymnasiets to bygninger på hver sin side af Prinsessegade.

Men ikke alle. Selvom klokken nærmer sig 16, har godt over 100 elever valgt at trodse muligheden for at dyrke eftermiddagssolens sidste varme stund ved kanalen, i en park eller hvor deres klassekammerater ellers har sat sig. I stedet er de forsamlet i et fælleslokale på skolen, hvor temperaturen utvivlsomt er endnu højere end udenfor.

De har nemlig valgt at bruge deres eftermiddag på en debat om forsvarsforbeholdet.

Det er NGO’en Nyt Europa, der i samarbejde med Christianshavns Gymnasium står bag dagens debatarrangement, hvor to unge stemmer har ordet. Alexander Blavnsfeldt, landsformand i SF Ungdom, og Selma Bolø, medlem af Rød/Grøn Ungdom, repræsenterer henholdsvis ja- og nejfløjen til folkeafstemningen, og det er de to, der skal gøre kur til gymnasieeleverne.

Født efter Maastrichttraktaten

Overskriften for dagens debat lyder: Hvorfor er venstrefløjen splittet i spørgsmålet om forsvarsforbeholdet?

Hvis vi udelukkende vender blikket mod Folketinget, så er Enhedslisten det eneste parti på venstrefløjen, der går ind for at stemme nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Kan deres 13 mandater virkelig retfærdiggøre, at man taler om en decideret splittelse på fløjen?

“Dagens to debattører repræsenterer ikke folketingspartier. Til gengæld repræsenterer de begge socialisme som en kerneværdi, så på mange områder er de i virkeligheden enige.”

Men så simpelt er det ikke, når det handler om folkeafstemninger – det viser de løbende meningsmålinger også. Og dagens to debattører repræsenterer heller ikke folketingspartier. Til gengæld repræsenterer de begge socialisme som en kerneværdi, så på mange områder er de i virkeligheden enige. Derfor er splittelsen interessant for gymnasieeleverne, som alle skal stemme for første gang til en folkeafstemning. Ja, for mange af dem er det vel deres debut i en stemmeboks.

Før debatten går i gang, skal grundlaget lige på plads. Så en af skolens lærere har fået den ubarmhjertige opgave at forklare, hvad forsvarsforbeholdet er, og hvorfor vi har det. Han formår dog at fastholde de unge mennesker interesse – blandt andet ved at male et billede af Danmark anno 1992, hvor der skulle stemmes om Maastrichttraktaten.

”Der gik jeg i 2.G. Det var dengang, vi hørte Nirvana på Roskilde Festival og stemte nej,” siger han og høster lidt grin hist og her.

For det gjorde danskerne nemlig. Stemte nej til Maastrichttraktaten som eneste medlemsland i det, der dengang hed EF, hvilket var hele grundlaget for, at vi fik forsvarsforbeholdet og tre andre forbehold. Og så ville danskerne gerne stemme ja, og Den Europæiske Union blev til virkelighed også her.

Hverken tilhørerne, ordstyrerne eller de to debattører, der nu er trådt op på scenen, var født dengang. Men nu kan de være med til at beslutte, om forsvarsforbeholdet skal være fortid eller beholdes.

Inden debatten går i gang, får Alexander Blavnsfeldt og Selma Bolø begge tre minutter til at fortælle, hvorfor man bør stemme som dem. Til en start skal de slå sten-saks-papir om, hvem der får lov til at lægge ud.

I mellemtiden er flere elever kommet dryppende til, og den ekstra stak af stole nede bagerst i lokalet er blevet taget i brug. Vi er mange, der ikke har en chance for at se, hvem der vinder.

Det bliver Selma Bolø fra Rød/Grøn Ungdom. Hun bruger blandt andet sin tid på at snakke om optræning af malisiske soldater som et eksempel på en EU-mission, hun er utryg ved. Hun vil dog gerne være med i EU’s civile missioner, som i dag er de eneste, Danmark kan deltage i.

Det budskab gentager hun, da vi sætter os ned sammen efter debatten.

Konkrete argumenter for og imod

”Jeg synes, vi gør det helt fint i de civile missioner. Og jeg synes, at vi skal bidrage endnu mere til FN’s fredsbevarende missioner, hvor der rent faktisk er monitorering af menneskerettighederne.”

Alexander Blavnsfeldt er også konkret i sine argumenter, da han får ordet i tre minutter. Han nævner nemlig en mission i Bosnien-Hercegovina, som Danmark ikke må deltage i på grund af forbeholdet.

Vi sætter os også ned efterfølgende til en uddybende snak om forsvarsforbeholdet.

”Vi bliver nødt til at have mere indflydelse på forsvarssamarbejdet i EU. Danmark skal generelt have en større stemme i forhold til europæisk forsvarspolitik, for lige nu har vi ikke super meget at skulle have sagt – særligt når det kommer til de mere problematiske missioner, for der har vi ingen indflydelse lige nu,” siger Blavnsfeldt.

Mistillid og EU-skepsis

Eleverne virker fortsat til at lytte interesseret, da debatten for alvor går i gang.

Men det handler heller ikke om noget så abstrakt som suverænitet, hvilket ellers fylder meget hos nej-stemmerne i Folketinget. Både debattørerne og de to unge ordstyrere virker opsatte på at lade spørgsmålet om menneskerettigheder fylde meget. For hvordan bliver de egentlig monitoreret ved de militær EU-missioner, vi kunne ske at skulle med på, hvis vi stemmer ja?

“Det er underligt, at vi skal stemme om noget, hvor regeringen ikke engang helt kan svare på, hvad konsekvenserne vil være.”

Selma Bolø, Rød-Grøn Ungdom

Bolø og Blavnsfeldt er begge enige om, at det halter gevaldigt på flere af de NATO-missioner, hvor Danmark er med. Og SFU-formanden påstår heller ikke, at det har været helt rosenrødt på alle EU’s militære missioner. Den grundlæggende forskel hos dem virker til at være, hvorvidt man tror på, at det kan blive bedre.

Alexander Blavnsfeldt mener, at menneskerettigheder er en mærkesag i EU, og derfor er der bedre mulighed for at monitorere det gennem unionen end i NATO. Ligesom der er en EU-domstol, som kan håndtere det. Det har Selma Bolø ikke lyst til. Det skal udelukkende foregå gennem FN, hvor der er bedre erfaring med monitorering.

Den næste grundlæggende uenighed handler ikke om de konkrete militære missioner, men bunder i stedet i generel holdning til EU og tillid til politikerne i Folketinget. Lad os tage det sidste først.

Selma Bolø kalder under debatten EU-forsvarsforbeholdet for befolkningens forbehold. Det er folkets forbehold mod, at Folketinget kan sende danske styrker afsted i militære missioner, som hun ”virkelig ikke synes, vi skal være med i.”

Derfor spørger jeg bagefter Selma Bolø, hvilken betydning Folketingets nuværende sammensætning har for hende. ”Jeg tænker mere over de folketingspolitikere, vi kan få i fremtiden, for jeg ved ikke, hvordan verden ser ud om ti år. Og så synes jeg, det er en farlig magt at give videre til Folketinget, når vi ikke ved, hvad vi får med afskaffelsen af forbeholdet. Det er underligt, at vi skal stemme om noget, hvor regeringen ikke en gang kan svare klart på, hvad konsekvenserne vil være – særligt hvor mange penge det kommer til at koste, og hvilke missioner de vil være med i,” siger hun.

“EU opruster, uanset om vi er en del af det eller ej. Men jeg anerkender da klart ønsket om ikke at opruste”

Alexander Blavnsfeldt, SF Ungdom

Ville det have en betydning for dig, hvis de havde sagt, hvilke missioner de helt konkret gerne vil være med i, og hvad det kommer til at koste?

”Ja, så havde jeg sagt: Puha, det synes jeg ikke, vi skal være med i.”

Men det havde ikke betydet noget for, hvordan du vil stemme?

”Nej. For jeg synes ikke, at vi skal være med i de militære missioner. Der er så mange eksempler på frygtelige episoder på de missioner, at jeg synes, vi skal holde os helt ude af dem og lade være med at bruge vores penge på at bidrage til det.”

Et spørgsmål om tillid

Alexander Blavnsfeldt mener, det er vigtigt, at vi ikke har mistillid til folketingspolitikerne. Han understreger også i debatten, at det vil kræve en folkeafstemning, hvis der skulle afgives mere suverænitet til EU. Så lidt snak om suverænitet var der alligevel plads til.

Men han vurderer også, at splittelsen i lige så høj grad bunder i en skepsis over for EU, jo længere ud på venstrefløjen, du bevæger dig.

”Der er nok en større tiltro længere inde mod midten. Det afspejler også den generelle holdning til forsvarsalliancen,” siger han.

Der virker også til at være en sammenhæng mellem det, og så at han i højere grad anerkender præmissen hos venstrefløjens nejstemmer end dem på højrefløjen. Særligt det grundlæggende ønske om ikke at opruste så meget, som det er tilfældet i EU i dag.

”Problemet med det argument er bare, at EU opruster, uanset om vi er en del af det eller ej. Men jeg anerkender da klart ønsket om ikke at opruste, ikke at indgå i flere militære operationer, for det er jeg dybest set enig i. Jeg synes også, man skal lade være med at opruste alt for meget. Til gengæld mener jeg, at man skal opruste, hvor det giver mening,” siger han.

Efter debatten er det også Selma Boløs indtryk, at de kan mødes om ikke generelt at gå ind for oprustning. Særligt hvis EU’s forsvarspolitik skulle ske at accelerere.

”Han nævnte jo, at vi altid kan få et forbehold i en eventuel ny EU-traktat. Så på den måde virker vi jo egentlig ikke til at være ret langt fra hinanden.”

Oplever ung interesse

Derfor tror hun også på, at man kan mødes igen på venstrefløjen efter folkeafstemningen den 1. juni. Og hvis det skulle ske, at det bliver Selma Bolø og Rød/Grøn Ungdom, som står på den tabende side, er hun sikker på, at de vil fortsætte med at gøre hvad de kan for at påvirke dagsordenen på EU-området.

”Vi har jo ikke andet valg,” siger hun.

Hendes modstander i dagens debat er heller ikke nervøs for en øget splittelse på venstrefløjen som følge af folkeafstemningen.

”Jeg tror, at Selma og jeg er enige på rigtig mange områder, særligt når vi taler national politik. Der er simpelthen bare forskel i forståelsen af den situation, vi står i lige nu, hvor jeg føler mig langt mere sikker, når vi er en del af en fælles europæisk alliance,” siger han.

De er også fælles om at opleve interesse for afstemningen og selve spørgsmålet om forsvarsforbeholdet, når de er rundt for at debattere eller føre kampagne.

”Jeg oplever faktisk, at folk bliver mere passionerede omkring den sag, desto mere oplysning de får,” siger Selma Bolø og tilføjer, at mange ikke helt vidste, hvad de ville stemme, lige da de gik i gang med kampagnen i Rød/Grøn Ungdom.

”De tænkte, at det måske var lidt ligegyldigt. Men nu virker det til, at rigtig mange er rødglødende i deres engagement, fordi de lærer mere og mere om, hvad det reelt er. Og det kan man jo sige generelt om EU-politik; det er måske lidt kedeligt for mange, men hvis man sætter sig ind i det og opdager, hvor meget det reelt påvirker danskernes hverdag, så bliver man også mere passioneret omkring det,” siger hun.

Selv hos helt unge mennesker, der ikke kan gå i stemmeboksen den 1. juni, har Alexander Blavnsfeldt oplevet stor interesse.

”Jeg har været ude på en efterskole, hvor de stillede hundredevis af spørgsmål, hvilket var fantastisk at se; unge mennesker, der går op i det, selvom de ikke har stemmeret.”

Hvis der er en, som ikke havde sat sig ind i det før, men gør det nu og gerne vil stemme nej, er det så bedre, end at de slet ikke sætter sig ind i det? ”Ja, det synes jeg i høj grad. Jo flere mennesker, der engagerer sig i Europa og EU, desto bedre. Debatten bliver også mere kvalificeret, hvis folk kan danne deres egne holdninger på oplyst grundlag. Jo flere, der går ned og stemmer 1. juni, desto bedre er det,” siger Alexander Blavnsfeldt afsluttende.

---

---