Foreningen af Danske Sygeplejersker: “Vi står stærkere end for halvandet år siden”

Du kan høre artiklen ved at klikke her.

“Det er en lille sejr, at regeringen har givet efter. Det er aldrig sket før,” siger sygeplejerske Nanna Susé til Solidaritet. For hende er der dog ingen tvivl om, at de foreløbige indrømmelser er langt fra målet. ”Vi har fået en håndsrækning, selvom den intet har at gøre med kampen for ligeløn. Den kamp fortsætter ufortrødent”.

Nanna Susé er medstifter af Foreningen af Danske Sygeplejersker (FDS), der var drivende i at mobilisere nej’et til de to forlig, DSR sendte til urafstemning i foråret. Susé er nyvalgt bestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, DSR Kreds Hovedstaden, og fortsætter også i bestyrelsen for FDS.

‘Kæmpe forandring, også for os selv’

For Nanna Susé er der ingen tvivl om, at sygeplejerskernes kamp også har haft en påvirkning indadtil. ’Det er lige så vigtigt, at vi som faggruppe har fået en større forståelse af eget værd. Vi taler højt om, hvor skrøbeligt sundhedsvæsenet er. Og om i hvor høj grad det kun hænger sammen takket være medarbejdernes overdrevne fleksibilitet’, siger hun.

“Det kan godt være, jeg er naiv, men jeg tror på, at vi kan fastholde presset frem til Lønstrukturkomitéen kommer med deres anbefalinger”

Det har åbnet for en hel masse, der tidligere gemte sig. “Tænk på, hvor meget der kommer frem i dag, som der før blev lagt låg på’, siger hun. ‘Lukkede sengepladser, tusinder af ubesatte stillinger. Vi anerkender hinanden for at tale højt om risikoen for fejl. Frygten for fejl når man er udkørt. Det er en kæmpe forandring. Det er gået op for alle, inklusive os selv, hvor alvorlig situationen er. Vi er simpelthen for få til for mange opgaver – og det gælder i øvrigt for mange af velfærdsjobbene.’

For Nanna Susé og de andre aktivistiske sygeplejersker er kampgejsten stadig intakt. ’Det kan godt være, jeg er naiv, men jeg tror på, at vi kan fastholde presset frem til Lønstrukturkomitéen kommer med deres anbefalinger. Der vil komme nye demonstrationer for ligeløn. Vreden og indignationen er uforandret. Vi er samlet, og vi fører en ny kvindekamp, med #MeToo bevægelsen i ryggen’, siger Nanna Susé.

For hende har krisen også været med til at skærpe bevidstheden om eget værd. “Vi er bevidste om, at vi udfører et arbejde, som samfundet ikke kan undvære. Nogle fremstiller velfærdsansatte som en byrde. Vi der plejer og passer mennesker i alle aldre. Bringer børn til verden, passer dem, danner dem og uddanner dem; bare for at nævne nogle af os. Vi er nødt til at ændre samfundets forståelse af, hvad vi er værd”, siger hun. “For vi er simpelthen en forudsætning for velfærdsstaten. Vores kompetencer er nødvendige og efterspurgte.”

Vinterpakken ændrer ‘ikke en tøddel’

I december besluttede Folketinget at afsætte 1 milliard kr. ekstra til såkaldt særlige midlertidige indsatser i sygehusvæsenet. Men det har ikke ændret på noget på den længere bane, forklarer Nanna Susé: “Vinterpakken har overhovedet ingen betydning for vores kamp – vi er ikke et museskridt nærmere ligeløn med den pakke.”

“Der er mange både nyuddannede og erfarne, som er slidt ned. De lider.”

For Nanna Susé er pengene i Vinterpakken langt fra tilstrækkeligt. “Jeg synes ikke – som en del sygeplejersker har talt for – at vi skulle sige nej tak. Pengene har betydning og skal naturligvis også komme sygeplejersker til gode”, siger hun. “Men de løser ingen af de reelle problemer. På min afdeling er vi ikke helt så belastede som på afdelingen ved siden af. Dér er mange både nyuddannede og erfarne, som er slidt ned, fordi der er et stort arbejdspres og mange ubesatte stillinger. De lider”, siger hun.

For de fleste sygeplejersker er det blevet hårdt at komme på arbejde. “Hver dag er en kamp for at komme igennem dagen. Det er umuligt at holde til. Ja, vi har fået en lille oprejsning, men vi er på randen af et sammenbrud. Der er et ekstremt pres på alle, selv de mest rutinerede og erfarne er udslidte og siger op”, forklarer Nanna Susé til Solidaritet.

Ingen er blevet rigtig glade

Susé håber, at pakken får en lille effekt på fastholdelse, men det er fastholdelse af personale, der i forvejen er i knæ, forklarer hun. Og det kommer der ikke flere kolleger af. Ingen er blevet rigtig glade. “På ambulatorierne, i mange sengeafsnit, i psykiatrien og i kommunerne føler de sig forbigået og overset”, siger hun. “Jeg frygter, at de ansatte i kommunerne tror, at alle vi på hospitalerne har fået en masse. Vinterpakken spiller os alt for nemt ud imod hinanden. I kommunerne er hjemmeplejen og plejehjemmene voldsomt presset, fordi patienterne hurtigere udskrives fra hospitalerne.”

Selv om der i Vinterpakken er blevet afsat tillæg til udvalgte grupper, mener Susé ikke det rækker. ’De midlertidige tillæg fra vinterpakken er endnu ikke helt på plads alle steder, det er ledelsen på hvert hospital, der fordeler dem”, forklarer Susé. For hende er det dog ikke nok med et økonomisk tillæg. “Hvad nytter 4.000 kr. om måneden brutto, når det kun er i en kort periode? Det er fuldstændig ligegyldigt. Tillæggene skaffer jo ikke flere kolleger, og sygeplejersker er ikke mindre udbrændte efter 12 timers arbejde seks dage i træk. Patientsikkerheden er ikke forbedret.’

Millionerne fra regionerne – og den føromtalte milliard fra Folketinget har med andre ord ikke ændret synet på arbejdsgiverne grundlæggende. “Vi har ikke tillid til vores arbejdsgivere. Den mistede vi for alvor under strejken. Hvis alle havde fået 5.000 kr. på grundlønnen, ville det være blevet opfattet som en reel anerkendelse af vores betydning og kompetencer”, siger hun. “Det havde ikke løst alle problemer, og vi havde nok heller ikke kunnet skaffe de mange sygeplejersker og især specialuddannede, som vi står og mangler i dag. Vi ville stadig ikke kunne konkurrere med privatklinikkernes løn og arbejdstid. Men jeg føler ikke dén tillid til vores arbejdsgivere, som vi burde have”, siger hun.

Susé føler sig overbevist om, at der ville have været en anden energi, hvis sygeplejerskerne var blevet løftet til et nutidigt lønniveau. Det kunne måske have skabt en ’lovestorm’, så mange flere sygeplejersker ville have meldt sig på banen med hjælp til de afdelinger, hvor de er mest pressede under corona-pandemien, som rokker ved et allerede skrøbeligt system. Også på hendes egen holdning har hun kunnet mærke en ændring. “Jeg meldte mig som frivillig under sidste bølge, uden dog at ende i beredskabet. Men det kunne jeg ikke drømme om at gøre igen.”

Forholdet til regionerne er på frysepunktet

Både Nanna Susé og de andre aktivistiske sygeplejersker er fortsat fast besluttede på at sige nej til ekstravagter og såkaldt ‘pukkelafvikling’ af de mange udskudte operationer, som hober sig op på landets sygehuse. De vil i hvert fald gøre forsøget, selvom det er svært. “I sidste ende er det jo patienterne og kollegerne, du skal se i øjnene. Der er uden tvivl rigtig mange, som frivilligt hjælper til udover de pålagte vagter.”

Med til billedet hører også, at forholdet mellem ansatte og arbejdsgiveren, Danske Regioner, minder om temperaturen udenfor. Mens vinterpakken blev lagt ud til forhandling på sygehusene, fik regionerne afslag i Arbejdsretten på deres krav om, at boden for arbejdsnedlæggelserne siden 7. oktober skulle hæves til 152 kr. pr. påbegyndt time. Boden var allerede skærpet til 86 kr., men blev altså forsøget hævet til næsten det dobbelte. For sygeplejerskerne var det en klar indikation på, at deres arbejdsgivere ikke anerkendte, hvordan arbejdsnedlæggelserne banede vej for dén milliard, de nu selv håber kan redde sygehusene gennem pandemien. For Susé og de andre optræder de tværtimod som de private arbejdsgivere.

Strategien har også ændret sig for sygeplejerskerne. Hvor det sidste år handlede om at få sygeplejerskernes sag på alles læber og komme i medierne, gælder det nu om at finde en løsning. Der er grundlønnen et godt sted at starte, mener hun. Hun ser derfor kampen som uændret. Susé og hendes kolleger savner dog at se arbejdsgiverne – og i sidste ende politikerne i Folketinget – lytte til dem.

“De skal tro på os – den største faggruppe på hospitalerne – som arbejder direkte med og ved siden af patienterne. De skal gennemføre en reform, så der kommer en virkelig forandring, som kan nå ud til de enkelte afdelinger i hele landet – ud i kommunerne og alle afkroge af sundhedsvæsenet”, siger Nanna Susé.

Vikarbureauer hitter

Arbejdsforholdene har fået mange sygeplejersker til at tage konsekvensen, og i stedet blive ansat som vikarer hos private udbydere. Nogle steder kan det give det dobbelte i timen sammenlignet med den offentlige overenskomst.

“Hvis man ønsker at fastholde de dygtigste og de bedste, har det i den grad noget med løn at gøre.”

Katrine Vilien, Sammenslutningen af Selvstændige Sygeplejersker

En række nye initiativer er på den baggrund vokset frem. Sygeplejerskerne Katrine Vilien og Line Stahlneck har taget initiativ til en brugerstyret og nonprofit rekrutteringsplatform, Rekruttering af Danske Sygeplejersker, hvorfra arbejdsgiverne kan ansætte vikarer til en løn, der er 5.000 kr. højere end overenskomsten. Line Boel, som er sygeplejestuderende, har parallelt til de medicinstuderendes vikarbureau FADL, taget initiativ til at stifte de studerendes eget vikarbureau, Foreningen af Danske Sygeplejestuderende. Begge initiativer støttes af DSR Kreds Hovedstaden.

Trods løngevinsten tror Nanna Susé dog ikke, sygeplejersker kun bliver vikarer for pengenes skyld: “De bliver også vikarer for selv at beslutte, hvornår de er på arbejde og hvornår de har fri. De tjener mere, og har langt større fleksibilitet, og det udstiller, at det offentlige ikke længere er en attraktiv arbejdsgiver. Vi er vant til mange vikarer, og ingen anfægter den enkelte, men det er de fastansatte, der driver afdelingerne og udvikler sygeplejen. Det er de fastansatte, der sikrer kvaliteten og skaber kollegafællesskabet. Vikarerne svækker os ikke, men der er brug for faste sygeplejersker.” Med til billedet af de vikaransattes løn hører også, at der i deres løn ikke er indeholdt fx pension og feriepenge.

For Katrine Vilien, der har været med til at lave vikarplatformen, lader der også til at være en klar fagpolitisk dimension. “Jeg opfordrer alle sygeplejersker til at melde sig ind som et forsøg på selv at hæve grundlønnen og pensionen. Pt. har platformen 500 medlemmer og vokser fortsat. Vi ønsker at sikre vores velfærdssystem”, forklarer hun til Solidaritet. Heller ikke for Katrine Vilien, som også er en del af bestyrelsen i FDS, er der nogen tvivl om, at der skal gøres noget grundlæggende ved ligelønnen – eller manglen på samme. “Hvis man ønsker at fastholde de dygtigste og de bedste, har det i den grad noget med løn at gøre. I Norge har de set fidusen, og er begyndt at rekruttere sygeplejersker fra os, men vores egne arbejdsgivere holder sig stadig tilbage”.

For Nanna Susé fortsætter kampen for bedre forhold på landets sygehuse. Hun håber flere faggrupper slutter sig til sygeplejerskerne, så der kan komme seriøse ændringer i stedet for små vinterpakker.

“Sygeplejerskerne tier ikke stille nu. Vi skal fortsat arbejde for at have hinanden og befolkningen med os. Vi skal kæmpe sammen på tværs af faggrupper. Både på hospitalerne, i psykiatrien og i kommunerne, og sammen på tværs af velfærdsstaten: Det gælder både vores SOSU- og jordemødre-kolleger, men også fx pædagoger. De er alle sammen blevet udsultet, så vi skal have dem alle sammen med”, siger Nanna Susé afsluttende.