Fotoreportage: Stop annekteringen af Palæstina-demo
Solidaritet var til stede, da ca. 1.500 mennesker i København trodsede vind og vejr for at give regeringen og Israel klar besked: Stop annekteringen eller indfør sanktioner mod Israel. Se billeder fra demonstrationen her.
Tekst af Mikkel Noel Lanzky
Fotos af Christine Vassaux Noe
Lørdag den 4. juli havde Initiativet Stop Annekteringen af Palæstina 2020 indbudt til demonstration om netop denne sag. Omkring 1.500 mennesker trodsede heftig regn og blæst og stimlede sammen på Israels Plads – som arrangørerne i invitationen gjorde en dyd ud af at kalde Palæstinas Plads – for at protestere mod Israels erklærede hensigt om at annektere en tredjedel af Vestbredden.
Her kunne de høre taler med opfordring til sanktioner mod Israel og ønsker om, at udenrigsminister Jeppe Kofod kommer ud af busken med klar kritik og opbakning til netop sanktioner, som har været et kontroversielt standpunkt i en vestlig verden, der til demonstrationen blev set som for føjelig og uvillig til at sætte handling bag ordene.
Israels planer er blevet kritiseret for at skabe en de-facto apartheid-stat og som en klar krænkelse af menneskerettigheder for de palæstinensere, der bor i de områder, Israel vil annektere. Kritikken rettes også mod USA, der under præsident Trump enten har været fraværende som stemme i konflikten mellem Israel og Palæstina eller helt åbenlyst har støttet Israels planer om landvinding.
Det flotte fremmøde gav god stemning, selvom der måtte holdes afstand, og humøret var trods regnen ganske højt undervejs. Et ærgerligt indslag var en mod-demonstration af Rasmus Paludan, som politiet lod stå ganske tæt på den primære demonstration. Paludan skiftevis råbte i sin megafon eller benyttede dennes sirene, hvilket overdøvede talerne for dem, der stod bagest på pladsen – et tegn på, at Paludans formål mere er chikane og provokation end noget andet. Heldigvis blev han gennemgående ignoreret af langt de fleste.
Efter de planlagte taler marcherede demonstrationen til Christiansborg Slotsplads under et stort, fælles banner med parolen ”Stop annekteringen – sanktioner nu”. Ved Christiansborg fortsatte demonstrationen med flere taler, musik og palæstinensisk dans.
Talsperson for initiativet, Clara Henriksen, er tilfreds med arrangementets forløb.
”Først og fremmest er vi imponerede over opbakningen. Det er herligt, at det lykkedes at få så mange mennesker til at møde op på trods af det dårlige vejr. Det viser, at der er momentum og vilje til sympatiaktioner med palæstinensernes sag,” siger Clara Henriksen og fortsætter:
”Vi er også glade for, at det lykkedes at samle en lang liste af organisationer i arrangørgruppen. Det brede samarbejde mellem aktivister skal bæres videre, og vi arbejder blandt andet på et åbent brev til udenrigsministeren med konkrete opfordringer til handling.” Initiativet Stop Annekteringen af Palæstina 2020 er ikke en fast gruppe, men favner mange grupper, der kæmper for palæstinensernes interesser.
Fotoaktion mod annekteringen i Aarhus. Fotos: Walid Zaher.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER