Fra nationalt forsvar til globalt selvforsvar

Mikael Hertoft har anmeldt bogen Drømme og Støv, der fra en betonarbejders perspektiv stiller spørgsmålene: Hvordan tackler arbejderklassen migration og udfordringen fra et globalt arbejdsmarked?

Af Mikael Hertoft

Jord- og betonarbejderen Jakob Mathiassen har netop udgivet sin tredje bog Drømme og Støv. Udgangspunktet er, at Jakob har oplevet, hvordan danske bygningshåndværkere blev fortrængt af deres polske kolleger, og at lønnen blev presset. I 2008 var han således med i en fysisk blokade mod polske bygningshåndværkere, hvis firma nægtede at tegne overenskomst. Her var han lige ved at komme op at slås med en af polakkerne. De havde begge fundet improviserede våben. ”Jeg opfattede ikke den polske familiefar med hammeren som min fjende. Jeg så ham som en kollega, der var blevet tvunget til at forlade sin familie for at finde arbejde. Alligevel stod vi den dag over for hinanden, med hvert vores våben i hånden”.

Fagforeningens erfaringer og arbejderklassens nationale selvforsvar

”I den københavnske bygge-fagbevægelse må vi i dag erkende, at vores nationale selvforsvar først og fremmest handlede om at sikre vores egne løn- og arbejdsforhold. Vi brugte meget lidt energi på at organisere os sammen med de østeuropæiske kolleger. Det kunne man se i den totale mangel på skriftlige materialer på andre sprog end dansk.  Vi var ”udelukkende en forening for folk, der talte dansk” og ”vores interesse for migrantarbejderne begrænsede sig groft sagt til håndhævelsen af vores danske overenskomster.” … Resultatet var selvfølgelig, at vi stort set ikke havde nogen emigrant-medlemmer (s. 73).

Jakob beskriver det begyndende fjendskab, som han ser som en blindgyde. ”Arbejderklassens selvforsvar kommer ofte til at handle om at forsvare den nationale arbejderklasse, som vi selv er en del af, mod konkurrencen fra de andre nationale arbejderklasser” (s. 54).

Arbejdsgiverne var usynlige: Det var migrant-arbejderne vi så bryde vores blokader, overtage vores arbejde og bryde sikkerhedsreglerne rundt om på de københavnske byggepladser.”

”Mine kollegaer og jeg solidariserede os selvfølgelig først og fremmest med dem, vi lignede og kunne tale med, og det var vores landsmænd.”

Men de synes også der er ”uheldige sideeffekter”: At sætte begrænsninger for emigranternes adgang – frem for at begrænse arbejdsgivernes mulighed for at udnytte dem. Et fokus der understøtter følelsen af, at emigranterne er vores konkurrenter, og som dermed undergraver vores evne til at tale, organisere og kæmpe sammen” (s. 69).

Ud fra det tegner han et billede af en splittelse i arbejderklassen, der også fører til øget opbakning bag højrenationale partier i arbejderklassen.

Han konkluderer: ”Jeg tror ikke det nationale selvforsvar i længden kan løse vores problemer.” (s. 77)

Resten af bogen går med undersøgelser og overvejelser af, hvordan arbejderklassen kan etablere et sådant globalt selvforsvar.

Perspektiv: En global arbejderbevægelse

Et polsk firma løber om hjørner med 3F: De har oprettet et firma i DK, men lukker det lige inden året er gået, og opretter et andet firma med samme adresse og ejer. Det lukker også lige inden der er gået et år, og i dets sted åbner et nyt firma. På den måde undgår de at betale skat, følge overenskomster og betale bøder til arbejdsretten. 3F vidste, den var gal, men var magtesløse. De manglede kontakter i Polen og kunne ikke organisere de polske migrantarbejdere (s. 87).

”Hidtil har de nationale arbejderbevægelser i store træk forsøgt at finde disse løsninger hver for sig, i hver sin nationale boble, men jeg er overbevist om, at vi bliver nødt til at møde de globale problemer med globale løsninger, der er skabt af globale bevægelser. Den globale opvarmning kalder på en global miljøbevægelse, den globale oprustning kalder på en global fredsbevægelse, den globale ulighed kalder på en global arbejderbevægelse.” (s. 98)

”Hvordan skaber vi en global arbejderbevægelse, der kan udfordre de multinationale virksomheders magt over vores økonomi – og skabe et globalt selvforsvar af arbejderklassen? 

De to store globale fagforeningsstrukturer er ITUC: 181 mio. medlemmer i 163 lande, og WFTU: 92 mio. fra 126 lande. Det lyder af meget. Men sammenholdt med anslået 2,9 mia. arbejdere giver det kun 7 % organisering (s. 109).  Yderligere er disse organisationers økonomi og aktivitet begrænset. Jakob Mathiassen har dog også fundet nogle mere opløftende eksempler.

Uni Global, som er en del af ITUC, startede i 2014 ”Amazon alliance”. Alliancen er med fagforeninger fra Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Italien, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, USA og Australien. Alliancen kræver overenskomst, og har organiseret strejker på store salgsdage som ’Black Friday’. I 2018 lykkedes det at tvinge Amazon til den første overenskomst i Italien.

Et andet eksempel var en strejke i USA  mod Verizon, hvor mere end 40.000 arbejdere deltog – organiseret af Communication Workers of America. En del af konflikten var protest mod salg af call centre til Filippinerne.

Midt under strejken fik den amerikanske fagforening en henvendelse fra filippinske arbejdere med forslag om gensidig solidaritet.

Det førte til en fælles protest mellem filippinerne og amerikanerne, og det endte med sejr i begge lande ….  og konklusionen, at ”den fælles kamp ændrede de amerikanske arbejderes syn på de filippinske arbejdere. Fra at de var blevet betragtet som konkurrenter, til de i dag bliver set som kollegaer.” (s.119).

Forsvar emigranterne – organiser dem!

Bogen slutter med at fortælle om to succeser – en dansk og en schweizisk – i organiseringen af migrantarbejdere.

Fagforeningen 3F BJMF – Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening – havde i 2010 succes med at organisere migrantarbejderne på Metro Cityringen.

”BJMF satte migrantarbejderne i centrum for sin indsats mod social dumping på Cityringen. Det lyder ekstremt simpelt, men det er faktisk umådeligt kompliceret.” Jakob giver her et jordnært eksempel på, hvad det vil sige at sætte migrantarbejderen i centrum: Det er fagforeningens strategiske mål at organisere folk, for at de kan få overenskomstmæssig løn. Men hvis migrantarbejderne ønsker rådgivning om skatteforhold, så må man give det.

”BJMF’s indsats ændrede fuldstændig migrantarbejdernes arbejdsliv på det københavnske metro-projekt. I nogle tilfælde fordoblede migrantarbejderne deres timeløn fra 70 til 140 kr. i timen. Men migrantarbejderne ændrede også BJMF. BJMF er ikke længere udelukkende en fagforening for danske arbejdere. Den er ved at udvikle sig til en fagforening for alle, der arbejder i Danmark. ”Fagforeningen har materiale på mange forskellige sprog og klubber for fagforeningsmedlemmer, der taler polsk, litauisk, rumænsk eller portugisisk. Fagforeningen er inde i en ”rivende udvikling”.

Den schweiziske fagforening UNIA har haft et målrettet arbejde med at organisere migrantarbejdere siden 1960’erne. Jakob citerer en faglig leder i UNIA, Vasco Pedrina, som konkluderer, at der var to vigtige elementer for at det lykkedes at organisere migrantarbejdere. Den første var beslutningen om at ansætte statsborgere fra oprindelseslandene i fagforeningerne; det andet var særlige strukturer for vandrende arbejdstagere på basis af sprog, nationalitet eller interesse.

I dag er størstedelen af medlemmerne migrantarbejdere … og mange af de faglige ledere. Fagforeningen udgiver en emigrantavis på 6 forskellige sprog og man arbejder sammen med en polsk bygningsarbejder- fagforening som hjælper med, at UNIAs sejre bliver omtalt i Polen.

Migrantarbejderne er også aktive og ”i mange faglige demonstrationer er de fleste af deltagerne emigranter”.  Det ændrer også de lokale arbejderes syn på dem – så de ser dem som en allieret i stedet for som en trussel.

Den schweiziske fagforeningsleder konkluderer: ”I ethvert kapitalistisk system vil der være nogle arbejdsgivere, der skruppelløst bruger vandrende arbejdstagere til at lægge et pres på lønningerne. Der er to måder at modstå dette pres: 1) En fælles national-emigrant kamp mod løndumping og social dumping. 2) Et krav om kvoter i håb om, at manglen på arbejdskraft automatisk vil føre til højere lønninger. Historien har vist, at den anden vej er en blindgyde. For det første er ethvert kvotesystem uundgåeligt ledsaget af en diskrimination af de vandrende arbejdstagere, og diskrimination fører til forringede løn- og arbejdsvilkår i en løndumpningsdynamik.” (s. 133).

Jakob erklærer sig for ”stort set enig”, men ser også forsøget på at begrænse tilgængeligheden af billig arbejdskraft som ”en nødvendig forsinkelsesaktion”.

Jakob Mathiassen har skrevet en bog, der både er jordnær, og som samtidig stiller store og helt afgørende spørgsmål. Han har også fundet centrale eksempler frem, som giver ideer til, hvordan vi praktisk set kan komme fremad. Godt arbejde!

Drømme og Støv er skrevet af Jacob Mathiassen, og er udgivet på Solidaritets forlag. Læs mere om bogen her

Mikael Hertoft er medlem af hovedbestyrelsen i Enhedslisten og kontaktperson for Enhedslistens Internationale Udvalg.