6 min. læsetid

I maj udgiver Solidaritet en ny bog om international arbejdskamp. Forfatteren bag er betonarbejderen Jakob Mathiassen, som beskriver de udfordringer den globale arbejderklasse står overfor i den globale økonomi. I bogen giver han en række håndfaste bud på, hvordan de kan mødes.


Af Michael Schølardt

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er arbejder-omslag-2web.jpg
Drømme og Støv er udgivet på Solidaritets Forlag, og kan købes her på siden

Drømme og Støv starter med at fortælle om en faglig blokade på en byggeplads ved Den kongelige Mønt. Konflikten mellem de danske bygningsarbejdere, der blokerede pladsen, og de polske bygningsarbejdere inde på pladsen blev hurtigt bitter og personlig. Den økonomiske krise havde netop ramt verden, og for bygningsarbejderne på hver side af belejringen, handler kampen ikke om teoretiske begreber som ‘arbejdskraftens frie bevægelighed’ og ‘den danske model’, men om hvem der fremover ville kunne forsørge sin familie ved at arbejde som bygningsarbejdere i Danmark.

Forfatteren ender med at stå med våben i hænderne over for en lige så velbevæbnet polsk kollega. Det er bl.a. dén oplevelse, der har fået forfatteren til at lede efter nye og mere globale strategier, der vil gøre det muligt for den danske og den polske håndværker at stå side om side ved den næste blokade.

Her følger sidste afsnit fra bogen:


Bind din vogn til en stjerne

Det havde regnet voldsomt i december 1915 i Nordfrankrig. Nogle steder så voldsomt, at skyttegravene var blevet oversvømmet på begge sider, og soldaterne måtte kravle op af hullerne for at undgå at drukne i det mudrede vand. Der stod de så, de to grupper af henholdsvis tyske og franske soldater, drivvåde, hundesultne og ubeskyttede overfor hinanden i ingenmandsland. De burde nok have begyndt at skyde på hinanden, men i stedet sluttede de en våbenhvile, og ingenmandsland blev for en kort stund til allemandsland. Der var ikke nogen særlig lejlighed til denne våbenhvile, de forstod bare hinandens lidelser. Så i stedet for at myrde hinanden udvekslede de to grupper tobak, kaffe og vin. Under den uofficielle våbenhvile holdt en af de tyske soldater en kort tale. Franskmændene forstod ikke tysk, men da talen var forbi knækkede den tyske soldat sit gevær ved at slå det mod et træ. Dermed forstod franskmændene, at det havde været en tale om fred, og de begyndte alle sammen at synge internationale. De sang på hver sit sprog, men melodien havde de tilfælles. Da sangen var forbi, var våbenhvilen det også. Officererne var ankommet til stedet og sørgede for at genne soldaterne tilbage til deres respektive skyttegrave. Nogle dage efter har de formentligt dræbt hinanden i en af den meningsløse krigs mange meningsløse slag.

I dag ser det ud, som om de højrenationalistiske regimer er ved at ruste sig til endnu en altødelæggende verdenskrig, om de sidste ressourcer på planeten, og vi står stadig overfor hinanden ude af stand til at tale sammen. Jeg tror kun, vi kan undgå denne katastrofe, hvis vi omfavner globaliseringen og lære at tale og kæmpe sammen i nye globale bevægelser, heriblandt en global arbejderbevægelse


I dag ser det ud, som om de højrenationalistiske regimer er ved at ruste sig til endnu en altødelæggende verdenskrig, om de sidste ressourcer på planeten, og vi står stadig overfor hinanden ude af stand til at tale sammen. Jeg tror kun, vi kan undgå denne katastrofe, hvis vi omfavner globaliseringen og lære at tale og kæmpe sammen i nye globale bevægelser, heriblandt en global arbejderbevægelse. Det vil bestemt ikke være nogen nem opgave at skabe en global arbejderbevægelse. Og en sådan opbygning af en global arbejderbevægelse vil kræve en omfattende investering af ressourcer. Det anerkender jeg fuldt ud.

Jakob Mathiassen har tidligere skrevet den anmelderroste bog ‘Beton’, der handler om livet i byggebranchen set fra skurvognsperspektivet. Nu er han igen bogaktuel med Drømme og Støv på Solidaritets forlag.

Der vil helt sikkert være ganske mange i den danske arbejderbevægelse som vil være mere end modvillige til at fjerne ressourcer fra det politiske og faglige arbejde i Danmark for at overføre dem til et endnu uprøvet globalt arbejde. Som betonarbejder i Danmark vil jeg heller ikke være tryg ved, at den danske arbejderbevægelse opgiver det nationale selvforsvar fra den ene dag til den anden for at kaste sig hovedkulds ud i et nyt globalt selvforsvar. Det nationale selvforsvar har, som sagt, holdt hånden under mine løn og arbejdsforhold ude på de københavnske byggepladser. Jeg har også argumenteret for, at arbejderbevægelsen skal opruste sin tilstedeværelse i og beskyttelse af den danske arbejderkultur og identitet, og det kræver et fortsat stærkt fokus på den nationale arbejderklasses ve og vel. Det jeg argumenterer for, er at vi skal gå på to ben i denne sag, og gradvist overføre flere ressourcer og politisk vægt til det globale ben. Det er mit indtryk, at den danske arbejderbevægelse, i lighed med 3F´s byggegruppe, lægger mindre end 1% af sine ressourcer og politiske styrke på det globale ben. Det er ikke at gå på to ben, det er, billedligt talt, det samme som at hinke.

Jeg håber, at jeg med denne bog har vist, at denne overførsel af ressourcer til det globale selvforsvar er absolut nødvendig og at globale fagforenings føderationer som UNI, og lokale fagforeninger som BJMF, allerede har gjort sig meget virkelige erfaringer, som vi kan trække på i det kommende arbejde. For den globale arbejderbevægelse kan kun skabe de løsninger, vi mangler, hvis vi tør tro på den. Hvis vi tør tro på, at vi kan surfe globaliseringens tsunami og for alvor prioritere opbygningen af den globale arbejderbevægelse. Vi må gøre som de ludfattige arbejdere, der skabte den danske arbejderbevægelse, og turde sætte os selv et ambitiøst mål for fremtiden, og prioritere vores resurser benhårdt efter at nå dette mål.
Det haster. For der er mere på spil end vore løn og arbejdsforhold alene. Den globale opvarmning, den globale forurening, den globale ulighed, den globale befolkningstilvækst og den globale oprustning er alle meget virkelige globale problemer, som truer med at reducere alle vores drømme til støv. Men jeg er overbevist om, at den globale arbejderbevægelse kan være den afgørende magtfaktor i de kommende årtiers kampe for at skabe fremtidens sociale og demokratiske løsninger på disse problemer. Ligesom den danske arbejderbevægelse var den afgørende magtfaktor i kampen for det danske demokrati og velfærdssamfund.

Arbejdere i alle Lande, foren jeres løfter, I har en verden i skal redde!

Køb Drømme og Støv her



Solidaritets Forlag udgiver bøger fra den danske og internationale klassekamp. Læs mere nyt fra forlaget her.