Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
24. maj. 2024

Frederik Vads angreb på vores kollegaer er et angreb på arbejderbevægelsens værdier

Der har været pinlig tavshed fra hovedparten af fagbevægelsen og særligt fra de fagforbund, hvis medlemmer bliver mistænkeliggjort og stigmatiseret af Socialdemokratiets Frederik Vad. Ikke-vestlige indvandrere kan spise nok så mange frikadeller, tale nok så perfekt dansk og gå nok så meget i kirke. I højrefløjens og Socialdemokratiets øjne bliver de i kraft af deres etniske oprindelse aldrig danske

Foto: Marie Hald

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

LFS og vores forbund FOA har tusindvis af medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk. De går på arbejde hver dag sammen med os andre, men de er med et populistisk trylleslag fra Folketingets talerstol gjort til femtekolonne-mennesker, som undergraver Danmarks lovlige styre til fordel for islam og despotiske regimer. 

I årtier har etno-arbejdere lagt ryg til angreb efter angreb fra først den yderste højrefløj, efterfulgt af den samlede højrefløj og i de senere år også fra centrumvenstre-partier anført af Socialdemokratiet. Den konfrontatoriske og nedladende retorik mod etno-arbejdere har nået nye og skræmmende højder med Frederik Vads angreb og Mette Frederiksens billigelse.

Det er skræmmende, fordi Frederik Vad henter sin argumentationslogik fra den yderste højrefløjs (franske Génération Identitaire) konspiratoriske ide om den store befolkningsudskiftning, hvilket også omfavnes med hud og hår af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

Pluralisme for alle, der hader muslimer

Frederik Vads erkendelse er, ”at arbejde, uddannelse, bolig, turpas til foreningslivet og en pletfri straffeattest ikke er nok, hvis man samtidig bruger sin position til at undergrave det danske samfund indefra”. Her fremmanes billedet af en skjult fjende, der forklædt som velintegrerede borgere underminerer Danmark.

Kamppladsen er ikke længere kun ghettoområderne, nu kan værdikampen også hjemsøge ”Københavns Professionshøjskole”, ”et apotek i Nordsjælland” eller ”et kantinebord i en statslig styrelse”. Overalt kan skjulte bærere af samfundsundergravende værdier gemme sig.

Så lad os kalde tingene ved deres rette navn: Etnopluralisme, som omfatter alle, der hader muslimer.

Etnopluralismen adskiller sig umiddelbart fra nazismens idéer om racehierarki og herrefolk. Det er imidlertid kun på overfladen, for under den tynde fernis af ligestillingsretorik er alt velkendt. Etnopluralisterne har blot erstattet ”folk” med ”kultur” og ”race” med ”etnicitet”, og den etniske pluralisme er ikke andet end orwellsk newspeak for raceadskillelse.

Ved at fokusere på etnicitet som afgørende præmis for kulturel identitet, får etnopluralismen i virkeligheden den samme biologiske determinisme som nazismen. Ikke-vestlige indvandrere kan spise nok så mange frikadeller, tale nok så perfekt dansk og gå nok så meget i kirke. I højrefløjens og Socialdemokratiets øjne bliver de i kraft af deres etniske oprindelse aldrig danske.

Arbejderbevægelsen er antiracistisk

Arbejderbevægelsen er antiracistisk og antifascistisk i vores kerne. Så et angreb på vores etniske kollegaer og medlemmer er et angreb på alle os andre.

Socialdemokratiet har både designet og accepteret menneskefjendske arbejdsmarkedsreformer, undergravning af dagpengesystemet, kursen mod Europas højeste tilbagetrækningsalder og sidst men ikke mindst afskaffet store bededag og indført budgetloven, som kvæler velfærdsstaten til døde.

Men dråben, der får bægeret til at flyde over, er Socialdemokratiets åbenlyse knæfald for højrefløjens indvandrerfjendtlighed. Det er på tide, at arbejderbevægelsen og fagbevægelsen bryder det symbiotiske forhold til Socialdemokratiet. Vi gider ikke høre på flere pseudosolidariske taler fra socialdemokratiske politikere, som har forrådt og splittet arbejderbevægelsen. 

På vegne af forretningsudvalget i LFS – Landsforeningen For Socialpædagoger

Om skribenten

Jan Hoby

Jan Hoby

Næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger.   Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER