Fredsaftale om Ukraine

Torsdag den 24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine med det formål at tage magten i Kyiv, afsætte den valgte regering og indsætte sin egen. De russiske tropper mødte dog med det samme en modstand, som hverken Rusland eller vel nogen andre havde ventet, da Ruslands militære kapacitet er ti gange større end Ukraines.

En måned efter invasionen begyndte, måtte Rusland opgive at erobre hovedstaden, og det erklærede formål har siden da været at erobre de østlige regioner Luhansk og Donetsk (tilsammen: Donbass).

Der er ingen tvivl om, at Ukraine er en kapitalistisk stat på linje med alle andre stater i Europa, men landet er ikke en imperialistisk magt. Siden opløsningen af Sovjetunionen har Rusland derimod været en stat, der i stigende grad er blevet en imperialistisk stormagt, hvor Ukraine er det seneste mål for erobring.

Jeg er ikke mere militarist end pacifist, men Ukraine er i sin fulde ret til at forsvare sin selvstændighed med de nødvendige midler og tage imod den hjælp, de kan få.

Krigen har nu varet i over et år, og titusindvis soldater og civile er døde. På slagmarken i Donbass er fronten nærmest frosset fast, og på begge sider bygger militæret op til en større offensiv.

Det må stoppes, før det løber løbsk, og alle krigens ødelæggelser og rædsler vokser i omfang og fortsætter på ubestemt tid. Alle ved, at krigen i Ukraine må slutte med en fredsaftale. Før eller siden, og jo før, jo bedre.

Krig og fred er for vigtig til at overlade til de militære ledere, og politik er for vigtig til at overlade til politikere.

Otte punkter for fred

Jeg foreslår derfor, at Solidaritet opretter en fast rubrik, hvor de mange, tænksomme læsere kan følge og bidrage med forslag til en fredsaftale, der afslutter krigen. Det skal ikke være en invitation til alenlange analyser om historien og krigens gang og hvem, der har interesser i hvad – det må finde plads andre steder.

Her skal alene være fokus på, hvordan krigen kan sluttes, og freden kan vindes. Ingen kan løse denne opgave alene, men alle kan bidrage med noget. Her er mit bidrag til en fredsaftale om Ukraine:

1. Forhandlingerne om fred indledes med et møde med repræsentanter for krigens vigtigste direkte og indirekte parter – Ukraine, Rusland, USA og Kina – som erklærer en våbenstilstand, der træder i kraft umiddelbart.
2. Rusland trækker alle sine tropper ud af regionerne Luhansk og Donetsk i Ukraine og tilbage til de internationalt anerkendte grænser før 24. februar 2022.
3. Der oprettes en fem kilometer bred zone langs grænsen mellem Ukraine og Rusland, hvor der alene er militær adgang for en fredsbevarende styrke under FN, som overvåger området og våbenstilstanden.
4. Der gennemføres samtidige folkeafstemninger i Luhansk, Donetsk og Krim om, hvilken stat regionerne skal tilhøre. Her vil være tre muligheder: Ukraine, Rusland eller en selvstændig stat.
5. Det sikres, at alle voksne personer, der før 24. februar 2022 havde fast ophold i Luhansk, Donetsk eller Krim kan deltage i afstemningen, der gennemføres under kontrol af OSCE.
6. Det sikres, at alle nationale mindretal i alle dele af Ukraine har fulde demokratiske rettigheder – før, under og efter folkeafstemningerne.
7. Ingen af de militære alliancer, der omfatter lande i Europa, optager nye medlemmer.
8. Der indkaldes en europæisk sikkerheds-konference, der har til formål at indgå en sikkerhedsaftale, som kan erstatte de militære alliancer, der omfatter lande i Europa. Samtlige lande i Europa inviteres til konferencen.    

Freden skal være for ukrainerne – ikke for stormagterne

Formålet med en fredsaftale er hverken, at Rusland eller NATO (USA) vinder, men at de begge taber. Derfor må det være en del af fredsaftalen, at den ikke kun skaber fred i Ukraine, men også fungerer som en bremse på den tiltagende oprustning, der sker i hele Europa – herunder Danmark.

Den eneste afgørende vinder med fredsaftalen må og skal være befolkningen i de områder i Ukraine, som krigen aktuelt drejer sig om. Det er dem og ingen andre, der med eller uden vågen skal bestemme, hvor de hører til.

Derfor skal en fredsaftale ikke indgås hen over hovedet på de mere end seks millioner mennesker, der bor i Donbass, uanset om de taler ukrainsk eller russisk, og uanset om de foretrækker at tilhøre den ene stat fremfor den anden.

Det skal derfor sikres, at de to imperialistiske stormagter – USA og Rusland – ikke indgår en hemmelig aftale under bordet, men at folket i Donbass og resten af Ukraine selv kan vælge sin fremtid. Ukraine skal derfor have ret til at nedlægge veto mod enhver fredsaftale.

Den politiske opgave er som altid at finde det område, hvor det nødvendige mødes med det mulige. Hvis ikke kernen i hvert af de otte punkter er med, kan en våbenhvile måske aftales, men det vil være på lånt tid, indtil krigen blusser op igen. 

Ingen af krigens direkte og indirekte parter får alle deres militære og politiske mål opfyldt, men det er et vilkår, de skal presses til at acceptere. Der er stærke kræfter på begge sider af fronten, der har illusioner om, at de kan vinde krigen uden politiske indrømmelser, men de tager fejl.

Der er ekstreme nationalister i Moskva, der ikke frivilligt vil flytte sig en tomme, og der er ekstreme nationalister i Kyiv, der ikke frivilligt vil lade folket i Donbass selv afgøre, hvilken stat de vil være en del af.

Fredskravet skal overdøve våbnene

Det er fælles for dem, at de er indskrænket af det tunnelsyn, der rammer de krigsførende parter i enhver krig. Et forslag til en fredsaftale er et lys for enden af tunnelen, og en politisk kamp for fredsaftalen er et af midlerne til at komme ud af den.

En krig kan stoppe, fordi den ene part mister styrken til at kæmpe, men først efter tusinder og atter tusinder af mennesker har mistet livet. Men den kan også stoppe, fordi en omfattende bevægelse med politiske krav om fred overdøver våbnene – og kravene til en fredsaftale kan bidrage til at skabe denne bevægelse.

I mit eget parti Enhedslisten er spørgsmålet om indholdet i en fredsaftale den store elefant i rummet, når vi taler om krigen i Ukraine. Enhedslisten har med god grund støttet våbenhjælp til Ukraine, og vi er med god grund gået imod større bevillinger til det danske militær.

Indtil nu har Enhedslisten forsømt at være fredens stemme, der taler for en fredsaftale om Ukraine. Jeg har med dette indlæg forsøgt at gøre den politiske elefant synlig og ser frem til, at andre tager tråden op.