Galschiøts statue af B&W-arbejder er mere historisk monument end kunstværk

I de seneste år er Amager og Christianshavn blevet beriget med flere statuer i det offentlige rum. Senest er Jens Galschiøts statue af en B&W-arbejder blevet indviet på Børnehusbroen i kanten af Christianshavns Torv. Arbejderen står i sit arbejdstøj og skuer mod den forhenværende maskinfabrik, B&W Motor, længere nede ad Christianshavns Kanal.

For to år siden fik krydset mellem Amager Boulevard og Amagerbrogade opsat en bronzeskulptur med titlen Godot, og sidste år var det en abstrakt bronzeskulptur, der blev rejst på Christmas Møllers Plads.

Forskellen mellem de tre skulpturer er interessant, da den i mine øjne belyser, hvorfor Galschiøts nye figur ikke rammer kunstnerisk i bull’s eye.

Historisk monument

Galschiøts skulptur er blevet til på lokalt initiativ. Som mange statuer i det offentlige rum er B&W-arbejderen et historisk monument. Den markerer og synliggør kvarterets historie som gammelt arbejderkvarter, hvor der lå flere store, industrihistorisk vigtige virksomheder – ud over maskinfabrikken, der producerede skibsmotorer, også skibsværftet Burmeister & Wain på den nærliggende Refshaleø.

Galschiøts statue forestiller en værftsarbejder, ikke en maskinarbejder. Placeringen er derfor lidt paradoksal, da det er maskinfabrikken, figuren ser mod – ikke værftet. Det skyldes sikkert, at Christianshavns Torv er bydelens centrale og mest befærdede plads. Statuen ville være anderledes uset, næsten skjult, hvis den var sat op på Refshaleøen. Nu er den omringet af pladsens hektiske byliv med gående, cyklende og kørende beboere og forbipasserende.

Statuen af skibsarbejderen er to meter høj. På afstand er figuren ikke specielt synlig og falder helt ind i bybilledet. Det er først tæt på, at man opdager ”overdimensioneringen” af arbejderen i forhold til gennemsnitshøjden på værtsarbejdere.

Det er også først helt tæt på, man kan se, at ansigt og hænder er helt naturalistisk udført i bronzen med gengivelse af et arbejdslivs aftryk i form af rynker og blodårer, mens figurens arbejdstøj, der ser ud til at være lavet af en anden slags metal, er udført mindre detaljeret, men dog uden at bryde med realismen.

Personligt er jeg ikke specielt begejstret for statuens æstetik. Der er et eller andet, som generer mig i Galschiøts naturalistiske tilgang: Han interesserer sig mere for realistiske detaljer som værktøj i lommerne på arbejdsdragten og en kaffekande i arbejdstasken ved siden af figuren, end om at give statuen et selvstændigt, æstetisk interessant udtryk.

Det er alene skulpturens sociale funktion, markeringen af arbejderhistorien, der efter min mening giver statuen en kunstnerisk betydning og værdi.

Stilisering kan nedbryde endimentionalitet

Det står i modsætning til en to år gammel Christian Lemmerz-skulptur, Godot, et par hundrede meter derfra. Lemmerz’ figur placerer sig på sin vis inden for en naturalistisk tradition, men den bryder også med den tradition ved at være en groft skitseret og stiliseret menneskelig figur. Den har eksempelvis ikke et ansigt.

Det betyder, at det er iagttageren, der må bestemme, om statuen forestiller en hjemløs drukkenbolt, en skurk fra et fantasiunivers eller en teaterfigur fra Samuel Beckets skuespil, ”Mens vi venter på Godot.” Det rum for tolkning betyder, at jeg næsten altid standser op ved statuen, når jeg kommer forbi.

Lemmerz’ figur er stillet op på et gadehjørne, hvor den indtager en monumental position som ”ejer” af fortorvspladsen. I modsætning til Galschiøts figur er dens blik ikke rettet ud mod noget ydre. Det hætteklædte hoved er vippet forover, så blikket virker rettet mod jorden eller figurens maveregion. Det skaber en aura omkring figuren, der får skulpturen til at virke dobbelt så stor som den bronze, den fysisk set består af.

Selv om figuren med dens kropsholdning er iscenesat som indadvendt og selvreflekterende, så er der samtidigt noget ubestemmeligt truende over den, noget der er understreget af figurens monumentale maskulinitet.

Det er ikke sikkert, at skulpturen på længere sigt vil beholde den dobbelthed af introvert kontemplation og ekstrovert potentiel trussel. Da statuen blev stillet op for to år siden, var den helt matsort, hvilket gav den en stiliseret anonymitet – men iltningen af kobberet betyder, at grøn ir nu er begyndt at krybe op ad figurens fødder og nederste del af benene. Det vil – formoder jeg – på sigt ændre figuren, så det ubestemmeligt truende vil mindskes. Figuren vil måske ligefrem træde ud af anonymiteten og få en specifik personlighed?

Noget lignende kan måske også ske med Galschiøts figur: At ir og tidens tand vil gøre æstetikken omkring skibsværftsarbejderen mere interessant. Lige nu synes jeg, at figurens socialrealistiske træk, dvs. dens mangel på stilisering, reducerer oplevelsen til alene en markør af tidligere arbejderliv i kvarteret.

Velkommen til lorteøen

Sophia Kalkaus skulptur, Zygote, der står midt mellem Galschiøts og Lemmerz’ figurer, blev opsat i 2023. Den er ligesom Galschiøts og Lemmerz’s værker lavet i bronze – og den vil også med tiden irres og blive grøn.

Det mærkværdige ved skulpturen er, at den af kunstneren er skabt til placeringen på Chrismas Møllers Plads, men den er placeret ude i siden af pladsen, tæt op ad et hus, der er højere end skulpturen, og midt mellem elmaster, vejskilte og trafikreguleringslys.

Det får figuren til at virke skubbet af vejen. Jeg synes, det havde været mere oplagt at placere den midt på pladsen / i gadekrydset, så skulpturen ville været en monumental markering og velkomst til Amager.

Især i lyset af den offentlige debat, der opstod omkring indvielsen i efteråret 2023: Selv om skulpturen sikkert er tænkt som en ikke-figurativ abstrakt figur, udløste dens lighed med en buttplug højlydt debat, da skulpturen blev rejst. Mange reagerede med seksuel snerpethed eller kunstfjendsk forargelse.

Jeg syntes personligt, det er ekstremt morsomt, at en ti meter høj buttplug hilser alle trafikanter velkommen til lorteøen, som Amager tit omtales.

Hvis figuren så ovenikøbet blev flyttet ud midt i krydset, så ingen kan overse den, så vil det være en velfortjent fuckfinger til alle puritanere og kunsthadere.

Sådan en provokation vil Galschiøts skibsarbejder ikke udløse. Den vil diskret mingle sig ind i dagliglivet på Christianshavns Torv uden at gøre noget væsen af sig. Og forhåbentlig vil irring og patina med tiden gøre selve figuren mere interessant.