Schweiziske aktivister i aktion for borgerløn (2013). Er en garanteret indkomst for alle borgere vejen frem? Foto: Generation Grundeinkommen / Flickr
6 min. læsetid

Hjælpepakkerne skal afvikles, men der er stadig brug for statstilskud. Hvis ikke Danmark skal have planøkonomi, må staten slippe sit detalje-greb om erhvervslivet og i stedet fastsætte rammer for markedsøkonomien og sørge for en fremtidig balance på de offentlige budgetter.


Af Margit Kjeldgaard

Hidtil har Folketinget støttet samfundsøkonomien via private virksomheder. Der udbetales lønkompensation, kompensation til virksomheders faste udgifter og en række kompensationsordninger til selvstændige, freelancere, m.v.  Det har vist sig ganske vanskeligt at tilgodese alle med et behov for hjælp i denne helt ekstraordinære situation.
Hovedsigtet har været – at arbejdspladserne skulle bevares, og at hjælpepakkerne er midlertidige. Nu hvor der lukkes op i flere og flere brancher, skal der andre redskaber til.

Fra corona-planøkonomi til rammer for markedsøkonomien

Som ekspertudvalget bestående af tre professorer forklarede i rapporten, vil der altid i en markedsøkonomi være en udvikling, hvor nogle virksomheder går ned, og andre opstår – og den dynamisk skal genskabes.

Hvis ikke Danmark skal være en planøkonomi, må staten slippe sit detaljerede greb om erhvervslivet og i stedet fastsætte rammer for markedsøkonomien og sørge for en fremtidig balance på de offentlige budgetter.

Venstre: Nedsæt momsen

Oppositionens største parti, Venstre, foreslår en midlertidig nedsættelse af momsen. Det er et usikkert redskab, fordi der ikke er nogen garanti for, at det giver større omsætning og genskaber beskæftigelse. Al eksport er allerede fritaget for moms, og på det indenlandske marked behøver virksomhederne ikke at nedsætte priserne, hvis de hellere vil have høj avance /profit. Det er næppe Venstres idé, at staten skal lave en Prislov, som i 1939 – hvor staten (Prisdirektoratet) fastsatte 3.300 maksimal-priser, 200 maksimal-avancer og behandlede klager fra forbrugerne og førte kontrol. Det krævede mange embedsmænd, og alligevel blev maksimalpriserne overtrådt med bøde, hæfte og fængsel samt sortbørs til følge. (Kilde: Dansk Social Historie 1940-1983, af Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen). Hvis ikke staten blander sig i priserne, vil momsnedsættelse blot være endnu en skattelettelse, dvs. traditionel politik fra højrefløjen.

SF: Check til børnefamilierne

SF foreslår en check til børnefamilierne. Det kan minde lidt om Dansk Folkepartis ældrechecks, altså hvert parti hytter sine vælgersegmenter. Men SF’s forslag er let at administrere, for i forvejen får børnefamilierne tilskud hvert kvartal i form af den såkaldte børnefamilieydelse eller ”børnecheck”. Det kan meget vel være at en stor del vil blive omsat i ekstra forbrug, som kan genskabe dansk produktion og beskæftigelse, men det kan også være at børnefamilierne køber smartphones eller andre importvarer. Børnefamilieydelse er en såkaldt universal ydelse, alle får den uanset indkomst.

Enhedslisten: Tilskud til indtægter under 32.000 kr.

Enhedslisten har derimod foreslået et målrettet tilskud til voksne med lave indtægter. Modtagerne skal være 18 år og derover, ikke bo hjemme hos forældre og tjene mindre end 32.000 kr. Det er let nok at finde dem, der opfylder alderskravet – men det kræver en del bureaukrati at finde frem til de unge, der ikke bor hjemme, og finde dem der ikke tjener mere end 32.000 kr.

Sådanne kriterier indbyder til kassetænkning og snyd. Den unge kan nok finde en proforma-adresse væk fra forældrene i en periode, og det er måske også muligt at få noget af lønnen udbetalt i naturalier eller i en anden periode end den, EL mener skal være afgørende. Det er generelt en dårlig ide at sætte borgerne i sådan en situation, hvor det koster dem penge at være ærlig.

I den nuværende situation, hvor økonomien skal have et boost, er det eneste problem med ens udbetaling til alle voksne borgere, at de, der tjener mange penge, næppe vil købe varer og tjenester i Danmark for (hele) deres tilskud

Der er også såkaldte ”samspilsproblemer”, når tilskud stopper ved en bestemt grænse. Det kender man også fra situationer, hvor forældre mister friplads til børn i daginstitution, når indtægten går op, og en folkepensionist mister pensionstillæg ved øget indkomst. Det betyder, at marginalskatten – skatten på den sidst tjente krone – bliver meget høj, måske ligefrem højere end 100 % – og det kan føre til, at folk ikke gider at tjene noget /mere. Enhedslisten argumenterer med, at der ikke er nogen grund til, at rige skal polstre opsparingskontoen endnu mere. Man vil give tilskuddene til dem, der rent faktisk vil bruge dem.

Et kompromisforslag kunne være: 10.000 kr. pr. voksen og 5.000 kr. til børn under 18 år. Udbetalingen kan ske hver måned eller i en midlertidig periode.

Læs også: Donut-økonomi – ikke ‘grøn vækst’

Forslaget er ikke nyt, det gik under navnet borgerløn, da det blev lanceret i bogen ”Oprør fra midten” i 1978. Nu bruger man oftest udtrykket basisindkomst – og ideen har bredt sig internationalt.

Forslaget har mange fordele: Tildelingskriteriet alder er objektivt; og udbetaling til voksne og modtagere af børnefamilieydelse kan ske helt automatisk. Der opstår ikke samspilsproblemer, for det vil altid være en fordel at tjene penge ved siden af basisindkomsten. Det er en universel ydelse – alle vil have en fordel af tilskuddet, så det splitter ikke befolkningen op i grupper, og dermed må forslaget lettere kunne glide ned hos flere partier.

Finansiering: Skat af årets indkomst, højere boligskatter og/eller miljø- ressourceskatter. I den nuværende situation, hvor økonomien skal have et boost, er det eneste problem med ens udbetaling til alle voksne borgere, at de, der tjener mange penge, næppe vil købe varer og tjenester i Danmark for (hele) deres tilskud, men de vil til gengæld skulle betale høj skat, når selvangivelsen er opgjort ved kalenderårets udgang. Her kunne man ønske sig, at marginalskatten var højere.

I begyndelsen af 1980’erne var marginalskatten oppe over 70 %, nu er den nede under 55 %, og det er med til at forklare den stigende økonomiske ulighed. Men det er en anden sag. Uligheden i samfundet kommer også af de meget lave boligskatter, men det er også en anden sag. Endelig kunne højere miljø- og ressourceskatter (især CO2-afgifter) bidrage til den grønne omstilling, samtidig med at de kunne medfinansiere tilskuddet.


Margit Kjeldgaard er medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og bogaktuel med: “Hvad skal vi leve af – på vejen mod socialismen?”