Ghettolov: Seniorbofællesskab er blevet hjemløst

”Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg skulle blive her altid og aldrig flytte herfra. Fordi jeg ikke vil være ensom og fordi der er et fællesskab, hvor vi kan hjælpe hinanden og nogen kan hjælpe mig. Det at jeg har gode naboer, man siger godmorgen til og altid kan gå ned i fælleslokalet” ,fortæller Hannah Pawl.

Hannah Pawl og Lisbeth Saugmann har været naboer, siden Hannah flyttede ind for seks år siden. De plejede at snakke sammen fra deres altaner, der ligger side om side og er fyldt med planter og et banner med teksten ”Nej til tvangsflytning”.

Nu er Lisbeths altan tom. Hun er flyttet, og byggeriet nærmer sig, så Hannah skal også snart være ude, selv om hun har gjort indsigelse. Flytningen gør hende vred og ked af det. Hun har fået frataget sit hjem og sin mulighed for selv at bestemme: ”Jeg får jo et andet sted at bo på et tidspunkt, men det er jo ikke mit hjem og ikke mit valg.”

En del af et større fællesskab

Lisbeth har været glad for at være en del af Mjølnerparken:

”Det passer mig godt, at bofællesskabet ligger i en almen boligafdeling, at der er nogle helt andre mennesker omkring os. At vi ikke bare er en flok hel- og halvgamle, der går og nusser om hinanden, men at der er en masse liv omkring os, og folk som er både dejlige og irriterende og støjende og hvad ved jeg. Det kommer jeg til at savne.”

Bofællesskabet ligger i to opgange med toværelses lejligheder og bestod indtil for nylig af 18 beboere. I stueetagen er der to store fælleslokaler med køkken, som har dannet ramme om fællesspisning, kaffedrikning, højtlæsning, fester og ugentlige fællesmøder.

Bofællesskabet har været en aktiv del af livet og fællesskabet i boligafdelingen og på Nørrebro. Beboerne har taget initiativ til mange fælles beboeraktiviteter i afdelingen, bl.a. julefester, lagkagefest og fejring af de unge, der afslutter uddannelse. Da Mjølnerparken og Midgården i 2022 fyldte 35 år, blev det fejret med en fest for naboer og venner imellem byggehegnene i gården.

Mange af beboerne i bofællesskabet har også været aktive i de protester, der har været mod ghettolovgivningen, de tvungne flytninger af beboerne og nedrivningen af afdelingens fælleshus.

Mens Midgården har budt ind og taget del i fællesskabet i Mjølnerparken, så har naboerne også vist omsorg for Midgårdens beboere. Blandt andet under corona-tiden, hvor der tit kom nogen forbi for at spørge, om de havde brug for hjælp. Selv om beboerne oplever unge i sorte hættetrøjer, der hænger i portene, er det ikke noget, der har skabt utryghed.

De fortæller, at de er blevet mødt med høflighed og hjælpsomhed. Beboeren Hanne Lange har oplevet unge sige: ”Bor du ikke ovre i bofællesskabet? Lad mig tage dine poser, du kan da ikke slæbe alt det. ”Og så sætter de poserne foran døren”, fortæller Hanne Lange og fortsætter:

”Det har jeg ikke oplevet andre steder. Det giver sådan en landsbystemning. Fordi man ved, at vi hører til. Vi er en del af deres hverdag, og derfor tager de hånd om os.”

Ghettopakken i 2018

At beboerne nu skal flytte, er en konsekvens af den såkaldte ghettopakke fra 2018. Janni Milsted, der ud over at være formand for seniorbofællesskabet også er næstformand i Mjølnerparkens afdelingsbestyrelse, kan fortælle, at hun tilbage i 2018 blev ringet op af boligselskabet og fik at vide, at gymnastik i beboerhuset skulle aflyses næste dag, da der skulle være et møde.

Hvad det drejede sig om, kunne hun ikke få at vide. Næste dag ankom ministrene med Lars Løkke i spidsen til beboerhuset, hvor de holdt pressemøde og fortalte, at de ville bekæmpe ”parallelsamfund”. Beboerne, der havde fået nys om, hvad der skulle ske, holdt en demonstration ved indgangen til Mjølnerparken og bestyrelsen holdt alternativt pressemøde i seniorbofællesskabets lokaler.

Ifølge loven skal der ske en reduktion af familieboliger på 60 procent i de almene boligområder, der er defineret som en ”hård ghetto” på den såkaldte ”ghettoliste”. I Mjølnerparken sker reduktionen ved at sælge til den private investor NREP. 

Et hus der ikke er bygget

At Midgården skal flytte, beror sådan set på en tilfældighed. Deres uheld er, at bofællesskabet ligger i en af de to gårde, der er blevet solgt. På den måde deler de skæbne med deres naboer i de i alt 260 lejligheder, der ligger i de to solgte gårde. Når boligerne engang er renoverede, vil de blive lejet ud til en husleje, der er højere, end hvad en folkepensionist har råd til.  

Bofællesskabet blev dog lovet, at de ville få tilbud om en samlet løsning.

Først foreslog boligselskabet, at de kunne flytte til nogle nærliggende ældreboliger på Hothers Plads. Det viste sig dog at blive for dyrt, da kommunen ikke ville bevilge huslejereduktion. Så var der et plejehjem på Amager, som viste sig at indeholde det forbudte giftstof PCB. Så et sted i Valby, der ikke havde rammerne til et bofællesskab, men blot var enkelte lejligheder på række.

På et tidspunkt foreslog Københavns kommune, at de kunne flytte over i et hus, boligselskabet Domea skal bygge på Lygten på Nørrebro. Det var beboerne interesserede i og blev præsenteret for forskellige tegninger. Da beboerne i bofællesskabet blev opsagt i et brev fra boligselskabet Bo-Vita 30. december 2022, stod der:

”Seniorbofællesskabet er sikret mulighed for samlet permanent genhusning i Domeas nyopførte Lygten 11, når afdelingen er færdigopført, forventeligt i begyndelsen af 2024”.

Vi er nu i slutningen af 2023, og Domea er endnu ikke begyndt at bygge huset. Janni Milsted taler jævnligt med dem: ”De har lovet, at jeg får det at vide med det samme, når de tager første spadestik. Men de har ikke købt grunden endnu. Og når de så har købt den, tager det et par år at bygge.”

Seniorbofællesskabet er væk

Lige efter opsigelsen indgav flere af beboerne i seniorbofællesskabet indsigelse mod at skulle flytte. Men efterhånden som byggeriet har nærmet sig deres boliger, har de fleste sagt ja til permanente boliger hver for sig.

Udsigten til et eventuelt bofællesskab i Lygten om flere år er for usikkert at vente på, og det er for opslidende at skulle flytte flere gange til midlertidige boliger. Beboerne er i alderen fra starten af 60’erne til godt op i 80erne. Som en af bofællerne, Anders Kristensen, forklarer det:

”På grund af vores alder og de forskellige handicap, man får i den forbindelse, så orker man ikke at flytte mere. Så siger man ja til noget permanent. Det har nogle af os gjort. Og på den måde bliver det opløst. Hvis der en dag sker et mirakel, og der bliver bygget noget på Lygten til et bofællesskab, så bliver det et nyt bofællesskab. Jeg tror ikke, at der bliver ret mange herfra, der vil være klar til det”.