Giftig nostalgi – fra Putin til Trump til lastbilkonvojer

Af Naomi Klein

Oversat fra engelsk “Toxic Nostalgia, From Putin to Trump to the Trucker Convoys” med tilladelse fra The Intercept 1. marts 2022

Nostalgien efter imperiet er det, der synes at drive Vladimir Putin – det og ønsket om at overvinde skammen over den knusende økonomiske chokterapi, der blev pålagt Rusland, da Den kolde Krig sluttede. Nostalgien efter amerikansk ’storhed’ er en del af det, der driver den bevægelse, Donald Trump stadig står i spidsen for – det og ønsket om at overvinde skammen over at måtte se den ondskab i øjnene, der stammer fra ondskaben i det hvide overherredømme, der udformede grundlæggelsen af USA og stadigvæk lemlæster landet. Det er også nostalgi, der giver næring til de canadiske vognmænd og lastbilchauffører, der besatte Ottawa i størstedelen af en måned, mens de svingede deres rød-hvide flag som en erobrende hær og påkaldte en mere ukompliceret tid, hvor deres samvittighed ikke blev forstyrret af tankerne om ligene af indfødte børn, hvis jordiske rester, man bliver ved med at finde på de grunde, hvor de folkemorderiske institutioner, der engang vovede at kalde sig selv ’skoler’, ligger.

Dette er ikke den varme og hyggelige nostalgi, der stammer fra barndommens vagt erindrede glæder; det er en vred og nihilistisk nostalgi, der mod alle vidnesbyrd om det modsatte klynger sig til falske minder om fordums storhed.

Alle disse bevægelser og skikkelser, der hviler på nostalgi, deler en længsel efter noget andet, noget der tilsyneladende ikke har noget at gøre med sagen, men alligevel har det. En nostalgi efter en tid, da fossile brændstoffer kunne udvindes af jorden uden ubehagelige tanker om masseuddøen eller børn, der kæver retten til en fremtid eller rapporter fra The Intergovernmental Panel on Climate Change, som den der netop blev offentliggjort i går, der, når man læser den, med FNs generalsekretær António Guterres ord skal forstås som et ”atlas over menneskelig lidelse og en fordømmelse af et fejlslagent lederskab hvad angår klimaet.” Putin står naturligvis i spidsen for en petrostat, en stat, der trodsigt har nægtet at opbløde sin økonomiske afhængighed af olie og gas på trods af den ødelæggende virkning som råvareudvindingens rutsjebane har på det russiske folk og på trods af klimaforandringernes realitet. Trump er besat af de lettjente penge, som de fossile brændstoffer tilbyder, og hvor han som præsident gjorde klimafornægtelse til et kendetegn for sin politik.

Hvad angår de canadiske vognmænd og lastbilchauffører, valgte de ikke blot 18-hjulede lastbiler i tomgang og indsmuglede benzindunke som protestsymboler, men bevægelsens ledelse er også fast forankret i den superbeskidte olie fra Albertas tjæresand. De samme aktører havde før, det blev til ’frihedskonvojen’, i 2019 iscenesat en generalprøve under navnet ”United We Roll”, der var en konvoj, der forenede et nidkært forsvar for olierørledninger, modstand mod afgifter på kuldioxid, immigrantfjendtligt fremmedhad og åbenlys nostalgi for et hvidt, kristent Canada.

Selvom der står petrodollars bag disse aktører og kræfter, er det afgørende at forstå, at olie er stand-in for et mere omfattende verdenssyn, en kosmologi, der er dybt forbundet med ideerne om Manifest Destiny(1) og opdagelseslæren(2), som opstillede både menneskeligt og ikke-menneskeligt liv i et stift hierarki med hvide, kristne mænd øverst. Olien er i denne sammenhæng et symbol på den ekstraktivistiske tankegang: Ikke blot en forestillet gudgiven ret til at blive ved med at udvinde fossile brændstoffer, men også retten til at forsætte med at tage, det man vil have, uanset hvad det er, efterlade alt forgiftet og aldrig se sig tilbage.

Derfor udgør den hastigt voksende klimakrise ikke blot en økonomisk trussel mod de mennesker, der er en del af udvindingssektorerne, men også en kosmologisk trussel mod de mennesker, der er en del af dette verdenssyn. For klimaforandringerne er Jorden, der fortæller os, at intet er gratis, at tidsalderen med (hvid, mandlig) menneskelig ’dominans’ er slut, at der ikke eksisterer et envejsforhold, der kun består af at tage, og at alle handlinger udløser reaktioner. Århundreders graven og udspyen udløser nu kræfter, der får selv de mest solide strukturer, det industrialiserede samfund har skabt - kystbyer, motorveje, olieboreplatforme – til at tage sig sårbare og skrøbelige ud. Og i den ekstraktivistiske tankegang er det umuligt at acceptere.

Når man tager deres fælles kosmologier i betragtning, burde det ikke komme som nogen overraskelse, at Putin, Trump og ’frihedskonvojerne’ rækker hænderne ud mod hinanden på tværs af ganske forskelligartede geografiske forhold og vidt forskellige omstændigheder. Derfor roser Trump Canadas ”fredelige bevægelse af patriotiske vognmænd, arbejdere og familier, der kræver de mest grundlæggende rettigheder og friheder”, Tucker Carlson og Steve Bannon opmuntrer Putin, mens vognmændene bærer MAGA-kasketter; Randy Hillier, der er medlem af Ontarios provinsparlament og en af konvojens mest højrøstede støtter, erklærer på Twitter, at ”langt flere mennesker er [allerede døde] & vil dø af stikket [Covid-vaccinerne] end i den russisk/ukrainske krig.” Og hvad med den restaurant i Ontario, der i sidste uge på sit menukort for dagens ret skrev, at Putin ”ikke har besat Ukraine”, men gør modstand mod Den store Udskiftning, satanisterne og ”kæmper mod, at menneskeheden gøres til slaver.” ​​ 

Disse alliancer synes ved første blik fuldstændig tossede og usandsynlige. Men ser man lidt nærmere efter, står det klart, at de er bundet sammen af en holdning til tiden, der klamrer sig til en idealiseret version af fortiden og hårdnakket afviser at se de svære sandheder om fremtiden i øjnene. De er også fælles om en glæde ved udøvelsen af rå magt: 18-hjuleren mod fodgængeren, den fabrikerede virkelighed, der råbes ud mod den forsigtige videnskabelige rapport, kernevåbenarsenalet mod maskingeværet. Det er den energi, der for tiden strømmer frem i mange forskellige sfærer, starter krige, angriber regeringssæder og trodsigt destabiliserer det system, der opretholder vor planets liv. Det er den etos, der ligger til grund for så mange demokratiske kriser, geopolitiske kriser og klimakrisen: En voldelig klamren sig til en giftig fortid og en afvisning af at se en mere sammenfiltret og indbyrdes forbundet fremtid i øjnene, en fremtid der afgrænses af grænserne for, hvad menneskene og planeten kan klare. Det er et ægte udtryk for det, som den nu afdøde aktivist bell hooks med et skælmsk blink i øjet beskrev som det ”imperialistiske kapitalistiske patriarki, der er tilhænger af hvidt overherredømme” – fordi man nogen gange for at beskrive vor verden præcist er nødt til at finde alle de store kanoner frem.

Den mest presserende politiske opgave, vi står med, er at lægge tilstrækkeligt pres på Putin, så han ser sin forbryderiske invasion af Ukraine som for stor en risiko til at videreføre den. Men det er kun den allermest sparsomme begyndelse. ”Der er [kun] et kortvarigt vindue, der hurtigt lukker sig, til at sikre en fremtid for planeten, vi kan leve i,” sagde Hans-Otto Portner, medformand for den arbejdsgruppe i Intergovernmental Panel on Climate Change, der udarbejdede den skelsættende rapport, der blev offentliggjort i denne uge. Hvis der i vor tid er en politisk opgave, der kan samle, er det at opstille et omfattende svar på denne opblussen af giftig nostalgi. Og i en moderne verden, der blev født af folkemord og udplyndring, kræver det, at vi udstikker en vision for en fremtid, vi aldrig før været i.

Lederne i vore forskellige lande er med meget få undtagelser langt fra at kunne hamle op med denne udfordring. Putin og Trump er bagudskuende, nostalgiske skikkelser, og de har masser af selskab fra den hårde højrefløj. Jair Bolsonaro blev valgt på at spille på en nostalgi efter Brasiliens tid med militærstyre, og det ser ud til, at Filippinerne alarmerende nok står til at vælge Ferdinand Marcos Jr. som den næste præsident – en søn af den afdøde diktator, der udplyndrede og terroriserede sin nation i størstedelen af 70erne og 80erne. Men dette er ikke bare en krise for højrefløjen. Mange liberale bannerførere er også dybt nostalgiske skikkelser, der som modgift mod den fremstormende fascisme kun tilbyder en genopvarmet neoliberalisme, der åbenlyst er i ledtog med de rovgriske erhvervsinteresser – fra de store medicinalfirmaer til de store banker – der har smadret levestandarden. Joe Biden blev valgt på det trøsterige løfte om en tilbagevenden til en før-trumpsk normalitet uden tanke for, at det var den samme jordbund, som trumpismen voksede i. Justin Trudeau er en yngre udgave af den samme strømning: Et overfladisk opmærksomhedsøkonomisk ekko af sin far, den nu afdøde canadiske premierminister, Pierre Elliott Trudeau. Trudeau Jr.s første udtalelse i 2015 på verdensscenen var ​​ ”Canada er tilbage!”, fem år senere var Bidens ”Amerika er tilbage og parat til at lede verden.”

Vi kan ikke besejre den giftige nostalgis kræfter med disse svage doser af marginalt mindre giftig nostalgi. Det er ikke nok, at være ”tilbage”; vi har et desperat behov for noget nyt. Den gode nyhed er, at vi ved, hvordan det ser ud, når man kæmper mod de kræfter, der på samme tid muliggør imperialistisk aggression, højrefløjens pseudo-populisme og klimaets sammenbrud. Det ligner i høj grad en Grøn New Deal, der er en ramme for at slippe fri for fossile brændstoffer ved at investere i overenskomstdækkede arbejdspladser med meningsfyldt arbejde, der kan brødføde en familie, som f.eks. det at bygge bæredygtige og billige boliger og gode skoler startende med de systematisk mest svigtede og forurenede områder. Og det kræver, at man bevæger sig væk fra fantasien om grænseløs vækst og investerer i vedligeholdelses- og reparationsarbejde.

Den Grønne New Deal – eller Den Røde, Sorte og Grønne New Deal – er vort bedste håb for at opbygge en solid multiracial arbejderklassekoalition baseret på at finde fælles fodslag på tværs af skel. Det er faktisk også den bedste måde at blokere for strømmen af petrodollars, der tilflyder folk som Putin, eftersom grønne økonomier, der har overvundet afhængigheden af endeløs vækst, ikke har brug for at importere olie og gas. Og det er også den måde, vi kan afskære ilttilførslen til Trump/Carlson/Bannons pseudopopulisme, hvis baser vokser, fordi de er meget bedre til at udnytte den vrede, der er rettet mod Davos-eliten, end Demokraterne, hvis ledere for størstepartens vedkommende tilhører denne elite.

Ruslands invasion understreger, hvor meget det haster med en sådan grøn omstilling, men skaber også nye udfordringer. Før Ruslands tanks begyndte at rulle, hørte vi allerede, at den bedste måde at stoppe Putins aggression på er at skrue op for produktionen af fossile brændstoffer i Nordamerika. Få timer efter invasionens start, blev hvert eneste projekt, der kan afsvede kloden, og som det var lykkedes bevægelsen for klimaretfærdighed de sidste ti år at blokere for, hektisk hentet frem igen af højrefløjens politikere og industrivenlige eksperter: Hver eneste aflyst rørledning, hver eneste forbudte terminal til gaseksport, hvert eneste område fredet for fracking, hver eneste arktiske boredrøm. Og da Putins krigsmaskine finansieres af petrodollars, fortæller man os, at løsningen er, at vi skal bore, fracke og eksportere mere af vores egen olie. ​​ 

Det hele er en katastrofekapitalistisk paradeforestilling, jeg mange gange tidligere har skrevet om. For det første vil Kina vedblive at købe russisk olie, uanset hvad der sker med Marcellus-skifferlagene(3) eller Albertas tjæresand. For det andet er tidshorisonten fri fantasi. Der findes ikke noget, der hedder kortsigtet udvinding af fossile brændstoffer. Hvert eneste af de projekter, der markedsføres som løsning på afhængigheden af russiske fossile brændstoffer, vil det tage år, før de gør deres virkning, og for at de udgifter, der er investeret skal give økonomisk mening, skal projekterne være i drift i årtier på trods af de i stadig mere desperate advarsler, vi modtager fra videnskaben.

Men selvfølgelig handler presset for nye fossile projekter i Nordamerika ikke om at hjælpe ukrainerne eller svække Putin. Den virkelige årsag til, at alle de gamle luftkasteller bliver støvet af er langt mere vulgær: Krigen har fra den ene dag til den anden gjort dem langt mere profitable. Den uge, hvor Rusland invaderede Ukraine, nåede prisen på den toneangivende europæiske olietype, Brent råolie, op på 105 dollars pr. tønde, en pris, man ikke har set siden 2014, og prisen svæver over 100 dollars (det er det dobbelte af, hvad den var i slutningen af 2020).

Banker og energiselskaber er desperate efter i Texas, Pennsylvania og Alberta at få mest muligt ud af denne prisstigning.

Lige så sikkert som Putin er fast besluttet på at omforme Østeuropas landkort efter Den kolde Krig, lige så sikkert har dette magtspil fra den fossile brændstofsektor udsigt til at ​​ omforme energiens landkort. Bevægelsen for klimaretfærdighed har vundet nogle meget vigtige slag i løbet af de seneste ti år. Det er lykkedes bevægelsen at få forbudt fracking i hele lande, delstater og provinser; kæmpestore rørledninger som Keystone XL er blevet blokeret; det samme er sket med mange eksportterminaler og forskellige boreekspeditioner i Arktis. Indfødte folkeslags lederskab har spillet en central rolle i næsten hver kamp. Og det er ganske bemærkelsesværdigt, at takket være ti års hårdnakket organisering for frasalg har 1500 institutioner til og med denne uge øremærket 40 billioner dollars, der henstår i kapital- og pensionsfonde, til forskellige former for frasalg  ​​ ​​​​ af investeringer i fossile brændstoffer.

Men her kommer så en hemmelighed, vore bevægelser ofte holder hemmelig selv for sig selv: Efter at olieprisen i 2015 styrtdykkede, har vi kæmpet mod en industri, der har den ene hånd bundet på ryggen. Det skyldes, at de billigere, lettere tilgængelige olie- og gasforekomster for størstedelens vedkommende er udtømt i Nordamerika, så de voldsomme kampe om nye projekter har primært stået om de ukonventionelle kilder, der er dyrere at udvinde: Fossile brændstoffer der er bundet i skifferlag eller under havbunden i dybhavet eller under Arktis’ is eller i det halvt flydende mudder, som udgør tjæresandet i Alberta. Mange af disse nye grænseområder for fossile brændstoffer blev først rentable efter at USA invasion af Iraq i 2003, som sendte oliepriserne i vejret. Pludselig gav det økonomisk mening at foretage investeringer i multimilliardklassen for at kunne udvinde olie i dybhavet eller omdanne Albertas mudrede asfalt til raffineret olie. Højkonjunkturens år var over os, og Financial Times beskrev vanviddet i tjæresandet som ”Nordamerikas største ressource-boom siden guldfeberen i Klondike.”

Da olieprisen i 2015 brød sammen, vaklede industriens vilje til at fortsætte med at vokse så hektisk imidlertid. I nogle tilfælde var investorerne ikke sikre på, at de ville kunne tjene deres investeringer ind, noget der fik nogle af de store selskaber til at trække sig ud af Arktis og tjæresandet. Og med et dyk i profitter og aktiekurser var de, der organiserede frasalg, pludseligt i stand til at argumentere for, at det at have aktier i fossile brændstoffer ikke bare var umoralsk, det var også en dårlig investering, selv på kapitalismens egne betingelser.

Men Putins handlinger har frigjort de store oliefirmaers bundne hånd og forvandlet den til en knytnæve.

Det forklarer den nylige bølge af angreb på klimabevægelsen og på den håndfuld demokratiske politikere, der har stået for videnskabeligt funderede klimatiltag. Medlem af Repræsentanternes Hus, Tom Reed, en republikaner fra New York, hævdede i sidste uge: ”USA har energireserver nok til at banke Rusland helt ud af olie- og gasmarkedet, men vi bruger ikke disse ressourcer på grund af præsident Bidens partiske leflen for miljøekstremisterne i Det demokratiske Parti.”

Det stik modsatte er tilfældet. Hvis staterne, af hvilke mange de seneste femten år har ført en lovende politik, der lå op ad Den Grønne New Deal, rent faktisk havde gennemført den, ville Putin ikke være i stand til at tilsidesætte folkeretten og den internationale opinion så åbenlyst, som det har været tilfældet, fordi han var sikker på stadig at have kunder til sine stadig mere indbringende kulbrinter. Den underliggende krise, vi står overfor er ikke, at de nordamerikanske og europæiske lande ikke har formået at udbygge den infrastruktur for fossile brændstoffer, der ville gøre det muligt for dem at erstatte russisk olie og gas, nej, det er, at vi alle – USA, Canada, Tyskland, Japan – stadigvæk forbruger uhyrlige og uholdbare mængder olie og gas, ja af energi overhovedet – punktum!

Vi kender vejen ud af krisen: En udbygning af infrastrukturen for vedvarende energi, at forsyne husstandene med vind- og solenergi, at elektrificere vore transportsystemer. Og fordi alle energikilder har økologiske omkostninger, må vi også nedbringe den samlede efterspørgsel efter energi gennem større effektivitet, mere massetransport og mindre spildfrembringende overforbrug. Bevægelsen for klimaretfærdighed har sagt dette i årtier. Problemet er ikke, at de politiske eliter har brugt for meget tid på at lytte til såkaldte miljøekstremister, men at de næsten ikke har lyttet til os overhovedet .

Vi befinder os nu i et mærkværdigt øjeblik, hvor rigtig meget synes at være at være på spil. BP meddelte søndag, at firmaet vil frasælge sin andel på 20 procent i den russiske oliegigant Rosneft, og andre følger trop. Det er potentielt godt nyt for Ukraine, eftersom pres på denne mest kritiske sektor helt sikkert vil få Putins opmærksomhed. Vi bør dog også gøre os klart, at det sandsynligvis kun sker, fordi BP planlægger at drage fuld fordel af den olie- og gasfeber, der i Nordamerika og andre lande blev udløst af højere priser. ”BP har fortsat tillid til sin økonomiske strukturs fleksibilitet og robusthed,” forsikrede firmaet markedsobservatørerne i pressemeddelelsen om sit træk overfor Rosneft.  ​​​​ 

Det er også betydningsfuldt, at nyheden fra BP kom ganske kort tid efter, at den tyske kansler Olaf Scholz meddelte, at hans land vil bygge to nye importterminaler til at modtage naturgasleverancer og dermed låse sig yderligere fast i afhængigheden af fossile brændstoffer midt i en klimakrise. Tyske miljøforkæmpere har længe været modstandere af terminalerne, men nu bliver de alligevel presset igennem under dække af krigen og præsenteret som den eneste måde at kompensere for den gas, som Scholz for nylig meddelte ikke ville strømme gennem Nord Stream 2, den nybyggede rørledning, der løber på bunden af Østersøen. Den handling forvandlede et topmoderne stykke fossil infrastruktur til et ”hul i jorden til 11 milliarder dollars”, som The Globe and Mails europæiske redaktionschef, Eric Reguly, udtrykte det.

Men det er ikke kun projekter vedrørende fossile brændstoffer, der bliver dræbt og genoplivet. "Vi fordobler vores satsning på vedvarende energi", meddelte Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, forud for Ruslands invasion. "Det vil øge Europas strategiske uafhængighed på energiområdet."

Når man ser disse geopolitiske skakbrikker flyve hen over brættet i løbet af få dage sammen med den seneste bølge af dramatiske sanktioner mod russiske banker og flyrejser, er der masser af grunde til frygt, herunder en gentagelse af foranstaltninger, der straffer de fattige for de riges forbrydelser. Men der er også glimt af optimisme. Det, der er opmuntrende, er i mindre grad indholdet af de enkelte tiltag end deres blotte hastighed og beslutsomhed. Ligesom i de første måneder af pandemien bør reaktionen på Ruslands invasion minde os om, at på trods af kompleksiteten af vores finansielle systemer og energisystemer viser det sig, at de stadig kan ændres ved hjælp af beslutninger truffet af almindelige dødelige.

Det er værd at standse op og overveje nogle af konsekvenserne. Hvis Tyskland kan opgive en rørledning til 11 milliarder dollars, fordi den pludselig anses for at være umoralsk (det har den altid været), så bør al infrastruktur for fossile brændstoffer, der krænker vores ret til et stabilt klima, også være til debat. Hvis BP kan opgive en andel på 20 procent i en russisk oliekoncern, hvilken investering kan så ikke opgives, hvis den er baseret på ødelæggelsen af en beboelig planet? Og hvis man i løbet af nulkomma fem kan meddele at offentlige midler skal bruges til at bygge gasterminaler, så er det ikke for sent at kæmpe for langt mere sol og vind.

Som Bill McKibben skrev i sit fremragende nyhedsbrev i sidste uge, kunne Biden hjælpe med denne transformation ved at bruge beføjelser, der kun er tilgængelige i nødsituationer, ved at påberåbe sig Defense Production Act for at bygge et stort antal elektriske varmepumper og sende dem til Europa for at mindske smerten ved at miste russisk gas. Det er den kreative ånd, vi har brug for i dette øjeblik. For hvis vi opbygger en ny energiinfrastruktur - og det skal vi - bør det helt sikkert være fremtidens infrastruktur og ikke mere giftig nostalgi.

Der er mange ting, vi skal lære af det rystende øjeblik, som vi oplever. Om farerne ved at lade atomvåben sprede sig ukontrolleret. Om den kortsynethed, der ligger i at udskamme tidligere stormagter. Om den groteske dobbeltmoral i vestlige medier med hensyn til, hvilke lande og hvilke liv der behandles som mål for invasion og som kan kasseres. Om hvilke tvangsmigrationer der behandles som kriser for de mennesker, der flytter, og hvilke der behandles som kriser for de lande, de flytter til. Om almindelige menneskers villighed til at kæmpe for et land - og om hvis kampe for selvbestemmelse og territorial integritet fejres som heroiske og hvis kampe som terrorister. Alt dette er erfaringer, som vi skal lære af, når vi nu gennemlever dette øjeblik i den nøgne historie.

Og vi skal også lære dette: Det er stadig muligt for mennesker at ændre den verden, vi har bygget, når livet står på spil og at gøre det hurtigt og dramatisk. Ligesom for to år siden, da pandemien blev erklæret for første gang, befinder vi os i endnu et skræmmende, men yderst formbart øjeblik.

Krigen omformer vores verden, men det samme gør klimakrisen. Spørgsmålet er: Vil vi udnytte en krigstids presserende karakter og handlekraft til at fremme klimaindsatsen og gøre os alle mere sikre i årtier fremover, eller vil vi tillade, at krigen hælder mere brændstof over en planet, der allerede er i brand? Denne udfordring blev for nylig udtrykt meget skarpt af Svitlana Krakovska, en ukrainsk videnskabsmand, som er medlem af arbejdsgruppen under Intergovernmental Panel on Climate Change, der har udarbejdet denne uges rapport. Selv da hendes land var under Kremls angreb, fortalte hun efter sigende sine videnskabelige kolleger på et virtuelt møde, at "menneskeskabte klimaændringer og krigen mod Ukraine har de samme rødder, nemlig fossile brændstoffer og vores afhængighed af dem".

Ruslands ugerninger i Ukraine bør minde os om, at oliens og gassens korrumperende indflydelse ligger til grund for stort set alle de kræfter, der destabiliserer vores planet. Putins selvtilfredse svada? Bragt til dig af olie, gas og atomvåben. De lastbiler, der besatte Ottawa i en måned, chikanerede beboerne og fyldte luften med røg og inspirerede efterligningskonvojer rundt om i verden? En af besættelsens ledere mødte op i retten for et par dage siden iført en "I ♥ Oil and Gas"-sweatshirt. Hun ved, hvem hendes sponsorer er. Covid-fornægtelse og en voksende konspirationskultur? Hej, når man først har benægtet klimaforandringer, er det let at benægte pandemier, valg eller stort set enhver form for objektiv virkelighed.

På dette fremskredne tidspunkt i debatten er meget af dette velkendt. Bevægelsen for klimaretfærdighed har vundet alle argumenterne for en indsats for omstilling. Det, vi risikerer i krigslarmen, er at tabe hovedet. For intet kan ændre dagsordenen som ekstrem vold, selv vold, der aktivt understøttes af den kraftigt stigende oliepris. For at forhindre, at det sker, kunne vi gøre det, der var værre, end at lade os inspirere af Krakovska, som tilsyneladende til sine kolleger i Intergovernmental Panel on Climate Change på det omtalte, lukkede møde sagde: "Vi vil ikke overgive os i Ukraine. Og vi håber, at verden ikke vil overgive sig, når det gælder opbygningen af en klimarobust fremtid." Hendes ord rørte hendes russiske kollega så meget, rapporterede øjenvidner, at han gik enegang og undskyldte for sin regerings handlinger - et kort glimt af en verden, der ser fremad og ikke tilbage.

Noter

1. Manifest Destiny – der på dansk kunne oversættes ved en ’utvetydig skæbne’, dvs. en forudbestemmelse, der ikke kan rejses tvivl om - er et udtryk der opstod i 1845 og hvis ide er, at USA er udvalgt af Gud til at brede sit herredømme og demokrati og kapitalisme over hele det nordamerikanske kontinent. Som politisk doktrin blev den brugt til at udvide USA mod vest ved at erobre indianernes områder og de nordlige dele af det daværende Mexico, Californien og Texas. Senere blev udtrykket anvendt som betegnelsen for amerikanske dominans i Caribien og Stillehavet (o.a.).

2. Opdagelseslæren (eng.: The Doctrine of Discovery) blev brugt af de europæiske stater for at gøre koloniseringen udenfor Europa legitim. Tordesillas-aftalen mellem Spanien og Portugal I 1494, der blev indgået gennem pavens mellemkomst, sagde at kun ikke-kristne lande måtte koloniseres. Opdagelseslæren tillod de europæiske stater mellem midten af 1400-tallet og midten af 1900-tallet at tilrane sig lande, der allerede var beboet af indfødte folkeslag, under dække af ’opdage nye lande’. Den amerikanske udenrigsminister Thomas Jefferson erklærede i 1792, at opdagelseslæren var international lov og også gjaldt for det nye USA's regering. Arven efter opdagelseslære påvirker stadigvæk amerikansk imperialisme og den måde, indfødte folkeslag behandles på.

3. En klippeformation, der dækker en del af det nordøstlige USA og som indeholder større forekomster af gas, der udvindes ved fracking (fracturing), en metode hvorved man opbryder skiferlagene, hvor gassen er bundet, ved hjælp af nedpumpede væsker under højt tryk. Metoden har vakt voldsomme protester, fordi den udgør et stort miljøproblem og flere lande har ganske enkelt forbudt den.

 ​​ ​​ ​​​​ 

​​ 

​​