Global Aktion: Annullér den uretfærdige gæld i klimaets navn

Sri Lanka er for nyligt havnet i en håbløs gældskrise, og har nu brug for fødevarebistand. Ghana betaler op imod 50 procent i renter på landets gældsposter hvert eneste år. Det har sat landets udvikling i stå. Ingen af de to lande er unikke, men symptomer på en bunduretfærdig skævhed i verdenssystemet, hvor lande i det globale syd er fanget i låneaftaler indgået under diktaturstater, uden befolkningernes samtykke, og med en aggressiv Verdensbank som lånehaj. Resultatet  er, at det globale Syd, efter 500 års kolonialisme, fortsat forsørger det globale Nord med ressourcer, billig, slavelignende arbejdskraft og afbetaling på renter fra den oprindelige gældspost, der i de fleste tilfælde allerede er betalt.

“Det rigtige spørgsmål er ikke, hvor meget lande som Sri Lanka og Ghana skylder, men hvor meget det globale Nord skylder dem.”

Nyere forskning har målt, at op imod en fjerdedel af det globale Nords bruttonationalprodukt skyldes plyndring af det globale syd. Det rigtige spørgsmål er derfor ikke, hvor meget de to lande skylder, men hvor meget det globale Nord skylder dem. 

I ethvert gældsforhold er der en kreditor og en debitor, hvor den ene part kan diktere gælden på den andens præmisser. De internationale finansinstitutioner, IMF og Verdensbanken, gjorde det forhold klart i 70’erne, hvor de ved at gennemtvinge strukturreformer i lavindkomstlande – til gengæld for lånene – de facto overtog den politiske styring i de forgældede lande.

De politiske beslutninger dikteret fra Nord handlede primært om nedskæringer på uddannelser og sundhed, og fungerede direkte destabiliserende på de unge politiske institutioner, der skulle bygge landet op efter koloniseringen. Det lagde grunden til plyndringen af naturressourcer, da det  var det eneste, de ramte lande kunne tilbyde som betaling for gælden. Der går derfor en lige linje fra strukturreformerne til Afrikas ekstreme sårbarhed over for klimaforandringer: På grund af gælden har de aldrig haft muligheden for at opbygge stabile, politiske institutioner, der ville kunne klimasikre og håndterede de katastrofer, kontinentet står over for. Tal fra organisationen Jubilee Debt Campaign viser, at lavindkomstlande bruger fem gange så meget på at betale af på deres gæld, som på klimatilpasning og reduktionsindsatser.

Gæld i atmosfæren

Men klimakrisen efterlader også et andet gældsforhold: Det atmosfæriske. Det Globale Nord har historisk udledt 92 % af al CO₂ i atmosfæren, som gør – at der er en enorm klimagæld til Syd, som med klimakrisens konsekvenser langt overstiger den påtvungne gæld fra Nord. Tæller man flere hundreders års kolonialisme oven i, er det nuværende gældsfængsel ikke blot uretfærdigt, men decideret dehumaniserende. Skulle man gøre det op i kroner og ører, vil det være fuldstændig umuligt for det globale Nord at betale den regning. Og Danmark ville – sammen med de andre kolonimagter – nok ende i bankerot inden for kort tid, hvis retfærdigheden skulle måles i kroner og ører.

Her vil den konstruktive og pragmatiske løsning være at bruge den nuværende klimakrise som anledning til at rette op på de strukturelle skævheder, der som et postkolonialt spøgelse hjemsøger det globale Syd. Det vil først og fremmest betyde en annullering af alle lavindkomstlandenes gæld, men efterfølgende også betaling for de skader kolonialismen og klimakrisen har påført lande i det globale Syd, også kendt som ‘loss and damage’, som lande i det globale Syd har krævet ved samtlige klimatopmøder, men som de rige lande med næb og klør stadig bekæmper.

En målestok for retfærdighed

En anden måde at tænke klimagæld er, som Klima- og omstillingsrådet også har foreslået, at det globale Nord regner deres udledning ud fra akkumulerede emissioner og ikke blot reduktionsmål uden et historiske perspektiv. Det ville endegyldigt affærdige Dan Jørgensens fortælling om, at Danmark er et grønt foregangsland, og betyde en langt mere retfærdig og globalt orienteret klimapolitik. 

Men det reelt afgørende ved tanken om klimagæld er placering af skyld. Gæld har til alle tider været et moralsk spørgsmål om tildelingen af skyld og skam. Ved at inkorporere gæld som målestok for retfærdighed, ville Det Globale Syd blive dem, der kan svinge den politiske taktstok og gøre op med det historiske udbytteforhold.

På den måde kan gældseftergivelse fungere som en katalysator for dén systemforandring, der er nødvendig, hvis vi endelig skal gøre en ende på den globale ulighed, neokolonialismen – og samtidig håndtere klima- og miljøkriserne.