Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
14. oktober. 2022

Global Aktion: Her er 6 ting, vi har lært om global solidaritet

Solidaritetsbevægelsen Global Aktion har siden 1978 kæmpet for at skabe politiske forandringer. Her er en række af de vigtigste erfaringer for folk, der vil kaste sig ind i kampen for en mere retfærdig verden.

Tag ud i verden og mød folk. Sådan lyder et af rådene fra Global Aktion, der her er til konference i Sydafrika. Foto: Global Aktion

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Af Kirsten Kværnø, Global Aktion

Global Aktion har lavet globalt solidaritetsarbejde siden 1978. Først i oktober har vi været samlet i Johannesburg i Sydafrika med 15 græsrodsbevægelser, politiske kollektiver og civilsamfunds-organisationer fra det Sydlige Afrika, som vi samarbejder med. Her er 6 ting, vi har lært om solidaritetsarbejde på tværs af kontinenter og kampe – som vi synes er relevante for Solidaritets læsere for at styrke vores fælles arbejde for øget global solidaritet.

1. Flyv. Personlige bånd bliver kun skabt, når vi mødes i virkeligheden

Det personlige er politisk, og det er også igennem de personlige kontakter, at tillid, fælles forståelser og ægte solidaritet virkelig blomstrer. Det er ikke nok med online-møder, long distance-organisering eller hashtag-aktivisme, hvis man vil skabe reel global solidaritet. Den reelle forståelse for det fælles arbejde og de lokale kampe kommer af at besøge hinanden, deltage i hinandens aktiviteter, og se hinandens sammenhænge.

Det er også i mødet med seje aktivister fra rundt omkring i verden, at glæden, kærligheden og motivationen for det politiske arbejde slår de stærkeste rødder. Skal aktivister i det globale nord kunne yde støtte og solidaritet med vores kammerater i det globale syd – må vi forstå hinandens kampe.

Det går imod individualiseringen af klimakrisen og personligt CO2-tælleri, fordi et fly til eller fra Sydafrika forurener. Men vi vinder kun kampen mod kapitalismen, hvis vores kampe forenes. Kampen slutter nemlig ikke ved EU’s frontex patruljerede grænser – mange af vores stærkeste, mest organiserede partnere står på den anden side af Middelhavet. Klimakampen må og skal være mere end blot ikke at flyve – det skal være en mobilisering af en fælles systemkritik af den kapitalistiske og racistiske verdensorden. Vi standser ikke udledningen ved ikke at flyve: Vi standser den med organisering.

2. Magtdynamikken mellem Det globale Nord og Syd er ulige ud over vores fatteevne

Når vi taler om Det globale Nord og Det globale Syd, taler vi ikke om geografi, men om magtrelationer – meget ulige magtrelationer. Den historiske kolonialistiske kontrol over Det globale Syd er aldrig stoppet: Vores virksomheder og regeringer plyndrer det afrikanske kontinent for dets ressourcer , og dræner hvert år værdier på over 10 billioner dollars, altså 10.000.000.000.000 amerikanske dollars. Det er et tal uden for vores fatteevne.

Det Globale Nords ‘udviklingsbistand’ dækker kun en 30. del af den værdi, vi trækker ud af Det Globale Syd om året. Som en aktivist fra én af Global Aktions partnere fra Debt for Climate kampagnen sagde torsdag morgen: “Oven på den britiske kongekrone ligger skam, voldtægt og udplyndring.”

Vores partnere kæmper ikke for flere solceller eller bistand fra Danida. De kæmper for at få mere magt – af den gode slags: For retten til autonomi fra udenlandske virksomheder og korrupte regeringer. For selv at bestemme over deres territorier, liv og ressourcer. De kæmper for retten til at sige ‘NEJ!’ – uanset om det er til en dansk-støttet kulmine i Mozambique, eller dansk-støttede, grønvaskede træplantnings-projekter. De kæmper for retten til værdighed. Alle kriser er intersektionelt forbundet.

3. Kampen er herhjemme – gør den synlig

Vores partner AAADC organiserer imod en kulmine i Mozambique støttet af det danske selskab FL Smidth. Den sydafrikanske fagforening CSAAWU arbejder imod slavearbejde på vinfarme, hvis flasker vi finder i vores lokale Brugsen; og aktivister i København kæmper imod virksomheders “CO2 kompensation” – der land grabber jord fra vores partnere. Tag kampen hjem og gør den synlig. Vi taber, når vi står alene – men med samarbejde kan vi få f.eks. verdens største civilsamfundsorganisation La Via Campesina, der organiserer småbønder, med 200 millioner medlemmer på vores side. Tag kampen hjem, fordi ofte starter kampen hos os og vores virksomheder.

Og her kommer det vigtigste: Koalitioner er ikke noget, vi skaber, så vi kan hjælpe vores partnere – der i sidste ende blot etablerer vores magtrelation til dem som modtagere, og os som givere. De globale koalitioner kommer, fordi vi ser verden, som den er – og forstår, at dens systemer, love og regler kvæler os alle. Vi er medaktivister mod et system, der dræber os alle. Som den amerikanske kulturteoretiker Fred Moten beskriver i bogen ‘The Undercommons’:

Koalitioner opstår, fordi du anerkender, at det også er fucked op for dig, på samme måde som det er fucked op for dem.  Jeg har ikke brug for din hjælp. Jeg har bare brug for – at du anerkender, at det her lort også dræber dig, bare meget langsommere.”

Når danske FLSmidth åbner en svinende kulmine i Mozambique, er der brug for også at kæmpe mod det herhjemme. Foto: FLSmidth

4. Det globale nord må ikke se passivt til

Vores partnere har ikke brug for hvide mennesker med et redningskompleks, men de har heller ikke brug for passivitet. Frelser-komplekser må ikke stå i vejen for den globale solidaritet med vores kammerater i Det globale Syd. Det ved vi her i Global Aktion, men vi ser alt for mange på venstrefløjen ty til den lette løsning, som er ikke at engagere sig i det internationale arbejde.

Vi kan lære noget om intersektionel solidaritet fra vores kammerater i Det globale Syd. I Sydafrika siger man “de hvide skal gå forrest” – ikke for at tage plads fra andre, men fordi enhver ved, at politiet ikke skyder hvide demonstranter. Vi må lære at bruge vores privilegier strategisk – og ikke lade perfektheds-kultur og cancel-culture skræmme os fra at kaste os ind i kampen.

5. Vær hele tiden opmærksom på ‘NGO-isering’

Det lyder ikke så sexet at være på partnerskabs-seminar. Solidaritetsarbejdets sprog bliver co-opted, overtaget af store NGO’er, religiøse velgørenhedsorganisationer og kapitalismens højborge har nu “partnere i Det globale Syd”.

“Vores partnere har ikke brug for hvide mennesker med et redningskompleks, men de har heller ikke brug for passivitet.”

Det betyder, at vores besked let kan blive forskruet, og det skaber faldgruber, vi selv skal passe på. Hvem bestemmer udgangspunktet for nye projekter mellem os og vores partnere? Hvem definerer problemet? Vi skal hele tiden være opmærksomme på ikke at genskabe NGO-branchens mønstre.

Solidaritet er ikke noget, vi giver til det globale syd. Det er en ligeværdig udveksling af viden, ressourcer, kontakter, motivation og mere. Det er en koalition imod dét, vi deler: en fælles fjende og en fælles kamp.

6. Dyrk den politiske skole

Én af de ting, alle på partnerskabsseminaret var enige om, er behovet for større og bredere bevægelser. Bevægelser, der ikke stopper ved individuelle eller lokale kampe, men forbinder det til de strukturelle, politiske dynamikker, der genskaber problemer verden over. Det kræver læring og politisk skoling – en ting vi alle var enige om, vi også vil fokusere på det næste stykke tid.

Ingen er født med tro på kapitalismen, men de fleste bliver skolet til at have det. Derfor skal vi skole – og omskole – flere til at gennemskue verdens strukturer, så vi sammen kan stå imod dem.

Start det globale solidaritetsarbejde – der er ingen vej udenom. Følg de 6 råd, og skab dine egne kontakter, eller kom med i Global Aktion.


Om skribenten

Global Aktion

Global Aktion

Solidaritetsbevægelse, der kæmper for grundlæggende politiske forandringer for at gøre op med den globale ulighed. Læs mere på bevægelsens hjemmeside Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER