Grønlands strategiske placering og drømmen om selvstændighed

Talen er med forfatterens tilladelse let redigeret af Kritisk Revys redaktion, der ligeledes har ansvaret for mellemrubrikkerne.

Jeg takker for invitationen til at komme med et oplæg til jeres møde.

Jeg synes, det vil være passende at komme ind på de afgørende historiske begivenheder i Grønlands og Danmarks historie og prøve at se dem i sammenhæng med situationen i dag. Jeg takker for SF’s positive engagement og håber, at samarbejdet mellem IA og SF fortsætter i den gode tone, som vores repræsentant Aaja Chemnitz er en stærk fortaler for.

For halvtreds år siden var jeg 5. juni 1973 på tyveårsdagen for Grønlands indlemmelse i det, vi i dag kalder Rigsfællesskabet, initiativtager til den første grønlandske demonstration på Kultorvet og foran Christiansborg med krav om selvstyre. I forbindelse med ændringen af tronfølgeloven blev grundloven også ændret og dermed også Grønlands status fra at være koloni til at blive en ”ligeberettiget del af Danmark.” Vores demonstration gav genlyd og startede en bevægelse med krav om selvstyre i Grønland á la det, som færingerne havde opnået i 1946. Kravet var anerkendelse af det grønlandske folk som et folk med eget land og kontrol over ressourcerne.

USA vil(le) overtage Grønland

Grønlands Landsråd havde allerede i 1946 krævet ligestilling inden for Riget, og statsminister Hedtofts besøg i 1948 forstærkede kravet, så grundlovsændringen kunne tage form. Der har været kritik af, at de folkevalgte grønlandske repræsentanter i Landsrådet uden folkeafstemning gav deres fulde samtykke til det skete. Man må imidlertid huske på, at tyskernes overfald på Danmark i 1940 gav grønlænderne en forskrækkelse over at blive isoleret. Men en klog beslutning fra ’vor mand i Washington’ [ambassadør Henrik Kauffmann] reddede Grønland fra at blive indlemmet i USA. Vores politikere indså straks Grønlands strategiske betydning og handlede derefter for at beskytte vores land. Det er senere kommet frem, at USA’s udenrigsminister i 1947 over for Danmark pressede på for at flytte de dengang 24.000 grønlændere til det nordlige Alaska, så man kunne installere de nødvendige militære anlæg overalt i Grønland og på indlandsisen uden at blive forstyrret af den oprindelige befolkning. Og i Danmark var der i 1970’erne en eller anden, der fik ideen om, at alle grønlændere kunne flyttes til Samsø! Lignende besynderlige ideer dukkede også op fra USA på samme tid, og senest i 2019 prøvede en amerikansk præsident at købe Grønland.

At dømme ud fra de grønlandske politikeres udtalelser fra den tid tyder det på, at de var overvældet af amerikanernes anmassende opførsel. Disse politikere kunne se forskellen mellem den [amerikanske interesse i overtagelse] og den bevidste ”isolering” af det grønlandske samfund i kolonitiden, der indtil 1953 havde givet en beskyttelse mod fremmed indblanding. Man vidste, at denne beskyttelse var nødvendig for at forhindre alt for store omvæltninger i de små samfund på den langstrakte kyst. Vi boede indtil 1949 spredt på over 180 bopladser (60 bygder i dag). Danske myndigheder var tilstede i de femten kolonibyer uden direkte kontakt til de øvrige bopladser. Vestgrønland havde en særstatus i forhold til Nordgrønland og Østgrønland. De to landsdele blev en del af resten af Grønland i 1961. Men man var altid bevidst om sit eget land og administrationen af ressourcerne. Efter forhandling med Færøernes Lagting i 1959 godkendte Grønlands Landsråd færøske fiskerianlæg i det sydlige Grønland trods folkelig modstand mod ”tyveriet ved højlys dag”, som nogle udtrykte det.

Grønlænderne søgte ly i kongeriget og Rigsfællesskabet

Før vi begyndte at grave i vores egen historie, var det let at sige, at grønlænderne blot sagde ja og amen. Men taler i Landsrådet og artikler i aviserne fra den tid viser med al tydelighed, at holdningerne var baseret på de hårde strategiske realiteter, der eksisterer i Arktis. Derfor giver f.eks. bogen ”Imperiets børn” et ganske ensidigt billede af overvejelserne, der førte til Grønlands ”indlemmelse” i det danske kongerige i 1953. Denne var et ønske fra grønlænderne både før og stærkest efter krigen. Begrundelsen var, at man følte sig mere tryg ved samhørighed med Danmark end at skulle i lag med en stor militærmagt som USA, der havde frataget inuit deres fundamentale rettigheder i Alaska. Man var klar over, at selv Danmark kunne blive overrendt af større magter, som Anden Verdenskrig beviste.

Så på baggrund af det, vi ved i dag, er det ganske forståeligt, at grønlændernes repræsentanter dengang var klar over, at en indlemmelse i det, vi senere kalder Rigsfællesskabet, var et ganske nødvendigt skridt i den svære politisk-strategiske stilling, som Grønland befandt sig i.

Den 21. februar 2010 afleverede Danmarks regering en redegørelse til FN’s Generalforsamling om Grønlands nye selvstyreordning, som det danske Folketing havde vedtaget, efter at 75 % af Grønlands vælgere i 2008 havde sagt ja til og 24,6 % nej til med en stemmeprocent på 72 %.

Dokumentet erstattede den famøse redegørelse fra 22. november 1954 om afvikling af Grønlands kolonistatus. Behandlingen af den nye redegørelse om selvstyret var placeret som Agenda item 39, Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples. Heri meddeler man verdenssamfundet, at ”det grønlandske folk er et folk med ret til selvbestemmelse under international lov.”

Danmarks anerkendelse af det grønlandske folks fundamentale rettigheder er enestående i verden!

Et selvstændigt Grønland vil ikke blive anerkendt

Sådan som verdenssituationen er i dag, er Grønlands strategiske placering en ganske stor udfordring. Vi har fremmede tropper og militære anlæg [i Grønland] uden for dansk eller grønlandsk kontrol. Krigen i Ukraine og den eskalerende konflikt mellem vest og øst, nord og syd og de enorme problemer, vi står overfor i klimakrise, opvarmning af oceanerne, mikroplastik-forurening og ”evighedskemikalier”, der ødelægger fødekæden, er næsten uoverkommelige. Ydermere står vi over for Kinas og især Ruslands enorme indflydelse, og militariseringen i Arktis og Ishavet giver NATO-magterne hovedpine.

Arktisk Råd – et forum for fredeligt videnskabeligt samarbejde – som jeg har været med i fra starten, er efter Ruslands udelukkelse nu en saga blot. De arktiske folks permanente deltagere som inuit er nu udelukket fra kontakt med frænderne i Rusland, som kun tæller 2.000 sjæle. Oprindelige folk er sendt til fronten, og [russiske] inuit har allerede mistet unge mænd i Ukraine. Sådan er vi en del af den tiltagende konflikt i verden.

Den politiske udvikling er bestemt af autokraterne, oligarkerne og milliardærernes kleptomani. Folk afleverer kvit og frit deres data til brug for de sociale medier, s Elon Musks og Mark Zuckerbergs verdensherredømme kan overtrumfe statsorganer og tryne de demokratiske principper. Snart vil AI – kunstig intelligens – overtage store dele af vigtige samfundsfunktioner og ændre arbejdsmarkedet.

Selv de vestlige demokratier i EU står i en vanskelig situation. Vi er utrygge ved situationen i USA, hvor selve demokratiet står på usikker grund, hvis de fascistiske tendenser ender med at overtage verdens førende militærmagt. Præsidentvalget i november 2024 i USA vil blive afgørende for vores kommende udvikling.

På denne baggrund er det ganske usandsynligt, at stormagterne vil anerkende en ny statsdannelse i Arktis. Derfor kommer vi ikke i nærheden af et selvstændigt Grønland anerkendt af verdenssamfundet i den nærmeste fremtid.

Grønland kæmper med at opfylde Selvstyreloven

For Grønland er det en stor mundfuld at skulle efterleve Selvstyreloven af 2009, når vi her i 2023 ikke engang har overtaget de ca. 30 områder fra staten, der er forudsætningen for fuld implementering af Selvstyreloven [se listen efter talen]. Vores økonomiske muligheder er begrænsede. Den demografiske udvikling med en stor udvandring vil formindske vores muligheder ydermere. Vi bevæger os hen imod en nedgang i befolkningstallet, og vi risikerer at komme under 50.000 indbyggere måske allerede i dette årti. De store årgange fra 1960’erne og 70’erne – med de bedste uddannelser – er ude af arbejdsmarkedet, og vi må i højere grad indføre arbejdskraft udefra til at tage vare på de svageste. Ikke alene må vi hente arbejdskraft udefra til de store infrastrukturprojekter, men arbejdskraftmanglen rammer også områder, der sikrer velfærd for de mest truede i samfundet: børnene, de ældre og de fattige i samfundet.

Det er derfor helt nødvendigt, at Grønland og Danmark sætter sig sammen og ser på de virkelige problemer: beskyttelse af den kritiske infrastruktur, især søkabler, brug af ikke-forurenende energi, AI-udvikling osv. – og ikke mindst, hvad der kan gøres for at styrke det grønlandske samfunds vej til et levedygtigt selvstyre som ligeberettiget del af et rige bestående af Grønland, Færøerne og Danmark.

Vi er nødt til at samarbejde med Danmark for at efterleve Paris-aftalen, og Danmark har det fulde ansvar for internationale aftaler, der kan belaste den grønlandske økonomi blot for at leve op til disse aftaler. Det er dansk ansvar at tage vare på Grønlands interesser i dette spil om, hvordan vi kan tilpasse os de store ændringer i klimaet, vi går igennem. Isens afsmeltning fjerner vores eneste værn mod fremmede kræfter, nemlig storisen i Østgrønland, som efter sigende snart forsvinder i de kommende somre. Og der skal en del skibe til at holde øje med en kyst, som er lige så lang som fra Skagen til Tunis. Nej, der er ingen gylden middelvej frem til Grønlands selvstændighed.

Nye udfordringer, nye generationer

Aaja Chemnitz har været en god fornyelse i dialogen med Danmark. Hendes indsats for de mere end 18.000 grønlænderne i Danmark er enestående. Hun har påvist, at vi har mange andre sager, hvor det er nødvendigt, at danskerne lytter til os. I er nødt til at se på det tiltagende fremmedhad og den racisme, som jeres grønlandske medborgere er udsat for i Danmark, hvor myndighedernes mistro og forudfattede meninger gør trusler om tvangsfjernelse af deres børn til daglig kost.

Som socialister er vi for tiden meget presset også ideologisk. I mit arbejde i FN har jeg lært at værdsætte mangfoldigheden, også hvad angår religion. Bogbrændinger af den ene eller den anden art er ikke udtryk for ytringsfrihed, men et angreb på jeres egne minoriteter. Lad vær med at tvinge os ind i en integration, der bygger på uværdig fornedrelse. Lad os som socialister kæmpe for menneskelig ligeværdighed!

Jeg slutter med noget, der varmer mit hjerte. I går var det første skoledag i Nuuk og som så mange andre steder i hele Grønland, fejrer vi børnenes første skoledag med nationaldragt, kaffemik og en overdådig buffet af grønlandsk mad. Og det var mit barnebarns første skoledag! Det er en grønlandsk tradition fra begyndelsen af halvtredserne, da vores forældre ville gøre en så vigtig dag til en uforglemmelig oplevelse. Vores forældres største ønske var, at vi skulle have en uddannelse, gå i skole, lære dansk og nye færdigheder i det moderne grønlandske samfund. Sådan forholder det sig stadigvæk. Den nye generation skal være klar til nye og alvorlige udfordringer i en helt ny og anderledes verden end den, vi lever i i dag.

Tak, fordi I lyttede.

Aqqaluk Lynge er forfatter, socialrådgiver, tidl. Landsstyre- og Landstingsmedlem, tidl. ICC-præsident og medlem af FN’s rådgivende organ for oprindelige folk. Medlem af den fælles grønlandsk-danske selvstyrekommission (2004-05).

Oversigt over, hvilke sagsområder, der fortsat er rigsmyndighedernes ansvarsområder pr. 17. januar 2023

1) Ansvaret for følgende sagsområder kan ikke overtages af Grønlands Selvstyre inden
for rammerne af selvstyreloven af hensyn til rigsfællesskabet og bestemmelser i
Grundloven:
• Statsforfatningen
• Statsborgerskab
• Højesteret
• Udenrigspolitik
• Sikkerheds- og forsvarspolitik
• Valuta- og pengepolitik

2) Grønlands Selvstyre afgør selv, om og hvornår Grønland overtager ansvaret for
følgende sagsområder (de fremgår af “Liste 1” i et bilag til selvstyreloven):
• Arbejdsskadesikring
• Resterende områder under sundhedsområdet
• Færdselsområdet
• Formueretten
• Dykkerområdet

3) Følgende sagsområder kan Grønland overtage ansvaret for efter forhandling med
rigsmyndighederne (de fremgår af “Liste 2” i et bilag til selvstyreloven). Efter
forhandlingerne afgør Grønlands Selvstyre, hvornår det enkelte sagsområde skal
overtages.
• Kriminalforsorgen
• Pas
• Politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele af kriminalretsplejen
• Retsplejen, herunder oprettelse af domstole
• Kriminalretten
• Udlændingeområdet og grænsekontrollen
• Personretten
• Familieretten
• Arveretten
• Advokatvirksomhed
• Våbenområdet
• Radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester
• Radiokommunikationsområdet
• Selskabs-, regnskabs- og revisorområdet
• Fødevare- og veterinærområdet

• Luftfart
• Immaterialret
• Ophavsret
• Skibsvrag, vraggods og dybdeforringelser
• Sikkerhed til søs

• Skibsregistrering og søretlige forhold
• Kortlægning
• Farvandsafmærkning, fyrbelysning og lodsområdet
• Havmiljø
• Finansiel regulering og tilsyn
• Arbejdsmiljø (undtagen arbejdsmiljø for offshore-arbejde, der blev hjemtaget i 2010)
• Meteorolog

(Se Grønlandsudvalgets dokumenter angående detaljer, herunder listen over de sagsområder, som Selvstyret allerede har overtaget).