Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
7. juni. 2021

Grundlovstale af Peter Westermann: Demokratiets festdag er en påmindelse om fællesskabets værdi

“Grundloven rykkede os fra undersåtter til medborgere”. Peter Westermanns tale på Grundlovsdag var et historisk blik på, hvorfor der egentlig er grund til at fejre 5. juni.

Grundlovsdag fejres hvert år 5. juni. Arkivfoto.
Artiklen tager cirka 11 minutter at læse.

Vi har netop sunget en af vores fineste fædrelandssange. “Jeg ser de bøgelyse øer. Lige nu og her ser jeg de lyse, milde ansigter af en ungdom, der fik luft til at springe ud igen.” Hvis kriser kan blæse os omkuld, har vi vist, at vi kan rejse os – med hinandens hjælp igen. Hvis frihed har et ansigt, sidder det på hver af jer. Hvis fællesskab har et sted, så har I fundet det.

Sangen er skrevet i 1901 – et skelsættende år i sig selv. Systemskiftet. Det rigtige. Dét, der styrkede folkestyret ved at fastslå dét princip, som særligt Viggo Hørup – den åndelige fader til Det Radikale Venstre – satte ord på: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget. Det blev virkelighed med systemskiftet, der gav os den første regering, som baserede sig på Folketingets flertal frem for kongens gunst. Og det skal vi huske altid: En regering må ikke regere uden om Folketinget.

Fra Slaget på Reden til ‘Skam’

Når jeg har valgt lige præcis den sang, blandt mange gode, er det fordi den handler om at folket voksede frem. Den siger noget om dem, der gik før os. De kampe og kriser, de overvandt, så vi har kunnet stå her og fejre Grundlovsdag i et folkestyre med frihed, fællesskab og uden for megen fattigdom.

Jeg ser min slægt, som den gik hen: Fra min oldemor og oldefar, der var lærer. De boede i det store gule hus for enden af parken. Min mormor, der voksede op der, og kæmpede for friheden under besættelsen, mens hun uddannede sig til lærer i Skårup på Fyn. Min mor, der er lærer, og også voksede op her i Hillerød. Mig selv, der til min store overraskelse er endt som lærer. Og mine børn, som lærer så meget. Alle har vi gået under egetræet der. Fem generationer. Over hundrede år. 

“Grundloven gør os til medborgere med politiske frihedsrettigheder. Før den var vores forfædre undersåtter, der blev regeret over. Nu vælger vi selv vores regering.”

Teksten, vi sang, er fra digtet Hundredåret. Det skuer hundrede år tilbage og nævner to af de største kampe, der truede Danmarks politiske eksistens: Fra Slaget på Reden i 1801, der blev starten på Englandskrigene, som kulminerede med at Danmark mistede Norge – til Sverige.  Ikke til det norske folk. Der skulle gå 91 år mere, før nordmændene kunne nyde det frie liv som et selvstændigt folk.

Den norske nationaldag 17. maj hørte vi en fin morgensamling om fra vores norske elever. Kanskje det tog seg ut mest som tull og russebuss, men dagen handler også om et frit Norge og et styre av folk flest.

Alt er love. Sådan lyder credoet fra den norske serie Skam, som mindede mange af os om vores kærlighed til klippelandet. Alt er love, siger politikeren her så. Og til grund for dem alle ligger Grundloven. Det er dén, der gør os til medborgere med politiske frihedsrettigheder. Før den var vores forfædre undersåtter, der blev regeret over. Nu vælger vi selv vores regering.

Hundredåret er et passende perspektiv for min tale i dag: Sidste år skulle vi have markeret 100-året for Genforeningen med Sønderjylland, som mistedes efter vore forfædre, som vi sang om, under Dybbøl led i 1864.

Tag Grundloven alvorligt, men ikke bogstaveligt

Min tip-tip oldefar, Mads Urbansen fra Skårup på Fyn, var med under slaget. Og han fik denne medalje – det gjorde alle danske soldater, så der var alle lige. Det var de ellers ikke i folkestyret. Som husmand og daglejer havde han ingen stemme. Det fik først hans børn, da de var gamle, i 1915. Her fik fattigfolk, frøkener og fruer stemmeret. Så var vil vel et rigtigt folkestyre?

Ja og nej. Vi havde fået parlamentarismen – at folketinget kan afsætte regeringen – i 1901 og så i 1915 fik langt de fleste myndige borgere stemmeret. Men der skulle flere politiske kriser til, før folkestyret havde sejret.

Først Påskekrisen i 1920, hvis 100-års jubilæum vi også burde have markeret mere her i landet, hvis det ikke havde været lukket ned. Her begik kongen (Christian X, red.) – Dronning Margrethes farfar – statskup, og afsatte den radikale statsminister Zahle (Carl Theodor Zahle, konseilspræsident 1913-1918 og senere dansk statsminister 1918-1920, red.). Så vågnede folket op til dåd. Kongen måtte bøje af – for ellers måtte han gå af.

Der blev udskrevet valg, og kongen accepterede endeligt at den tid, hvor han som monark kunne bestemme regeringen og retningen, var slut. Nu var Danmark et demokrati. Eller, som vores Grundlov siger os: ”Regeringsformen er indskrænket-monarkisk.”

Det er en slem forfatning, vores demokrati er i, hvis man tager grundloven for pålydende. Så det gør vi heldigvis ikke. Det skulle regeringen dog nok i højere grad have gjort sidste år, men de lærepenge er så godt og vel betalt, skulle jeg minke mene.

3.750.000 tragedier

Hundredåret er også et godt afsæt, når det gælder corona. I 2019 fik verden Covid-19. Den største pandemi i hundrede år. I 1919 raserede en influenza-pandemi, Den spanske Syge, som nok havde haft et mere woke navn i dag. Vi kalder jo ikke corona for den kinesiske syge, gør vi vel? Nej, det er vi både for kloge og gode til. Vi er kommet meget videre i dag.

Dengang kostede pandemien op mod 50 millioner menneskeliv. Op mod 20.000 i Danmark. Dengang var her omtrent 3 millioner indbyggere. Denne gang har pandemien kostet 2.514 liv i Danmark. Dødeligheden under pandemien i dag er heldigvis omtrent 16 gange lavere herhjemme end da vores forfædre led under pandemien for hundrede år siden. Vi er kommet meget videre.

I verden har corona kostet 3,75 millioner menneskeliv. Med sådanne tal kan man let blive følelsesløs. Som Stalin skal have sagt, kynisk som han var: ”Én mands død er en tragedie. En million mænds død er statistik.”

Jeg vil fastholde, at der er tale om 3.750.000 tragedier. Og at økonomiske statistikker er underordnede, når det gælder menneskeliv. Herhjemme er vi sluppet relativt nådigt igennem. Regeringen var resolut, da landet lukkede ned 11. marts sidste år. Statsministeren stillede os i udsigt, at hun og regeringen ville begå fejl, men først og fremmest passe på Danmark. Begge dele fik hun ret i. Og det fortjener overordnet set stor anerkendelse.

Og en taknemlighed over, at vi lever i et folkestyre, hvor vi effektivt kan passe på hinanden. Hvor vi tager os af hinanden og véd, at min frihed slutter dér, hvor din begynder. Hvor vi tror på hinanden og vores samfund. Det er samfundssind.

Corona-pandemien har kostet næsten 3.750.000 mennesker livet på verdensplan. Økonomiske statistikker er underordnede, når det gælder menneskeliv, skriver Peter Westermann. Kort: Johns Hopkins University.

Valgdag er festdag

Kriser giver et ryk. Samfundet rystes, og det gælder om at begrænse skaderne. Det har også været fokus for den danske regering, og det er som det skal være. Det sværeste at styre igennem stormen ikke bare på ret køl, men også finde en ret kurs. Kursen skal være mod mere lighed, frihed og bæredygtighed.

Efter finanskrisen tænkte, talte og skrev vi meget om, hvad der burde være gjort, men alligevel havnede vi stort set tilbage på kursen, hvor grådighed og ulighed styrer os mod klipperne. Coronakrisen har vist os – igen – at en forudsætning for den private sektors trivsel er, at det offentlige leverer en række goder, især et velfungerende sundhedsvæsen.

Jeg sidder i regionsrådet i Hovedstaden. Om under et halvt år har vi en ny demokratiets festdag – nemlig valgdag. Til kommuner og regioner. I ugerne op til vil jeg tude alle ørerne fulde af, at vi skal have tid til omsorg på fødegangen, mere medmenneske i psykiatrien og ren jord og rent vand i regionen. Så er I advaret.

Fem nemme fingerregler

Jeg har i dag taget en håndfuld huskeregler med til jer.

I regionen må vi hvert år prioritere skarpt i de ca. 40 mia. kroner, vi bruger – næsten alle sammen på sundhed. Der er skåret ind til benet, for vi skal drive hospitalerne effektivt.Corona-krisen har vist, at det betyder, at vores hospitaler kun er gearet til en situation, der går en smule ud over normalen. Havde der været en større kapacitet på intensiv-afdelingerne, havde vi ikke behøvet frygte, om sundhedsvæsenet kunne holde sig oven vande, da stormen satte ind

Dels vil et stærkere sundhedsvæsen give os borgere bedre tilbud og tryghed nu og her, men det vil også være en samfundsøkonomisk forsikringspræmie: Har vi et robust sundhedsvæsen, kan økonomien bedre fortsætte business as usual under en krise. Hvis det da så ellers er en god ide.

Tommelfingerreglen: Investér i sundhed.

Økonomerne taler – eller talte engang – om automatiske stabilisatorer under kriser, altså at arbejdsløshedsunderstøttelse, og vel egentlig også efterløn og pension, sikrer en vis indkomst til dem, der ikke har, ikke kan beholde eller ikke kan få et arbejde. Og det holder samfundsøkonomien oven vande, for en tid.

Sygedagpengesystemet skal have et sikkerhedstjek. Dagpengenes forringelse, både i længde- og dækningsgrad, har pillet armering af skibets skrog, så det lettere springer læk, når vi rammer et rev. Det må repareres.

Pegefingerreglen: Lap hullerne i det sociale sikkerhedsnet.

Før Folketinget delte hjælpepakker ud, blev det fremført, at virksomheder i skattely ikke skulle kunne modtage dem. Det var vigtigt for flere partier, herunder mit eget, Socialistisk Folkeparti. Så meget desto mere blev vi forargede, da det kom frem, at en række selskaber netop skovlede hjælpemillioner ind den ene vej og profit i skattely den anden vej.

Sådanne selskaber bør ikke have støtte, og det offentlige bør heller ikke handle med dem. Region Hovedstaden har på mit forslag gået forrest og underskrevet at vi vil være skattelyfri.

Langefingerreglen: Selskaber i skattely skal ikke modtage skattekroner

Krisen lært mange af os at arbejde hjemme. Og nogle af os at arbejde mindre, fordi vi har været hjemsendt på lønkompensation. Det betyder, at vi er mange, der har fået erfaring med nedsat arbejdstid.

“Kritisk infrastruktur skal være på fællesskabets hænder. Vi skal ikke være prisgivet markedskræfternes vinde, når vi har brug for en sikker havn.”

Mange vil sikkert føle, at det har været en god oplevelse, der har givet plads til de gøremål eller interesser i hverdagen, som giver overskud og livskvalitet.

Lad os bygge på de erfaringer og diskutere arbejdsfordeling og nedsat ugentlig arbejdstid. Det er da mystisk, at den har stået stille på 37 timer siden 1990, mens produktiviteten er eksploderet.

Når vi kan lave meget mere på den tid, vi arbejder, skulle vi så ikke overveje at arbejde noget mindre? Så er der plads til flere, og tempoet kommer ned, hvor flere kan være med uden at blive syge.

Ringfingerreglen: Indret arbejdet efter menneskers trivsel.
Lillefingerreglen: Vacciner og værnemidler er kritisk infrastruktur – og det samme er sundhedsvæsnet i sin helhed.

Kritisk infrastruktur skal være på fællesskabets hænder. Vi skal ikke være prisgivet markedskræfternes vinde, når vi har brug for en sikker havn. I denne tid, hvor vi ikke må give hinanden hånden, har jeg her givet en hånd fuld af fingerregler. De behøver ikke komme i karantæne, før de kan slippes ud i samfundet. Lad ikke krisen blive spildt.

Vi står nemlig over for en anden, blivende krise: Naturens og klimaets. Også her må vi lære af corona. Vi kan, hvis vi vil. Folkestyret er stærkt nok til at rebe sejlene og ændre kursen væk fra klimakatastrofen.

Men det kræver, at vi igen ikke fortsætter business as usual men ser situationen, som den er: En krise, der kan få længere konsekvenser og koste langt mere liv på denne jord, end corona gjorde.

Lad ikke fremtiden synge om os, at vi så kun alt for kort. Lad dem i stedet synge:

“Folket det blev prøvet hårdt af krise og af krig.

Gang på gang da fandt de fremskridtets skjulte sti.

De stod på mødres skuldre og skuede langt med ånd.

De lærte sig at dele og værne livets bånd.”


Om skribenten

Peter Westermann

Peter Westermann

Cand.scient.pol. Tidligere næstformand for SF, og medlem af regionsrådet for SF i Region Hovedstaden. Har skrevet bogen Oprør for fremtiden sammen med Lisbeth Bech-Nielsen. Læs mere