Har de nationalkonservative toppet i Østeuropa?

Efteråret bød på flere interessante valg i Øst-og Centraleuropa. I Belarus (nok bedre kendt som Hviderusland) var der præsidentvalg præget af omfattende valgsvindel og efterfølgende folkelige protester, der den dag i dag fortsætter. Det er et kapitel for sig. Til gengæld ser det mange andre steder ud til, at de national-konservative trænges tilbage i Østeuropa.

I Moldova var der også præsidentvalg. Det stod mellem en erklæret socialist, Igor Dodon, og en erklæret liberalist, Maia Sandu. Men måske handlede valget nok så meget om alt muligt andet. Ved et rally i Chisinau, fredagen før det endelige valg skulle stå om søndagen, foldede Igor Dodon sig i hvert fald ud helt efter sine forbilleder Putin og Trump: ”Vi står for familieværdier”, gjaldede det ud over højttalerne i Chisinau, Moldovas hovedstad.

”Hvilke familieværdier har vores modkandidat. Svaret er enkelt: Ingen”, lød det fra Igor Dodon, som bebrejdede Sandu, at hun var enlig og i øvrigt havde deltaget i en march for rettigheder for bøsser og lesbiske. I sig selv måske ikke så bemærkelsesværdigt. Det har ledere i den del af verden vundet på før, også selv om de kaldte sig selv socialister, Det bemærkelsesværdige var, at den enlige kvinde ”uden familieværdier” og med støtte til rettigheder for bøsser og lesbiske – faktisk vandt. Klart endda. Med 57 procent af stemmerne.

Dodons forsøg på at efterligne både Putin og Trump, med afholdelse af rallys rundt om i landet, var en ide hentet direkte fra Trump og med den samme foragt for Covid-19 – slog altså fejl. Måske vidste han det allerede den fredag. Det store rally i Chisinau, der i hvert fald er tæt på at være en millionby, trak kun 4-500 mennesker. En noget fesen afslutning på Dodons valgkamp, der ellers var godt gejlet op.

Igor Dodon førte kampagne for en tæt alliance med Moskva. Imod homoseksuelle, jøder og romaer. Og lagde ikke skjul på sin mistro over for nabolandene Rumænien og Ukraine. Omvendt førte Sandu kampagne imod korruption, for mere åbenhed og demokrati, samt for stigende tilknytning til og samarbejde med Rumænien og EU. Hun præsenterer sig selv som liberal, social-liberal. For nogle af hendes tilhængere, som jeg har snakket med, er de skandinaviske samfund en model, de stræber efter at nærme sig.

Hvordan det kommer til at gå er spændende. Korruption er et omfattende problem i Moldova, men et flertal i parlamentet vil af helt logiske grunde ikke gøre noget ved det. Alt andet lige er valget af Sandu et skridt i retning af mere og bedre demokrati, men opgaven er stor og vanskelig – og landet trænger til et demokratisk-socialistisk alternativ, der ikke er korrupt. Det eksisterer ikke i dag trods mange indbyggere, og flere partier, som kalder sig socialister, i den lille, tidligere Sovjet-republik.

Korrupte socialdemokrater holdt fast i Rumænien

Der har også været parlamentsvalg i Rumænien. Det mest bemærkelsesværdige er, at socialdemokraterne – som også her har været præget af korruption og skandaler – holdt stillingen. Et højre-nationalt parti, ”Gold Romania” nåede næsten 10 procent, og det er første gang, at et højre-nationalt parti spillede en reel rolle ved et valg i Rumænien. I modsætning til mange andre lande i Øst- og Centraleuropa har de været bemærkelsesværdigt fraværende i Rumænien. Værd at bemærke er også en ekstrem lille valgdeltagelse – og det kan have gavnet både socialdemokratiet og det højre-nationale guld-parti.

At inkludere Rumænien i den gruppe af lande, hvor højre-nationale partier spiller en afgørende rolle, er derfor alt for tidligt. I den almindelige befolkning er der dog decideret racistiske holdninger over for særligt romaer, som udgør mellem tre og ti procent af befolkningen, alt efter hvem man spørger, og hvilken statistik man bruger. Hadet mod romaer bliver aktivt brugt af de højre-nationale – og der er både aktuelle og historiske forklaringer. I sin tid kunne Nicolae Causescu, lederen af kommunistpartiet og landet, såmænd også finde på at slå på de strenge, og andre end de nationalkonservative gør det også den dag i dag.

Andre tegn på opbrud – Polen og Ungarn

Når jeg på trods af valget i Rumænien alligevel tillader mig at konkludere, at de national-konservative i Østeuropa har toppet, skyldes det flere ting. I Polen var oppositionens præsidentkandidat tæt på at vinde, og vi har set store protester mod strammere abortlovgivning.

I Ungarn er folk ikke gået på gaden, men regeringspartiet gik tilbage ved de seneste lokalvalg – og står også svagere nationalt. De har fortsat et flertal bag sig, men mindre end tidligere, hvis man skal tro meningsmålingerne.

Det fortæller også meget godt, hvor vi står. De Nationalkonservative ser ud til at have toppet, men det betyder ikke, at de slået. Endda meget langt fra.