Har Israel økonomi til en langvarig krig mod palæstinenserne?

Netanyahu har siden den 7. oktober sagt, at krigen mod palæstinenserne kan vare i flere måneder. Han har dog ikke fortalt, hvordan krigen vil fortsætte. Om den skal fortsætte på det niveau, den har i dag, sådan som hans højreradikale regeringspartnere kræver det. 

Eller skal krigen gradvis neddrosles til en lavintensiv, væbnet konflikt ud fra en forventning om, at Israel derved kan udmarve Hamas. I så fald kan mange reservister sendes hjem, og det israelske samfund kan atter begynde at fungere, sådan som det gjorde før 7. oktober.

Krigen i Gaza forløber imidlertid ikke, som regeringen og hærledelsen havde håbet. Et stigende antal reservister nægter at gøre tjeneste i krigszonen. Det begrunder de med, at de ikke har fået den nødvendige træning til at deltage i bykampe. Men også at de mangler udstyr, ammunition, samt en professionel ledelse, skrev Middle East Monitor den 17. januar.

Time Magazine beskrev den 13. januar, hvor alvorlig situationen er for israelerne: 

”I 1967 forbløffede Israel verden ved på seks dage at besejre Egypten, Syrien og Jordan – og samtidig erobre Sinai, Golan og Vestbredden. I dag har Israel brugt over 100 dage på kæmpe mod Hamas, der tilsyneladende er umulig at besejre.”

Går Hezbollah ind i krigen fra Libanon for at støtte palæstinenserne, kan det ændre situationen markant. Netanyahu vil få brug for mere militær slagkraft og flere reservister – til stor skade for den civile sektor, for statskassen og for israelernes hverdag. 

Parentetisk bemærket så har Netanyahu en egeninteresse i, at krigen ikke stopper foreløbig. For så længe den varer, så kan han holde sig ved magten, og dermed udskyde den dag, hvor han stilles for en domstol, anklaget for korruption og nepotisme.

Hvor langt rækker pengene?

Da krigen formodentlig ikke står foran en umiddelbar afslutning, kan det derfor være relevant at se på, hvordan den israelske samfundsøkonomi har det. 

Israel er et relativt velstillet OECD-land med et bruttonationalprodukt på ca. 3.600 milliarder kroner, en vækst i industri-produktionen på 4,3 procent i 2022 og en indtægt per capita på 350.000 kroner (det er lidt mindre end Danmarks). Men der er trods alt grænser for, hvor længe et land med en befolkning på ca. 9 millioner indbyggere har råd til at føre en langvarig krig.

Det spørgsmål stillede Al-Jazeera for nylig. Slutter krigen snart, så skal det nok gå, men trækker den i langdrag kan det blive endog meget svært for regeringen, erhvervslivet og befolkningen at rette op på forholdene. 

Nogle nøgletal fra december 2023 viser, hvordan økonomien har det:

• Inflationen er steget til ca. tre procent
• Den økonomiske vækst har et fald på to procent
• Budgetunderskuddet ventes at stige til fem procent af BNP.
• Nationalbanken har pumpet ca. 300 milliarder kroner ud i samfundet for at holde økonomien intakt og forhindre rentestigninger
• Statsgælden er fordoblet til 300 milliarder kroner siden 7. oktober, og ratingbureauerne har nedgraderet fra AA- til Aaa – fra stabil til negativ. Det påvirker de renter, Israel skal betale for at låne i udlandet.
• Krigen koster ca. 2 milliarder kroner om dagen, og da den har varet i 100 dage, så ligger udgifterne på ca. 200 milliarder kroner.
• Arbejdsløsheden er officielt 11 procent – et mørketal.
• Skatteindtægterne falder drastisk. Ultimo november var det et ”hul” i skatteindbetalingerne på ca. 60 milliarder kroner. Siden er det blevet værre.
• Landbrugsproduktion, turisme og den strategisk vigtige tech-industri er lammet på grund af de mange reservister, der er i Gaza.

Situationen er så alvorlig, at Netanyahu overvejer at lukke nogle regeringskontorer for at kunne overføre midlerne herfra til at dække krigens omkostninger.

Ifølge Verdensbanken har krigen efterladt den israelske økonomi i et dødvande, som den kan have svært ved at komme ud af igen. 

På den anden side beroliger regeringen sig med, at uanset hvordan det går, så vil USA redde Israel fra økonomisk deroute. Israel er alt for værdifuld for USA – og det ved Netanyahu.

Mobilisering og arbejdsløshed

Med ca. 360.000 reservister i Gaza, stærke begrænsninger på palæstinensiske arbejderes adgang til arbejdspladserne i Israel og med mange udenlandske gæstearbejderes exit fra Israel efter 7. oktober, er landet endt i en økonomisk krise. 

Rekrutteringen af nye gæstearbejdere fra fx Indien er i fuld gang, men det tager tid at hverve folk. Hertil kommer transport, indkvartering og oplæring af de nye gæstearbejdere.

Meget arbejde bliver ikke udført, og hvis det sker, så er det forsinket, og/eller fordyret. Også underleverandører er blevet ramt af mobiliseringen. 

I alt skønnes det, at en halv mio israelere i dag står uden arbejde som følge af mobiliseringen.

Over en kvart million israelere har søgt om dagpenge. Men det støder på modstand hos finansminister Smotrich. Han begrunder det med, at det er et offer, israelerne må bringe af hensyn til nationens sikkerhed. Trækker krigen i langdrag, da vil de 20 procent af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, få tilslutning af endnu flere.

I det nordlige Israel, ved grænsen til Libanon, er omkring 100.000 israelere blevet evakueret af frygt for Hezbollahs missiler. Dermed ligger produktion og landbrugs- og gartneridrift stille, uvist hvor længe.

Netmediet Makan har skrevet, at indtægterne er faldet med 70 procent, mens udgifterne til evakuering, indkvartering, bespisning mv., samt produktionstab skønnes at ligge i milliard-klassen.  

Krig og inflation hører sammen: Siden oktober er alt blevet markant dyrere. Forbrugerpriserne er steget med tre procent, boliger og energi endnu mere, Snart stiger kommuneskatterne også. 

Israel har en betydelig import af korn, vegetabilske olier og lign. Det kommer med skib via Det Røde Hav, og dén transport blokerer Houthierne delvis for. Nu skal skibene sejle syd om Afrika og gennem Gibraltar-strædet – og det gør transporten markant dyrere. 

Tre hårdt ramte sektorer

Byggesektoren baserer sig på ca. 100.000 arbejdere fra Vestbredden og Gaza. De blev i dagene efter 7. oktober forment adgang til Israel. Omkring årsskiftet 2023-24 er der gradvis blevet lempet på restriktionerne for et begrænset antal arbejdere fra Vestbredden.

Landbrug og gartneri er afhængig af gæstearbejdere fra bl.a. Thailand. Men mange af dem forsvandt ud af landet efter 7. oktober. Blandt de, der blev dræbt under Hamas’ angreb, var der 32 gæstearbejdere, mens 54 blev taget som gidsler. Manglen på arbejdskraft betyder, at afgrøderne ikke kan blive høstet. 

Turismen bidrager med 8-10 procent af bruttonationalproduktet. Det kan mærkes, når næsten alle turister med ét aflyser – både de, der vil holde badeferie, eller de, der besøger Jerusalem i forbindelse med julen. Kun den internationale lufthavn i Tel Aviv er åben, og Ea Al er eneste selskab, der flyver til og fra Israel. Selv lufthavnens hjemmeside er lukket..

Hårdest ramt af mobiliseringen er Israels sofistikerede tech- og våbenindustri. Den bidrager med ca. 18 procent af bruttonationalproduktet og tegner sig for 50 procent – ca. 600 milliarder kroner årligt – af eksportindtægterne. Sektoren beskæftiger en halv million ansatte – og fire gange så mange hos underleverandører. 

Mobiliseringen har lukket flere tech-fabrikker. Derved mistes betydelige indtægter, når udenlandske kunder – bl.a. en del regeringer – ikke får deres ordrer til tiden, og eventuelt placerer dem i andre, mere stabile lande. 

Manglen på arbejdskraft i tech- og våbenindustrien betyder, at heller ikke militæret kan få leveret det grej, man skal bruge. Man er derfor nødt til at købe tilsvarende i udlandet, ofte til højere priser.

Situationen er så alvorlig, at hæren er nødt til at hjemsende folk, der arbejder i tech- og våbenindustrien. I stedet indkaldes reservister fra erhverv, der ikke har den samme strategiske betydning, fx handel og kontor.

Hamas’ angreb afslørede, at den velrenommerede tech-industris avancerede overvågningsudstyr, da det skulle stå sin prøve, ikke var så effektiv, som industrien havde pralet af. 

Det kan få fremtidige kunder til at være varsomme med at handle hos israelske virksomheder, der jo ellers har påstået, at deres overvågningsudstyr var testet i det palæstinensiske laboratorium. 

Krigen skader erhvervslivets investeringer

Omkring 500 multinationale IT-firmaer har investeret i Israels tech-industri. De vil, hvis krigen trækker i langdrag, genoverveje deres tilstedeværelse og fremtidige investeringer i det ustabile land. Det omfatter bl.a. Intels planer om at bygge en fabrik til fremstilling af halvledere til 200 milliarder kroner, skrev Middle East Eye 19. december.

I de senere år er der blandt udenlandske investorer en voksende bekymring over forholdene i landet. Dels på grund af de hyppige konflikter med palæstinenserne – seks krige på 17 år – og dels det evige beredskab, der stresser livet for udstationeret personale.

Netanyahus bluff

Siden Netanyahu stillede op som premierminister sidst i 1990’erne, har hans slogan været, at kun han kan garantere sikkerhed mod indre og ydre fjender. Men den 7. oktober opdagede israelerne, at det kunne Netanyahu så alligevel ikke.

Den israelske avis Haaretz har ofte kritiseret Netanyahu. Avisen har beskrevet ham som ”fiaskoens mester, når det gælder sikkerhed, diplomati og økonomi … En mester i sikkerhed er ansvarlig for vores største sikkerhedsfejl, der nu bliver slæbt for den internationale domstol, anklaget for folkemord … For at bevare den koalition, der skal holde ham fri af fængslet, er han villig til at ødelægge vores liv og gøre fremtidige generationer til slaver for hans overlevelses skyld.” 

Formanden for Knessets tilsynskomité, Mickey Levy fra oppositionspartiet, Yesd Atid, anklager i Jerusalem Post den 24. december Netanyahu for at have fremlagt et plyndringsbudget, der tildeler over en milliard kroner til at styrke jødisk identitet og kultur og 25 milliarder kroner til religiøse skoler og udvikling af faciliteter for bosætterne på Vestbredden:

”…han favoriserer i voldsom grad de mange små partier i koalitionen med overflødige og helt unødvendige ministerier, på et tidspunkt, hvor Israel har iværksat den største og dyreste krig nogensinde… De fleste regeringschefer ville i en sådan situation, hæve skatter og afgifter. Det gør Netanyahu ikke, han er upopulær nok i forvejen…Netanyahu er blevet en fare for Israel.”

Også direktøren for nationalbanken advarer mod den slags bevillinger. 

Forude venter…

Krigen mod palæstinenserne i Gaza er ikke den eneste alvorlige – indre som ydre – udfordring regeringen og befolkningen står overfor. 

Mest akut er Hezbollah i det sydlige Libanon en trussel. Hezbollah er en modstander af en helt anden kaliber end palæstinenserne. Militsen er i besiddelse af et betydeligt antal missiler og har soldater med kamperfaring fra krigen i Syrien. De gange, hvor Hezbollah og den israelske hær har været i kamp, da har israelerne ikke kunnet besejre Hezbollah, til trods for en betydelig overlegenhed, når det gælder mandskab og avanceret militærteknologi 

Israels hærchef sagde 17. januar til Times of Israel ”at sandsynligheden for en fuldskalakrig med Hezbollah er steget betydeligt i den senere tid…jeg ved ikke hvornår krigen kommer, men det vil ske i løbet af de kommende måneder.”

Jo længere det varer med at få frigivet de 130 gidsler, der befinder sig i Hamas’ varetægt, desto større bliver presset på regeringen, og vil bidrage til den voksende uro i samfundet. Pårørende står nu frem og anklager hæren for, i deres iver efter at bekæmpe Hamas, at have dræbt nogle af gidslerne 

De ca. 180.000 arbejdere fra Vestbredden, som for tiden ikke kan passe deres job i Israel, har ingen indtægter. Selvstyret har ikke midler til at understøtte dem, bl.a. fordi den israelske regering tilbageholder de skatter, der opkræves på Vestbredden (heller ikke dét må palæstinenserne selv klare), angiveligt fordi pengene vil blive brugt til ”terrorfinansiering.” Hertil kommer indtægter fra de varer som Vestbreddens virksomheder eksporter til andre lande. Alene de tilbageholdte skatter udgør ca. 1,3 milliarder kroner månedligt.

Tilbageholdelsen af skatter, og indtægter har bragt Vestbredden på kogepunktet, siger Volker Türk, FN’s flygtningehøjkommissær: 

”Jeg har desuden flere gange advaret om, hvad den eskalerende vold, som bosætterne og militæret udøver mod palæstinenserne, kan føre til. Med konflikten i Gaza som begrundelse, sker der en kollektiv afstraffelse af palæstinenserne på Vestbredden”, og det er “potentielt eksplosivt.” 

Ortodokse versus verdslige jøder

Endelig er der de voksende spændinger mellem de verdslige israelere og de ultraortodokse jøder (Haredim). De sidste udgør 20 procent af befolkningen. De betaler ikke skat. Mændene arbejder ikke, men bruger dagen på at studere Torah’en, og lader enten staten ellers deres koner forsørge deres familier. 

De ultraortodokse er rigt repræsenteret i regeringen. De kræver fx forbud mod al arbejde og bilkørsel under sabbatten, kønsadskillelse i kollektiv trafik, og så har de det privilegium, at de ikke skal være soldater.

De ultraortodokse vil omdanne Israel til en ren, bogstavtro jødisk stat. Netanyahu er til en vis grad villig til at imødekomme dem, men det er befolkningsmajoriteten ikke. 

Nok er der flertal for at behandle palæstinenserne hårdt, men man vil dog ikke gå så langt som de ultrareligiøse, der vil udvise alle palæstinensere. 

Et flertal i befolkningen anser de ultra-ortodokse for at være snyltere og unationale, der ikke bidrager til samfundet gennem arbejde og militærtjeneste.

Den robuste israelske økonomi svækkes på grund af den nuværende krig. Tabt er også den rest af global anseelse, Israel måtte have tilbage, efter at have holdt palæstinenserne besat siden 1948. For slet ikke at tale om det etiske tab, der vil forme landet og de kommende generationer, sådan som Haaretz advarer om.

---