Hassan Nur Wardere: Der er brug for en ny retning i flygtningepolitikken

Københavns kommune har siden 1999 været en såkaldt nul-kvote kommune, når det kom til at modtage nyankomne flygtninge. Først i maj måned 2016 ændredes dette, da flertallet igen var for, at København også skal tage ansvar for at tage imod flygtninge. Det har siden sig, at vi i København er gode til at integrere nye medborgere, og at få dem til at føle sig velkomne.

Danmark har altid været et foregangsland, når det handlede om menneskesyn og menneskerettigheder, selvom de sidste års tone i debatten og gentagne stramninger af flygtninge- og indvandrerpolitikken har trukket os i den gale retning. Minister efter minister har talt om, hvordan vi kan begrænse antallet af flygtninge, der når til Danmark. Samtidig kunne man forleden på DR2 se, hvordan de samme flygtninge krydser Middelhavet gang på gang, og sætter deres eget liv på spil for at komme i sikkerhed og tryghed i Europa.

“Vi skal i fællesskab forebygge krige, konfliktmægle, nedlægge våbenindustrien, plante træer og skabe grobund for vækst i verdens fattigste lande. Vi skal have nogle politikere for bordenden, der tør forandring!”

Desværre er Danmark, som de fleste øvrige europæiske lande, stærkt nationalistisk, når det kommer til håndteringen af flygtninge. Desværre tænker vi mest på os selv, og hvordan vi kan begrænse antallet, der når til vores egen lille andedam. Det virker ikke som om, at flertallet er villig til at sætte solidaritet og fællesskab før egoisme og kynisme.

Større visioner efterlyses

Men prøv nu at forestille dig, hvis dagsordenen var en helt anden. Nemlig at sørge for, at så mange som muligt kan leve et liv i tryghed, sikkerhed og med de samme muligheder for livsudfoldelse, som vi selv nyder godt af i Danmark. Prøv at forestille dig, at vi faktisk tog FNs verdensmål alvorligt. At vi arbejder aktivt på at afskaffe fattigdom, skabe en bæredygtig udvikling indenfor landbrug og industri, fremmer uddannelse, sundhed, biodiversitet og alt andet, der kan være med til at sikre, at det globale fællesskab, som vi mennesker lever i, trives og udvikles.

Hvis de danske politikere – i stedet for at sidde stille og pille sig selv i navlen – kom med sådan nogle store visioner, tror jeg stort set alle andre end semi-fascistiske lande som Ungarn ville tilslutte sig. Med visioner kan man mobilisere hele verdenssamfundet; se bare på den globale klimabevægelse, der ikke kun er en græsrodsbevægelse, men også er dagsordenssættende på øverste politiske niveau.

For at løse den evige flygtningekrise, er man nødt til at have nogle større visioner, der også forholder sig til, hvorfor mennesker overhovedet flygter. Vi skal i fællesskab forebygge krige, konfliktmægle, nedlægge våbenindustrien, plante træer og skabe grobund for vækst i verdens fattigste lande. Vi skal have nogle politikere for bordenden, der tør forandring!

Det provokerer mig, når NGO-bevægelser reklamerer for deres arbejde ved at vise fattige og sultne børn fra den tredje verden. Det er ikke for at nedgøre NGOernes arbejde, der er prisværdigt og vigtigt. Men ddet provokerer mig,  for det bør ikke være privat velgørenhed, der skal løse verdens problemer. Det må være de politiske lederes ansvar at skabe global lighed og forebygge krige. Det burde være muligt at skabe en global omfordeling, hvor de rige lande pålægges at bidrage til de fattigste. Hvis vi alle sammen påtager os et globalt ansvar – nedbryder mure i stedet for at opbygge dem, løser konflikter i stedet for at skabe dem – er en bedre verden i sigte.

Visioner skal håndtere fremtidens store flygtningestrømme

Danmark er et rigt land. København er en rig kommune. Vi har i årevis haft et mindre forbrug end der er afsat på budgettet til nyankomne flygtninge. Hvis det kun var et spørgsmål om økonomi, kunne vi tage langt flere flygtninge, end vi gør nu. Desuden kunne vi bruge langt mere på at hjælpe folk i nærområderne og afsætte midler til at forebygge årsagerne til, at flygtninge overhovedet eksisterer. I stedet gør vi det modsatte. Politikerne forsøger at smide så mange ud som muligt, ved at inddrage opholdstilladelser og sende folk tilbage til de regimer, de er flygtet fra.

Danmark har i årevis eksperimenteret med at tvinge flygtninge til at rejse hjem imod deres vilje. Vi har set, hvordan afviste flygtninge er blevet efterladt i lufthavnen i Mogadishu og Kabul, hvorefter de er forsvundet – fordi de kan risikere at blive fængslet eller slået ihjel. Jeg har selv arbejdet med flygtninge i mange år, først i Dansk Røde Kors, senere i et børnehus for uledsagede flygtningebørn. Jeg har set, hvordan den inhumane lovgivning har trukket sager i langdrag, så folk bor i årevis i flygtningecentre, hvorefter de bliver udvist med tvang. Jeg har set, hvordan flygtninge får inddraget deres opholdsgrundlag på trods af, at de har boet i Danmark i mange år, taget uddannelse og stiftet familie her. Jeg har set dybt traumatiserede mennesker blive endnu mere traumatiserede af at blive kastet rundt i et system, der har mere fokus på at komme af med folk end at give dem beskyttelse.

Hvad vil fremtiden bringe? Hvis vi ikke ændrer kurs, vil vi se stadig større flygtningestrømme, der søger mod Europa. Inden længe vil vi se en stor stigning i klimaflygtninge. Der vil også stadig være mennesker, der flygter fra krige og konflikter rund omkring i verden. Det er nu, vi skal sadle om. Det er nu, vi har chancen for at skabe visionerne for en verden, vi alle kan leve i. Det er nu, vi skal tænke nyt og handle nyt. Både globalt, nationalt og kommunalt skal vi forandre verden.