Historisk dom over syrisk torturbøddel styrker international retsforfølgelse af tortur

Torsdag 13. januar 2022 skriver sig med en opsigtsvækkende tysk dom over en syrisk torturbøddel ind i historien om kampen mod tortur. Dommen med fængsel på livstid styrker princippet om universel jurisdiktion, indvarsler forstærket international retsforfølgelse af tortur, og giver oprejsning til de syriske tortur-overlevere samt håb for andre torturofre verden over.

Landsretten i den tyske by Koblenz dannede torsdag – under stor international opmærksomhed – rammen om domsafsigelsen over den 58-årige syriske torturbøddel Anwar Raslan, der er tidligere syrisk oberst og efterretningsofficer. Den dømte begik sine forbrydelser i 2011 og 2012 i starten af den syriske borgerkrig.

Han blev idømt livstidsdom for forbrydelser mod menneskeheden – som medansvarlig for tortur af ikke færre end 4.000 fanger i det berygtede Al Khatib-fængsel i den syriske hovedstad Damaskus, hvor modstandere af præsident Bashar al-Assads regime blev spærret inde, da den syriske borgerkrig brød ud i 2011. Dommen stadfæster, at torturen i Syrien er en forbrydelse mod menneskeheden, dvs. at den er omfattende, systematisk og brugt med forsæt af regimet. Netop dét, der ifølge FN’s konvention mod tortur, definerer tortur.

Derudover er Anwar Raslan også dømt ansvarlig for at have beordret drab på i alt 27 fanger i fængslet i Damaskus og for farlig legemsbeskadigelse i 25 sager, to gidseltagninger samt i tre tilfælde særlig grov voldtægt og seksuelle overgreb på fanger. At seksuel vold også indgår i dommen over Raslan for forbrydelse mod menneskeheden har været vigtig for mange af ofrene.

Derimod blev der ikke dømt for såkaldte tvungne forsvindinger, selvom tvangsforsvindinger er og har været udbredt i den syriske krig og derfor har en både symbolsk og principiel betydning for mange ofre – som under retssagen gentagne gange har berettet om, hvordan de selv, familiemedlemmer og pårørende har været udsat for tvangsforsvindinger. Det er vigtigt, at tvangsforsvindinger indgår som en særlig forbrydelse i fremtidige retssager. En særlig konvention mod tvangsforsvindinger blev vedtaget af FN i 2006 og trådte i kraft i 2010. Danmark har fortsat ikke ratificeret konventionen, selvom man fra dansk side underskrev konventionen for snart femten år siden.

Dommen over Anwar Raslan ventes anket.

Overbevisende vidneudsagn under retssagen

Den tyske domstol har grundigt behandlet sagen mod Anwar Raslan. Der har været mere end 100 retsmøder, og mere end 80 vidner er afhørt. Raslan blev anholdt i 2019, efter han i 2014 havde søgt og siden fået asyl i Tyskland, hvor et af hans torturofre – en tidligere syrisk advokat, der også havde søgt om asyl – genkendte sin torturbøddel i en tysk modtagelseslejr og gjorde den tyske anklagemyndighed opmærksom på Raslans bloddryppende fortid.

“Raslan hævdede selv, at han ikke vidste noget, og at han forsøgte at komme fanger i torturfængslet til hjælp, inden han i 2012 hoppede af.”

Da retssagen blev indledt i april 2020, var ud over Anwar Raslan endnu en person tiltalt for at have begået forbrydelser i Syrien. Anwar Raslan var supervisor for Eyad al-Gharib, som var efterretningsofficer. Han blev ved en tidligere domsafgørelse ved landsretten i Koblenz i februar 2021 idømt fire og et halvt års fængsel for at have bistået med forbrydelser mod menneskeheden.

Raslan har ikke nægtet, hvem han var, og at han har været ansat i fængslet – Afdeling 251 under den syriske efterretningstjeneste – i Damaskus, der i Syrien var – og er – kendt som ”helvede på jord”. Selv har Raslan, der arbejdede 18 år for Syriens hemmelige tjenester, under retssagen hævdet, at han ikke havde med torturen og mishandlingen at gøre. Han hævdede, at han ikke vidste noget, og at han forsøgte at komme fanger i torturfængslet til hjælp, inden han i 2012 hoppede af.

Men hans vidneudsagn faldt til jorden i den tyske retssal. Vidneudsagn fra mere end 80 syriske flygtninge fra Tyskland samt Norge, Sverige og Frankrig forklarede, at hans navn stod at læse på flere dokumenter i fængslet. Den dag, retssagen begyndte, udstillede syriske overlevende fra Assads diktatur de berømte og forfærdende billeder, som den afhoppede politifotograf – der anonymt kaldes ’Cæsar’ – har taget af torturofre i Damaskus. Fotografens dokumentation blev også inddraget i retssagen.

Universel jurisdiktion

Dommens betydning består i, at den understreger, der ikke er landegrænser, som forhindrer retsforfølgning. Tyskland opererer med såkaldt universel jurisdiktion. Det indebærer, at den tyske anklagemyndighed kan retsforfølge alvorlige internationale forbrydelser – også selvom de ikke har fundet sted på tysk jord.

Domstolen i Koblenz har henholdt sig til princippet om universel jurisdiktion, dvs. at tysk lov og retspraksis kan udstrækkes til krigsforbrydelser begået i andre lande. Dermed sender dommen et tydeligt og vigtigt signal om, at det ikke er muligt for krigsforbrydere at gemme sig og undslippe straf for deres forbrydelser.

Uanset hvor en forbrydelse fandt sted, kan retsforfølgelse finde sted. Det har ikke alene stor betydning for ofrene og de efterladte, men er især et vigtigt skridt globalt i opgøret mod straffrihed. Universel jurisdiktion er et vigtigt redskab, når vi skal sikre, at torturbødler ikke slipper ustraffet fra deres ugerninger. Uanset om de kommer fra Belarus, Israel, Syrien, USA eller andre lande.

Mange andre af de syriske flygtninge håber, at sagen mod Anwar Raslan kun er begyndelsen, og de mange torturoverlevere satser på, at mange flere sager vil blive ført i de andre europæiske lande, der har universel jurisdiktion.

På kort sigt er dommen vigtig for de syriske torturofre og deres efterladte. Samtidig er dommen umiddelbart ekstrem vigtig for de vidner, som har berettet om overgrebene i Al-Khatib-fængslet ikke alene i form af fysisk tortur med slag, ophængning og seksuelle overgreb, men også den psykiske tortur, det har været at høre skrigene fra andre blive torteret, og frygten for sin egen skæbne. Tortur-overleverne har ved denne retssag fået en slags anerkendelse. Mange års erfaring fra behandling af tortur-overlevere har dokumenteret, hvordan genopretning og følelsen af – selv delvis – retfærdighed er yderst vigtige elementer i rehabilitering af torturofre.

På længere sigt indvarsler dommens brug af universel jurisdiktion et globalt opgør med såvel torturbødler som de ansvarlige for tortur og andre alvorlige menneskerettighedskrænkelser – fra Abu Graib over Guantánamo og Israel til Zimbabwe. Dommen er et opgør med årtiers manglende retsforfølgelse af torturbødler og -ansvarlige. Pinochet døde straffri og uden at blive holdt juridisk ansvarlig for drab og tortur i 1970ernes og 1980ernes Chile. Så sent som i sommer døde den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld ustraffet for sit ansvar både som krigsforbryder med ansvar for Irak-krigen og brug af tortur i form af ”udvidede afhøringsteknikker” med waterboarding og anden tortur i Guantánamo-lejren.