Historisk tjubang-film om Napoleon

Ça ira! Ça ira! Ça ira! Hvis man befandt sig i Paris i begyndelsen af 1790’erne, så var der en meget god chance for, at man ville have hørt netop de ord. Ça ira! En oversættelse kunne være; “Det skal nok gå!”.

Det er ikke noget mundret kampråb på dansk, men et kampråb som nok kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på revolutionens fjender. Det skyldes ikke mindst fortsættelsen af sangen som lyder “Les aristocrates à la lanterne!” Og her er der nok mere schwung over den danske oversættelse: “Hæng aristokraterne op i lygtepælen!”.

Den sang blev sunget af de revolutionære i Paris, de såkaldte sansculotter, der havde deres udspring i den parisiske underklasse. En underklasse, som kom til at spille en afgørende rolle i den franske revolution.

Ingen fransk revolution, ingen Napoleon

Ingen fransk revolution, ingen Napoleon. Det kunne ikke undgå at ramme faghistorikeren (og en sådan er denne anmelder) lige i hjertet, da netop den sang tonede ud i den mørke biografsal. Ridley Scotts afsæt er den franske revolution, og netop den findes i soundtracket, hvor vi både hører Edith Piafs version af Ça ira!, men også den revolutionære sang og dans “La Carmagnole” og sangen “La Guillotine Permanente”, som bedst kan beskrives som en hyldest til guillotinen.

Guillotinen står for mange som inkarnationen af den politiske terror under revolutionen. Merci, Hr. Scott! Der er billige point at hente hos denne anmelder, for nogen har gjort sit historiske forarbejde ordentligt.

Scenen er sat, og vi er ikke langt inde i filmen, før det første blod har ramt jorden. Og blod, det er der meget af i den nye film. 

Mangler kobling til den politiske samtid

Den historiske Napoleon Bonaparte levede i årene 1769-1821 og var en ung mand i begyndelsen af tyverne, da den franske revolution brød ud. En revolution, som på godt og ondt farvede Europas og verdens historie, og hvis betydning stadigvæk debatteres i dag. Den banede vejen for universelle menneskerettigheder, men den var også voldsomt blodig.

Det er den samtid, som Napoleon var en del af, og som den nye film derfor er nødt til at forholde sig til. Det gør den meget dårligt. Filmen starter godt, men dropper meget hurtig al meningsfuld kontekst. Napoleon er ikke en politisk film, og har man ikke styr på sin kronologi, inden man går i biffen, så må det være meget let at miste overblikket.

Ret skal være ret. Det er heller ikke nemt, da Frankrig fra 1789 og ti år frem oplevede en række skiftende styreformer (enevælde, konstitutionelt monarki, republik, direktoriet, konsulatet og kejserdømmet), samtidig med at de dynastiske forbindelser var omskiftelige og ikke altid lette at gennemskue.

Scott løser problemet ved i store træk at ignorere den politiske sammenhæng og fokusere på noget helt andet. Vi møder godt nok nogle diplomater og udenlandske statsoverhoveder i filmen, men det er mest for at give nogle (tynde) forklaringer på de skiftende krige, kejseren rodede sig ud i.

Hu-hej. Vi skal med generalen på felttog, ud på slagmarken og ned i ægtesengen. 

Generalen og elskeren i fokus

Historiske dramaer er ikke dokumentarfilm og skal heller ikke være det. Derfor er det helt legitimt, at Ridley Scott har fokuseret sin film på generalen Napoleon og lader det politiske i baggrunden. Også selv om det politiske savnes.

Ridley Scott er bedst i de store slag. Når kanonerne buldrer ud over snelandskabet ved Austerlitz, når infanteriet rykker frem i rækker og kavaleriet galoperer frem med trukne sabler, så kan man godt grave dybt efter popcornene. Det fungerer bare, og har man en smule kærlighed til historiske krigsfilm, så må man overgive sig. Det er faktisk godt.

Hvis man kan sige en ting om Napoleon Bonaparte, så er det, at han var en fremragende general. Uanset om man i øvrigt ser ham som en helt eller en skurk – og jeg er mest på det sidste hold – så var han et militært geni.

Scott gengiver overbevisende fornemmelsen af Napoleons styrker som general, og man kan trykke sig godt ned i sædet, når kejserne giver ordre til at affyre kanonerne. Det er visuelt virkelig flot og gør sig godt på biograflærredet.

Kombineret med levende skuespilpræstationer af Joaquin Phoenix (Napoleon) og Vanessa Kirkby (Joséphine), så er filmen værd at se alene for det. 

Historiske film, som fokuserer på store personer, har den udfordring, at de gør netop det. Napoleon er forelsket i sin Joséphine og det går der meget tid med. Måske lidt for meget tid, og vi havde måske ikke behøvet at komme på helt så mange besøg i soveværelset.

Napoleon er en liderbuks, og man får indtryk af – og her må jeg undskylde det gammeldags udtryk – at der også skal være noget til husarerne. Parforholdsrelationen fylder i det hele taget en stor del af filmen, og det er selvfølgelig også noget, som giver anledning til mange problematikker og svære samtaler her i 2023. Undskyld, 1796.

Far er træt. Far er lige kommet tilbage fra felttoget mod Østrig. Skal man være sin hustru tro, eller er der plads til et åbent forhold? Det er en 2023-problematik, pakket ind i balkjoler og uniformer med guldknapper.

Hvor er ofrene og det politiske projekt?

En af de ting, som jeg havde set mest frem til at se, var, hvordan Ridley Scott tolkede Napoleons drivkraft og politiske projekt. Det kommer filmen desværre ikke ind på, udover at han elskede sin Joséphine.

Her kan faghistorikeren selvfølgelig hævde, at Napoleon ikke havde noget politisk projekt, men det det er ikke desto mindre filmens store svaghed. Kæmpede Napoleon for revolutionens idealer, eller var han en magtliderlig diktator? Det må man læse en historiebog for at finde ud af, for Scott giver ingen svar (P.S. Han var en magtliderlig diktator).

Derfor skal man se filmen, hvis man er til kærlighedsdramaer og historisk tjubang. Især det sidste virker overbevisende.

Til gengæld skal Scott have et drag over nakken for ikke i tilstrækkelig høj grad at give plads til ofrene for Napoleons krige. Der er nok en lille hilsen til de soldater, som døde under kejserens kommando, men nedslagtningen af krigsfangerne i Jaffa under felttoget til Egypten og de mange, mange civile, som måtte lade livet under de franske troppers fremrykning, er der ikke blevet plads til i den stort opsatte produktion. Det er en undladelsessynd. En synd, som det er svært at tilgive instruktøren. 

De franske troppers brutale hærgen fik frihedsråbene Frihed! Lighed! Broderskab! til at falme og banede vejen for de nationale bevægelser rundt om i Europa. Det er dog en anden historie. En historie, som der ikke er plads til i filmen om Napoleon.

Endelig bedømmelse: Filmen får 3 ud af 5 Napoleonshatte.