Hjerter af honning, dem kan du købe, men for trepartsforhandlinger, vil jeg ikke sælge mit
Regeringen gør med treparten om løn- og arbejdsvilkår klar til at splitte den danske fagbevægelse i atomer. Der bliver delt honninghjerter ud – men denne gang skal vi selv betale for dem med ringere arbejdsvilkår – og i værste fald en splittelse, der forpurrer den fælles kamp i OK24 for ligeløn – og en seriøs reallønsfremgang
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Allerede tre dage efter Mette Frederiksen havde sat navn på de udvalgte – de fire faggrupper, som hun, Løkke og Ellemann mener, skal have del af trepartskagen – gik den danske fagbevægelse helt forventeligt i fjorten retninger.
Nogle mente, at det at regeringen afsætter penge til trepartsforhandlinger om løn er et brud på den danske model. Andre at det er utidigt, at regeringen overhovedet har en holdning til hvem, der skal have. Og igen nogle, der med rette mener, at de er lige så vigtige og også skal have deres del. Med en enkelt udtalelse lancerede Mette Frederiksen sin del og hersk-linje, og vi står på tærsklen til OK24 over for den potentielt værste splittelse siden 2007.
Glem alt om ligeløn – nogensinde
Få dage senere var Morten Skov Christiansen ude at sige, at regeringens lønpulje skal være en engangsforestilling. Dermed siger han allerede 12 dage, efter han blev valgt som formand for FH, at det ikke bliver med ham i spidsen, vi løser problemet med uligeløn. De 3 mia. kroner, visse grupper er stillet i udsigt, handler nemlig ikke om ligeløn.
De handler om hvilke faggrupper, der er størst behov for at rekruttere nu og i fremtiden. Så hvis ikke Christiansborg eller fremtidige regeringer afsætter en pulje penge til ligeløn uden om overenskomstforhandlingerne, så skal en fjerdedel af de offentligt ansatte betale for, at tre fjerdele kan få, hvad der tilkommer dem.
Utallige kommissioner og rapporter har dokumenteret, at uanset hvordan vi opgør lønningerne, så er de traditionelle kvindefag lavere lønnet end traditionelle mandefag. Og hans pointe kan ikke være anden, end at offentligt ansatte – som består af to tredjedele kvinder – kan glemme alt om at få hjælp fra ham. Lige bag ved står Dansk Metals formand Claus Jensen, og hvisker ham i øret, at vi jo alle sammen godt ved, at det er den private sektor, der tjener penge til alt det, vi gerne vil i Danmark.
Problemet er, at hverken fagbevægelsens kronprins eller industriens konge har forstået, at lønudviklingen i den offentlige og private sektor hænger sammen. Og hvis vi skal løse ligelønsproblemet, så er de nødt til at tænke lønmodtagere under et. Offentligt ansatte og privatansatte. Ellers bidrager de til splittelse i fagbevægelsen og en sønderlemmet velfærdsstat. Den fagbevægelse, der skal sikre samtlige lønmodtagere ikke bare realløn, men også ligeløn, samt at de kommende generationer har et bedre liv end os.
Der er råd – dansk økonomi er usundt sund
Siden før jeg blev født, har vi i Danmark accepteret præmissen om, at offentligt ansatte ikke må være lønførende. Og den præmis lever stærkt på fortællingen om, at den offentlige sektor er en udgift og intet andet. Myten er, at konkurrenceevnen er konge og velfærdsstaten en igle, der lever af andre menneskers penge.
Det eneste, der tæller i regeringens regnskab – hvor de med få måneders mellemrum i øvrigt finder den ene milliard i råderummet efter den anden – er konkurrenceevnen. Skid hul i, at sundhedsvæsnet falder fra hinanden, og at kommuner er nødt til at foretage besparelser i milliardklassen, samtidig med at man giver skattelettelser til de rigeste.
Men dansk økonomi er usundt sund, og vi kan sagtens hæve lønnen for både offentligt ansatte og privatansatte på bekostning af en lidt lavere konkurrenceevne. Vi kan sagtens sætte flere penge af til velfærd og dermed sikre alle et bedre liv.
Eller sagt på en anden måde: Dansk arbejdskraft kan sagtens blive dyrere, uden at vi går rabundus. Vi ville endda både kunne sikre, at lønmodtagerne har noget at stå imod med og investere i velfærd og reelle klimaløsninger – og samtidig have en sund økonomi. For det hele kan finansieres.
Alligevel har Morten og Claus – de to mest magtfulde mænd i den danske fagbevægelse – valgt at stille sig i samme ringhjørne som regeringen i spørgsmålet om ligeløn. De siger ja til, at offentligt ansatte kan få lov til at betale for deres egne honninghjerter.
Salige være de grupper, der får en del af kagen. Det har de fortjent. Men min værste frygt er, at alle lønmodtagere kommer til at betale prisen med en splittelse, der gør, at vi ikke kan stå sammen i kampen for ligeløn til de traditionelle kvindefag, en seriøs reallønsfremgang til OK24 – og en mere lige verden.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER