Højrefløjen på fremmarch i Europa

Da Giorgia Meloni som leder af partiet Italiens Brødre og som den første kvinde i efteråret 2022 blev valgt til premierminister i Italien, vakte det bestyrtelse og bekymring. Ikke blot på venstrefløjen og i socialdemokratiske partier, men også blandt en del borgerlige politikere i og uden for landet. Reaktionen gik ikke på den nye premierministers køn, men på hendes politiske tilhørsforhold. For Italiens Brødre bygger på arven fra Benito Mussolini´s fascistiske parti.

Navnet Italiens Brødre er hentet fra den første linje i den italienske nationalsang og skal signalere partiets nationale sindelag. Partiet nedstammer fra partiet Movimento Sociale Italiano (MSI), der blev oprettet kort efter Anden Verdenskrig af medlemmer fra det tidligere fascistparti og blev repræsenteret i det nye italienske parlament i 1948. Meloni var i sin ungdom medlem af ungdomsafdelingen af MSI, der i midten af 1990´erne blev erstattet af det lidt mere moderate parti Alleanza Nazionale (AN) og i en periode blev det tredjestørste parti i parlamentet. Meloni blev leder af studenterorganiseringen i AN og opnåede også en post som ungdomsminister, inden hun sammen med andre i 2012 dannede Italiens Brødre oven på splid i AN, som gik i opløsning.

Italiens Brødre stillede op til og blev snart repræsenteret i parlamentet og opnåede regeringsmagten med mere end hver fjerde stemme ved det seneste valg i oktober 2022 – nøjagtigt 100 år efter, at Mussolini og hans partifæller i sorte skjorter i et Italien præget af krise med social og politisk uro indledte marchen mod Rom. Den blev indledningen til fascisternes magtovertagelse, da den siddende regering ville undgå en væbnet konfrontation, og kongen derfor udnævnte Mussolini til premierminister den 29. oktober 1922 – med mere end 20 års fascistisk styre til følge.

Melonis vej til premierministerposten er gået via stemmesedlen, hvor hendes parti opnåede 26% af de afgivne stemmer og i meningsmålingerne i løbet af det forgangne år er gået frem. Partiet står til opbakning fra op til 30% af vælgerne, mens de to øvrige partier i regeringskoalitionen, Lega Nord og Forza Italia, har en mindre tilbagegang. Samtidigt viser meningsmålinger, at Meloni er den mest populære politiker i Italien – knap hver anden ser hende som den mest egnede til posten som premierminister på tværs af politiske skillelinjer. I et interview til tysk tv i sommer fortalte en ældre kommunist, at selv om han ikke stemte på Italiens Brødre ved parlamentsvalget, har han stor respekt for og tiltro til hende – og kunne overveje at give hende sin stemme ved næste valg.

Forslag om folkevalgt premierminister

Meloni ville formodentlig vinde premierministerposten, hvis vælgerne direkte kunne vælge premierministeren, hvilket hun faktisk lægger op til at blive muligt i fremtiden. Regeringen har fremlagt et omfattede forslag til reform af den italienske forfatning. Blandt de foreslåede ændringer er direkte valg af regeringslederen i stedet for, at denne som nu udpeges af præsidenten, der er valgt af parlamentet. Ifølge forslaget må parlamentet kun udskifte den folkevalgte premierminister én gang i den femårige valgperiode og kun med en repræsentant for de regeringsbærende partier med forpligtelse til at videreføre regeringens program. Forslaget skal forhindre dannelse af brede samlingsregeringer ledet af en teknokrat, hvilket har været tilfældet seks gange i løbet af de seneste 30 år. Forfatningsændringen skal også gøre op med, at regeringer i gennemsnit kun har en levetid på 13-14 måneder.

Siden 1948 har der været 68 forskellige regeringer og 29 parlamentsvalg, hvilket har medvirket til en faldende valgdeltagelse og en udbredt træthed og utilfredshed med den politiske ustabilitet, samtidigt med at den økonomiske situation i Italien er blevet stadig værre. Derfor kan det bekymrede spørgsmål rejses, om italienerne har fået nok og er på vej tilbage til fascismen? Vurderingerne er forskellige; men de fleste iagttagere mener, at så galt står det dog ikke til.

Der kan være en del protest i udfaldet af parlamentsvalget i 2022, hvor det også skal med i billedet, at valgdeltagelsen var relativ lav. En del traditionelle venstrefløjsvælgere blev hjemme på sofaen i frustration over en svag og splittet venstrefløj, der ikke virkede som et troværdigt alternativ til hverken højrefløjen eller den politiske midte. Samtidigt har mange italienere et noget afslappet forhold til fascismen, der opfattes som noget rent historisk. I Mussolini´s fødeby Dovia di Predappio i den norditalienske region Emilia-Romagna findes både en souvenirbutik med traditionelt fascistisk merchandise og i diktatorens tidligere hjem et museum, der præsenterer sig som et kulturcenter dedikeret til at udforske Mussolinis liv og tid som diktator. Den slags aktiviteter ville ikke være tilladt i Tyskland, hvor forherligelse af nazismen er ulovlig.

Totalitært system baseret på undertrykkelse

Mussolinis fascisme var med det daværende partis egne ord totalitær og gennemsyrede hele samfundet. Fascismen skulle med Mussolinis ord ikke være en abstraktion, men være levende og konkret for folket. Den fascistiske stat og Mussolini som fører skulle blive ét og dyrkes på nærmest religiøs vis – en slags helliggørelse i følge den italienske historiker Emilio Gentile, der i sin forskning har beskæftiget sig grundigt med fascismen. Mussolinis fascisme var kendetegnet ved en række ritualer og symbolik, der minder om den katolske kirkes liturgi og i et vist omfang også kom til at kendetegne såvel Hitlers nazistiske Tyskland som Stalins USSR.

Indførelsen af den fascistiske stat betød også gradvis afskaffelse af det politiske demokrati og frihedsrettigheder med lukning af frie aviser og fagforeninger samt omfattende undertrykkelse af venstrefløjspolitikere og fagforeningsfolk med overfald, snigmord, fængsling og henrettelser. Senere gik det også udover jøderne, der ellers havde været fredet og oprindeligt var positivt stemt over for Mussolini. Ja en del jøder var medlemmer af fascistpartiet, men blev ekskluderet, ligesom jøder blev kategoriseret som andenrangsborgere og afskediget fra offentlige stillinger samt udelukket fra alle uddannelser lige fra grundskole til universitet.

Gentile vurderer, at et så totalitært parti og system ikke ville kunne genopstå, men udelukker ikke fremkomsten af et parti med autoritære og antiliberale træk i stil med det ungarske regeringsparti Fidezs ledet af Victor Orban. De Italienske Brødre fremstiller sig selv om et konservativt parti, der går ind for den naturlige familie, som det udtrykkes i et tv-indslag med lederen af partiets ungdomsafdeling og flere af dets unge kvindelige medlemmer for hvem, Mussolinis fascisme er fortid. Især kritikere har dog gjort opmærksom på, at Meloni ikke selv har levet i et klassisk ægteskab, men gennem flere år har levet papirløst med sin datters far, hvilket dog nu er et afsluttet kapitel. Samleveren blamerede sig som kendt journalist med ikke blot negative udtalelser om den tyske sundhedsminister, men også med krænkende adfærd over for flere kvinder i forbindelse med en tv-optagelse. Bruddet med samleveren vil dog ikke skade Meloni, men snarere styrke hendes popularitet, mener den tidligere ledende højrefløjspolitiker Gianfranco Fini ifølge avisen La Repubblica med det argument, at mange kvinder oplever at få oprejsning for ”utro, respektløse og utilstrækkelige ægtemænd”.

Mere lov og orden

Meloni og hendes partis lovprisning af den traditionelle familie går heller ikke så meget på, om der leves med eller uden vielsesattest; men på at der ikke er tale om samliv mellem to personer af samme køn. Partiets korstog er rettet imod LBQT-personer med indskrænkning af homoseksuelle familiers rettigheder, herunder retten til at blive registreret som forældrepar. Derudover har regeringens tiltag bestået i at fremme klassiske konservative mærkesager med lov og orden højt på dagsordenen med en række stramninger til følge. Straffen for ungdomsforbrydelser er blevet skærpet, ligesom straffen for at tale i telefon under bilkørsel er hævet markant og kan udløse en bøde svarende til 13.000 danske kroner, hvilket er den gennemsnitlige månedsløn i Italien. Forældre kan idømmes op til to års fængsel, hvis deres børn udebliver fra skolen. Forbuddet mod at bruge surrogatmødre er blevet skærpet, mens et forslag fra oppositionen om at indføre en lovfastsat mindsteløn stædigt afvises, selv om inflationen fortsat udhuler især de lavtlønnedes indtægter. Til gengæld har Meloni-regeringen hævet beskatningen af bankernes milliardoverskud. Et tiltag, der kan ses som udtryk for en statsnationalisme karakteristisk for fascismen.

Også i synet på og omtalen af etniske minoriteter har Meloni og hendes partifæller ved tidligere valgkampe udtrykt holdninger, der lugter af fascistisk tankegang. Siden valget til premierminister har hun dog dæmpet tonen noget – og i august fyret en højtstående officer for at have udtrykt homofobiske og racistiske holdninger i en bog udgivet af ham selv med titlen Verden på hovedet. I bogen anklager general Roberto Vannacci, der blev fjernet fra posten som chef for faldskærmstropperne, homoseksuelle for ikke at være normale og statsborgere med mørk hud for ikke at være rigtige italienere. Ligeledes beskyldes flygtninge for at være utaknemlige over for den italienske stats hjælp til dem. Generalen har fået opbakning til sine synspunkter fra en række kræfter på højrefløjen, blandt andet den erklærede nyfascistiske gruppe Forza Nuova og fra Meloni´s regeringskollega, vicestatsminister og leder af Lega, Matteo Salvini. Han opfatter sagen som et overgreb på generalens ytringsfrihed.

Netop ytringsfriheden frygter regeringens kritikere for, da nyhedsværterne på de tre statsejede tv-stationer hurtigt efter Meloni-regeringens tiltræden blev udskiftet med nye, regeringsloyale værter. Lignende manøvrer er dog sket før ved skifte af regering, hvor en nytilkommen regering har tildelt vellønnede poster i offentlige institutioner til politiske venner. Ved siden af de offentlige tv-stationer har der i en årrække været tv-stationer ejet af Berlusconi, der også ejer en række aviser, som sammen med tv-stationerne har udgjort en platform for nyhedsformidling til fremme af Berlusconi og hans parti Forza Italia´s politk.

I forsøget på at begrænse strømmen af migranter, som nogle ministre offentligt betegner som en iscenesat etnisk udskiftning af Europas hvide, kristne befolkning, indføres der stramninger i form af blandt andet regler, som gør det sværere og dyrere for private nødhjælpsorganisationer som for eksempel Læger uden Grænser at gennemføre redningsaktioner til havs for nødstedte skibe med asylansøgere. Der er oprettet interneringslejre for asylsøgere, der forventes ikke at kunne opnå asyl, men opfattes som ulovlige emigranter. Nogle er dog blevet sluppet fri igen, da dommere på Sicilien ikke fandt det lovligt at holde dem indespærret. Andre kan færdes frit, og mange af dem søger nordpå imod Tyskland og Storbritannien via Frankrig, der opfatter det som et italiensk brud på reglerne i EU og derfor forsøger at holde emigranterne ude. De bliver af grænsebetjente skubbet tilbage over grænsen, når de forsøger blandt andet via Alperne at krydse grænsen. Med Albanien er indgået en aftale om etablering af to flygtningecentre, hvor 3.000 asylansøgere skal opholde sig, indtil deres sag er afgjort. Målgruppen for disse centre er dog kun et mindre udsnit af de flygtninge, der kommer til Italien.

Antallet af flygtninge fordoblet

På trods af regeringens tiltag til begrænsning af flygtningestrømmen er den ikke blevet mindre, men er sammenlignet med sidste år endda fordoblet. Meloni-regeringen har derfor måttet ty til samarbejde med EU om midler til regulering af tilstrømningen af flygtninge og har indgået en aftale med Tunesien om begrænsende foranstaltninger, der dog ikke har haft nogen effekt. Italien har også tilsluttet sig en ny handlingsplan for EU´s håndtering af de mange flygtninge, hvilket har udløst kritik fra regeringspartneren Salvini. Han harcelerede over situationen, da 120 både med migranter inden for kort tid landede på den i forvejen overfyldte ø Lampedusa og brugte betegnelser som krigserklæring og koordineret handling.

Salvini´s kritiske bemærkninger fik ros af den franske højrefløjsleder Marine Le Pen, som skosede Meloni for at have givet indrømmelser på flygtningespørgsmålet med henblik på at få milliardtilskud fra EU til den betrængte italienske økonomi, der er hårdt ramt oven på Corona-pandemien og har brug for midler fra EU´s genopretningsplan. Også den franske præsident Macron blandede sig med en bekymring om, at de yderligtgående højrepartier dæmpede tonen for at komme til magten for derefter at udrulle deres egentlige politik.

Denne bekymring blev luftet i sommer inden det spanske parlamentsvalg i juli, hvor det stærkt højreorienterede parti Vox ifølge meningsmålingerne stod til fremgang. Dette parti havde ligesom Italiens Brødre og Le Pens National Samling tordnet imod migranter. I valgkampen slog Vox tillige stærkt på at gøre op med den indflydelse, som LBQT-bevægelsen og feminisme i de senere år har opnået i det spanske samfund, der lovgivningsmæssigt er gået langt for at fremme ligestilling og som det første katolske land gav homoseksuelle ret til at gifte sig og blive adoptivforældre, ligesom der i Spanien er sat særlig fokus på at forebygge vold imod kvinder.

Tilbagegang for højrepartier i Spanien og Polen

”Ned med alt det progressive svineri!”, lød partiets opråb på Twitter, men høstede ikke flere stemmer på sin skarpe retorik. Tværtimod gik partiet uventet meget tilbage og mistede 19 pladser i parlamentet, hvor det kun opnåede 33 ud af i alt 350 sæder med 13,5 procent af de afgivne stemmer. Det var ikke stemmer nok til at blive støtteparti for eller eventuelt deltager i en regering med det konservative parti PP, der fik 33 procent af stemmerne. Efter lange og svære forhandlinger har det socialdemokratiske parti PSOE med støtte fra venstrefløjen og nogle regionale partier derfor kunnet danne regering, men står med den udfordring, at store dele af dommerstanden præges af højreorienterede holdninger. Det gav sig udtryk under krisen om catalonsk selvstændighed, hvor domstolenes fortolkning af forfatning og lovgivning var meget konservativ og restriktiv.

Næsten lige sådan gik det lidt senere på året ved parlamentsvalget i Polen, hvor det mest højreorienterede parti Konfederacia, der var støtteparti for det nationalkonservative regeringsparti PiS, også gik tilbage og kun opnåede 7,2% af stemmerne, mens PiS med 35,4% af stemmerne blev det største parti i det nyvalgte parlament. Det var ikke nok til at få flertal for en regering, da ingen af de øvrige partier ville støtte eller indgå i en regering med PiS, der dog som det største parti i første omgang blev tildelt rollen med at lede forhandlingerne om en ny regering – en opgave partiet blev betroet af præsident Andrzej Duda med en fortid i PiS På den måde kunne et regeringsskifte forhales; men efter to måneders forhandlinger stod det klart, at PiS måtte overlade roret til oppositionen bestående af det liberale Borgerplatformen som det største parti med 30,7 procent af stemmerne og det liberalt højreorienterede Den Tredje Vej med 14,4 procent og det socialdemokratisk orienterede Venstreparti med 8,6 procent – en tilbagegang siden det sidste valg.

Midt i december kunne Borgerplatformens leder Donald Tusk derfor danne en ny regering, der dog spænder ret bredt politisk og vil skulle håndtere flere knaster i samarbejdet. Der er ikke enighed om abortspørgsmålet, hvor Den tredje Vej går ind for en stram abortlovgivning i modsætning til de to andre partier, ligesom partiet – med tidligere navnet agrarpartiet og en stor vælgerskare blandt landbefolkningen – er kritisk over for, at ukrainske landbrugsprodukter sælges til dumpingpriser i Polen. Med en liberalistisk orienteret politik kan Donald Tusk også møde udfordringer fra de befolkningsgrupper, der nød gavn af, at PiS-regeringen hævede mindstelønnen og pensionerne samt indførte børnebidrag til alle forældre. Tusk lovede ganske vist i valgkampen, at disse ydelser ikke skulle afskaffes; men en mere liberalistisk økonomisk politik vil med tiden kunne udhule dem.

Donald Tusk, der tidligere har beklædt en fremtrædende rolle i EU som formand for Det Europæiske Råd fra 2014 til 2019, vil føre en langt mere EU-positiv linje end den tidligere regering og åbne Polen i forhold til EU. Han kan dog løbe ind i hjemlige udfordringer, hvis det indebærer, at Polen skal tage en langt større andel af flygtninge end hidtil som led i at sprede flygtninge til flere af EU-landene, hvilket den kort før jul i EU indgåede asylaftale lægger op til.

Derudover står den nye regering med den udfordring, at den tidligere regering i stort omfang har omkalfatret statsapparatet ved at ansætte tro støtter på ledende stillinger i den offentlige forvaltning og de offentligt ejede medier, ligesom store dele af dommerstanden er blevet udskiftet med tilhængere af PIS. Præsident Duda vil også kunne nedlægge veto mod nye love og dermed lægge hindringer i vejen for den nye regering, hvilket også forfatningsdomstolen vil kunne. Dens medlemmer blev under den tidligere regering udskiftet med en række dommere loyale over for PiS. Det er derfor en politisk tung arv PiS efterlader til Donald Tusk og hans regering, der står over for et større genopretningsarbejde.

Hollandsk højreskred

Mens de yderligt gående højrepartier i Spanien og Polen har mistet vælgermæssigt terræn, er det modsatte sket ved valget i Holland. Ret overraskende blev den store vinder ved det hollandske parlamentsvalg i november Frihedspartiet med Geert Wilders i spidsen. Med en fremgang fra 17 til 37 mandater mere end fordoblede partiet sin parlamentariske repræsentation baseret på et løfte om, at hollænderne skal komme i første række. Som det største parti i parlamentet med knap hver fjerde af de 150 pladser vil Wilders gå efter at danne regering, hvilket dog ikke bliver helt lige til, da han skal have 75 mandater bag sig for at kunne indtage posten som premierminister. Bortset fra nogle små partier på højrefløjen har de øvrige partier tilkendegivet ikke at ville samarbejde med Wilders og hans parti, heri blandt det næststørste parti Det Grønne Venstreparti med 25 mandater. Først efter lange og svære regeringsforhandlinger vil det vise sig, om nogle partier har et standpunkt, indtil de tager et nyt og sikrer Wilders mandater nok til at gå regeringsmagten.

I nabolandet Tyskland stormer det nationalkonservative Alternative für Deutschland (AfD) frem og står med 23% af vælgerne i de seneste meningsmålinger til at blive Tysklands næststørste parti – større end Socialdemokraterne og kun overgået af det kristeligt konservative CDU. AfD har sit udspring i det østlige Tyskland, hvor mange har følt sig svigtet ved den tyske genforening, der ikke blev det blomstrende landskab, som forbundskansler Kohl havde lovet. Tværtimod førte genforeningen for tusinder af østtyskere til arbejdsløshed, sociale forringelser og et ganske vist friere, men også mere utrygt liv, samtidigt med at de følte sig som andenrangsborgere i det genforenede Tyskland.

AfD næststørste parti i Tyskland

Fra oprindeligt at have været et næsten rent østtysk fænomen med en række pladser i delstatsparlamenterne i de såkaldte fem nye delstater har AfD også vundet stadig flere stemmer i det vestlige Tyskland ved både delstats- og forbundsdagsvalg. En løftestang for fremgangen har ikke mindst været den omfattende tilstrømning af flygtninge i 2015 og årene derefter, hvor daværende forbundskansler Angela Merkel lovede, at ”det klarer vi!”, hvilket en del tyskere ikke troede på eller i praksis oplevede. Udover en vis latent fremmedfjendtlighed kunne AfD bygge sin fremgang på, at en del borgere lokalt oplevede udfordringer med at rumme store grupper af flygtninge, der ikke kendte til og forstod tysk og europæisk levevis, hvilket førte til udfordringer især i mødet med de tyske kvinder. Det gav genlyd i hele Tyskland og det øvrige Europa, da en stor gruppe af unge mandlige flygtninge nytårsaften i Köln i 2015 krænkede og bestjal hundredevist af unge kvinder, mens politiet hjælpeløst så til. Ifølge en politirapport havde over 2.000 mænd begået overgreb på i alt 1.200 kvinder i Köln og andre tyske byer, hvilket sammen med andre tilfælde af overgreb på kvinder øgede opbakningen til AfD.

Senest har det vakt debat og forargelse, at afsigelsen af en dom i en sag om massevoldtægt af en 15-årig pige i Hamburg begået af ni teenagedrenge, hvoraf hovedparten ikke var tyske statsborgere, resulterede i efter manges mening alt for milde domme. Ifølge kendelsen, der blev afsagt i november ved retten i Hamburg, er kun den ene gerningsmand idømt fængselsstraf, da han er over 18 år. De øvrige har fået betingede fængselsstraffe, er sat under observation eller frikendt. Fra journalisten Chantal Louis fra det feministiske tidsskrift Femina var kommentaren: ”Det er svært at sige, hvad der er mest chokerende: gerningen eller dommen”. Krav om strengere straffe er blevet rejst fra flere sider og bakkes kraftigt op af AfD, hvis indenrigsordfører Dirk Nockermann i en pressemeddelelse skrev, at ”denne blødsødne justits sender et fatalt signal til vores samfund med denne alt for milde dom”.

Sverigesdemokraterne kommet ind i varmen

Også i Sverige er flygtningetilstrømning springbræt for det højreorienterede Sverigesdemokraterne, der står til fremgang i meningsmålingerne. Partiet ser frem til et godt resultat ved EU-parlamentsvalget i juni, hvor det vil markere sig som et EU-kritisk parti med trusler om at arbejde for svensk udmeldelse af EU, hvis EU bevæger sig imod mere centralisering og harmonisering. På årsmødet i november afvistes dog et forslag fra partiets ungdomsorganisation om at gøre svensk udmeldelse til hovedtema for valgkampen ved EU-valget. Langt større tilslutning med massive klapsalver fik formand Jimmie Åkesson med et krav om øjeblikkeligt stop for flere moskeer i Sverige og fjernelse af alle muslimske symboler i bybilledet. Ligesom der også var fuld opbakning til tilføjelsen: ”Og på længere sigt skal vi konfiskere og nedrive moskéer, hvor der spredes antidemokratisk, anti-svensk, homofobisk eller antisemitisk desinformation om det svenske samfund”.

Den svenske statsminister Ulf Kristersson udtrykte efterfølgende utilfredshed med Åkessons udtalelser, som han kaldte respektløse og polariserende. Men Åkesson nævnes som et bud på en kommende justitsminister, og Sverigesdemokraterne har som støtteparti i dag en betydelig indflydelse på regeringens politik. Således har partiets indflydelse ført til, at alle mennesker, der kommer til Sverige, skal gennemgå et kursus i samfundets indretning såvel som normer og værdier. Ikke som et tilbud, men som et krav, er det blevet understreget af integrationsminister Johan Pehrson fra Liberalerne. Tiltaget indgår i udmøntningen af den ”krav-baserede integrationspolitik” – et forståelsespapir som efter rigsdagsvalget i 2022 blev aftalt mellem trepartiregeringen og Sverigesdemokraterne. Svensk udlændingepolitik skal ifølge papiret ”inkludere social, kulturel, økonomisk, sproglig og demokratisk integration og tilpasning”. Også på andre områder har Sverigesdemokraterne opnået indflydelse, blandt andet på energipolitikken med udbygning af atomkraft som et element.

Mens Sverigesdemokraterne i mange år var det dårlige selskab, som ingen andre partier ville lege med, er partiet nu – ligesom Dansk Folkeparti i sine velmagtsdage – kommet tæt på magtens centrum. Det samme er ikke sket i Tyskland for Alternative für Deutschland (AfD) – endnu i alt fald. Der er blandt alle andre partier enighed om at holde AfD ude ved hjælp af en såkaldt brandmur, som måske dog er på vej til at smuldre i takt med stor fremgang for AfD. I delstaten Thüringen har der i CDU været en heftig diskussion af, om partiet sammen med FDP kan vælte delstatsregeringen sammensat af SPD, Die Linke og De Grønne ved at rotte sig sammen med AfD om en mistillidserklæring til regeringen. Et sådant gennembrud af brandmuren diskuteres også internt i CDU i andre delstater og kan tage yderligere fart ved kommende delstatsvalg i flere af de østlige delstater, hvor AfD står til at blive det største parti og især SPD til at tabe stemmer.

Til fare for samfundet

En del af diskussionen og uenigheden om at lukke AfD ind i varmen går på, om det kan forsvares at indgå samarbejde med et parti, der overvåges af den tyske efterretningstjeneste. Og af tjenesten kategoriseres som en højreekstremistisk organisation, der kan være til fare for samfundet. Medlemmer af partiet, heraf en tidligere dommer og medlem af Forbundsdagen, var da også blandt de arresterede, da politiet i december 2022 slog til over for en gruppe personer, der havde planlagt at gennemføre et statskup og afsætte den tyske regering. Gruppen med tilknytning til organisationen Rigstysker bestod blandt andet af en række nuværende eller tidligere ansatte i politiet og militæret.

I både Tyskland og Frankrig har højreradikale grupper systematisk gået efter at infiltrere politi og militær. En del af dem har brugt en forening kaldet Unita, der officielt er en sportsforening, som dække for deres fælles aktiviteter bestående i planlægning af overfald og terrorhandlinger rettet imod muslimer og jøder. En af de fremtrædende personer i dette højreradikale netværk blev i 2022 fængslet for planlægning af et attentat imod en antiracistisk organisation. En anden yngre fransk højreradikal mand er tidligere blevet fængslet for attentatplaner imod blandt andet venstrefløjslederen Jean-Luc Melenchon, men fortryder nu angiveligt sine forehavender ifølge udtalelser til franske tv-journalister.

Parallelt med disse højreradikale terrorceller samles unge højreorienterede i forskellige grupperinger under parolen om hvid magt. I Tyskland blandt andet det nynazistiske parti Den tredje vej, der hvert år i Bayern gennemfører et optog til minde om Hitlers stedfortræder Rudolph Hess, men også afholder koncerter med nynazistiske rockgrupper, hvilket myndighederne dog har grebet ind overfor og udsted forbudt imod. I Thüringen arrangerer nynazister træf og koncerter med op til 6.000 deltagere og står bag et stigende antal voldelige overfald – i gennemsnit registreres 3 overfald om ugen i denne delstat. Udover voldelig, aggressiv adfærd udøves også forskellige former for chikane. Tysk tv har skildret, hvordan et pensioneret lærerpar i en mindre by i det vestlige Tyskland jævnlig blev udsat for støjende musik og mennesker fra deres nynazistiske nabo, som også flagede med det gamle rigsflag. Når de klagede til politiet over den støjende og generende adfærd, blev de udsat for trusler og hærværk mod blandt andet deres bil, mens politiet betegnede situationen som nabostrid. Det ældre ægtepar overvejede at flytte, men valgte at blive boende, da en række af de øvrige naboer efter nogen tøven mødte op og udtrykte deres sympati og støtte til dem.

Højreradikale mødes på tværs af landegrænser

Unge tyske og franske nynazister ynder at mødes i Elsass-Lothringen, der historisk har været en kastebold mellem Tyskland og Frankrig. Disse træf udmønter sig jævnligt i voldelige episoder og overfald. Mere fredeligt går det for sig, når højreradikale i mange aldre og af begge køn udfolder sig på internettet. Nogle med ansigt og navn på nettets åbne dele, men mange anonymt på de mørke dele, hvor der markeres og diskuteres politiske holdninger, men også er mulighed for hvid dating for højreradikale, der søger en raceren partner.

En højreradikal fransk influencer, der dagligt lægger flere timer lange videoer på nettet, har rykket teltpælene til den rumænske hovedstad Bukarest med den begrundelse, at Rumænien er et hvidt land med meget få borgere af anden etnisk herkomst – og har fået følge af flere ligesindede. En anden franskmand, der under navnet Den store monark udgød sine racistiske holdninger på nettet, flyttede for et par år siden til Ukraine af samme årsag, men vendte efter den russiske invasion tilbage til Frankrig, hvor han blev fængslet for sine racistiske ytringer. De franske myndigheder overvåger omkring 3.000 højreradikale, men har formodentlig langt fra overblik over hele det højreradikale miljø.

Ungarn er blevet et samlingssted for en del af Europas højreradikale, og Ungarns nynazistiske miljø er i vækst efter den overraskende løsladelse af formanden for den nynazistiske Hunnia-bevægelse György Budaházy. Han var idømt 17 års fængsel for voldelige forbrydelser og planlægning af terrorhandlinger i årene 2007 til 2009. Bevægelsen begik hærværk imod venstrefløjens kontorer, sønderbankede en jødisk politiker og satte ild på to barer for homoseksuelle. Løsladelse og benådning af Budaházy er sket med billigelse fra og muligvis på foranledning af den nationalkonservative premierminister Viktor Orban med den officielle begrundelse, at det var en amnesti i anledning af pavens besøg i Ungarn i april 2023. Løsladelsen har sat nyt liv i højreekstremistiske, nynazistiske kredse i Ungarn og også tiltrukket ligesindede fra andre lande blandt andet til et kampsportsarrangement kaldet European Fight Night arrangeret af den nynazistiske gruppe Legio Hungaria med deltagere fra Tyskland og Frankrig.

De nynazistiske grupper trækker på fortiden, hvor det fascistiske Pilekorsparti i 1944 kom til magten i forbindelse med den tyske besættelse af Ungarn, der under anden verdenskrig var allieret med Nazityskland. Imod den hastigt fremtrædende sovjetiske hær forsvarede tyske og ungarske soldater desperat den ungarske hovedstad, som Hitler havde betegnet som en fæstning, der skulle forsvares for enhver pris. I nogle af krigens blodigste kampe lykkedes det for nogle hundrede nazistiske soldater at bryde igennem modstandernes rækker den 11. februar 1945. Denne dato blev i 1990´erne tillagt en særlig symbolsk betydning af de efter kommunismens fald opståede nynazistiske grupper i Ungarn og blev udråbt til at være en særlig æres-dag. Den er siden da blevet markeret med deltagelse af nynazistiske grupper fra hele Europa. De samles i Budapest for at hylde, hvad de betragter som ”Europas heroiske forsvarere”.

Fællestræk og forskelle

De forskellige højreradikale grupper arbejder – ofte på tværs af landegrænserne – udenomsparlamentarisk med vold og overfald som deres midler i kombination med propaganda på nettet, men går ikke efter at vinde magten via stemmesedlen. Derved adskiller de sig fra de nationalt konservative partier, der officielt tager afstand fra de højreradikales metoder og af og til udrenser medlemmer med sympati for eller tilknytning til de militante højreradikale, selv om der til en vis grad er et sammenfald af politiske synspunkter, men uenighed om mål og midler.

Den italienske historiker Emilio Gentile advarer imod at foretage en simpel ligestilling af fortidens fascistiske partier med nutidens højreorienterede, nationalkonservative parter. Selv om disse partier kan være racistiske, reaktionære og populistiske gør det dem ikke fascistiske, hvilket filosoffen og forfatteren Umberto Ecco har givet udtryk for med begrebet ”fascismens evige genkomst” og en opfattelse af, at fascismen ikke havde nogen filosofi, men kun retorik. Gentile mener derimod, at fascismen kendetegnes ved ”en samfundsetik baseret på borgernes absolutte underkastelse af staten og individets totale hengivelse til nationen”.

Der er ligheder, men absolut også forskelle mellem fortidens fascistiske partier og nutidens nationalkonservative højrepartier. Både fortidens og nutidens partier bygger på traditionelt, borgerligt tankegods med vægt på konservative værdier og dyder. Familien og nationen står i centrum. Såvel socialisme som liberalisme skal bekæmpes, da begge disse ideologier bygger på, at der er forskellige interesser og ikke en fælles opslutning bag nationen, der skal styres af en stærk leder. Både fortidige og nutidige partier appellerer især til småborgerskab og middelklasse, der kan føle sig klemt mellem borgerskab og arbejderklasse, men forsøger også at hente opbakning fra både arbejdere og erhvervsledere, hvilket såvel før som nu også i et vist omfang er lykkedes.

Den italienske fascisme havde sit hjemsted og fik sit gennembrud i det industrialiserede Norditalien, hvor den fik tag i mange selvstændige håndværkere og næringsdrivende, men også en del arbejdere, der tog afstand fra socialister og kommunister. Ligeledes fik de tyske nazister også opbakning fra både mindre selvstændige, lavere funktionærer og faglærte såvel som ufaglærte arbejdere – ligesom nutidens højrepartier.

Fascismens særkende var, at den side om side med konservative partier, men gennem massemobilisering skabte opbakning til på autoritær vis at kæmpe for småborgerskabets og til dels arbejderklassens interesser og idealer. Fascisterne kom til at fremstå som og legitimere sig som en folkelig bevægelse, hvilket også nutidens højrepartier forsøger sig med. Forskellen mellem før og nu er dog, at fortidens fascister forkastede den demokratiske vej og allerhøjest brugte parlamentariske valg som afsæt for at få magten – og derefter afskaffe demokratiske valg og demokratiske organer til fordel for rent diktatur. Det var Hitlers vej til magten og forsøget på at opbygge det nazistiske idealsamfund, der skulle have været et tusindårsrige, men lå i rygende ruiner efter tolv år. Mussolini tog ikke omvejen via parlamentet, men truede sig til magten gennem marchen mod Rom på et tidspunkt, hvor det fascistiske parti kun sad på 36 ud af 499 pladser i det italienske parlament.

I Spanien kom Franco til magten som diktator som resultat af den spanske borgerkrig baseret på især støtte fra hæren, kirken og borgerskabet. Som facade oprettedes et statsbærende parti ved en sammenslutning af de fascistiske falangister og det konservativt-monarkistiske Carlist-parti. I Portugal var Salazar-regimet oprindeligt et nationalkonservativt diktatur, men tillagde sig for at virke moderne en del af fascisternes retorik, symbolik og handlemønstre. Både det spanske og portugisiske diktatur holdt sig ude af anden verdenskrig og levede videre i flere årtier herefter med undertrykkelse af demokratiske kræfter, en konservativ samfundsorden og kolonier. Først ved nellikerevolutionen i 1974 faldt diktaturet i Portugal og derefter i 1975 i Spanien efter en omfattende strejke- og protestbølge.

Også i Central- og Østeuropa opstod en række autoritære regimer med fascistiske træk. I Rumænien fandtes den såkaldte Jerngarde, der var en fascistisk lignende bevægelse, som legitimerede sig med en religiøs fanatisme. Ligeledes var der i Jugoslavien den kroatisk funderede Ustasja-bevægelse med den romerske katolicisme som afsæt i modsætning til den på Balkan ellers herskende græsk-ortodokse katolicisme. I Østrig herskede i 1930´erne og frem til indlemmelsen i Tyskland i 1938 et borgerligt diktatur, der blev betegnet som austrofascisme med bånd til Mussolini, som blev stærkt fortørnet og vred på Hitler over indlemmelsen i Tyskland, som Hitler ikke på forhånd havde orienteret ham om. Selv om Hitler og Mussolini i perioder var våbenbrødre, var de til tider også rivaler, som nærmest levede i et politisk had-kærligheds-forhold til hinanden og langt fra altid var enige, selv om Mussolini oprindelig havde været et forbillede for Hitler.

Mussolini førte for 100 år siden med voldsom retorik og store ambitioner italienerne på en kollektiv rejse, hvor fascismen skulle gøre Italien stort igen som i Romerrigets storhedstid. Modstand blev tromlet ned, og rejsens første del rummede mange begejstrede passagerer; men efterhånden dukkede flere og flere bump op, og begejstringen kølnedes i takt med, at italienske tropper på krigerisk mission i Etiopien, Spanien, Albanien, Grækenland, Frankrig og Sovjetunionen ikke klarede sig særlig godt, men led store tab. Illusionen om fascismens storhed brast, og stadig flere italienere vendte sig imod fascismen. Mens italienere selv deltog i den til tider blodige befrielseskamp, var kun få tyskere aktive i kampen mod Hitlers nazistiske regime, der blev bragt til fald ved de allierede hæres indtrængen. De to totalitære regimers brutale, blodige storhed og fald har dog efter alt at dømme vaccineret de fleste såvel italienere og tyskere som andre europæere imod at gentage den form for autoritært styre og statsform, der også har overlevet sig selv som bæredygtig konstruktion.

Fascismens kendetegn

Den oprindelige nazisme og fascisme havde en række grundlæggende kendetegn. Et af dem var trangen til at ekspandere, erobre nyt land ikke blot i form af territorium i nabolande med påberåbelse af en historisk ret til disse områder, men også i fjernere egne. Mussolini ville have kolonier ligesom England, Frankrig og flere andre europæiske lande og forsøgte sig i Etiopien. Hitler ville underlægge sig store dele af Østeuropa og Sovjetunion for at skabe ”Lebensraum” til tyske bønder, der havde svært ved at brødføde sig selv og resten af tyskerne på for lidt landbrugsjord i Tyskland. Den form for imperialistisk ekspansion vil med den nuværende verdensorden være ganske umulig, men udelukker ikke mindre lokale erobringskrige.

Fascisme og nazisme dyrker den stærke mand, en macholignende type i et autoritært, patriarkalsk indrettet samfundssystem, hvor kvindernes hovedrolle er at passe børn og hjem, højest påtage sig omsorgsjob og ikke indgå i politik. Selv om en stærk leder fortsat er et væsentligt kendetegn, kan lederen dog i flere af de højreorienterede partier lige så vel være en kvinde, hvilket er tilfældet i Europas to største nationalkonservative partier, nemlig Meloni i Italien og Le Pen i Frankrig, ligesom kvinder indtager ledende poster i AfD i Tyskland – blandet indgår Alice Weidel i formandskabet. Ikke blot er årtiers kamp for ligestilling i et vist omfang nået ind i disse partiers rækker og politik, men også den samfundsmæssige udvikling har gjort, at kvinderne er nødvendige på arbejdsmarkedet for at få moderne samfund til at fungere, hvorfor de ikke kan henvises til en sekundær husmorrolle.

Endnu et kendetegn har været en begrænsning af og despekt for den enkeltes frihedsrettigheder til fordel for ensretning og indordning under en autoritær stats dekreter og normer, mens de nuværende højrepartier derimod lancerer sig som forsvarere af den enkeltes frihed. AfD afviser fartbegrænsning på tyske motorveje og indførelse af kødfrie dage i offentlige institutioner med den begrundelse, at sådanne tiltag indskrænker den enkeltes frihed. De nye, store partier på højrefløjen er på en række felter mere liberalistiske end konservative, mere for deregulering end statsstyring.

Selv om fascisme og nazisme i sin oprindelige form ikke vil være gangbar i dag, er det ikke nødvendigvis nogen garanti imod andre, mere moderne former for autoritære regimer, som i et vist omfang kan anes i lande som Ungarn og uden for EU i Tyrkiet og Israel, men i Polen blev forkastet af vælgerne. Højrefløjens fremmarch er ikke en uafvendelig udvikling og rummer også sine egne modsætninger i og mellem partierne.

Selv om de nationalkonservative, højreorienterede partier er på fremmarch i en række europæiske lande, marcherer de trods mange fælles træk ikke i fælles takt. De er netop nationalt baserede partier, hvis identitet og legitimitet er at forsvare og bevare nationen, hvorfor partierne i et vist omfang har differentierende holdninger og interesser. I EU-parlamentet er partierne da også tilsluttet to forskellige grupper. I gruppen Identitet og Demokrati befinder sig blandt andet Tyske AfD, franske National Samling, italienske Lega, det østrigske såvel som det hollandske Frihedspartiet og Dansk Folkeparti, mens Europæiske Konservative og Reformister rummer blandt flere andre De Italienske Brødre, spanske Vox, Sverigesdemokraterne og De Sande Finner.

Fremgang ved kommende valg

Meningsmålinger tyder på, at en række af disse partier vil få fremgang ved valget i juni til EU-parlamentsvalget baseret på en cocktail af utilfredshed i befolkningerne med inflation, sociale nedskæringer og øget tilstrømning af flygtninge. Ligesom i 2015 kan højrepartierne høste stemmer på, at en stor tilstrømning, men skæv fordeling af flygtninge bekymrer og harmer borgere, der oplever, at lokalsamfundet har svært ved at håndtere større mængder af flygtninge.

Den problematik har det socialdemokratiske medlem af Rigsdagen Åsa Eriksson og tidligere borgmester i Stockholmforstaden Norberg beskrevet i bogen Farvel til Bulderbyen. Indstillingen var positiv, da den lille kommune med 5.000 indbyggere i 2014-15 modtog 1.000 flygtninge, som blev budt velkommen af de lokale borgere; men hurtigt opstod problemer. Der var blandt andet ikke boliger nok, og det viste sig svært at integrere så mange mennesker på arbejdspladser, i institutioner og foreninger, ligesom kulturforskelle også gav udfordringer. Mange af kommunens indbyggere kunne efterhånden ikke genkende deres egen by. En række andre mindre bysamfund oplevede lignende problemer. Åsa Erikssons kritik går i høj grad på, at migranterne ikke blev fordelt efter modtager-kommunernes størrelse. Mange af dem endte i mindre landsbykommuner, der fik vanskeligt ved at løfte opgaven, hvilket regeringen og politikerne i Stockholm ignorerede. De optrådte efter hendes opfattelse som ”homo moralis” i form af en insisteren på det abstrakt gode fremfor det, virkeligheden fordrer.

Hvad virkeligheden så fordrer, er der politisk forskellige holdninger til. Paradokset er, at samtidigt med at større strømme af migranter kan give udfordringer, er der også brug for øget indvandring på grund af stigende mangel på arbejdskraft i en række brancher. Kun ti procent af verdens migranter er egentlige flygtninge ifølge den hollandske professor Hein de Haas, mens de øvrige er jobsøgende, heraf stadig flere med en uddannelse bag sig. Og ni ud af ti migranter, der søger fra Afrika til Europa er lovligt rejsende med pas og papirer, ligesom hovedparten af dem, der flygter for krige eller klimakatastrofer, bliver inden for nærområderne og ikke søger mod Europa.

Meloni-regeringen har erkendt, at der er brug for indvandring af arbejdskraft, da en aldrende befolkning gør det stadigt sværere at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft – ifølge en prognose vil kun 53 procent af befolkningen om 30 år være i den arbejdsdygtige alder. De øvrige højrefløjspartier vender det blinde øje til at se indvandring som en løsning på arbejdskraftmangel og tegner ifølge de Haas et helt skævt billede af omfang og karakter af migration med påstande om en migrantkrise, der kræver omfattende modforholdsregler. Men netop flygtninge- og indvandrerproblematikken er én af disse partiers vigtigste mærkesager, der skal fastholde og øge deres vælgermæssige opbakning og give yderligere politisk indflydelse. I over en halv snes europæiske lande indgår disse partier enten i regeringer eller er støttepartier og ser i flere af de øvrige lande ud til at få fremgang ved kommende valg.

Nøglen til at stoppe højrefløjens fremgang

I enkelte lande har partier fra den politiske midte dog fundet nøglen til at bremse højrefløjens fremmarch. Det danske socialdemokrati med Mette Frederiksen i spidsen fandt for flere år siden, at løsningen bestod i at overtage højrefløjens stramme flygtninge- og indvandrerpolitik, der havde givet Dansk Folkeparti (DF) stor stemmemæssig fremgang og væsentlig indflydelse som støtteparti for en borgerlig regering. Manøvren lykkedes, så DF ved folketingsvalget i 2019 gik markant tilbage, mens Socialdemokratiet gik frem og kunne overtage regeringsmagten, som efter det seneste valg nu deles med Moderaterne og Venstre.

I Ungarn har den oprindeligt liberalistisk indstillede Viktor Orban benyttet sig af en lignende løsning. For at tage luften ud af det stærkt højreorienterede parti Jobbik, der optrådte meget militant med uniformerede medlemmer på gaderne og voldsom retorik over for især romaer, gennemførte Orban, da hans parti Fidesz med over halvdelen af stemmerne vandt regeringsmagten i 2010, en markant stramning af straffeloven og migrationsreglerne. Sidenhen er indført en række autoritære tiltag. Ved Covid-pandemien indførtes i 2020 en nødretslov, der gav Orban beføjelse til at lede en effektiv bekæmpelse af pandemien med dekret. Orban kritiseres af oppositionen for at have indskrænket pressefriheden og domstolenes uafhængighed, mens han selv betegner sin politik som illiberal kristen baseret. Manøvren med et stærkt højresving lykkedes i den forstand, at Jobbik har omdefineret sig selv til at være et moderat midterparti og en del af oppositionen. Til gengæld er der oprettet et nyt stærkt højreorienteret parti med navnet Mi Hazank – Mit Fædreland. Partiet fik ved det seneste parlamentsvalg i 2022 seks procent af stemmerne og har etableret en paramilitær nationalistisk garde.

Ideen med at overtage højrefløjspolitik ser nu ud til at brede sig til flere lande. I Frankrig foreslog det højreorienterede oppositionsparti Republikanerne i efteråret at ændre reglen om at alle født i Frankrig ved 18 års-alderen automatisk blev fransk statsborger skulle ændres. De unge skulle så ansøge om statsborgerskab og kunne nægtes det, hvis de på grund af kriminalitet var idømt mere end seks måneders fængsel. Forslaget skulle indgå i en større pakke af ændringer reglerne om indvandring, som Macron-regeringen lagde op til med det formål at opnå en hurtigere sagsbehandling og udvisning af både afviste asylansøgere og kriminelle indvandrere.

Regeringens intention var at opnå et bredt flertal i parlamentet for en sådan lovpakke, der skulle vise, at Frankrig mestrede både at stramme asyllovgivningen og åbne for den nødvendige udenlandske arbejdskraft til at udfylde ledige stillinger på de franske arbejdspladser. En del af de øvrige partier ville dog ikke spille med og afviste et forsøg på et kompromis, så kort før jul fremlagde regeringen forslag til en markant stramning af reglerne. Forslaget fik ros af Marine Le Pen, der kaldte det en ideologisk sejr og påvirket af hendes parti National Samling, der er det største oppositionsparti og står til fremgang ved valget til EU-parlamentet. Hensigten med forslaget var ellers at stække dette parti fremgang, men gav også en større intern debat i Macron´s eget centrumorienterede parti. Sundhedsminister Aurélien Rousseau, der fik posten ved en ministerrokade i sommer, truede med at forlade regeringen efter vedtagelsen af loven med stemmerne fra Republikanerne, National Samling og flertallet af regeringspartiets parlamentsmedlemmer.

Venstrefløjen stemte imod, og det kommunistiske parlamentsmedlem Elsa Faucillon kritiserede regeringen for at bruge de samme ord og ideer som højrefløjen og mente, at regeringen gik endnu længere end Meloni i Italien. I en fælles erklæring fra over 50 organisationer og grupper, heriblandt en del fagforeninger, blev lovpakken karakteriseret som den mest reaktionære lovgivning inden for de seneste 40 år i forhold til fremmede i Frankrig, hvoraf mange har boet i landet i mange år. Udover republikanernes forslag om at gøre det sværere for unge at blive statsborger indeholder pakken også mulighed for at fratage kriminelle borgere med dobbeltstatsborgerskab det franske statsborgerskab, begrænsninger i muligheden for offentlige ydelser, skærpede regler for udenlandske studerende og kvoter for indvandring.

I Tyskland er det største oppositionsparti, det konservative CDU, også ved at placere sig i samme spor med en strammere indvandringspolitik. Et nyt forslag til partiprogram for CDU er et klart opgør med Merkel´s åbne indstilling over for modtagelse af flygtninge – formuleret i sætningen ”Vi klarer den”. Det nye program lægger op til en markant ændring i asylpolitikken med større krav til indvandrere og en anden ansøgningsproces. Efter forbillede fra Danmark og Storbritannien lægges op til, at mennesker med ønske om at søge asyl skal overføres til et sikkert tredjeland og derfra gennemgå ansøgningsproceduren. Det understreges, at alle, der ønsker at bo i Tyskland, skal anerkende tysk som den førende kultur uden forbehold. Det kristne menneskebillede skal være rettesnoren, men det hedder også, at ”muslimer, der deler vores værdier, hører til i Tyskland”.

Hensigten med det ændrede partiprogram er at dæmme op for det fremadstormende AfD, der ifølge meningsmålingerne står til at blive det største parti ved valgene i de tre delstater Sachsen, Thüringen og Brandenburg til september samt fremgang ved valget til EU-parlamentet. Om det vil lykkes for CDU med et program, som tilnærmer sig AfD i synet på indvandring, er der blandt politiske iagttagere delte meninger om. Måske skal dette partis fremmarch paradoksalt nok bremses af en splittelse på venstrefløjen.

Den markante, karismatiske mangeårige venstrefløjspolitiker og medlem af den tyske Forbundsdag Sahra Wagenknecht har sammen med 15 af sine politiske fæller forladt Die Linke og vil danne et nyt parti. Ifølge de foreløbige udmeldinger vil det nye parti på det økonomiske og sociale område stå for traditionel venstreorienteret politik, men have en anden klimapolitik end venstrefløjen og især føre en mere stram indvandringspolitik. Wagenknecht mener, at Tyskland har tabt kontrollen med indvandring og ikke skal være den første destination for flygtninge, da landet ikke kan håndtere flere større flygtningestrømme. Hun peger på Danmark som et eksempel på, hvordan kontrollen kan genvindes. Med denne cocktail af venstreorienteret og højreorienteret politik går Wagenknecht og hendes partifæller efter at vinde en række af de vælgere tilbage, som tidligere stemte på Die Linke eller SPD, men ved de seneste valg har sat krydset på stemmesedlen ved AfD.

Om det fra hver sit hjørne lykkes CDU og Wagenknecht at rive vælgerne ud af armene på AfD kan kun fremtiden vise; men i en række europæiske lande vil en del partier givetvis forsøge sig med det, som nogle har kaldt for ”Melonisme” eller ”Orbanisering” og dermed sætte den politiske midte under pres. En sådan udvikling kan ikke udlægges som fascismens genopståen i nye klæder, men kan føre til, at midterpartierne rykker længere imod højre især på flygtninge- og indvandrerpolitikken. Det vil også give udfordringer for liberale og socialistiske kræfter, der vil stå i et dilemma om at vælge mellem parlamentarisk marginalisering og et politisk ryk imod højre.

Kilder:

Politiske ideologier, 1. udgave, Politikens Forlag, 1972
Emilio Gentile: The Religous Dimensions of Political Language in Fascist Italy, 2011:
https://perspectivia.net/servlets/MCRFileNodeServlet/pnet_derivate_00004327/gentile_fascistese.pdf
Emilio Gentile: Fascism as Political Religion, Journal of Contemporary History, 1990 https://journals.sagepub.com/doi/pdf/10.1177/002200949002500204
Juan Pablo Ferra: Who is Fascist, 2021:
https://comunicacionyhombre.com/wp-content/uploads/2023/02/19-19-JUAN-PABLO-SERRA-INGLES.pdf
Wikipedia, Den Store Danske/Lex.dk
The Guardian, Jacobin, Politiken, Information, Kristeligt Dagblad, Flensborg Avis, TV2 News, DR, SVT, ARD, ZDF