Magt og regeringsmagt – Holger K. Nielsen svarer Søren Kolstrup

Søren Kolstrup har skrevet en overvejende positiv anmeldelse af min bog, ”Det var det værd” i Solidaritet. Den er samtidig kritisk, men kritikken er båret af den fairness, som altid har præget Søren, siden jeg første gang mødte ham i SF i 1972. Det er normalt ikke god stil, at en forfatter indlader sig i diskussion med en anmelder, men anmeldelsen efterlader nogle principielle spørgsmål, som jeg finder værd at diskutere.

Anmeldelsen er i vid udstrækning bygget op omkring en modsætning mellem ”Holger den Yngre” og ”Holger den Ældre”, og at denne modsætning især angår forholdet til magten, herunder regeringsmagten. Det er ubestrideligt, at jeg i dag ikke mener det samme som for 50 år siden – alt andet ville være mærkeligt. Det er også korrekt, at SF’s og min egen deltagelse i Thorning-regeringen har fået en selvstændig betydning for min egen forståelse af magten.

Forskel på magt

Men Søren har ikke ret, når han tilsyneladende tillægger mig, at magten er det samme som regeringsmagten. I en central passus skriver han følgende: ”Viljen til at ”ville magten” fremstår her som almen SF-visdom. Partiet har altid befundet sig i et spændingsfelt mellem idealer og magt – stadig forstået som regeringsmagten – ifølge Holger K. En alternativ betragtning lyder, at SF har opfattet magt-spørgsmålet og regerings-spørgsmålet yderst forskelligt i partiets historie”. Det sidste er korrekt, men det er ikke helt så enkelt, som Søren fremstiller det.

“Forholdet til regeringsdeltagelse ændrede sig allerede i midten af 80’erne – hvor Gert Petersen op til landsmødet i 1985 pludselig lancerede muligheden for, at SF skulle gå i regering.”

Det er ikke rigtigt, at magten for mig er det samme som regeringsmagten. Det funderer jeg faktisk over i bogens første kapitel, da jeg sidder i bilen på vej hjem fra mødet i DGI-byen. Jeg er fuldt ud klar over, at vi ikke kan blive i regeringen, og jeg bliver reelt i tvivl om, hvorvidt et parti med SF’s rødder overhovedet er egnet til et regeringssamarbejde. Også fordi – som jeg skriver – vi gennem årene har haft væsentlig indflydelse på det danske samfund ved at stå udenfor. Dels som støtteparti for forskellige socialdemokratiske regeringer, dels gennem ideologisk påvirkning af et Danmark, som på en række områder var blevet mere progressivt. Naturligvis kan man have magt og indflydelse uden at være i regering – det mente jeg for 50 år siden, og det mener jeg i dag.

SF har altid forsøgt at få indflydelse på den dagsaktuelle politik – samtidig med, at det langsigtede mål blev fastholdt. Balancen har været forskellig, og givet anledning til talrige slagsmål med partisprængning, afskalninger og intern ballade til følge. Men det har aldrig været partiets linje, at Folketinget bare skulle være en ”talerstol”, som VS proklamerede på et tidspunkt i 70’erne. Mulighederne for indflydelse afhang naturligvis af de parlamentariske muligheder, og i perioder har vi indtaget en oppositionsrolle – uden at vi af den grund fraskrev os muligheden for at påvirke tingene.

Det er så rigtigt, at forholdet til regeringsdeltagelse har ændret sig. Ud fra Sørens anmeldelse kan man få det indtryk, at det er noget forholdsvist nyt. Hvilket i øvrigt også var et synspunkt, den såkaldte ”børnebande” fremførte i deres promovering af SF’s såkaldte ”fornyelse”. Men forandringen fandt reelt sted i midten af 80’erne – hvor Gert Petersen op til landsmødet i 1985 pludselig lancerede muligheden for, at SF skulle gå i regering. Det var på et tidspunkt, hvor det rene arbejderflertal i mange meningsmålinger var en reel mulighed, men det vi havde ikke forestillet os, at det kunne medføre direkte regeringsdeltagelse. Jeg var selv skeptisk og kæmpede på landsmødet imod Gerts linje.

Han vandt naturligvis, og jeg skal ikke sige, om det var for at lukke kæften på mig, men sammen med Aage Frandsen blev jeg sat i spidsen for et udvalg, som skulle udarbejde et konkret regeringsprogram. Vi holdt – som Søren skriver – talrige interne møder, seminarer og konferencer, hvor vi gik i dybden med et program, som blev vedtaget på et landsmøde i 1987 og som igen dannede grundlag for valgkampen i efteråret 1987. Men det var meget specifikt et regeringsprogram. Jeg blev i denne proces overbevist om det rigtige i strategien. Programmet var perspektivrigt, men også realistisk, og meget bevidst havde vi ikke opstillet ultimative krav. Valget gav et rødt flertal målt på stemmer, men stemmespild gjorde, at Schlüter kunne beholde magten. Men havde også mandattallet artet sig, var vi gået til Anker Jørgensen med et krav om regeringsdeltagelse.

Inddæmning af venstrefløjen

Socialdemokraterne havde med sikkerhed afvist kravet, for – som jeg også skriver i bogen – de ønskede ikke at ændre på en arbejdsdeling, hvor de havde magten og hvor vi andre kunne bruges til at sikre flertallet, hvis det blev nødvendigt. Men for SF blev det en ambition at bryde den arbejdsdeling, og vi lagde derfor også op til regeringsdeltagelse i min egen formandstid.

“Det er værd at satse på den direkte magtudøvelse, som ligger i at komme i regering. Det er ikke tilfredsstillende, at Socialdemokratiet skal kunne bruge venstrefløjen når de har brug for det. og så ellers arbejde sammen med højrefløjen.”

Det blev konsekvent afvist af både Poul Nyrup og Mogens Lykketoft. Når regeringsdeltagelse blev et reelt tema efter valget i 2007, skyldtes det ikke en ændret tilgang fra SF, men derimod at Socialdemokraterne skiftede holdning. Det gjorde de ikke af kærlighed til venstrefløjen – bagmanden for den nye taktik var Henrik Sass, som var rundet af den samme højrefløjs-socialdemokratiske skole som Per Hækkerup. I flere meningsmålinger var vi blevet større end Socialdemokratiet, og vi skulle inddæmmes ved at komme under åget. Det var i alt fald jeg fuldt ud klar over, men ved ethvert nyt skridt er der både risici og muligheder. Jeg mente, at mulighederne var større end de forventede risici og støttede derfor også regeringsstrategien. Historien har vist at jeg tog fejl.

Spørgsmålet er så, om det er en almengyldig sandhed, at venstrefløjen vil blive svækket ved at indgå i en regering? Det funderede jeg som nævnt over efter kollapset i DGI-Byen. Og jeg erkender nøgternt i bogen, at der ikke kan findes mange eksempler i andre lande på, at venstrefløjen er blevet styrket ved at gå ind i en regering. Men der findes ikke naturlove i politik – så hvordan kan vi bryde koden, og skal den overhovedet brydes? Det gør jeg mig også overvejelser om i bogen.

Jeg mener, det er værd at satse på den direkte magtudøvelse, som ligger i at komme i regering. Det er ikke tilfredsstillende, at Socialdemokratiet skal kunne bruge venstrefløjen når de har brug for det. og så ellers arbejde sammen med højrefløjen. Nogle vil hævde, at vi altid har muligheden for at vælte en socialdemokratisk regering. Eller i det mindste true med det og på den måde presse socialdemokraterne. Men der er tale om et træsværd. Alle – og ikke mindst socialdemokraterne – ved, at vælgerne vil reagere negativt, hvis venstrefløjen bliver årsag til, at de borgerlige får udsigt til magten. Der skal være et umanerligt klart grundlag, hvor alle kan se det rigtige i strategien. Vi overvejede at trække tæppet væk under Nyrup i forbindelse med den såkaldte Østrig-sag, men hele grundlaget var så mudret og svært forklarligt, at det viste sig håbløst. Pointen er her, at vi også i et formaliseret samarbejde bliver nødt til at indgå kompromisser, medmindre vi vil sidde i træet og råbe. Der er ikke frikort til hvad som helst, hvis man vil have indflydelse – heller ikke selvom man står udenfor regeringen.

Dyrtkøbte regeringserfaringer

Det bliver et problem, at indflydelsen ofte udøves i lukkede rum. I en regering er der daglige slagsmål om alt muligt – lige fra store udspil til økonomiske prioriteringer på enkeltområder. Indflydelsen ligger i høj grad i disse interne processer, men det giver samtidig vanskelige profileringsmuligheder – også selvom indflydelsen kan være betragtelig. Det bliver imidlertid for fattigt, hvis vi skal indrette vores politik efter hvad der giver profilering og gode meningsmålinger. Hvis perspektivet er vælgermaksimering, er det ikke indsatsen værd.

Det er så rigtigt, at SF ikke udnyttede mulighederne for indflydelse i Thorning-regeringen. Det har jeg en del betragtninger om i min bog. Det var skidt, at vi gik tilbage ved valget i 2011 og blev overhalet af De Radikale.

Magtbalancen internt i regeringen forrykkede sig i vores disfavør. Og vigtigst: Vi manglede erfaring, og var ikke dygtige nok. Da jeg blev skatteminister, havde jeg siddet i Folketinget i ca. 27 år, og prøvet det meste – bortset fra at sidde i regering. Men selv for mig var det overvældende at skulle forholde sig til hastigheden, embedsapparatet, mediepresset, de interne konflikter og Slotsholmens mange krinkelkroge. SF fik dog nogle erfaringer, som vil være en del af partiets fremtidige, kollektive erfaring. En erfaring, som forhåbentlig også den øvrige venstrefløj kan drage nytte af. Det forudsætter selvsagt, at vi er i stand til at lære af dem.

Den diskussion finder jeg vigtig. Ikke kun for SF, men også for den øvrige venstrefløj.