Søren Kolstrup: Holger K. Nielsens erindringer er en spændende historie om 50 år i politik

Lad det være sagt med det samme: Holger K. Nielsens erindringer er værd at læse. Det er på centrale områder en reflekteret bog. Samtidig er det en yderst sympatisk bog, hvor forfatteren fremlægger sin tro på det gode samfund. Det er også en bog, hvor Nielsen den Ældre i skelsættende spørgsmål om magt og socialisme fortrænger centrale dele af Nielsen den Yngres SF. Vi møder Holger K. som ung og håbefuld SFU-aktivist i 1970erne, siden folketingsmedlem for et parti i fremmarch i 1981, dernæst formand efter et spændingsfyldt kampvalg i 1990, for til sidst at blive minister på en uriaspost.

Holger K. Nielsens to hjertebørn i dansk politik har været EU og udenrigspolitik. Læseren får indblik i interne dilemmaer og beslutninger, sejre og nederlag. Vi hører om den unge Nielsens ansættelse som sekretær for SFs EF-parlamentsmedlem Bodil Boserup i 1979, der udgjorde et solidt springbræt for Holger K. Nielsens engagement i EU spørgsmål og udenrigspolitik. Som nybagt folketingsmedlem virkede Holger K. – sammen med venstrefløjen og Folkebevægelsen – for en lang og sej demokratisering af Folketingets Markedsudvalg med krav om at kunne tage stilling på et oplyst grundlag. Det indebar, at medlemmerne inden møderne skulle modtage papirer og indstillinger, der var en simpel forudsætning for at kunne give den til enhver tid siddende regering et kvalificeret modspil og et klart mandat. 

Formuleringen af det nationale kompromis efter nej’et til Maastricht-traktaten den 2. juni 1992 udgjorde kulminationspunktet i Holger Ks formandstid. Vi hører her om det centrale SF-papir, den såkaldte 11. maj-beslutning, der forestillede sig et europæisk hus med flere rum, hvor man ikke nødvendigvis skulle være medlem af Unionen for at deltage i det europæiske samarbejde. Det var dette udgangspunkt, der resulterede i SF’s og Holger K’s formulering af det nationale kompromis, hvor retslige anliggender, forsvar, unionsborgerskab og fælles mønt blev undtaget fra dansk medlemsskab af EU. Det var i hele dette forløb, Holger K. oplevede at blive først helt ved det danske nej til Maastricht, men kort efter skurk ved ja’et til det nationale kompromis – som Holger K. var bannerfører for. 1. Maj 1993 susede æbler, æg og sten mod Holger K. Afstanden mellem himmel og helvede kan være kort i politik, lyder det nøgternt fra Holger K., men også med en smertelig erkendelse af at han var dybt berørt af begivenheden. 

Fast EU-støtte fra årtusindskiftet

Holgers klare ja til EU indtraf med SF’s ja til Nice-traktaten, underskrevet 2001. Holger K. henviser her til, at traktaten åbnede for den store Øst-udvidelse. Vi får indblik i en beslutsom Holger K., der ikke længere står i noget dilemma, selv om nej-sigerne gik til voldsomt angreb på SF.  Holger K. var blevet rodfæstet i sin positive tilgang til EU – godt støttet af et flertal i partiets hovedbestyrelse og i meningsmålingerne – kunne man tilføje.

Bag denne kursændring lå en mere fundamental ændring i SF’s syn på EU, der i slutningen af 1990erne blev anskuet som et åbent forhandlingsrum, ikke længere en destruktiv motor for en stadig stærkere og kategorisk nyliberalistisk dagsorden inden for økonomisk politik, handels- og produktions-politik. Holger K. Nielsen erkender f.eks. Frankrigs militærindustrielle kompleks med imperiale og problematiske rødder i Afrika, et fænomen som står i hjerteskærende modsætning til SF’s oprindelige syn på forsvar og udenrigspolitik. Men denne indsigt må vige for en overordnet præmis: EU ses som et forhandlingsrum, der udgør – og kan udgøre – en  progressiv stemme i verdenspolitikken. Derfor må SF overveje en revision af forsvars-undtagelsen ifølge Holger K. Som en streg under skiftet, sidder Nielsen i et svensk Gripen-fly i et af bogens billeder.

Holger K. Nielsen er veloplagt og ræsonnerende i de kapitler, der gælder udenrigspolitik. Her giver han sig tid til at invitere læseren ind i sine overvejelser. Eksempel: Dansk støtte til en FN-indsats i 2011 vendt mod Libyens Gaddafi, der stod parat til at indlede et folkemord mod storbyen Benghazi i 2011, fik SFs støtte. I FN-mandatet stod der dog intet om, hvordan man fik et regimeskifte. Libyen blev et ragnarok. Derfor var det en fejl, at SF støttede indsatsen, lyder det med nøgtern røst fra den tidligere udenrigsminister.

Viljen til magt

Holger K. Nielsen ræsonnerer til sidst i bogen over SFs deltagelse i Helle Thorning-Schmidts centrum-venstre regering (2011-2015). Socialdemokratiet og SF agerede frem til valget i 2011 ud fra forestillingen om et arbejderflertal. SFs drøm om et arbejderflertal, som man var tæt på at realisere i 1987, skulle endelig lykkes – men virkeligheden blev en anden.

“Selv om SF blev straffet brutalt af vælgerne i 2015, konkluderer Holger K. Nielsen ufortrødent, at SF blev sat i verden for at gribe magten – der opfattes som andel i regeringsmagten”

Socialdemokraterne og SF tabte valget i 2011, men til gengæld oplevede Det Radikale Venstre og Enhedslisten et rekordvalg med 8 ekstra mandater til hvert parti. De røde blev afhængige af Det Radikale Venstres økonomiske politik, der indebar accept af en beskåret efterløn, og et ønske om en forstærket udbudsøkonomi. Lærer-indgrebet sled yderligere på SF, og det delvise salg af DONG Energi-aktier til finansselskabet Goldman Sachs udløste oprør i SF. Den 30. januar 2014 meldte SF sig ud af regeringen. SF mistede ved valget i 2015 hele 9 mandater og landede på 4,2 pct. af stemmerne i 2015. Holger K. Nielsen nåede under disse turbulente forhold både at blive skatteminister og udenrigsminister i 55 dage, godkende et lærer-indgreb samt det delvise salg af DONG aktier.

Selv om SF blev straffet brutalt af vælgerne i 2015, konkluderer Holger K. Nielsen ufortrødent, at SF blev sat i verden for at gribe magten – der opfattes som andel i regeringsmagten. Konklusionen lyder: Regeringsdeltagelse er stadig en SF-prioritet. Det var derfor rigtigt af SF at deltage i Thorning-Schmidt regeringen, men man skulle nok have forladt regeringen tidligere.

Viljen til at ‘ville magten’ fremstår her som almen SF-visdom. Partiet har altid befundet sig i et spændingsfelt mellem idealer og magt – stadig forstået som regeringsmagten – ifølge Holger K.  En alternativ betragtning lyder, at SF har opfattet magt-spørgsmålet og regerings-spørgsmålet yderst forskelligt i partiets historie.

I 1971, da det andet arbejderflertal så dagens lys, havde SF den opfattelse, at partiet ville tabe profil og mobiliseringsevne – dvs. tabe magt og indflydelse – hvis det indgik regeringssamarbejde eller blot et formaliseret samarbejde. Samarbejdet med Socialdemokratiet indskrænkede sig til løbende ad hoc-konsultationer. SF skulle slet ikke nyde noget af at komme ”under åget”, altså blive taget som gidsel i et regeringssamarbejde; ej heller et formaliseret samarbejde var på dagsordenen. Også Socialdemokratiet ønskede at stå frit, og mødtes helst med SF til mørklagte møder.

Nielsen den Ældre fortrænger Nielsen den Yngre på spørgsmålet om magt

I 1980erne forudsatte magterobringer i samfundet for SF en offensiv alliance mellem lønarbejdere og folkelige bevægelser som kvinde-, miljø-, energi- og beboerbevægelser. En folkebevægelse med socialistisk sigte var et regerende arbejderflertals motor, lød det overordnede mantra fra partiets formand Gert Petersen, som undertiden talte om et systemskifte og systemoverskridende krav.

Regeringssamarbejdet skulle vælges, hvis man vel at mærke kunne få indrømmelser, der påbegyndte en demokratisering af økonomien: Arbejdspladsdemokrati med vetoret/bestemmelsesret, Økonomisk Demokrati-fonde og kapitalstyring. Her var også væsentlige opgør med NATO-politikken på programmet i form af atomvåbenfri zone, opsigelse af forstærkningsaftaler og påbegyndelse af nedrustning.

På landsmøder og seminarer drøftede partiet i årene 1980 – 1987 for og imod et regeringssamarbejde versus formaliseret samarbejde ud fra en forestilling om, at regeringssamarbejdet åbnede muligheder, men også faldgruber, hvor partiet risikerede at blive kvalt. Det forekommer mig, at Nielsen den Ældre fortrænger væsentlige dele af Den unge Nielsens historie, hvor han med iver deltog i de principielle diskussioner, og sågar var redaktør af partiets debatterende tidsskrift.

Holger K. Nielsen har leveret et vægtigt bidrag til belysning af dramatiske ændringer i SF’s politiske udvikling og egen rolle heri. Alt sammen fremført med en let pen. Vi hører om et parti, der udskifter antimilitarismen og EU-modstand med troen på det gode forsvar og en demokratisk EU-blok, der udgør en human forskel i verden.

1980ernes SF, der ville have et systemskifte og et arbejderflertal, og som iværksatte systemoverskridende reformer frem mod socialisme, er derimod underbetonet, og på afgørende områder fraværende. Det tydeliggør, at politiske selvbiografier har hang til at harmonisere den historiske udvikling, sådan som den bliver set i øjeblikkets perspektiv. 

Holger K. Nielsen: Det var det værd. Forlaget Momenta 2021. 350 sider, vejl. pris 199 kr.