Hvad ønsker palæstinenserne i Gaza?

Det, der foregår i det besatte Palæstina, er ikke en konflikt, men et klart tilfælde af ulovlig militær besættelse, apartheid, etnisk udrensning og folkemord.

De, der insisterer på at bruge et ’neutralt’ ord til at skildre krisen i Palæstina, krænker det palæstinensiske folk på en måde, som rækker ud over deres tilsyneladende harmløse ord.

Det er dette uforpligtende, indifferente sprogbrug, der er gængs i forbindelse med det, som sker i Gaza. Det er her, det krænkende ved denne ’upartiskhed’ er værst.

Hvem støtter Israel?

”Hvis man er neutral, når det gælder ‘uretfærdighed’ har man valgt at stå på undertrykkerens side”, sagde den sydafrikanske anti-apartheid-aktivist, biskop Desmond Tutu.

Mens de fleste af verdens lande og befolkninger bestemt ikke står på den israelske undertrykkers side, er der andre, som med fuldt overlæg gør det.

Der er dem, som finansierer og tanker den israelske dræbermaskine i Gaza-striben op, samtidig med at de giver palæstinenserne skylden for krigen og de altødelæggende følger, den har fået for befolkningen.

Men at støtte Israel sker ikke kun i form af våben og ved samhandel. Det sker også ved at beskytte det mod at stå til regnskab for forbrydelser mod international lov.

Når man uden at tage hensyn til palæstinensiske prioriteringer indretter sig efter den israelske opfattelse og deres forventninger, er det også en form for støtte til Israel – og en nedværdigelse af Palæstina.

Spørg hvad palæstinenserne ønsker

Umiddelbart efter 7. oktober kom spørgsmål om, hvad Israel ønsker i Gaza, på dagsordenen.

7. november lovede den israelske premierminister Benjamin Netanyahu at eliminere Hamas og opretholde ’sikkerheden’ i Gaza-striben’ på ubestemt tid.

Det var amerikanerne enige i. ”Der bliver ikke noget med at vende tilbage til status quo’, sagde USA’s præsident Joe Biden 26. oktober, hvilket ’betyder, at Hamas ikke længere kan terrorisere Israel og bruge palæstinensiske civile som menneskelige skjold”.

Selv europæerne, der tit har fremstillet sig som lige partnere til Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre, havde et lignende standpunkt. EU’s udenrigschef Josep Borell fremsatte for eksempel et forslag vedrørende Gaza, der indebar en ’forstærket’ version af den nuværende selvstyremyndighed, ”med en legitimitet, der skulle afgrænses nærmere og bestemmes af FN’s Sikkerhedsråd” – ikke af det palæstinensiske folk selv.

Selv dem, der irettesatte Tel Aviv for at have urealistiske forventninger, undlod at stille det indlysende spørgsmål: Hvad ønsker palæstinenserne?

Hvad vil Israel opnå? Og hvad kan de opnå?

Lige så snart det tydeligt fremgik, at den palæstinensiske modstand var alt for stærk til, at Israel kunne nå nogen af deres vidtløftige mål, begyndte embedsmænd fra det amerikanske udenrigsministerium, eksperter og medier at advare Israel om, at en militær sejr i Gaza-striben ikke var mulig.

De fremførte, at Israel måtte finde en ’realistisk’ strategi for, hvordan de ville styre Gaza-striben efter at have tilintetgjort modstanden. Det var udmeldinger, der faldt i god jord selv i pro-palæstinensiske arabiske og mellemøstlige medier som eksempler på en ændring af det vestlige narrativ om Palæstina.

I virkeligheden er alting som før. Det nye er den helt enestående grad af palæstinensisk standhaftighed, eller sumud – et palæstinensisk udtryk, som betegner et nationalt særkende. Det har tændt håbet i verden og skabt frygt hos Israels allierede for de dystre scenarier, der venter i Tel Aviv, hvis Israel skulle lide et regulært nederlag i Gaza.

Selv om mange af Israels allierede tilsyneladende har været kritiske over for Netanyahu, er de det af bekymring for Tel Aviv. Det skyldes aldrig kærlighed til eller respekt for palæstinenserne.

Det er ikke noget nyt.

Et israelsk narrativ og et palæstinensisk narrativ

Siden ødelæggelsen af det palæstinensiske hjemland – Nakba – i 1948 er der opstået to narrativer:

Et israelsk, der blev taget imod med åbne arme af de vestlige mainstream-medier, politikere og akademikere, som slog sig sammen om at give et forvansket billede af ’konflikten’. De beskrev Israel som en ’jødisk stat’, der kæmpede for sin overlevelse blandt konkurrerende arabiske interesser og palæstinensere, der var splittet af fraktionsstridigheder, og som kun var enige om én ting: de ønskede at ødelægge Israel.

Og så et palæstinensisk narrativ, der hævdede, at retfærdighed er udelelig, og at hovedhjørnestenen i enhver varig fred i Palæstina er, at de fordrevne palæstinensiske flygtninge får deres hjemland tilbage. Det er blevet kendt som ’retten til tilbagevenden’.

Da Israel besatte resten af det historiske Palæstina i 1967 og udvidede deres apartheid-system til at gælde de nyligt besatte områder, var det kun naturligt, at en afslutning af den israelske militære besættelse og afskaffelsen af apartheid blev helt centrale palæstinensiske krav – uden at se bort fra den oprindelige uretfærdighed, alle palæstinensere var blevet udsat for i 1948.

Israels allierede i Vesten udnyttede den israelske besættelse som en lejlighed til at bortlede opmærksomheden fra de grundlæggende årsager til den såkaldte konflikt. De indskrænkede med tiden samtalen om Palæstina til at dreje sig om de ulovlige bosættelser, som Israel i strid med international lov begyndte at oprette, efter de havde fuldført deres militære besættelse.

Enhver palæstinenser, der fremførte, at konflikten slet ikke var en konflikt, men at de vigtigste årsager til krisen gik tilbage til selve grundlæggelsen af Israel, var og fortsatte med at være betragtet som yderligtgående, eller det, der var værre.

Israels vildledende sprogbrug

Denne stærkt forenklede tænkemåde anvendes om Gaza, hvor enhver historisk baggrund tilsidesættes, og hvor den palæstinensiske politiske diskurs bliver tilsidesat til fordel for Israels vildledende sprogbrug.

Men lige meget hvor tit vestlige medier bliver ved med at tale om ’palæstinensisk terrorisme’ og frigivelse af gidsler og prioritering af israelsk sikkerhed – uden at nævne israelsk terrorisme, palæstinensiske politiske fanger og politiske mål – så bliver der ingen løsning på denne krig. Hvis ikke palæstinensernes rettigheder bliver respekteret, kommer der heller ingen løsninger på fremtidige krige.

Gaza er ikke et territorium, som kan adskilles fra resten af det historiske Palæstina. Hverken dets fortid eller dets fremtid kan forstås eller forestilles uden indsigt i den palæstinensiske kamp i hele Palæstina – oprindelige palæstinensere i dagens Israel medregnet.

Det er ikke bare et synspunkt, men selve essensen i den politiske diskurs, der er fælles for alle Gazas politiske grupperinger.

Det samme kan fremføres om den politiske diskurs hos palæstinenserne på Vestbredden, i hele det historiske Palæstina, og dem der er i shatat – altså den palæstinensiske diaspora i hele verden.

Israel og USA må overveje hvilken fremtid, de ønsker for Gaza. Det kan være, at de vil prøve at nå frem til denne fremtid ved hjælp af missiler, ’stumme bomber’ eller bunker busters.

Men ingen militærmagt eller ildkraft kan lave om på historien eller omdefinere retfærdighed.

Det, som Gaza i sidste instans ønsker, er anerkendelsen af en historisk uretfærdighed, respekt for international lov og frihed for alle palæstinensere. At de ansvarlige for forbrydelser under Israels apartheid og krige i Israels hær og regering stilles til regnskab.

Det kan man vel ikke kalde yderligtgående standpunkter, når man sammenligner med den politik, som Israel har ført ud i livet ved at ødelægge Gaza, annektere Vestbredden og etnisk udrense det palæstinensiske folk.

Vil Washington og dets vestlige allierede omsider anerkende denne kendsgerning?

Artiklen er først udgivet i Palestine Chronicle, 8. maj 2024. Den er oversat og bearbejdet af Niels Overgaard.