Erhvervsledernes nødråb: hvad valget ikke bør handle om

Topchefer i en række af Danmarks største virksomheder klager deres nød over mangel på reformer, udenlandsk arbejdskraft og skattelettelser. Kigger man på de faktiske forhold er det propaganda uden hold i virkeligheden.

Af Jonas Gielfeldt

Berlingske Tidende bragte d. 21 maj en artikel med overskriften ”Dybt bekymrede erhvervsledere slår alarm: Valgkampen er på afveje”. Her revser en række topchefer fra virksomheder som DSV, Grundfos, Danfoss og Novozymes politikerne for ikke at have fokus på de virkelige problemer i det danske samfund, nemlig virksomhedernes rammevilkår. I stedet går de amok i en rus af valgflæsk, hvor velfærdsmilliarderne ruller. Især manglen på arbejdskraft fremføres igen og igen som et af de mest presserende samfundsproblemer, som en ny regering skal adressere. Men det overdrevne fokus på velfærd er ”livsfarligt for den samfundsmodel vi har”. Uha dada.

Det er ganske fascinerende læsning. Det lyder som om, de danske virksomheder står og kigger ud over afgrunden. Så lad os kigge lidt på en række nøgletal for at se, hvordan nationens tilstand er. Det overordnede billede er, at det går utroligt godt for virksomhederne og deres aktionærer, at det enorme fokus på mangel på arbejdskraft er en voldsom stramning ift. hvordan det faktisk ser ud på arbejdsmarkedet, og at den økonomiske politik, der er blevet ført de sidste snart tyve år, nærmest 1:1 har været tilpasset virksomhedernes behov. Min konklusion – vores valgkamp bør handle om mange ting, men ikke om hvor hårdt de store danske virksomheder har det.  

Virksomhederne skovler penge ind – og ud til aktionærerne

Noget af det første vi skal se på, er, om de danske virksomheder har udfordringer ift. indtjeningen. Det er klart, at hvis Danmarks konkurrenceevne er for ringe ift. udlandet, så vil dette hurtigt vise sig i virksomhedernes indtjening. Man vil miste ordrer, og tabe kapløbet med andre virksomheder i den globale økonomi. Men her kan jeg berolige læseren. Det går rent ud sagt fremragende for de danske virksomheder. Ved nytår lavede Danske Revisorer en gennemgang af regnskaberne fra 2018, dvs. gældende for året 2017. Den viste, at de danske virksomheder havde endnu et år med rekordstore overskud. 342,5 mia. kr. efter skat havde de danske virksomheder i overskud. Virksomhedernes overskud er steget med ufattelige 147 pct. siden 2010. Kort sagt så er der intet problem overhovedet med indtjeningen i det danske erhvervsliv. De tjener år for år flere og flere penge.

Også aktionærerne har en fest. De nyeste tal er fra 2016, og her blev der udbetalt svimlende 47 mia. kr. i udbytte. Det var det syvende år med stigende udbyttebetalinger. Der er simpelthen intet, der tyder på, at det danske erhvervsliv har det skidt. Og det er der en grund til. Danmarks konkurrenceevne ligger i top ti i verden ifølge World Economic Forum. Så er de danske virksomheders rammevilkår vist heller ikke værre.

Og de selvsamme chefer, som brokker sig i Berlingske over, at politikerne vil lade pengene flyde til velfærd, mærker også de gode tider i danske erhvervsliv. Peter Holk Nielsen fra Nozymes udtaler blandt andet i Berlingske, at ” Man sidder med en fornemmelse af, at kronerne kan trilles og bruges tre eller fire gange. Men dér, hvor jeg kommer fra, kan de kun bruges én gang”. Novozmyes bossen har haft en stigning i sin egen løn på 25 pct. på to år, så han nu tjener 25,4 mio. kr. om året. Ja, pengene kan kun bruges én gang. Og i Novozymes bliver rigtig mange af dem brugt på at aflønne Peter Holk. Også en række andre topchefer hiver stadigt mere og mere eksorbitante lønstigninger ind. Samlet set er danske virksomheder i superform. Indtjeningen slår alle rekorder, og konkurrenceevnen er blandt de bedste i verden. Ingen krise her.

Den fiktive brændende platform

Selvom det går godt nu, skal vi bestemt ikke ligge på den lade side. For ifølge erhvervslivet så trækker skyerne sig sammen over dansk økonomi. Og det skyldes manglen på arbejdskraft. Topchefen Jens Lund fra DSV udtaler til Berlingske, at ”Hvis ikke vi kan få ordentlig adgang til udenlandsk arbejdskraft, hænger vores samfund ikke sammen, og derfor er vi nødt til at få skabt nogle systemer, der giver os den adgang – også i lavtlønsområdet[…]”. Generelt har erhvervslivet og de borgerlige kæmpet en hidsig kamp for at få rykket beløbsgrænsen ned, således at også udenlandsk arbejdskraft, der får en relativt beskeden løn, skal kunne arbejde i Danmark.

Argumentet er, at det danske arbejdsmarked på grund af den lave ledighed, og den stærkt stigende beskæftigelse, mangler arbejdskraft. Så må virksomhederne sige nej til ordrer; der opstår flaskehalse på arbejdsmarkedet, og til sidst vil det presse danske lønninger op, fordi efterspørgslen efter arbejdskraft er højere end udbuddet. Det vil ødelægge dansk konkurrenceevne, og sætte gang i en negativ spiral for dansk økonomi. Brian Mikkelsen, der efter han skiftede fra De Konservative til en topstilling i Dansk Erhverv, kunne med sædvanlig mangel på evne til moderation konkludere, at ”Vi kan risikere, at det hele kollapser i løbet af et års tid”. Intet mindre.

Men nu har det borgerlige Danmark det jo med at opfinde brændende platforme, som skal bane vejen for reformer, der øger deres adgang til arbejdskraft, og dermed holder lønnen nede, samt forbedringer af deres rammevilkår, fx lavere skatter og afgifter. Så lad os kigge lidt på de hårde facts.

Første sted vi kigger er i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der laver surveys om forgæves rekrutteringer. Og ja tallet er stigende, men ser man nærmere på tallene, så er vi under 100.000 forgæves rekrutteringer. Da dansk økonomi vitterligt var overophedet i 2007-2008 lige før finanskrisen, var tallet i omegnen af 200.000 forgæves rekrutteringer.

Betyder det, at der slet ikke er virksomheder, der har svært ved at rekruttere? Bestemt ikke. Der er sikkert lokale flaskehalse i enkelte brancher, og geografiske området. Men overordnet set er der altså ikke en generel mangel på arbejdskraft, hvis man sammenligner med den sidste højkonjunktur. Der er vi niveauer under.

Mangel på arbejdskraft skulle ifølge klassisk økonomisk teori også medføre opadgående lønpres. Gør det sig så gældende? Næ overhovedet ikke. Det må næsten være lidt pinligt at være Dansk Arbejdsgiverforening, der igen og igen kræver mere og billigere udenlandsk arbejdskraft, når deres egen lønstatistik viser, at lønudviklingen på DA-området ikke rykker sig ud af flækken. Tredje kvartal i træk med uændret lønudvikling i sidste udgivelse af lønstatistikken. Men hvordan ser det så ud med den danske lønudvikling ift. udlandet? Jamen her kan man se, at bortset fra en kort periode i 2016, så har den danske lønudvikling konsekvent været lavere end i udlandet siden 2013. Der er altså intet, der tyder på, at vi har opadgående lønpres, der forringer konkurrenceevnen.

Hvis der var sådanne udviklingstendenser under opsejling, måtte det også sætte sig i den danske betalingsbalance, som er et af de mest anvendte makrotal for konkurrenceevnen. Også har klarer Danmark sig enormt godt; faktisk har vi så højt et overskud på betalingsbalancen, at vi forbryder os mod EU’s grænse på max 6 pct. i overskud på betalingsbalancen. Danmark ligger på 7 pct. Også Nationalbanken afviser, at vi er i en overophedning. Der er altså solid evidens for, at vi ikke står midt i en overophedning, der kræver et voldsomt øget udbud af arbejdskraft. 

Som sagt jeg skal ikke benægte, at der kan være områder eller brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft. Men det er på ingen måde det samfundstruende problem, det gøres til. At virksomhederne gerne vil importere mere billig arbejdskraft for at holde lønudviklingen lav er jo ikke overraskende, men det er simpelthen ikke det enorme samfundsproblem man forsøger at gøre det til.

I pose og sæk

Det lyder på vores erhvervsbosser som om de bliver negligeret voldsomt af politikerne. At der simpelthen ikke er fokus på deres behov og interesser. Så lad os slutteligt se på, hvordan den økonomiske politik har udviklet sig de sidste 10-15 år, og om den har tjent erhvervslivets interesser. Her vil mit fokus være på reformer, der øger arbejdsudbuddet. Man kunne i den sammenhæng også sagtens pege på den endeløse række af lempelser af virksomhedernes skatter og afgifter, som fx gentagende sænkelser af selskabsskatten, fjernelse af PSO-afgiften som er en milliardlettelse på virksomhedernes grønne afgifter, den seneste erhvervs- og iværksætterpakke osv. osv. Også her har virksomhederne fået i pose og sæk.

Reformer, der øger arbejdsudbuddet, er vigtige for virksomhederne af den samme grund, som man ønsker at importere udenlandsk arbejdskraft. Øger man udbuddet af arbejdskraft, så kan man holde prisen på arbejdskraften, dvs. lønningerne, stabile eller i bedste fald få dem til at falde. Det mindsker virksomhedernes omkostninger og øger profitten. Det er der ikke noget odiøst i. Radikale Venstres tidligere politiker Nadeem Farroq fik høvl, da han sagde det højt i 2012, men det var jo bare den skinbarlige sandhed om Thorning-regeringens reformer, selv om det var ilde hørt. Øget arbejdsudbud står af samme grund oftest nr.1 på arbejdsgivernes ønskeseddel.

Og man skal da lige love for, at arbejdsudbuddet er blevet øget. Ca. 250.000 forventes den strukturelle beskæftigelse at stige med i 2025, allerede ca. 171.000 i 2020 ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet. Det skal siges, at ministeriets opgørelse, der er lavet over den samlede virkning af den endeløse række af reformer fra Anders Foghs tid, er dybt problematisk. Man aner ikke om stigningen i arbejdsudbuddet overhovedet vil sætte sig i øget beskæftigelse, men antager det på baggrund af det man forudså i aftalerne. Man har altså ikke reelt vist det empirisk.

Dernæst så kan man indvende en masse ift. de enkelte reformtiltag. Vil Skattereform-2012 fx øge den strukturelle beskæftigelse med 11.000 personer næste år, fordi folk arbejder mere, når de ikke betaler topskat? I Enhedslisten er vi meget skeptiske over for disse dynamiske effekter ved skattelettelser i toppen, der skulle øge arbejdstiden markant. Ligeledes er det også utroligt optimistisk, at velfærdsaftalen, der hæver pensionsalderen vil få 105.000 personer i beskæftigelse i 2025. Her forholder man sig overhovedet ikke til nedslidningen på arbejdsmarkedet, og sådan kunne man have en række indvendinger mod en række af de forskellige arbejdsmarkeds- og skattereformer. Men lad os for nu konstatere, at i regnearkene, der får virksomhederne alt det øgede arbejdsudbud, de overhovedet kunne ønske sig som følge af snart tyve års økonomiske politik.

Og det vil ifølge Finansministeriets egne regneprincipper sætte sig i en mindskelse af reallønsfremgangen. I et tidligere svar til Frank Aaen forklarer Finansministeriet, at hvis man øger arbejdsudbuddet med 10.000 personer, så vil reallønnen i 5-10 år udvikle sig 0,1-0,3 pct. lavere end ellers. Når man så øger arbejdsudbuddet med 171.000 personer, så siger det sig selv, at reallønsfremgangen vil blive ret markant. Hvis Finansministeriet regner rigtigt, og hvis de forskellige reformer kommer til at indfri bare en brøkdel af de antagede virkninger på den strukturelle beskæftigelse, så har erhvervslivet sparet rigtig mange milliarder i lønstigninger, som ikke er kommet. På lang sigt regner Finansministeriet med at produktivitetsudviklingen vil trække lønningerne op, så man ikke permanent vil have lavere lønudvikling. Men om de har ret i det er også et åbent spørgsmål.     

En svanesang uden ende?

Her må svaret umiddelbart være nej. Erhvervslivets pinger vil fortsætte med kontinuerligt at kræve reformer. Lavere sociale ydelser, lavere lønninger, højere pensionsalder, mere udenlandsk arbejdskraft, lavere skatter og afgifter, lempelser i personskatterne, lettelser i arveafgiften, lettelser i kapital- og aktieindkomstskatter osv. osv. Det får aldrig en ende.

Det vi som venstrefløj skal gøre er, at kigge køligt på fakta, og så afvise de røverhistorier erhvervslivet fremkommer med. Deres eneste interesse er at spare kroner og ører i lønninger, skatter og afgifter. Og de skamrider altid danskernes frygt for, at vi ikke kan klare os i den globale konkurrence, og at erhvervslivet er så tynget, at det nok vil være bedst for dem, at flytte biksen til Polen. Men faktum er, at det går fremragende i det danske erhvervsliv. De skal ikke have en hjælpende hånd. De skal betale deres fair del af regningen for det velfungerende samfund, som de er en del af, og som de tjener fedt på.