Hvilken fred i Ukraine?

Hvilken fred i Ukraine?

Af Mikael Hertoft, medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse

Den russisk-ukrainske krig i Ukraine har nu varet i mere end ti måneder, og der er ingen tegn på, at den er ved at stoppe. Langs med fronten er der hårde kampe, hver dag, især i Donbas omkring byen Bakhmut. Men siden Ukraine tog Kharkiv-regionen, byen Kherson og området nordvest for Dnepr-floden tilbage, har fronten ikke bevæget sig meget. Begge parter mobiliserer kræfter til nye kampe.

Ruslands økonomi er ved at blive lagt om til krigsøkonomi og russiske mænd bliver tvangsmobiliseret til hæren for at blive sat ind i kampene. Begge parter forbruger enorme mængder krigsmateriel, ammunition og mennesker. Forbruget er så stort, at Rusland nu er begyndt at bruge tanks, som er fra en fjern sovjetisk fortid, og der er rapporter om køb af ammunition fra Nordkorea. Raketproduktionen i Rusland kan ikke følge med forbruget i Ukraine. I vesten er mange lagre også ved at være brugt op, og selv om der er gang i våbenproduktionen, er det muligt, der vil komme mangel på ammunition også på den side.

Ødelæggelserne i Ukraine er enorme. Ikke alene er byer og landsbyer blevet ødelagt langs med fronten, men Rusland har også siden begyndelsen af oktober involveret sig i et systematisk forsøg på at ødelægge Ukraines civile infrastruktur ved at angribe energi-infrastrukturen med raketter og iranske droner. Hver dag bliver Ukraines byer beskudt. Ukraine har med stigende held forsvaret sig med antiluftskyts og luftforsvarssystemer og har løbende genopbygget sin infrastruktur.

Uforenelige krigsmål

Vil den dag dog ikke komme, hvor der kan komme en fred i Ukraine? Det ser svært ud. Fra Ukraines side er der et klart krigsmål: At Rusland skal trække sig ud af Ukraine, tilbage bag sine internationalt anerkendte grænser. Disse er de grænser, som Ukraine havde ved Sovjetunionens opløsning, og de blev anerkendt og garanteret af Rusland i

Budapest-memorandummet underskrevet af daværende præsident Boris Jeltsin i 1994. Dette memorandum blev indgået, da Ukraine afskrev sig de atomvåben, man havde arvet fra Sovjetunionen og blev indgået mellem Storbritannien, USA, Rusland og Ukraine. Det indebærer også, at Rusland skal trække sig ud af Krim. Ukraine kræver krigsskadeserstatninger fra Rusland, og at krigsforbryderne skal straffes – også på højeste niveau, hvilket er et krav om, at Putin, hans generaler, forsvarsminister og udenrigsminister skal for en krigsforbryderdomstol i Haag.

Ruslands krigsmål er en anelse uklare, fordi de har ændret sig igennem krigen og fortsætter med at ændre sig. Men de indebærer i hvert fald, at Rusland skal have de fire nye områder man har annekteret samt Krim. Dette inkluderer områder, som Rusland ikke i dag kontrollerer som selve Zaporizjzja by og Kherson-området nordvest for Dnjepr. Det er også en del af Ruslands mål, at den del af Ukraine, som bliver tilbage, skal være svagt og forsvarsløst.

Da Rusland i øjeblikket er i vanskeligheder – militært og økonomisk - og står temmelig isoleret, er det også et selvstændigt mål for Rusland at undgå et nederlag, der vil føre til et regimeskifte i Rusland og være livsfarligt for Putin selv.

En ’fredsplan’

I de senere måneder har der cirkuleret en underskriftindsamling på nettet for en ’fredsplan’ ​​ for både Ukraine og Taiwan. (I denne artikel vil jeg kun skrive om Ukraine). Anbefalere af underskriftindsamlingen er en lang række akademikere, herunder også personer, der er internationalt kendt på venstrefløjen. Det drejer sig bl.a. om Jeremy Corbyn, tidligere Labour-leder og stadigvæk medlem af det britiske parlament, Noam Chomsky, sprogforsker og venstrefløjsikon og Jannis Varoufakis, som er medlem af det græske parlament og leder af den europæiske venstrefløjsstrømning DiEM25. ​​ Også Jeffrey Sachs, professor ved Colombia-universitet støtter underskriftindsamlingen

Den ’fredsplan’, de går ind for, starter med en vedvarende våbenhvile i Ukraine – overvåget af FN, som så skal følges op med en varig løsning af den ukrainsk-russiske konflikt gennem

- en gradvis tilbagetrækning af de russiske militære styrker

- et stop for levering af dødelig militær hjælp til Ukraine

- en forfatningsmæssigt indskrevet neutralitetspolitik for Ukraine

- en løsning af de juridiske spørgsmål, især for Krim og Donbas, koblet op med en proces af heling af regionale, etniske og religiøse konflikter i Ukraine

- Alle krigsfanger, flygtninge og civile i fangenskab skal returneres til deres lande og deres rettigheder skal respekteres efter genevekonventionerne.

I denne plan er våbenhvilen altså det første skridt, og det er planens første svaghed. En våbenhvile vil nemlig tillade Rusland at blive stående som besættelsesmagt i de områder af Ukraine, man allerede kontrollerer. Den vil tillade Rusland et pusterum, hvor man kan forberede nye militære styrker og føre nye våben frem til fronten. Den vil også tillade den russificering, som Rusland foretager i besatte områder at fortsætte. Denne russificering indebærer bl.a. arrestation, tortur og henrettelser af ukrainsk-sindede i området, omlæggelse af økonomien til russisk valuta, omlæggelse af skolesystemet til at følge et russisk program og tvangsmæssig tildeling af russisk statsborgerskab og pas til dem, der bor i området. En våbenhvile vil således ikke føre til fred for dem, der bor i området, men terror, og den vil ikke nødvendigvis føre frem til en løsning af konflikten. Vi ved fra Korea, at en våbenstilstandslinje kan føre til en frossen konflikt, der kan vare ved i årtier - i Koreas tilfælde foreløbig i over 70 år.

Planen har andre store svagheder: Den vil gøre Ukraines grænser til et forhandlingsspørgsmål om bl.a. Donbas og Krim og vil altså dermed gøre det til et forhandlingsspørgsmål om Rusland kan beholde de områder, man har besat.

Formuleringerne om krigsfanger mm. er også bemærkelsesværdig, fordi de står i modsætning til at straffe de krigsforbrydelser, som er blevet begået i rigt mål af det russiske militær og de russiske ledere. Vesten skal så også holde op med at levere våben til Ukraine.

Der er ikke et ord om erstatning fra Ruslands side for de ødelæggelser, landet har udsat Ukraine for og fortsætter med hver dag. Omkostningerne ved genopbygning af Ukraine, pålægges således alene Ukraine, selv om Rusland er årsagen til ødelæggelserne.

I realiteten er denne ’fredsplan’ således en plan for, at Putin kan vinde en sejr – en sejr, hvor han kan beholde og russificere besatte områder, kan slippe for at komme for en krigsforbryderdomstol og kan fastholde Ukraine som et forkrøblet land, som ligger neutralt, svagt og ødelagt overfor et Rusland, der er sluppet godt fra sit krigseventyr. Putins regime kan også fortsætte med at kontrollere Rusland, med hvad det indebærer af undertrykkelse af enhver opposition, demokrati, LGBT-rettigheder osv.

En sådan ’fred’ vil ikke være en fred, men blot en forberedelse til nye krige. Vejen frem til fred er en sejr til Ukraine – at Rusland trækker sig ud af Ukraine – og det vil formentlig og forhåbentlig føre til et regimeskifte i Rusland, hvor Putin og kumpaner bliver smidt på porten og vi kan håbe på, at et mere fredeligt og demokratisk Rusland kan begynde at udvikle sig.

Men hvad med NATO?

Men kritikere af mit standpunkt på venstrefløjen mener, krigen er en stedfortræderkrig mellem NATO og Rusland, provokeret af NATO med det formål at svække Rusland og styrke NATO. ​​ Det er at bytte om på årsagerne til, at NATO er blevet styrket. For NATO er blevet styrket - ingen tvivl om det – i de neutrale lande Finland og Sverige er et stort befolkningsflertal i dag for medlemskab af NATO og landenes regeringer har med befolkningernes opbakning søgt om optagelse i NATO.

​​ 

Våbenproduktionen buldrer derudad og en ny oprustningsspiral er i gang. Men denne styrkelse af NATO er ikke et resultat af, at Ukraine forsvarer sig. Den er et resultat af at Rusland angreb Ukraine 24. februar 2022. Det er Putin, der ved sit uansvarlige og uprovokerede angreb, spillede NATO kortene i hænde og har styrket oprustningsspiralen. Så længe han sidder som enehersker i Moskva, vil denne logik fortsætte.

Storkrig under opsejling?

De seneste to uger har budt på en vis fremgang for de russiske styrker, der har indtaget Soledar og er i offensiven omkring Ugledar og derved kommer til at stå i en mere gunstig position for angrebet på Bakhmut i Donetsk. Indtagelsen af disse små bysamfund viser, hvad den russiske ’befrielse’ af en by betyder: At den bliver jævnet med jorden og gjort stort set ubeboelig.

I meget lang tid har Rusland angrebet dette område ved at indsætte en privat lejehær, Wagner-gruppen. Mindst 20.000 fanger fra russiske fængsler er blevet frigivet med amnesti mod, at de kæmper et halvt år for Wagner-gruppen ved fronten. Der er de blevet brugt som det ,der fra russisk kan oversættes som ’hakkekød’, dvs. bølger af infanteri, der er blevet kastet frem mod de ukrainske forsvarspositioner uanset hvor store tab, denne angrebsform medfører. Wagner-gruppens ejer, Prigozin, har rekrutteret fanger i fængslerne som lejesoldater i mere end et halvt år nu. De første små 200 er vendt hjem til en tilværelse udenfor fængslet. Det er ca. 10% af dem, der blev rekrutteret på det tidspunkt. Disse Wagner-styrker har tidligere vist deres brutalitet både i Syrien og i flere stater i Afrika. Grundlæggende set er den private lejehær en kriminel organisation, som får lov at vokse og agere med temmelig vidtstrakt magt, og som får forsyninger gennem det russiske statsmilitær. Rusland har også mobiliseret hundredtusinder af indkaldte, hvoraf nogen allerede er sat ind i kampene. Samtidig fortsætter Rusland sine bombardementer med raketter og droner af ukrainsk, civil infrastruktur.

Rusland er internt ved at udvikle markante fascistiske træk, og begår en forbrydelse mod menneskeheden ved den systematiske ødelæggelse af Ukraine. Ukraines folk forsvarer sig naturligvis – og hårdere krig kan forventes. For Ukraine ruster sig til både forsvar og angreb og får mere militærhjælp. En storkrig er under opsejling. I den sommer, der kommer, er der derfor mere grund til at formode en optrapning af krigen end en bevægelse mod fred.

Denne artikel er en opdateret og udvidet udgave af en artikel, som har været trykt i Information 25. januar 2023: ’Våbenhvile i Ukraine vil ikke skabe fred. Den vil kun give Rusland et militært pusterum’ (red.).