Når fagtoppen pumper deres egne medlemmer

Per Christensen er færdig som formand i 3F, efter en række dramatiske afsløringer af et dobbeltliv, hvor han holdt kvinder for nar i en årrække. Når han i den forbindelse har misbrugt fagforeningens penge, sådan som anklagerne i B.T.-artiklen lyder, skal han selvfølgelig fyres. Uanset om de anklager viser sig at være rigtige, gjorde tillidsbruddet naturligvis hans exit forudsigeligt.

Baggrunden for Christensens fyring har fået mange sind i kog. Hvad der til gengæld forarger mig i højere grad er historien om dét, der – på lige så forudsigelig vis – er sket efter hans afgang fra formandsposten. Her har Per Christensen nemlig fået en fratrædelsesordning med ud af døren, som giver ham mere end 415.000 kr. om året resten af livet. Det tal kommer oveni den almindelige folkepension, ATP-pensionen, og hvad han ellers har skrabet sammen i årenes løb. Til sammenligning har knap halvdelen af 3F’s medlemmer sparet en million sammen til hele  deres pension. Christensen skal blot være på pension i 2½ år før han overhaler dem.

Hvorfor så mange ekstra penge? Fordi han ifølge sin kontrakt er berettiget til at få halvdelen af sin løn i pension resten af livet. Hans løn – som han i øvrigt bliver ved med at få frem til september – ligger ifølge fagforeningen på 67.000 kr. om måneden – og sammenholder vi det tal med Christensens egne medlemmer, viser kløften sig igen at være Grand Canyon-dimensioneret. Den løn er nemlig omkring det dobbelte af, hvad hans egne murere i gennemsnit tjener, og næsten tre gange så høj som mange tjenere i 3F Hotel og Restauration.

“Hvorfor skulle flere almindelige arbejdere få lyst til at blive en del af arbejderbevægelsens stærkeste redskab, hvis det er sandet til i fryns og pamperi?”

Når Danske Bank kaster milliarder efter sig selv i en krisesituation, hvor almindelige mennesker lider, trækker vi på skuldrene. Vi er vant til, at toppen af erhvervslivet beriger sig selv.

Vi kan selvfølgelig forarges over, at de handler som kapitalistiske virksomheder altid gør, og forsøger at gemme deres penge i skattely, så de ikke skal betale tilbage til samfundet. Vi kan blive harme over, at Novo giver deres direktører 32 millioner kr. med i tasken, når de stopper. Men i bund og grund handler de bare ud fra det samme grådigheds-maxime, der styrer dem i alle forhold.

Med fagforeningspenge er det noget andet. Det er arbejderklassens fælleskasse, og ét af de vigtigste redskaber vi har til faglig kamp, strejkekasser og strategisk opbygning af fagbevægelsen på lang sigt. De penge er alt for vigtige til at blive brugt på luksuriøse fratrædelsesordninger, eller som i den fratrådte HK-formand Kim Simonsens tilfælde at lave ingenting i seks år på medlemmernes regning.

Det er et stort problem for fagbevægelsens troværdighed, at den forgylder sig selv, og det er et problem, som rækker langt ud over Per Christensen. Det handler om en nyliberal tankegang, som lader til at være sevet langt ind i fagbevægelsens egne rækker: Per Christensen skal – som i enhver anden omstillingsparat og innovativ business – belønnes for at være nået til tops – trods skandaler og muligt pengemisbrug. Det er rent ud sagt noget svineri med medlemmernes penge, at 72 medlemmers årskontingent, hvert eneste år, nu skal bruges på at forsøde Per Christensens tilværelse resten af hans dage.

“Pampersvin”, “fråds” og “forbandet svineri”, lyder det i de vrede kommentarspor på de sociale medier. Kan man bebrejde folk, at de ser mistroisk til fagbevægelsen, når dens ledelse gang på gang efterlader indtrykket af, at apparatet mest af alt arbejder for egen vindings skyld? Hvorfor skulle flere almindelige arbejdere få lyst til at blive en del af arbejderbevægelsens stærkeste redskab, hvis det er sandet til i fryns og pamperi?

Fagbevægelsen må give sig selv de samme vilkår, som de forhandler sig til på deres medlemmers vegne, og behandle medlemmernes penge med respekt. Måske kan det også være med til at tilføre den skrantende bevægelse et tiltrængt skub i den rigtige retning. Alle de, der ikke vil arbejde for den faglige kamp på de vilkår, kan passende søge over i den private sektor, og tage for sig af aktionærernes penge i stedet.