Hvor er retfærdigheden i varetægtsfængslinger?

Er det acceptabelt at skyldige såvel som uskyldige varetægtsfængsles i månedsvis? I mange tilfælde endda uden at vide hvornår deres sag kommer for retten. Kommer kæreste, søster, søn, mor eller far mon ud om en måned, eller inden jul?

Danmark varetægtsfængsler dobbelt så meget som lande som Norge og Tyskland. FN’s torturkomité har gentagne gange kritiseret de lange varetægtsfængslinger, som med 23 timer i enecelle per døgn, påvirker varetægtsfængslede som var de i isolationsfængsling.

Med den viden, er det så i orden at uskyldige udsættes for en type fængsling, der kan give varige mén? Fortjener skyldige at gå igennem varetægtsfængslinger på op til flere måneder inden deres reelle straf? Hvorvidt er samfundet tjent med at mennesker, som vi har interesse i at rehabilitere, påføres psykiske mén allerede inden den reelle strafafsoning?

Den nødvendige og unødvendige brug af varetægtsfængsling

Det er klart, at det er nødvendigt at varetægtsfængsle mistænkte for meget alvorlig kriminalitet, såsom mord og visse former for bandekriminalitet. For at undgå at de – hvis de er skyldige – begår lignende kriminalitet, indtil sagen kommer for retten.

Ligeledes kan det være nødvendigt at holde mistænkte varetægtsfængslet, mens politiet sikrer vidneudsagn og beviser uden risiko for, at mistænkte påvirker vidner eller sletter beviser. Igen gælder det naturligvis i højere grad ved alvorlige sager, og i mindre grad ved mindre forseelser.

I mindre sager bør det være helt unødvendigt. Og i mellemstore sager bør det kunne holdes til et minimum. Jeg tror ikke på, at politi og anklagemyndighed har brug for varetægtsfængslinger i det nuværende omfang for at kunne sikre og føre sager. I andre lande lykkes politiet tilsyneladende med at sikre sager, og anklagere med at fængsle, med langt mindre brug af varetægtsfængslinger.

Årsagen lader til at være, at der har indfundet sig en stadigt stigende grad af ukritisk brug af varetægtsfængslinger. Den praksis bør justitsministeren se at få gjort op med.

Prisen for den ukritiske anvendelse af varetægtsfængslinger er, at skyldige som uskyldige varetægtsfængsles i månedsvis, endda år – uden at vide hvornår varetægtsfængslingen slutter.

Et eksempel: Smuglersagen om Britta

I 2017 blev Britta varetægtsfængslet og mistænkt for at være involveret i det hashsmugleri, som hendes daværende kæreste var blevet anholdt og sigtet for. Hun var varetægtsfængslet i syv og en halv måned og blev senere frifundet i sagen.

I en sådan simpel smuglersag – som DR flot afdækkede i Genstart og i flere artikler – kan det ikke være rigtigt, at man var så bange for, at hun skulle kunne forstyrre udsagn, præge vidner eller ødelægge bevismateriale, at det retfærdiggjorde så lang en varetægtsfængsling.

Jeg nægter at tro, at vores politi og anklagemyndighed er så ringe, at en sag som den kræver varetægtsfængsling overhovedet.

Behovet for en kulturændring og ændring af erstatningsregler

Der er behov for en kulturændring hos anklagemyndighed og politi, sådan at der oftere køres sager helt uden varetægtsfængsling. Og at varetægtsfængslingerne i det omfang de er nødvendige kraftigt reduceres i længde.

En løsning med makslængder for forskellige typer sager vil være et muligt godt redskab til at sikre en tydelig og varig ændring. Den kulturændring starter oppefra, det er justitsministerens opgave at starte den proces, og stå på mål for den.

Samtidig bør systemet til erstatning ved uretmæssig varetægtsfængsling repareres sådan, at der ikke længere er et hul i lovgivningen, som betyder at en tredjedel af dem som uskyldigt varetægtsfængsles, ikke får erstatning.

Hullet i loven betyder, at staten kun betaler erstatning for to tredjedele af de varetægtsfængslinger, hvor mistænkte frikendes. Det gør det langt mindre dyrt for politi og anklagemyndighed at varetægtsfængsle uskyldige. Hullet i lovgivningen er medårsag til en kultur, hvor man efterhånden varetægtsfængsler ret ukritisk. Hvor varetægtsfængslinger snarere er en vane end en nødvendighed.

Justitsministerens fejlagtige fokus på hårdere straffe

Til sagen om Britta udtalte justitsministeren, at det er kedeligt, når uskyldige rammes af, at vores fængselsvæsen er presset, men han fremhævede samtidig, at det i hans optik er alvorlige forbrydelser, som varetægtsfængslede sidder mistænkt for.

Justitsministeren spiller på, at ville være hård mod de hårde kriminelle og mod alvorlige forbrydelser, men når uskyldige rammes af dårlig lovgivning, så er det bare kedeligt.

At justitsministre slår sig mere op på hårdere straffe og mindre på forebyggelse, er ikke nyt, ligesom det heller ikke er nyt, at forskning i kriminologi viser, at det er det modsatte, som virker.

I 2023 udtalte samme minister, at forskerne levede i en forskerverden, mens han hentede sin viden i den rigtige verden.

Et godt samfund er et retfærdigt samfund. Derfor er det tid til, at der sker et omfattende opgør med varetægtsfængslings-kulturen i det danske retsvæsen. Det savner jeg en tydelig tilkendegivelse om fra justitsministeren. Til gengæld har jeg fået så rigeligt med klichéer om hårdere straffe.