Hvordan bekæmpes klimaopvarmningen?

Af Inger V. Johansen, Transform!Danmark

Spørgsmålet om hvordan vi bekæmper klimaopvarmningen er det helt afgørende spørgsmål som vi må stille os idag, og som vil blive belyst på konferencen. Kan vi nøjes med klimatilpasning, som EU satser på – og ikke bekæmpelse af klimaopvarmningen? Er grunden til at vi har set den danske regering på retræte ift. en række planlagte klimatiltag fx ift. landbruget - og ikke lever op til klimaloven, at den følger i EUs spor?

Vi befinder os i en situation med fortsatte høje udledninger af CO2, og hvor både de danske, og især EUs, politikker og mål for reduktion af drivhusgasser i 2030 er alt for lave. I Danmark har vi et mere ambitiøst mål om 70% reduktion af udledning af drivhusgasser inden 2030 sammenlignet med EUs 55%. Godt nok tales der om CO2 neutralitet i 2050, men med de helt utilstrækkelige klimapolitikker og prioriteringer er der intet der tyder på at klimaneutralitet i 2050 kan nås. Politikkerne lever ikke op til Parisaftalen fra 2015.

”European Green Deal” Adaptation Strategy

EU-Kommissionen har netop barslet med et nyt strategisk udspil på klimaområdet, der er en opdatering af tilpasningsstrategien: “The European Union’s new strategy on adaptation to climate change”. ​​ 

Dokumentudkastet starter ganske vist med at understrege realia: at virkningerne af klimaforandringerne sker her og nu og at de seneste 5 år har været de varmeste hidtil målt globalt og i Europa. Samtidig viser de seneste vurderinger, at temperaturen i 2100 med de nuværende klimapolitikker vil være oppe på 4 graders C - og 3 grader hvis alle lande lever op til Parisaftalen. I nogle egne kan de 3 – 4 graders opvarmning komme op på 5 - 6 graders C (Europa er over middel). Sammenlign dette med Parisaftalens anbefalede mål: max. 1,5 – 2 graders C opvarmning ved næste århundredskifte.

Det nye i EUs nye strategiske udspil er at det denne gang kaldes en ”European Green Deal” Adaptation Strategy. Dvs. stadig en tilpasningsstrategi, blot kaldes den ”grøn”. Man vil nu også modvirke klimaopvarmningen, men ikke forsøge at undgå det klimakollaps, som man ved kan finde sted om ikke så længe.

Er planerne at håbe på teknologiske fix, der pludselig kan reducere udledningerne og dermed konsekvenserne af klimaopvarmningen, eller måske at ty til atomkraft (Bill Gates’ løsningsmodel)? Eller som det skitseres blot at være bedre forberedt, når det går galt.

Ifølge planen skal den nye tilpasningsstrategi blandt andet sikre, at de tilgængelige data om klimarelaterede risici og tab forbedres, så medlemsstaterne kan træffe velinformerede beslutninger om investering i klimatilpasning og således at tilpasningstiltag, herunder grænseoverskridende tiltag, ydes økonomisk støtte ved at tilskynde til og tilskynde private investeringer i tilpasning (citat fra Agence Europe). ​​ Dokumentet fremhæver vigtigheden af "yderligere integrering og integration af tilpasning i EU-lovgivning og -instrumenter". Dvs. dette handler især om at EU/EU-landene skal forberede sig på de risici og konsekvenser, der er forbundet med klimaopvarmningen – men ikke fokusere på at bekæmpe den, eller på systemisk omstilling i den forbindelse. Det er derfor ikke så mærkeligt at EU’s klimapolitikker ikke lever op til Parisaftalen.

Hvordan undgår vi, at den danske klimapolitik blot underlægges EUs tilpasningsstrategi?

Udsigten til et klimakollaps

Det er svært at undgå ikke at blive alarmistisk, negativ, eller pessimistisk, som de der kalder på klimahandling, ofte beskyldes for at være. Vi står med en udvikling der let kan blive et rædselsscenarie senest i løbet af 2030erne, hvis der ikke sættes en stopper for på den ene side udvindingen af kul, olie, gas mv., og på den anden sætter turbo på omstillingen snarest – i 2020erne.

Vi har været igennem og er midt i en pandemi, hvor vi har været udsat for drakoniske tiltag fra myndighederne. Dette ikke for at sige at de var unødvendige. Men drakoniske har de været. Når man kaster et blik på den nye epidemilov, som praktisk talt alle politikerne på Christiansborg startede med at ville gå med til, og ifølge hvilken myndighederne også i fremtiden kan få overordentlig store beføjelser til at iværksætte restriktioner og tvang over for borgerne, kan man ikke lade være med at tænke på, om dette er fremtiden når vi når klimakollapset.

Tværtimod kunne man have håbet på, at den beslutsomhed som politikerne har udvist under Corona-krisen kunne have været overført til en lige så stor beslutsomhed hvad angår at gribe fat om de politikker, som er nødvendige for at bekæmpe klimaforandringerne.

Kapitalistisk vækstøkonomi kan ikke forenes med kampen mod klimaopvarmningen

EU lægger ikke op til en afgørende klima- og miljøpolitisk indsats som er forudsætningen for at bekæmpe klimaopvarmningen. Derfor satses der på en tilpasningsstrategi og ikke en bekæmpelsesstrategi. I EU’s ”grønne” genopretningsplan efter pandemien er der kun 37% grønt. De øvrige investeringer under planen må ganske vist ikke modvirke EUs klimamål. Men mange af disse såkaldte grønne investeringer er stadig vejprojekter, naturgas mv. 40% af de 37% grønne investeringer er faktisk beregnet til konventionelt landbrug, og der er undtagelser for fossile brændstoffer og gas. EU-budgettet søger heller ikke at fremme en økologisk omlægning af landbruget, der udgør ca. en tredjedel af EUs budget.

Hvor er bremseklodsen? ​​ Den synes at være at EUs aktuelle projekt snarere er at efterstræbe en ”normalisering” efter pandemien – dvs. en genopretning af den neoliberale politik og orden, med fokus på vækst og profit, fremfor at bryde med dette. Tilpasningstrategien er også et kompromis med neoiberalismen. Hvilket viser hvor svært det er at kombinere en kapitalistisk vækstøkonomi med kampen mod klimaopvarmningen. Det er ganske enkelt ikke muligt.

Hovedproblemet er, at EU planlægger en markedsdrevet omstilling, dvs. baseret på en tæt alliance med de store virksomheder og den private sektor. Der må naturligvis pt. være et samarbejde med private virksomheder. Virksomheder bør have grønne mål. Men dette samarbejde bør ikke gøres til hjørnestenen i strategien, da virksomhederne er profit-drevne og rettet mod vækst. Det betyder et fokus på grøn vækst/grønvask af kapitalismen, hvor bekæmpelse af klimaforandringerne ikke prioriteres.

“System change – not climate change”

En grundlæggende transformation af vores samfund er ikke fri fantasi. I meget lang tid har der ikke været så mange gode betingelser for dette som nu med presset fra klimaforandringerne og den globale krisesituation.

Corona-krisen har vist os, at det er muligt at foretage grundlæggende ændringer i vores samfund hurtigt - fra den ene dag til den anden - lukke vigtige dele af industrien, transport, hvad der betragtes som normalt samfundsliv osv., hvis det er nødvendigt. Det har vist os den afgørende betydning af den offentlige sektor, især sundhedssektoren, og arbejdstagere i den offentlige sektor. I nogen tid har fremme af økonomisk vækst haft lavere prioritet end at sørge for folks sundhed og sikkerhed. På vigtige måder banede dette også vejen for et indblik i den slags prioriteringer og transformation, som vi har brug for i vores samfund for at bekæmpe klimaforandringerne. ​​ Vi bør reducere ikke-bæredygtig forbrugsdrevet vækst. Krisen viste, hvor hurtigt dette kunne gøres, hvis den politiske vilje er til stede. En sådan indsigt skal bruges til at begynde transformationen.

I den forbindelse er det venstrefløjen og de progressive kræfters rolle at sikre en hurtig reduktion af drivhusgasser og en socialt retfærdig grøn overgang. Der bør arbejdes tæt sammen med klima- og miljøbevægelser og borgergrupper for at demokratisere kampen og presset for forandring. Vi må fremme en økonomisk, økologisk, social og feministisk transformation af vores samfund ved bl.a. at bruge nogle af de erfaringer, der er opnået under Corona-krisen.

Transform-konferencen den 13. marts

Transform-konferencen den 13. marts, som er den ottende årlige konference af slagsen, bliver denne gang en global Zoom konference, hjulpet af bl.a. både det europæiske tænketanksnetværk Transform!Europe og Enhedslisten som medarrangører. Den vil netop rejse diskussionen om HVORDAN klimaforandringerne kan bekæmpes, og hvorfor det ikke synes muligt her og nu med de nuværende konjunkturer i Bruxelles, nationalt og globalt. ​​ Den giver også et bud på mere langsigtede versioner af transformerede samfund: øko-socialisme og øko-feminisme.