Hvordan husker vi diktatoren Napoleon?

Når instruktøren Ridley Scott laver film, så sælger han billetter. Således fik Scotts kæmpehit fra år 2000, filmen Gladiator, stor succes og vandt ikke mindre end fem Oscars. Filmen omsatte for knap 500 millioner dollars.

Det er big business, og der er ingen tvivl om, at hans seneste film vil påvirke, hvordan vi i dag ser på den historiske Napoleon Bonaparte. Var den franske general, kejser og diktator helt eller skurk? 

Hvad er synet på Napoleon Bonaparte i dag?

Det vil jeg forsøge at svare på, men inden da skal vi se, hvordan man i dag anskuer Napoleon. Det kan vi give et godt bud på, fordi analyseinstituttet YouGov for nylig (september 2023) har undersøgt synet på Napoleon Bonaparte. De har dels har spurgt franskmændene, hvordan de opfatter Napoleon i dag – og dels har de lavet en bredere undersøgelse af europæernes syn på samme, herunder danskernes.

Analyseinstituttet har først spurgt, hvorvidt de medvirkende i undersøgelsen har et positivt eller negativt syn på en række historiske personer, herunder Bonaparte. Blandt de adspurgte – som kommer fra henholdsvis Frankrig, Italien, Spanien, Danmark, Tyskland, Sverige og Storbritannien – er det klart franskmændene, som har det mest positive indtryk af Bonaparte. Her erklærer 25 procent af de adspurgte, at de har et i nogen grad positivt billede af diktatoren, mens 9 procent siger, at de har et meget positivt billede af samme. 

Det mindst positive billede af Napoleon har briterne. Her er det kun 3 procent, som har et meget positivt billede af Napoleon, mens 9 procent af briterne svarer, at de har et i nogen grad positivt billede af den franske general.

Det svar er ikke overraskende for faghistorikere, for i perioden 1793 – 1814 var Frankrig og England nærmest i konstant krig med hinanden. Der er tale om et modsætningsforhold mellem de to nationer, som har dybe rødder. Noget tyder på, at det har sat sig spor i det britiske syn på den franske kejser.

Hvordan ser danskerne på Napoleon?

I dansk historieskrivning taler vi om Napoleonskrigene, når vi beskæftiger os med den periode, som strakte sig fra 1792 – 1815. Disse år fik store konsekvenser for Danmark. Den neutralitetspolitik, som Danmark førte i 1700-tallet, kunne ikke blive ved, og Lord Nelsons flåde slog danskerne ved slaget på Reden i 1801.

Seks år senere vendte briterne tilbage. Denne gang bombarderede de København og stjal den danske flåde, alt sammen på baggrund af at Napoleon havde tvunget danskerne til at tilslutte sig den fransk ledede økonomiske blokade af Storbritannien – i et forsøg på at sulte briterne ud. 

Blokaden mislykkedes, og Napoleonskrigene førte til et decimeret Danmark. Kejser Napoleon gik ned med flaget, og det gjorde Danmark også. Landet gik statsbankerot i 1813, og ved fredsslutningen i Kiel i 1814 måtte Danmark sige farvel til Norge.

Den franske kejsers krigslyst havde i den grad konsekvenser for danskerne. Københavns bombardement er i dag en del af den historiekanon, som landets grundskoleelever skal igennem, men interessant nok så er danskernes viden om Napoleon Bonaparte meget lille – i hvert fald hvis vi spørger dem selv. 

Af de syv lande som undersøgelsen omfatter, er Danmark det land, som ligger absolut i bund, når det kommer til kendskabet til den franske kejser. 9 procent af de adspurgte danskere i YouGovs undersøgelse har end ikke hørt om Napoleon, 66 procent siger, at de ikke ved meget om ham, mens 22 procent mener, at de ved en del om ham. Kun 3 procent tilkendegiver, at de ved meget om Napoleon. Det billede vil måske ændre sig med Ridley Scotts film.

I Danmark forbinder de adspurgte sig mest af alt ved kejserens krigseventyr. 42 procent af danskerne betragter ham som en krigsmager. Det må siges at være korrekt. I alt har 31 procent af danskerne et overvejende negativt indtryk af Napoleon, hvorimod kun 13 procent har et overvejende positivt indtryk af ham. Men har de så ret, disse 31 procent?

Er Napoleon en helt eller en skurk?

Synet på kejseren har ændret sig over tid og er, som vi netop har set, også afhængigt af geografiske tilhørsforhold. Selv biografier om diktatoren, som tidsmæssigt er udgivet tæt på hinanden, kan have vidt forskellige meninger om kejser Bonapartes aftryk på sin samtid og på spørgsmålet om, hvorvidt diktatoren var en positiv eller negativ kraft.

Jeg må indrømme, at jeg er blandt de 31 procent med et negativt syn på Bonaparte. Det er ikke tilfældigt, at ordet “diktator” går igen i denne tekst, for det var præcis, hvad han var. Napoleon var leder af et militært diktatur, som han brugte til brutalt at undertrykke sine europæiske naboer. 

Læser man englænderen Paul Johnsons biografi om Napoleon (Gyldendal, 2006), er der en god håndfuld grunde til, at man bør være mere end almindeligt kritisk, når man beskæftiger sig med kejserens historie. Der er næppe nogen tvivl om, at heltedyrkelsen af Napoleon og den propaganda han selv stod for i høj grad har skygget for hans mange negative sider.

Det råder Johnson bod på. Johnson beskriver Napoleon som en militærdiktator, som ikke havde et ideologisk projekt, men var opportunist og ville magten for enhver pris. Johnson mener desuden, at han var voldtægtsmand. Om det er korrekt eller ej er svært at sige, men det er til gengæld et faktum, at han i enhver rimelig betragtning var krigsforbryder.

Således henrettede den franske hær på Bonapartes ordre et sted mellem 3.000 og 4.500 krigsfanger efter indtagelsen af Jaffa i Palæstina. Som om det ikke var slemt nok, så genindførtes slaveriet – som var blevet afskaffet under den franske revolution – under Napoleons ledelse. Dertil stjal de fransk ledede hære alt, hvad der ikke var klippe- og nagelfast. Der er en grund til, at der er så mange gamle, flotte ting fra hele verden på Louvre.

Sluttelig så løj Bonaparte så stærkt som en hest kan rende, når det passede i hans kram. Kort sagt var Napoleon en gennemført ubehagelig type, som vi under andre omstændigheder aldrig ville drømme om at beskrive i positive vendinger.

Til gengæld var han uden tvivl en dygtig general med et fantastisk øje for propaganda, og det er nok især på baggrund af det, at alt for mange har et positivt indtryk af herskeren. Ikke mindst kunstneren Jacques-Louis Davids mange malerier har bidraget til glorificeringen af kejser Bonaparte, og det former vores syn på ham den dag i dag.

Kommer Ridley Scotts film til at forme vores syn på den franske diktator?

Af traileren til filmen kan vi udlede, hvilke nedslag instruktøren har udvalgt. Sikkert er det, at vi kommer til at opleve stormen på Toulon 16. december 1793, hvor Napoleon indtog den franske kystby og jagede englænderne på flugt. Vi kommer også til at se Napoleon nedkæmpe en royalistisk opstand i Paris (den såkaldte vendémiaire-opstand) 5. oktober 1795, som han meget håndfast slog ned.

Den kommende kejser stillede sine kanoner op og fyrede med såkaldte kardæsker (en særlig slags ammunition, som omdanner kanonen til en slags stort haglgevær) løs på folkemængden. Vi ser også Napoleon foran pyramiderne og selvfølgelig slaget ved Austerlitz, samt kejserens katastrofale indtog i Rusland. Sidstnævnte begyndte med en hær på ca. 600.000 mand. Omkring 500.000 vendte aldrig tilbage igen.

De historier vil vi nu møde på det store lærred, men hvordan historien bliver fremstillet, det ved vi endnu ikke. Både historiske faglitterære værker og historiske film er i deres natur reduktionistiske. Vi kan ikke favne hele den komplekse virkelighed, så derfor skærer vi historien til – så publikum bedre kan forholde sig til den.

Det er uundgåeligt, men jeg håber, at vi med den nye film også får et fokus på de millioner af ofre, som blev resultatet af Bonapartes griske krigsvanvid. Det er for skræmmende let at fokusere på de store mænd og kvinder, som har sat deres aftryk på historien; det er straks mere vanskeligt at fremstille deres ofre.

Det gælder måske især, når Bonapartes propaganda-apparat var så effektivt, at det former vores syn på fortiden den dag i dag.

Herfra ønskes der god fornøjelse med filmen. Gid den må bidrage til, at vi også husker de mange, mange ofre for den franske diktator.