Hvordan kan Europas venstrefløj redde verden uden at miste sin sjæl? Seminar i Europas venstrefløjsparti

Europas venstrefløj er under pres. Samtidig er venstrefløjen dem, der har de miljømæssigt og socialt bæredygtige løsninger på spørgsmålet om, hvordan vi kan overvinde den sociale krise og klimakrisen. Hvordan knækker vi lige den nød? Det var temaet, da det europæiske venstrefløjsparti – som har Enhedslisten som sit danske medlem – mødtes på en todages studietur i Malmö og København 6. og 7. juni.

De europæiske venstrefløjspolitikere havde base i Malmö, hvor de blandt andet besøgte de sociale boligområder Nydala og Rosengård. Men på Sveriges nationaldag 6. juni rykkede delegationen over Øresund, hvor Enhedslisten havde budt indenfor i Landstingssalen på Christiansborg.

Med nogen forsinkelse – deres bus var vist brudt sammen – entrerede europaparlamentarikerne mødesalen og begyndte i al hast programmet.

Den nordiske venstrefløj mister arbejdervælgerne

I et panel sad fire fremtrædende nordiske venstrefløjspolitikere. Sveriges Vänsterpartis partileder Nooshi Dadgostar, medlem af Færøernes Lagting for Det Republikanske Parti Hervør Pálsdottir, partileder for Finlands Vänsterförbundet Li Andersson og politisk ordfører for Enhedslisten Mai Villadsen.

Nooshi Dadgostar understregede, at venstrefløjen må og skal arbejde for, at grønne reformer også er socialt retfærdige. Vi ved alle, at det en del steder i Danmark er nødvendigt at eje en bil for at få hverdagen til at fungere. I Sverige kan afstandene blive betydeligt længere, end de er i Danmark. Det gør kun bilejerskab mere nødvendigt for flere mennesker. Og nej, alle mennesker har ikke mulighed for at købe en elbil, selv om det i længden er billigere. Det er dyrt at være fattig.

Derfor er øgede benzinafgifter ikke nødvendigvis nogen socialt retfærdig retform. En sådan flad afgift betyder, at alle betaler lige meget, og det rammer industriarbejderen – som der stadig er mange af i Sverige – markant hårdere, end det rammer aktuaren.

Derfor lagde Nooshi Dadgostar op til, at de grønne reformer nødvendigvis må finansieres gennem øgede indkomst- og formueskatter. Kun på den måde sørger man for, at reformerne sker på en socialt retfærdig måde. Det er kun retfærdigt, for rige mennesker udleder langt mere CO2 end fattige mennesker.

Den politiske situation i Sverige er besværlig for tiden. De borgerlige har indgået en alliance med Sverigedemokraterne, og det er ikke nogen gunstig situation for hverken grønne eller sociale reformer. Med Ruslands invasion af Ukraine og de stigende energipriser kunne man se, at klimaet blev et mindre vigtigt emne for de svenske vælgere, og det var medvirkende til, at venstrefløjen tabte det svenske valg i september 2022.

Også i Danmark er situationen besværlig, hvis det skulle være gået nogens næse forbi. Med Mette Frederiksens såkaldte midterregering prioriteres hverken klimahandling eller social retfærdighed.

Mai Villadsen lagde vægt på, at Danmark har en større landbrugssektor end de øvrige nordiske lande. Derfor er det nødvendigt at sørge for, at landbruget nedbringer CO2-udledninger og i øvrigt omlægges for at fremme Danmarks pressede biodiversitet.

Men i Danmark er landbruget gjort til genstand for stor polemik. Der er rigtig meget signalværdi forbundet med, hvordan man behandler landbruget, og landbrugspolitik er gjort til en politisk markør om, hvor storbyelitær, man er.

Der var valg i Finland i april 2023. Der er endnu ikke dannet en regering, men det yderste højre gik frem, og Li Andersson mente, at indsættelsen af en højreorienteret regering med støtte kun fra det yderste højre kun kunne være et spørgsmål om tid.

Li Andersson påpegede, at den finske venstrefløj – ligesom mange andre landes venstrefløje – har problemer med at sikre sig støtte fra de traditionelle, mandsdominerede arbejderfag i den private sektor.

Venstrefløjen trænger fint igennem hos velfærdsarbejdere i det offentlige, men – og Li Andersson var klar over, at hun her brugte en kliché – venstrefløjens budskaber trænger bare ikke igennem ude i skurvognene. Her går bekymringerne på gas- og benzinpriser og leveomkostninger. Hvis venstrefløjen ikke har en god løsning her, kommer højrefløjen med en dårlig, men nem løsning. Og så går de vælgere, der burde være venstreorienterede, til højrefløjen.

Norden er et laboratorium

Til stede ved mødet i København var også en af de to forpersoner for det europæiske venstrefløjsparti, franske Manon Aubry. Solidaritet fangede hende til en snak om venstrefløjens udfordringer i Europa generelt og mere specifikt i Frankrig.

Manon Aubry, tak for at tale med Solidaritet. Du har nu hørt en række forklaringer om den politiske situation i de nordiske lande. Men står I med lignende udfordringer i resten af Europa, og især i Frankrig?

”Jeg ser på en måde de nordiske lande som en form for laboratorium for nutidens politiske trends i Europa. Tag det endelig ikke personligt, men I i Danmark var de første, der lukkede den yderste højrefløj ind i det politiske centrum. Det er sket til en sådan grad, at det danske Socialdemokrati har overtaget store dele af det yderste højres indvandringspolitik. Franske højrefløjspolitikere lader sig inspirere af Danmarks indvandringspolitik”, fortæller Manon Aubry til Solidaritet.

”Og nu kommer jeg til det, jeg mener med laboratorium. Det yderste højre har nu også stor indflydelse i Sverige, og vi hørte lige, at den også får det i Finland. Det er den samme situation, man ser i det øvrige Europa. Vi har en regering fra den yderste højrefløj i Italien, og i Frankrig gør Marine Le Pen sig til for at komme tættere på det politiske centrum. Men I var først med det i Norden.”

Hvis vi nu benytter os af stereotypen af den traditionelle, mandlige industriarbejder, hvem stemmer de så på i Frankrig?

”Jeg vil mene, at halvdelen af dem stemmer på venstrefløjen, halvdelen stemmer på den ekstreme højrefløj. Her er det vigtigt at understrege, at vi ikke må dæmonisere dem, der stemmer på den ekstreme højrefløj. Nok mener jeg, at den ekstreme højrefløjs politik er racistisk, men alle de mennesker er simpelthen ikke racister.”

Det får mig til at stille det store spørgsmål. Hvad skal vi på venstrefløjen gøre ved det?

”Først og fremmest skal vi udstille den yderste højrefløjs sociale politik, eller manglen på samme. Højrefløjen tager aldrig arbejdernes parti i debatterne om løn, social sikkerhed, pension og så videre. Den tager millionærernes parti. Det kan man for eksempel nu se i Italien, hvor deres højreorienterede regering snakker om at indføre en flad skat på en stadig ukendt procentsats. Det vil bare gøre de rigeste endnu rigere”, mener Manon Aubry.

Kan progressive reformer ske inden for EU’s traktater?

Hvad skal venstrefløjen så tilbyde i stedet for? Venstrefløjen vil for eksempel gerne gøre industrien grønnere, men hvordan kan man gøre det, mens man også beskytter arbejderne i industrien?

”I Frankrig har vi stadig en stor industrisektor, men den er i vanskeligheder. Arbejdspladserne udflyttes til lande med lavere lønninger. Derfor skal vi arbejde for en fælleseuropæisk social løsning, der modvirker den udvikling”, siger Manon Aubry.

”Man kan ikke omdanne industrien til en grønnere sektor uden stærk statslig opbakning. Staten skal derfor organisere og støtte den industri, der skal omdannes, så ingen arbejdsplads og ingen arbejder efterlades. Samtidig tror jeg, at en grønnere industri vil kunne skabe flere arbejdspladser, for der vil være efterspørgsel på grønne løsninger.”

Men kan det lade sig gøre i en europæisk kontekst? EU’s traktater er ikke vist gladere for markedsløsninger.

”Vi på venstrefløjen må konfrontere EU, når unionens rammer modvirker progressiv politik. Jeg tror på, at det bliver et stort tema i den næste valgperiode i Europa-parlamentet. Og her skal vi på venstrefløjen være klar. For også i Europa-parlamentet ser vi, at det moderate højre og det yderste højre går sammen om at lave ærkeliberalistisk politik. Det er ikke kun noget, der sker i de enkelte lande”, fortæller Manon Aubry.

Udfordringerne for den europæiske venstrefløj er altså store og mange. Men man kunne dog glæde sig over, at de europæiske venstrefløjspolitikere lod til at være enige i, hvad udfordringerne er, og hvordan man skal tage sig af dem.