’I kan ikke tie vores vrede væk’. Amager Hospital tager over på mandag

En sygeplejerske holder igen sin tale fra dagen før. Det er blevet onsdag 29. september, og denne gang står hun foran Universitetshospitalet i Roskilde. Der er på en gang en dyb alvor og en påtrængende appel i talen, som hun retter til regionsrådsformand Heino Knudsen. Bagefter fortæller hun mig, at de har skrevet i medierne utallige gange, uden at det har hjulpet. ’Men nu virker det – vi skaber opmærksomhed med vores arbejdsnedlæggelser. Og vi bliver ved.’

Jeg kommer til at tænke på en SoSu-assistent, jeg talte med foran Herlev Hospital i forrige uge. Hun fortalte, at hun havde været med til at skrive et indlæg i Politiken.  Over 100 ansatte ved Gastroenheden på Herlev Hospital skrev i anledning af, at ledende overlæge Mark Ainsworth dengang opsagde sin stilling i protest mod forholdene. 84 sygeplejersker og 16 SoSu’er, plus en gruppe lægesekretærer og bioanalytikere skrev, at: ’Vi kan ikke levere den sygepleje og omsorg, vi gerne vil… 15 år med 2 procents effektiviseringskrav, Sundhedsplatformen og de mange sparerunder gør det mere end umuligt at løfte arbejdsopgaverne på hospitalet, uden at patientsikkerheden kompromitteres… Mange kollegaer sygemeldes med stress, forlader faget eller vælger at fratræde deres stilling… Vi mangler personale og døjer med overbelægning… Resultatet er længere indlæggelser, alt for mange genindlæggelser og stor utryghed hos patienterne… mange komplekse patienter, der har brug for høj faglig kompetence… Tilfør ressourcerne’.

“Du drømmer ikke om, hvor pressede vi er”

Politikerne i regionerne og Folketinget er altså blevet advaret gennem længere tid.

‘Nu tvinger vi dem’, siger en af de arrangerende sygeplejersker i sin tale. ‘Nu skal politikerne tage ansvaret for det sygehusvæsen, de driver’. Der er god stemning og samtidig en understrøm af desperation blandt nogle af de sygeplejersker, jeg taler med her til morgen i Roskilde. ’Folk er allerede begyndt at sige op, og søger arbejde uden for faget – ‘ikke i vikarbureauer eller hos de private’, som en siger.

En anden er mødt op i sin fritid for at gå ind og give en hånd med. Jeg spørger selvfølgelig til, om hun kan det, og hvad fagforeningen siger til, at hun arbejder gratis: ’Ja, men, det er der ikke noget problem med, jeg hjælper mine kolleger, det har ledelsen ikke noget imod. Og fagforeningen har andet at tænke på.’

Det forstyrrer mit billede af, at sygeplejerskerne har valgt at være mindre fleksible og ikke påtage sig ekstra arbejde, men jeg tager det som udtryk for, hvor galt det står til.

’Du drømmer ikke om, hvor pressede vi er, vi mangler hele tiden hænder’, som en anden sygeplejerske senere siger.

Fagbevægelsens skæbne

Man kan ikke vurdere situationen bredere ud fra, hvad enkeltpersoner udtaler, men det er ikke første gang, jeg hører, at denne gang er det sidste udkald. Ikke mindst i forhold til fagforeningen. Som en i Roskilde siger, da jeg spørger til interessen for det forestående valg til kredsbestyrelserne i DSR, ’jamen, enten får vi valgt nogle nye ind, eller også melder folk sig ud. Og går over til de gule’.

Fight like a nurse – drik øl i den gode sags tjeneste

• Socialistisk Ungdomsfront og en gruppe af de arbejdsnedlæggende sygeplejersker arrangerer støttefest lørdag 2. oktober. Læs mere på Facebook her

• Festen foregår på Byens Lys ved Christiania, og vil blandt andet have indslag med Johan Olsen (Magtens Korridorer).

• Entré: Gratis for sygeplejersker og 50 kroner for alle andre. Alt overskud går til sygeplejerskernes bodskasse.

• Er du forhindret i at komme til fest? Så kan du allerede nu indbetale støtte på bankkonto: 17914790, (reg. 6192).

+

Om det er dækkende for en generel stemning er svært at sige. Sikkert er det dog, at der er trukket en dyster scene op. To gange er DSRs ledelse og dens anbefaling af overenskomsten blevet stemt ned af medlemmerne. Der er en generel medlemsflugt fra mange fagforbund. De gule er et økonomisk alternativ. Under strejken om overenskomsten, valgte FH hovedorganisationens formand Lizette Risgaard og FOA’s Mona Striib at lade sygeplejerskerne sejle deres egen sø, og tog nærmest afstand fra deres enegang. Og det selvom de vidste, at der både i hele FH og ikke mindst i FOA og de andre traditionelt kvindedominerede fag ville kunne skabes en kæmpe opbakning til kravet om lige løn.

Kampen for lige løn kunne være blevet en folkesag, en bevægelse som FH kunne have valgt at gå ind i. Det var faktisk en ren foræring som vindersag – og som platform – som et symbol på, hvad en stærk fagbevægelse kan kæmpe for og udrette. Fagtoppens tilslutning ville have kunnet vende medlemsflugten til fremgang og til begejstring. Men toppen ville selvfølgelig ikke udfordre deres egen regering, og sprænge lønrammen.

Strejker uden om den danske model giver resultat

Arbejdsmarkedsforskere som Flemming Ibsen og Bent Greve har bl.a. i Politiken haft travlt med at tage modet fra de sygeplejersker, der nu kæmper videre. De har forsøgt at bilde dem ind, at man ikke opnår resultater uden om systemet, uden om den danske model. Men det er decideret forkert.

Da 500 SOSU’er i Holstebro mødtes i juni 2007 for at diskutere deres løn- og arbejdsforhold, besluttede de at kræve 1000 kr. mere om måneden. Det krav spredte sig som en steppebrand med arbejdsnedlæggelser over hele landet – og førte senere til de højeste lønstigninger, der er set i en overenskomst for offentligt ansatte. Tidligere, i 1987 blev arbejdstiden sat ned til 37 timer, det skete ikke på grund af forhandlinger – men på grund af de uofficielle Påskestrejker i 1985.

Der er derfor al mulig grund til at møde op mandag morgen ved Amager Hospital, hvor sygeplejerskerne endnu en gang sætter kravet om ordentlige arbejdsforhold på dagsordenen. Deres vrede kan nemlig ikke ties væk.