I Tyskland kæmper venstrefløjen med fascisterne, men også med sig selv

30. august 2024: Make Østtyskland great again

Vi ankommer til Erfurt, den største by i den tyske delstat Thüringen, uden helt at vide, hvad vi går ind til. De store betonbygninger og tykke asfalterede veje damper af den varme, de har samlet hele dagen.

Vi er her for at følge det meget omtalte delstatsvalg i Thüringen og for at lære af den tyske venstrefløj, særligt venstrefløjspartiet Die Linke, som har god opbakning i Thüringen. Die Linke står dog til at gå betragteligt tilbage ved valget på trods af deres populære frontfigur, Bodo Ramelow (f. 1956), som har haft posten som Ministerpräsident (regeringsleder) i de foregående to valgperioder.

Men det er ikke venstrefløjen, der er omdrejningspunktet ved dette valg. Det højreekstreme parti Alternative für Deutschland (AfD) er spået en stor fremgang ved valgene i både Thüringen og Sachsen. En stor fremgang til AfD kan betyde, at resten af de tyske partier er tvunget til at genoverveje deres relation til AfD. Det kan betyde et nybrud i tysk politik.

AfD er et protestparti, som baserer sig på tysk nationalisme, racistisk fremmedgørelse af flygtninge og indvandrere i Tyskland, klimafornægtelse samt et konservativt familie- og kønssyn. Deres kommunikation er som taget ud af ultrakonservative internetfora (tænk: Andrew Tate, Jordan Peterson og idéer om “tradwife” og “alpha-male”).

Det er politiske positioner, som minder os om Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, men AfD er på flere punkter til højre for begge partier. De er mere ekstreme og bedre organiserede.

AfD formår at tale ind i folks frygt for fremtiden, særligt ovenpå corona-pandemien og energikrisen, hvoraf sidstnævnte ramte hårdt i Tyskland.

Som så mange andre højreekstreme partier i Europa skaber AfD splid i samfundet, ved brug af islamofobiske og racistiske karikaturer af flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Afrika som ‘uintegrerbare’, ‘farlige’ og ‘anti-demokratiske’, samt ideen om “woke” storbyboeres ensidige fokus på dem selv, på rettighedsspørgsmål og på en abstrakt og ikke-nærværende klimakrise.

I stedet for at rette fingeren mod politikernes ulighedsskabende politiker, elitens privilegier og overnormale profitter, beder AfD deres vælgerne om at anse dem, der har mindst i samfundet, som deres fjende, og stiller spørgsmål som: “Hvorfor bruger vi penge på flygtninge, når pensionister her i landet (læs: etnisk hvide tyskere), ikke bliver givet en værdig alderdom?”, fremfor at fokusere på f.eks. de inflationsbaroner, der har tjent kassen på energikrisen, samtidig med at den almene tysker har svært ved at betale sin elregning.

Hvor Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er gået fra en position som “ikke stuerene” til at blive accepteret som regeringsgrundlag og politiske samarbejdspartnere, har AfD i hele partiets levetid været holdt ude fra indflydelse af den tyske “Brandmauer” eller ildmur. En aftale mellem alle partier fra venstrefløjens Die Linke til de kristent-konservative i CDU om ikke at lave politiske aftaler med eller på nogen måder basere deres magt på AfD’s mandater.

Kort sagt er AfD ikke stuerene i tysk politik, men samtidig er mange af deres ideer vandret langt ind på midten af det politiske spektrum.

AfDs paroler som “Der Osten Machts”, der kan oversættes til Østen kan gøre det!, lyder anderledes i tyske ører, end det gør i danske. Alle i Tyskland kan aflæse de koder, AfD benytter, når de taler om nationalfølelse, stolthed over tysk historie eller ophøjelsen af kernefamilien. Det runger tungt af fortidens nazistiske propaganda.

Men flere tyskere ser ud til at være trætte af centrum-venstres anti-nationalistiske hellighed og “selvhad”, som AfD kalder det, samt den manglende politiske handling over for den trængte økonomi flere steder især i Østtyskland.

Selvom Tyskland nu har været en samlet nation i tæt på 35 år, er følelsen af at være tilsidesat og nedværdiget fortsat til stede blandt østtyskere. Thüringen er den delstat, hvor lønnen og pensionen er lavest i hele Tyskland. Her føler mange sig efterladt af politikerne i Berlin.

31. august: “Nationalisme ud af hovederne!”

En gåtur langs sporvognens skinner fra det nordlige Erfurt til centrum bærer ingen spor af et samfund, som for mange er splittet i to. De lokale libanesiske og tyrkiske restauranter er velbesøgte, børn cykler alene gennem stræderne, og gademusikanterne spiller Beatles-diskografien fra ende til anden for cafégæster.

Alt ligner til forveksling en normal lørdag eftermiddag, men der er noget i luften. Mens familier går hånd i hånd med isvafler og shoppingposer, kan man høre en konstant lyd af politihelikoptere, der cirkulerer over byen.

Vi er på vej til mod-demonstration mod et stort valgarrangement, som AfD afholder på domkirkepladsen i byens centrum. Jo nærmere man kommer centrum, desto flere køretøjer kan man finde, som er indregistreret uden for Thüringen. En flok drenge skriver ‘Sachsen’ med graffitimaling under en bro, mens en mørklagt minibus fra Dresden famler gennem de små brostensbelagte stræder.

Byen er blevet forstærket af både antifascistiske ‘demo-turister’ og politibetjente med hjelme og benbeskyttere fra de omkringliggende delstater.

Stemningen er ladet, da mod-demonstrationen først begynder at bevæge sig under antifascisternes kampråb “Siamo Tutti Antifascisti” [Vi er alle antifascister] og “Nationalismus raus auf dem Köpfen” [Nationalisme ud af hovederne].

Der går to unge Antifa-piger foran os, med sorte nederdele og ‘Fuck AfD’-skilte. De har fået øje på to andre piger, som står på fortovet og ser demonstrationen passere forbi. De har korslagte arme og udfordrende miner. De har begge afbleget blondt hår, skinny jeans og pastelfarvede crop-tops. De er AfD-piger, og ser ud til at være på alder med Antifa-pigerne. Måske går de i gymnasieklasse sammen?

Så snart Antifa-pigerne ser dem, begynder de at råbe og rækker stædige fuck-fingre til de to piger på fortovet, som kun sender mere trodsige og udfordrende miner tilbage.

Hver gang demonstrationen når forbi folk med AfD-flag, står den stille i noget tid og råber ting som “Ihr habt den Krieg verlor’n! Ihr habt den Krieg verlor’n!” [I tabte krigen! I tabte krigen!]. Der er ingen tvivl om, at antifascisterne anser AfD som den direkte fortsættelse af Hitlers nationalsocialistiske parti.

Fra en fortovscafé råber en mand pludselig “I kommer alle i KZ-lejren i morgen”, hvorefter en antifa-fyr farer truende hen til ham. Blot 20 km derfra ligger KZ Buchenwald, en af nazi-tidens største koncentrationslejre i Tyskland. Vi går videre med demonstrationen, der råber “Nie, nie, nie wieder Deutschland” [Aldrig, aldrig, aldrig igen Tyskland].

Da demonstrationen nærmer sig domkirkepladsen, kan man begynde at øjne AfD-arrangementet, som afholdes på en stor græsplæne med storskærme og hujende folkemængde foran. Hundredvis af flag vajer i luften. Man kan tydeligt se AfDs lyseblå flag med den karakteristiske røde pil, der peger mod højre.

Voksende politisk vold

Der er mange tyske flag, noget der symboliserer højreekstremisme i alle andre kontekster end på et fodboldstadion. Der er også noget, der ligner et norsk flag, men med det tyske flags farver. En Antifa-demonstrant fortæller, at det kaldes ‘PEGIDA-flaget’ og er et højreekstremt symbol. ‘Pegida’ er den engelske forkortelse for ‘patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten’. Demonstranten fortæller, at flaget bruges af nynazistiske kampgrupper.

Politisk vold er blevet udbredt i Tyskland de sidste par år – og ligger som et tæppe under hele valget. Under EU-valgkampen i foråret blev flere tyske venstrefløjspolitikere angrebet, imens de hængte valgplakater op. Ifølge Die Zeit er der registreret 286 angreb på flygtninge i Tyskland i andet kvartal af 2024. Thüringen og Sachsen topper listen med hhv. 35 og 41 angreb i 2024. Aktivisterne fra Die Linke kan fortælle mange historier om både nynazister, der tæver antifascister, og omvendt.

Truslen om vold er også til stede ved dagens mod-demonstration. En organisator fra Die Linke viser os et billede fra X (tidligere Twitter) af 15-20 tildækkede mænd i sorte trøjer, der holder en antifa-trøje med hætten nedad, og et banner hvor der med forkortelser står “Kommunisten Behindert Schlagen”, på dansk “Tæv kommunisterne handicappede”.

Det er lagt op umiddelbart inden demonstrationen i dag. Af sikkerhedshensyn må vi derfor ikke forlade demonstrationen, før den er helt færdig, da der er nazister, som patruljerer området omkring mod-demonstrationen. Heldigvis når vi sikkert tilbage til vores bolig.

1. september: Falder brandmuren?

Valgfesten afholdes på en nedlagt togstation. Der er ikke meget fest over det. Efter vi har fået armbånd på og er kommet forbi sikkerhedsvagterne, ledes vi ind til et roligt område med strandstole og fri bar. Udenfor holder store TV-biler fra tyske medier. Vores venner fra Die Linke virker på samme tid pressede og alt for afslappede, som om de prøver at glemme virkeligheden et øjeblik.

Lidt i seks går vi alle ind i salen, hvor den første exit-poll offentliggøres. Stemningen er spændt. AfD’s lyseblå farve toner frem på skærmen. 30,5 procent. Tomme blikke følger TV-speakeren på skærmen. Die Linke står til 12 procent. En markant tilbagegang fra de 31,8 procent af vælgerne, der satte kryds ved partiet sidste gang, og værre end meningsmålingerne havde spået.

Da vi senere på aftenen får det endelig resultat, er det blevet lidt bedre for Die Linke, som ender på 13,1 procent. Desværre er det gået meget frem for AfD, som ender på hele 32,8 procent og dermed mere end ⅓ af pladserne i parlamentet. Det betyder, af AfD får magt til at blokere alle afgørelser, der kræver ⅔ flertal, som f.eks. ændringer i statens forfatning og udpegning af dommere.

Under tårer, råb og klapsalver går Bodo Ramelow op på scenen. Den populære leder af Die Linke i Thüringen ser alvorsfuldt ud på forsamlingen. Han har for længst set sit partis nederlag i øjnene. Medierne har da også døbt hans valgkampagne en ‘afskedsturné’. På trods af partiets tilbagegang har Ramelow beholdt sin personlige popularitet i Thüringen, hvor han med længder er den mest populære politiker til posten som ministerpræsident.

Han har brugt valget til at forsøge at samle modstanden mod AfD. Han stiller op “for de 70 procent”, der ikke stemmer på AfD, som han igen og igen har udtalt til medier og i taler. Kampen er ikke slut, men dette er et historisk valg, der på ny har cementeret fascismen som en stor politisk faktor i Tyskland, og som kalder på selvransagelse på venstrefløjen.

Flere ting står klart. For det første at foreningen af Øst- og Vesttyskland ikke er et overstået projekt. Som Ramelow fortæller os på en græsplæne i Erfurt, hersker der en stærk fortælling i Østtyskland om, at man er blevet forbigået i foreningen. Man føler sig talt ned til af Vesttyskland.

Efter 1989 oplevede østtyskerne, hvordan store dele af deres livsmåde og kultur blev set som værdiløs og underlegen sammenlignet med den kapitalistiske vesttyske livsstil. Denne baggrund giver klangbund for en ny og stærk fortælling om Østtyskland. Det er en fortælling, som tysk politik har negligeret, og det bliver nu udnyttet af nationalistiske kræfter som AfD.

For det andet at venstrefløjen er nødt til at have et stærkere klasseperspektiv. Her er det centralt at forstå, at følelser er politiske. I Østtyskland føler folk sig efterladte, og det skal venstrefløjen anerkende og arbejde med. Utallige eksempler viser, hvordan de – vi ellers politisk kæmper for – gang på gang stemmer på højrenationalistiske partier, der i bund og grund ikke har deres interesser for øje.

Klar kommunikation, fortællinger fra det virkelige liv og et positivt venstreorienteret fællesprojekt skal spille en større rolle i vores politiske billede, hvis vi skal højreekstremismen til livs.

Med Vita-Cola i glassene og lyden af østtyske kommunistsange på en akustisk guitar, sidder vi lidt mutte i aftensolen og taler, græder og griner. Længe leve den internationale solidaritet.