Imod moderne fodbold

Dette budskab går igen over hele Europa og i forbindelse med fodbold på alle niveauer. Budskabet er for så vidt ret ligetil, hvis vi da er enige om, hvad ‘moderne fodbold’ er. Det kan være svært at finde en definition, som alle fodboldfans og alle grupper af organiserede og uorganiserede fans kan være enige om. Men som socialist er det egentlig ikke så svært at se, hvem det er, vi er imod: Det er kapitalismen.

Af Jens Andersen

Penge har altid været en faktor i fodbold over et vist niveau. Den nylige fokus på matchfixing langt ned i amatørrækkerne viser, at pengene kan bestemme meget i fodbold og i sport generelt. Mens andre sportsgrene for længst har krydset grænsen og taget navn efter sponsoren som i cykelløb eller indført reklamepauser i spillet som i de fleste amerikanske sportsgrene, så har fodbolden som sport beholdt sin uskyld og sin status som ‘det smukke spil’. Klubberne har været klubber, og kampene har været to halvlege á 45 minutter med en enkelt pause imellem.

Kapitalismens magt

Denne orden er under pres fra både reklamefinansierede tv-stationer, rigmænd med flere penge end kærlighed til sporten, ekstreme lønninger og deraf følgende prisstigninger og generelt fokus på fodboldklubber som forretninger, der blot skal tjene penge. Det er i store træk disse tendenser, der går under navnet ‘moderne fodbold’.

Kapitalen styrer mere end nogensinde før, og når kapitalens magt trænger ind og ændrer ved klubbernes identitet, kommer der som regel en reaktion fra græsrødder og medlemmer, der føler kærligheden til klubben trådt under fode og identiteten truet. Det er for år tilbage sket i forbindelse med klubfusioner, men den bølge af sammenlægninger og overbygninger, der tidligere var populær i også dansk fodbold, virker til at være overstået. I første omgang kan man med god ret se fusionsklubberne som vinderne i dansk fodbold, hvor FC Midtjylland og FC København i øjeblikket sidder i toppen af Superligaen. Men også nyere konstruktioner som Randers FC og FC Nordsjælland, som nærmere er re-brandede klubber, blander sig i toppen og henter pokaler, medaljer og mesterskaber. Men succesen er ikke givet for evigt, og der er andre måder at vinde på.

Europæiske udfordringer

På europæisk plan har fusioner i toppen af fodboldens verden ikke været lige så udbredte som i Danmark, og her er udfordringerne med moderne fodbold som oftest nogle andre. I England, som har et delvist mæcenbåret system, er de ikke ubekendt med rige klubejere. Dem har de haft i årtier, og ejerne har som regel haft klubhjertet længere, end de har haft pengene. Derfor er det normalt i engelske klubber, at selve klubbens identitet og dens symboler har været fredet fra ejerens side. Med de senere årtiers indtog af udenlandske rigmænd med rødder langt fra klubben, har denne hellige alliance ændret sig. I Hull City søger ejeren løbende om tilladelse til at ændre klubbens navn til Hull Tigers; i Cardiff City, som kendes under kælenavnet ‘the Bluebirds’, skiftede ejeren klubbens blå trøjer ud med røde da de matchede hans flyselskabs røde farve, ligesom han ændrede klubbens logo og inkluderede den røde walisiske drage; i Wimbledon rykkede de norske ejere klubben fra det sydlige London til sovebyen Milton Keynes 100 kilometer væk; og en lang række af de udenlandske ejere behandler klubberne som deres private legetøj uden hensyntagen til græsrødderne, som klubberne altid har levet af. Dem som lever og ånder for klubben.

Græsrøddernes modstand

Men disse profitorienterede aktioner medfører reaktioner. I miljøerne omkring klubberne opstår nye stærke grupperinger af græsrødder blandt medlemmer, fans og sympatisører. Og deres indflydelse er ikke ubetydelig. Modstanden fra fansene mod navneskiftet i Hull City har hidtil forhindret ejerens planer. I Wimbledon stiftede fansene en ny klub, som nu er etableret i det professionelle ligasystem. I Manchester har fans af Manchester United stiftet en ny klub i protest mod Uniteds amerikanske ejer, og klubben er godt på vej op igennem rækkerne, og tilhængerskaren er ligesom i Wimbledon stor. I Cardiff fik protesterne fra græsrødderne det resultat, at trøjerne nu igen er blå, og logoet er ved at blive ændret til en version, der ligner det gamle. Og i britiske klubber som Portsmouth, Swansea, Exeter City og Wrexham har tilhængerne decideret overtaget klubberne og driver dem på flad demokratisk vis. I Grækenland, der har været meget hårdt ramt af den kapitalistiske krise, har tilhængere og græsrødder overtaget klubben ARIS Saloniki. Den samme tendens ses mange steder, hvor kapitalens krav betyder fodboldklubbers død. Græsrødderne står klar til at samle kræfterne og til at samle stumperne.

Klubberne som politisk kampplads

I Danmark er der nylige eksempler på, at fansene og medlemmerne får større indflydelse på klubbens drift – især når pengene bliver knappe. Der er oprettet ‘fan trusts’ i Brøndby, AaB og AGF, og i Boldklubben FREM har to fans fået plads i klubbens bestyrelse. På stadions ses flere og flere erklæret fællesskabsorienterede grupperinger med klare holdninger til samfundet. Visse steder med markante socialistiske budskaber. Denne påvirkning ‘fra neden’ er med til at ændre klubbernes kurs og prioriteringer, så der bliver mere fokus på at løfte og støtte samfundets udsatte. Fangrupperingerne tiltrækker mange mennesker, der søger stærke fællesskaber og en klar identitet. Fodbolden har altid været en kampplads for holdninger og politik, og det er ikke blevet mindre i de senere år. Tværtimod. Kampen mod moderne fodbold og det, den repræsenterer, fortsætter, og den bringer gode resultater med sig både i Danmark og internationalt.

De bedste artikler fra Magasinet Solidaritet.