Imperialismen er problemet – ikke bare Vesten

Dette er et svar til et debatindlæg, som Carsten Andersen fra ”Nej til krig og terror” i Aarhus fik bragt i Solidaritet lørdag 30. september.

Carstens debatindlæg starter godt. Jeg er enig med den første del. Det er et alvorligt problem, at de fleste danskere synes, vi skal bruge mange flere penge på militæret. Fredssagen har det dårligt.  Det skyldes Ruslands angreb på Ukraine, som får mange til at flygte ind under NATOs paraply – (herunder Enhedslistens daværende politiske ordfører Mai Villadsen i en meget uheldig udtalelse fra folketingets talerstol i sommeren 2022).

Men Carstens indlæg bliver hurtigt til en mærkelig fortælling om, hvad der er sket de seneste næsten to år – siden Rusland overfaldt Ukraine og fortsætter med at forsøge at indtage og ødelægge landet. I hans fortælling blander han på det eleganteste falsk og sandt.

Hans udgangspunkt er en kritik af ”fortællingen om den store modsætning og konflikt i verden i dag er, at det er en konflikt mellem de gode demokratier i vesten anført af USA imod de onde autokratier anført af Kina og støttet af Rusland.”

Her er allerede et retorisk trick. For ja, det er forkert at tro at vesten består af ”gode demokratier”, selv om det er sådan, de vestlige ledere vil præsentere sig selv. Men er det så også forkert at sige at Rusland er et ”ondt autokrati”?

Nej, desværre ikke. Der er 100 procent belæg for, at Rusland:

1) uretmæssigt har overfaldet Ukraine.
2) fortsætter dag efter dag med grove krigsforbrydelser i Ukraine som at ødelægge civil infrastruktur og dræbe civile med raketter og droner, samt udøver tortur og andre menneskerettighedskrænkelser.
3) undertrykker Ruslands egen befolkning – undertrykker enhver modstand mod krigen, sætter politiske modstandere og ærlige journalister i fængsel og tvangsmobiliserer mange russere til at kæmpe i Ukraine.

Det er ikke kun Vesten, der er imperialistisk

Lidt længere nede kommer næste retoriske trick:

”De herskende er Vesten anført af USA, som fastholder de andre, det globale syd i fattigdom og udplyndring.”

Det holder ikke. Verden har en kapitalistisk struktur – med monopolkapital, der dominerer over resten af verden. Det er det, vi kalder imperialismen. (Tilgiv mig de lidt betonagtige, marxistiske formuleringer. Jeg ønsker at formulere mig kort).

Men det er ikke kun Vesten, der er imperialister – det er også andre lande som fx Rusland. Her kan man passende finde hjælp hos Lenin. Lenin definerede også Rusland som imperialistisk. Vist var det for mere end 100 år siden, og siden er Sovjetunionen opstået og er blevet opløst igen. Men det nuværende Rusland er også imperialistisk – og fører en imperialistisk politik over for sine naboer – i Kasakhstan, i Georgien, inden for Ruslands grænser i Tjetjenien m.m. Og altså over for Ukraine.

Mener Carsten Andersen ikke, at Rusland er imperialistisk? Det er i hvert fald ikke noget, han forholder sig til.

Ja, det er klart, at for de venstreorienterede, som er vant til at kæmpe mod USA’s imperialisme i Latinamerika eller Mellemøsten, fransk imperialisme i Afrika eller britisk imperialisme i Irland eller Indien – så er det de imperialistiske lande, det forekommer vigtigst at kæmpe imod. Den fjende, der er den nærmeste, er også den største.

Men sådan har ukrainerne det også. Og polakkerne og mange folk i de baltiske lande og i Georgien. Der er det bare russerne, der er de nærmeste – og dermed den største fjende. Af samme grund er der mange af dem, der har store illusioner om, hvor gode forholdene er i Vesten. Jeg har tilbragt flere år i Ukraine, og generelt troede folk, at EU var landet, der flød med mælk og honning, og som man skulle tilslutte sig. Jeg argumenterede imod – men jeg talte for døve øren.

Næste trick: “Vestens falske fortælling”

Carstens næste trick er at præsentere den vestlige fortælling og så angribe den. Smart trick. For i Vesten er der mange, som angriber Rusland og skønmaler Vesten. Er begge dele så forkert?

“Fortællingen er, at eneherskeren i det autokratiske Rusland, Putin, helt uprovokeret angreb det demokratiske Ukraine, en suveræn, demokratisk europæisk stat. At Putins krig er uhørt forbryderisk og grusom i en grad, vi ikke ellers ser, og at Putin, hvis han lykkes med at erobre Ukraine, vil fortsætte med først Baltikum, så Østeuropa og i de værste fantasier også det fredelige Danmark.

Det skulle derfor angiveligt også være vores frihed, som de heltemodige ukrainere kæmper for.

Fortællingen er smart. Men fortællingen er også falsk, fordrejet og dobbeltmoralsk.”

Men nej, Carsten Andersen – dele af den fortælling er rigtig. Det er sandt, at Rusland er autokratisk. Det er sandt, at Ruslands angreb på Ukraine var uprovokeret. Og det er sandt, at Putins krig er forbryderisk og grusom, og hvis det lykkes for ham at erobre Ukraine, så vil han bruge det til fortsat ekspansion.

Vist var Ruslands invasion uprovokeret. Som i så mange andre falske påstande er der dog et gran af sandhed. For det er klart, at der i lang tid har været en imperialistisk kamp om, hvem der skulle kontrollere Østeuropa og herunder Ukraine. Rusland har følt, at USA og EU trængte ind på det, de så som deres ”interessesfære”.

Men der var ikke noget, der tvang Rusland til at angribe i februar 2022. Derfor var angrebet uprovokeret.

Men er Ukraine og Vesten nu selv så demokratiske, som de selv giver udtryk for? Der hopper ”vestens fortælling” ganske rigtigt af. USA, Frankrig og Storbritannien har en vis demokratisk struktur internt i landet. Men de har stået bag massevis af udemokratiske overgreb, kup og militær indblanding verden over. Og Ukraine er desværre langt fra demokratisk. For det første er en meget stor del af Ukraines økonomi overtaget af oligarker og udenlandsk kapital – herunder også fra Rusland (i hvert fald indtil krigen brød ud i 2022).

Den ukrainske befolkning er i høj grad fattig og magtesløs. Den faglige organisering er ekstremt svag. Det politiske system er svagt, og korruptionen er omfattende. Ukraine ligner på den måde mange andre lande – men det står altså slemt til i Ukraine.

Derimod er det ikke sandt, at Ukraine er nazistisk – som Putin hævder – eller at demokratiet er helt sat ud af spil. Valgene er nogenlunde hæderlige – og præsident Zelenskij blev valgt med 70 procent af stemmerne. Frem til krigen brød ud, var der en stor opposition i parlamentet, som ønskede et tættere forhold til Rusland. Den yderste højrefløj i Ukraine er også svagere end i de fleste lande i Vesteuropa og i Rusland.

Her adskiller Ukraine sig markant fra Rusland, hvor valgene ikke har været hæderlige siden 2010. Der blev også fiflet med valgresultaterne før den tid, og så har en fascistisk, storrussisk ideologi godt tag i befolkningen – og i præsident Putin.

Vi skal selvfølgelig ikke købe det glansbillede, nogen prøver at præsentere Ukraine som. Ukraine er et land i dyb strid med sig selv – og med en herskende klasse, der ikke er bedre end herskende klasser i mange andre lande.

Men hvis Ukraine bliver underlagt det autokratiske Rusland – så har den ukrainske arbejderklasse og befolkning ikke en chance for at bestemme over sig selv eller for at få et værdigt liv.

Hvis det lykkes for Ukraine at frigøre sig fra den russiske invasion, vil kampen om, hvem der skal bestemme Ukraines fremtid, begynde. Og hvis venstrefløjen har støttet Ukraine i den første kamp – så kan vi fortsætte med at støtte Ukraines arbejdere og andre progressive i den anden kamp. Men hvis venstrefløjen har afstået fra at støtte Ukraine – så kan vi godt sætte os hen i et hjørne og skamme os.

”Kuppet i Kyiv 2014” – eller en præsident der blev væltet ved en folkelig opstand

Ukraine har været forum for en politisk kamp siden selvstændigheden i 1991, hvor Sovjetunionen blev opløst. Der har været en politisk kamp mellem det vestlige Ukraine – som ønskede at blive en del af EU og Vesteuropa – og det østlige Ukraine, som ønskede tætte forbindelser til Rusland, åbne grænser og fortsat økonomisk samarbejde med Rusland.

Derimod var der ikke mange i Ukraine, der udtrykte noget ønske om at tilslutte sig Rusland. I 1991 var der en folkeafstemning, hvor selvstændigheden blev vedtaget med stort flertal – også i de senere udbryderregioner Donetsk og Lugansk.

Den konflikt spidsede til i 2013 – og ja, her spillede EU en stor rolle. Unionen pressede på for en aftale om økonomisk samarbejde med Ukraine. Denne aftale ville gøre samarbejde mellem EU og Ukraine lettere og samarbejde mellem Ukraine og Rusland sværere. Præsident Viktor Janukovitj vaklede mellem at tilslutte sig aftalen med EU eller ej – han ville helst være gode venner med både EU og Rusland på en gang.

I løbet af november og december 2013 opstod en kraftig folkelig mobilisering, som tog form af store og mere og mere vedvarende demonstrationer på den centrale plads i Kyiv som hedder Maidan. Demonstrationerne udviklede sig efterhånden til en fast teltlejr, hvor titusinder og nogle gange hundredtusinder demonstrerede. 

Det var måske ikke helt en revolution – men det var absolut heller ikke bare et kup. Det var meget kraftig folkelig aktivitet. Desværre spillede den ukrainske venstrefløj ikke nogen særlig rolle i denne mobilisering. Det var højrefløjen, der tog teten, og deriblandt også ”Højre sektor” og andre højrefløjsorganisationer.  De krævede, at Janukovitj skulle underskrive aftalen med EU.

De fik også jaget venstrefløjsfolk væk fra mobiliseringen. Det ved jeg, for i sommeren efter disse mobiliseringer tog jeg til Ukraine og snakkede med folk fra stort set hele Ukraines venstrefløj. Kampen bølgede frem og tilbage.

Det blev til tider ret voldeligt. 20. februar 2014 var særligt slem. Demonstranterne blev beskudt af snigskytter, og mange døde. Det er aldrig blevet helt klart, hvem der egentlig stod bag disse mord på demonstranterne. Men det er derimod klart, at drabene førte til et voldsomt had til Janukovitj, som fik skylden for drabene.

Da sikkerhedstyrkerne trak sig tilbage fra det centrale Kyiv, og området kom på demonstranternes hænder, flygtede Janukovitj; og i hans fravær indsatte et flertal på 73 procent af parlamentets medlemmer uden modstandere en ny midlertidig præsident og afsatte Janukovitj, Han har siden befundet sig i Rusland, hvor man ikke har hørt meget til ham.

Det er dette, der af Carsten Andersen bliver kaldt ”et kup”. Jeg skal ikke gøre mig klog på ukrainsk forfatningsret – men det er nok mere rigtigt at sige, at præsidenten blev afsat af en opstand.

Den nye regering og det nye parlament blev domineret af Ukraines nationalistiske højrefløj. Det er rigtigt. De benyttede straks lejligheden til at indføre en ny sproglov, som degraderede russisk fra at være officielt sprog. Det førte til stor modstand i Østukraine, hvor russisk er det mest almindelige sprog – det er også rigtigt – men loven blev aldrig gennemført, for den indsatte præsident nedlagde veto mod den.

Der var også en del demonstrationer i Østukraine mod den nye regering – men det var russiske agenter, ledet af den russiske FSB-agent Igor Strelkin/Girkhin, der startede den væbnede kamp mod Kyiv, samtidig med at russiske styrker indtog og annekterede Krim.

Rusland aflivede Minsk-aftalerne

Carsten Andersen mener, at Rusland blev provokeret, fordi Kyiv ikke gennemførte Minsk 2-aftalen. Han skriver:

”Ukraine har hovedansvaret for, at Minsk 2-aftalen, som skulle løse konflikten i Donbas uden krig og inden for Ukraines grænser, ikke blev gennemført. Hvorfor har kun fredsbevægelsen gjort opmærksom på det?”

Men det er slet ikke rigtigt. For det første blev en væsentlig del af Minsk II gennemført – faktisk den væsentligste del af Minsk 2-aftalen. Det var den våbenhvile, der var i kraft fra 12. februar 2015 til 23. februar 2022 – altså i mere end syv år. En del af aftalen var, at OSCE – Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa – overvågede våbenhvilelinjen, og hver dag rapporterede om overtrædelser.

 I de syv år hvor konflikten var fastfrosset, var antallet af døde lavt. Andre dele af aftalen blev ikke gennemført – men aftalen forhindrede krigen i at bryde ud i syv år, og det er bedre end ingenting.

Hvad der ikke blev gennemført var fx, at udenlandske tropper skulle trækkes ud. Der var nemlig hele tiden russiske agenter i området. Det var Ruslands fejl. Der blev heller ikke gennemført demokratiske valg i de to udbryderområder. De to regimer i området var slet ikke demokratiske, og Ukraine havde ikke mulighed for at gennemføre demokratiske valg, når de ikke kontrollerede grænsen mellem udbyderområderne og Rusland.

Ukraines regering har også sin del af ansvaret for, at Minsk II ikke blev gennemført. Men Rusland har hovedansvaret for aflivningen af Minsk-aftalerne. For det var Rusland, der med sit angreb 24. februar 2022 – i samarbejde med separatistiske styrker fra Donetsk og Lugansk – endeligt aflivede Minsk-aftalen.

“Krigen i Ukraine er en proxykrig”

Carsten Andersen mener, at krigen i Ukraine er ”en proxykrig”. En proxykrig er normalt en krig, hvor to magter manipulerer andre magter til at kæmpe for sig uden selv at blive involveret.

Det er krigen i Ukraine dermed ikke helt – for det er helt tydeligt, at Rusland kæmper direkte og for sig selv i Ukraine. Russiske soldater dør hver dag. Russiske raketter rammer hver dag mål i Ukraine.

Med proxykrig mener Carsten Andersen tilsyneladende, at det er USA, der kæmper ”gennem Ukraine”. Som med det meste af Carsten Andersens tekst er det halvt sandt og halvt falsk.

Det sande er, at USA – og koalitionen man har dannet, som inkluderer Danmark (og ja, Enhedslisten, som også stemmer for at sende våben til Ukraine) – kæmper selvfølgelig en indirekte krig.

Men at se bort fra at Ukraine, dets folk, regering, hær osv. selv kæmper en indædt kamp for sin selvstændighed, det er så arrogant og fjernt fra virkeligheden, at det måske er det værste ved Carsten Andersens tekst.

Han skriver det endda selv: ”Ukraine risikerer at miste en stor del af sit territorium og blive reduceret til en russisk lydstat.” Han skulle måske have læst, hvad han selv har skrevet. Netop derfor kæmper ukrainerne. De kan ikke og vil ikke acceptere at blive en lydstat under russisk, fascistisk dominans. Derfor vil de også fortsætte med at kæmpe, selv hvis støtten fra Vesten holder op.

Derfor er en ukrainsk sejr også eneste vej til fred – for ellers vil denne konflikt fortsætte i årtier.