Imperiet slår altid igen. Derfor skal rettigheder konstant udvides og forsvares

For nogle år siden besøgte jeg et besat hus i Bilbao. Unge feminister havde taget en gammel faldefærdig bygning, og nu var de i gang med at indrette den til et sted, hvor drømme kunne prøves af. På det flade tag blev der dyrket tomater, auberginer, squash og selvforsvar. De vidste godt, at tiden sikkert var begrænset, og udnyttede alle muligheder for at lave nye fællesskaber, at lære sig selv og hinanden, hvordan man forsvarer sine rettigheder, og hvad rettigheder egentlig går ud på. På væggene var der malet slogans. Ét af dem bed sig fast: ”Ingen magthavere har nogensinde givet rettigheder fra sig frivilligt. Vil du have rettigheder, må du kæmpe!”

“Kampen for ligestilling havde trange kår på den tidlige venstrefløj. Der var en udbredt holdning om, at kvindekamp svækkede klassekampen”

For en gammel venstrefløjsaktivist var det fantastisk, at se disse kvinders beslutsomhed og begejstring. De er sikkert for længst sat på gaden, men de erfaringer, de gav hinanden, i den tid det varede, kan ikke tages fra dem. Deres vilje til at kæmpe for det, som ingen ville give dem gratis, tegnede godt.

Kvindekamp er klassekamp

Kampen for ligestilling havde trange kår på den tidlige venstrefløj. Der var en udbredt holdning om, at kvindekamp svækkede klassekampen, og flere gode arbejderledere mente, at kvinder burde tilslutte sig mændenes kamp, og vente med fx kvinders valgret, til mænd havde fået gode vilkår på arbejdspladserne. Alt andet var splittelse og mega upopulært.

I 1970’erne, hvor kvindekampen tog fart i Danmark, kom sloganet ”kvindekamp er klassekamp” til at tegne et opgør med den evige venten på, at det blev kvinders tur.

Men udover at blive beskyldt for at splitte klassekampen og fagbevægelsen, fik kvinders kamp for ligestilling skyld for at smadre familien, smadre dansk kultur, smadre den hjemlige hygge og de gamle traditioner. Feminister var sure og grimme at se på. Kampen for ligestilling var under konstant angreb både fra venstre og fra højre, og de kvinder, der prioriterede netop dette felt fremfor andre politikområder, kunne opleve, hvordan de blev marginaliseret.

Det lykkedes aldrig helt at gøre ligestilling – for slet ikke at tale om feminisme – til mainstream. Og i 1980’erne slog højrefløjen tilbage. Med den stærke individualisering blev enhver snak om rettigheder erstattet af individualismen. Hvis du fejler, må du arbejde mere med dig selv. ”Det er samfundets skyld” blev til et satirisk begreb, der forhånede ethvert forsøg på at kigge på strukturer og kollektive udfordringer. Patriarkatet og højrefløjen var bedre end os til at gribe tidens trend. Imperiet slog igen.

De undertrykte slår igen

De seneste par år har der været en ny opblomstring af kræfter, som vil tale om kollektive rettigheder og om strukturel undertrykkelse. Viften er bredt ud, og flere undertrykte grupper melder sig på banen. Adskillige rapporter viser fx at det danske politi er biased. Der er statistisk dokumentation for den forskelsbehandling, unge med anden etnisk baggrund end dansk oplever fra myndighederne; og i sidste uge blev Sikandar Siddique – som den eneste partileder – standset af politiet på Folkemødet og afkrævet legitimation.

Der er en voldsom uvilje blandt resten af politikerkorpset til at erkende, at der findes racisme her i landet. Og hvis man antyder, at den er strukturel, støder man mod en forargelsens mur, der let kan måle sig med den, der mødte de første kvinder, som kæmpede for valgret! Etniske og seksuelle mindretal er vågnet, og nægter at lukke deres øjne igen. Tværtimod oplever vi en undersøgende nidkærhed, som rettes mod os! Os fra flertallet! Vores vaner og jokes, vores forbrug og institutioner er kommet under luppen, og det er ikke alt sammen lige rart at se på i nærbilleder.

Rettigheder skal forsvares

Det stærkeste våben i dette land er det brede grin. Latterliggørelse af folk, som vil vide, om det er okay at have monumenter over fortidens undertrykkere, eller udstille etniske grupper, man ikke forstår, eller forsøg på at gøre op med en firkantet kategorisering af mennesker i kasser, de ikke føler sig hjemme i, som fx køn. Hån, spot og latterliggørelse er lettere end dialog.

“Hvis ikke vi vil slås for konstant at styrke mindretals rettigheder, vil vi komme til at sælge ud af de rettigheder, vi tager for givet.”

Tilsyneladende er kravet om ret til ligestilling så krænkende og provokerende, at meget tyder på, der kan blive plads til endnu et parti på højrefløjen. Krænkelsesparate vælgere vil formentlig om kort tid slutte op om den dømte Inger Støjbjerg og sende hende i Folketinget endnu en gang. I USA truer Trump og hans krænkelsesparate vælgere i horisonten.

Det er nu, vi ikke må vakle. Vi må være villige til at se på vores egne vaner og på de strukturer, der understøtter dem. Hvis ikke vi vil slås for konstant at styrke mindretals rettigheder, vil vi komme til at sælge ud af de rettigheder, vi tager for givet. Den frie abort er truet, men det kommer ikke til at stoppe der. Hvis et angreb lykkes, vil det næste sætte ind. Så selvom det måske ikke berører dine rettigheder, at unge mænd med anden etnisk baggrund end dansk stoppes i nattelivet, eller unge, der oplever at være født i en forkert krop ikke kan få hjælp, så husk, at ingen rettigheder er kommet af sig selv, og ingen rettigheder eksisterer, hvis de ikke forsvares.