Ingen arbejdstimer – ingen penge. Store Bededag og pensionisterne
Regnearks-ekvilibristernes arbejdsudbuds-spøgelse lever stadig i bedste velgående. Og nu, hvor regeringens brændende platform om manglende penge til fremtidens velfærd blev slukket godt og grundigt af en propfuld statskasse, bliver den gamle krikke trukket ud af stalden igen for at begrunde forringelser for landets folkepensionister
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Det var forventet, at folkepensionen skal reguleres, når lønnen stiger som følge af, at Store Bededag gik op i røg på arbejdsudbuddets alter sammen med regeringens vælgertilslutning. Men det bliver den ikke.
Velfærdssamfundets robusthed blev ellers proklameret sikret mange årtier ud i fremtiden med den politiske velfærdsaftale i 2006:
“Ændringerne i tilbagetrækningssystemet vil sikre finansiering af det danske velfærdssamfund mange årtier frem og give plads til større udgifter til sundhed og pleje, når der bliver flere ældre. Ambitionen er at sikre, at længere levetid er en god udvikling både for den enkelte og for samfundet – og at balancen i den offentlige økonomi ikke sættes over styr på grund af utidssvarende tilbagetrækningsregler.”
Så forringelserne af dagpengereglerne og efterlønsordningen skulle sammen med velfærdsforligets stigende pensionsalder sikre flere arbejdstimer på arbejdsmarkedet.
Argumentationen dengang for det øgede udbud af arbejdskraft knækkede ganske vist over på midten, da Helle Thornings socialdemokratisk ledede regering skulle gennemføre den forudgående borgerlige regerings halvering af dagpengeperioden.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksens prognoser for, hvor mange der med den øvelse ville miste retten til dagpenge – fordi arbejdspladser ikke opstår ud af den blå – viste sig desværre igen og igen at være helt ude i hampen.
Til gengæld går det lige nu forrygende med beskæftigelsen. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen kunne for få måneder siden med berettiget begejstring fortælle, hvor godt det går:
“Vi har nu rundet de magiske tre millioner. Aldrig nogensinde før har så mange i Danmark haft et job. Det er afgørende for vores samfund, at så mange har et arbejde og bidrager.”
Pensionisterne og andre på overførselsindkomster skulle have flere penge…
Der har ellers været god grund til at rose Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for at få stadfæstet, at pensionerne skal følge med den almindelige velstandsudvikling i samfundet.
Ikke elitens økonomiske himmelflugt, som vi oplever i disse år, men derimod den velstandsforøgelse som lønmodtagerne oplever, når overenskomstaftalte lønstigninger fører til flere penge mellem hænderne og dermed til reallønsfremgang:
“Regeringen og Dansk Folkeparti vil fremover lade folkepensionen følge lønudviklingen, så alle folkepensionister får større del i den generelle velstandsfremgang i samfundet. Med den nye regulering af folkepensionen vil folkepensionisterne generelt – og særligt også folkepensionister uden betydelig supplerende indkomst – få udsigt til større indkomstfremgang. Folkepensionisterne kan herudover se frem til en fremgang i den disponible indkomst, hvilket bl.a. skal ses i lyset af den øgede udbredelse af arbejdsmarkedspensioner, der gradvist slår igennem på ældres indkomster, og at stadig flere arbejder efter folkepensionsalderen.
Regeringen og Dansk Folkeparti finder, at det er vigtigt for hvert enkelt individ at bidrage til at sikre sin egen indkomst i seniorlivet. Derfor vil regeringen og Dansk Folkeparti sikre, at de opsparingsbaserede pensioner styrkes, så den enkelte også i perioder med overførselsindkomst sparer op til egen alderdom. Beskeden pensionsopsparing kan være et problem for den enkelte, der risikerer at få en lavere levestandard i seniorlivet. Og det er svært at rette op på, når man først har nået pensionsalderen.”
Princippet om at de, der skabte det samfund – som efterfølgende generationer har overtaget – ikke skal efterlades på perronen, når de efter et langt arbejdsliv tjekker ud fra arbejdsmarkedet, er indlysende rigtigt.
Men det får de ikke alligevel
Eller rettere burde være indlysende rigtigt for alle.
For regeringen vil nu snyde pensionisterne og modtagerne af overførselsindkomster for den lønregulering, som automatisk komme i kølvandet på tyveriet af Store Bededag, når der fremover skal betales løn på den tidligere helligdag.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger det lige ud og iskoldt. Ingen arbejdstimer, ingen penge:
“Vi ser det sådan, at dem, der skal have ekstra penge i hånden, det skal være dem, der arbejder ekstra timer. Og det gælder ikke overførselsindkomsterne.”
Den indtægtsregulering, regeringen vil stjæle fra pensionisterne og andre sammmen med Store Bededag, er ikke gigantisk, men signalet er særdeles ubehageligt. Det peger i retning af at vise pisken frem til dem, der er i arbejde, ved at skabe stadig større afstand til dem, der har forladt arbejdsmarkedet.
Eller at overlade en stadig større del af ansvaret for forsørgelsen til den enkelte i pensionistlivet, som de to varianter af Venstre i regeringen er tilhængere af.
Jeg forstår ikke, at Socialdemokratiet vil lægge navn til dette signal til pensionisterne om, at de ikke gør nytte nok til at skulle følge fuldt ud med de arbejdendes lønudvikling. Sådan en besked kan man i mine øjne slet ikke være bekendt.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER