“Ingen Over Domstolen” – omtale af en socialdemokratisk ministers debatbog

Den nyslåede socialdemokratiske minister, Rasmus Stoklund udgav i sommer ”Ingen Over Domstolen”, hvori han anklager Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols måde at arbejde for at være en forhindring for nødvendig politik – og anbefaler ”ulydighed”, når visse domme går imod Danmark.

Man kunne have den opfattelse, at bogen og dens ærinde er blevet uaktuel med Stoklund som nyudnævnt skatteminister. Det er dog ikke tilfældet, da bogens synspunkter har opbakning i dele af Socialdemokratiet og i flere andre partier. Og det er fint med politiske debatindlæg i bogform. Det giver mulighed for at argumentere grundigere end ellers. Og 177 kildehenvisninger vidner om en stor arbejdsindsats med bogen.

Bogen, som sprogligt er let tilgængelig, handler dog næsten mere om (en historisk) kritik af dansk udlændingepolitik end om Domstolen. Forbindelsen mellem de to emner er, at det efter Stoklunds opfattelse især er Domstolen, som forhindrer Danmark i at udvise kriminalitetsdømte efter endt afsoning. Her refererer han til sager, hvor Menneskerettighedsdomstolen har været uenig med danske domstoles afgørelse.

Bogen gør det dog ikke helt klart, at kun få domme på udvisningsområdet er gået Danmark imod. Stoklund argumenterer for, at der ville være flere, hvis ikke danske domstole på forhånd havde taget hensyn til Domstolens formodede synspunkt. Det kan der muligvis være noget om, men det er umuligt at vide præcist. 

Man kan få den tanke, at Stoklund ser Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som den belejlige syndebuk, når han kritiserer dansk udlændingepolitik – især den der blev ført i 1990’erne og 2000’erne.

Aktivistisk domstol?

Et af Stoklunds synspunkter er, at Domstolen skal nøjes med at forholde sig til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950, og altså generelt holde sig fra at dømme ud fra nye opfattelser af, hvad der (også) er menneskerettigheder. Det er ifølge Stoklund udtryk for en malplaceret aktivisme.

Som medlem af FN-forbundet undrer det mig, at Stoklund slet ikke refererer til menneskerettighedsarbejdet i FN, som siden 50’erne har betydet 10 nye konventioner på området og også en række forpligtende deklarationer på området. De er generelt blevet til i enighed blandt verdens lande, og europæiske lande har ofte stået i spidsen for arbejdet med fx Børnekonventionen (1989) og Handicapkonventionen (2009), som er blandt de nyere vedtagelser om, hvad menneskerettigheder omfatter.

Jeg finder det faktisk meget naturligtm at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i sit arbejde tager bestik af arbejdet i FN og fx også af EU’s Charter om grundlæggende rettigheder (2010). Heri er der fx lagt stor vægt på retten til familieliv, men Stoklund mener desuagtet, at Menneskerettighedsdomstolen lægger urimelig stor vægt herpå i udvisningssager.

Jeg tror snarere, at Domstolen ville være berettiget til kritik, hvis den ikke søgte at ”følge med tiden”. Dette kan vel knap kaldes aktivistisk eller politisk, selv om der da nok kan fås øje på afgørelser, hvis grundlag kan og bør diskuteres – hvilket domstolens lande-udpegede dommere næppe heller har noget imod.

Forfatningskamp

Jeg husker en konference for en del år siden, som blev afholdt med afsæt i, at nu afdøde justitsminister Søren Pape havde fremført en kritik, som ligner den, Stoklund nu fremfører. Her fremgik det, at den slags kritik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de hjemlige domstole forekom i mange lande. Det fik mig til at spørge den daværende leder af Institut For Menneskerettigheder, om vi mon var vidne til en forfatningskamp i Europa. Svaret var ”Ja”.

Det er naturligt at der hyppigt rejses spørgsmål om, hvorvidt magtens tredeling mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt har den helt rigtige balance. Det en legitim diskussion, men hvis vi når dertil, at domstolene skal være et redskab for den helt aktuelle politik, er det udtryk for en misforståelse.

Den dømmende magt har naturligt en rolle som en stabiliserende institution, der skal sikre kontinuitet og konsistens i retstilstanden og – ikke mindst – myndighedernes respekt for borgernes rettigheder.

Men det er et skråplan at anbefale at ignorere domme, man er uenige i, hvilket Stoklund foreslår, når det gælder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det vil skabe en ret uheldig præcedens og også være et svigt af vores 600 millioner medborgere i de 45 andre lande, som står bag Menneskeretsdomstolen.

Os og dem

Stoklund vil gerne passe på Danmark. Han nævner flere gange den ret klare overrepræsentation af mænd fra ”Stormellemøsten” i kriminalstatistikkerne. Det er faktuelt korrekt, også når der korrigeres for alder, social status m.v. Han er bekymret for, at dette bliver et større og større samfundsproblem, og at der derfor dels skal lukkes af, dels udvises i større omfang.

Jeg rynkede alligevel brynene over Stoklunds skarpe skel mellem Danmark og ”udlandet”, som om Danmark er en helt suveræn ø i en uciviliseret omverden. Og i Danmark er der et tilsvarende skarpt skel mellem danskere og udlændige, mellem statsborgere og ikke-statsborgere. Stoklund finder det helt logisk, at en udlændings alvorlige dom for kriminalitet suppleres med en udvisningsdom. Er man så lige for loven?

Jeg har i over 30 år været gift med en danskfødt udenlandsk statsborger og tænker sjældent over, at der heri indgår en slags rangorden i rettigheder. Jeg ser nok mere konkret på medborgeres reelle tilknytning til Danmark frem for den formelle tilknytning.

Jeg har derfor svært ved at følge Stoklund i, at det kan være OK at udvise borgere, som er født og opvokset i Danmark. Det kan vel dårligt være deres formelle hjemlands ansvar, at de ikke har holdt sig på dydens smalle sti?

Stoklund argumenterer i sin bog kraftigt for, at det er rimeligt, at det skal være meget svært at opnå statsborgerskab i Danmark – også for statsløse. Han mener, at det beskytter det Danmark, vi kender. Jeg synes omvendt, at det er et ligeretsproblem, at nu hele 11 procent af den danske befolkning ikke er danske statsborgere, og at der er tale om en stærkt stigende andel.

De ufine bemærkninger

Stoklund har skrevet en bog, hvori han på mange punkter argumenterer sagligt for sine analyser og de synspunkter, han har draget ud fra sine analyser. Alligevel bliver jeg skeptisk, når han hævder, at dommere i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ”fortolker konventionen ud fra personlige overbevisninger” og flere gange taler om ”domstolens arrogance”.

Han finder også anledning til pludseligt at nævne, at Hamas’ angreb ind i Israel i fjor har gjort det vanskeligt med en dialog i fx skolerne om, hvad Palæstina-konflikten handler om. Det er sikkert sandt, men hvorfor ikke nævne, at også den generelle danske fornægtelse af palæstinensernes lidelser siden 1948 nok også gør en dialog vanskelig.

Endelig bruger han flere gange udtrykket ”den værdipolitiske venstrefløj”, når han kritiserer udlændingepolitikken hos især Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Disse unødvendige udslip gennem sidebenene pynter ikke på en ellers nogenlunde saglig bog – hvis politiske budskaber man kan være enig eller uenig i.

For tag ikke fejl. Bogen er skrevet med en politisk hensigt og ikke som lærebog i menneskerettigheder og international retsorden.

Rasmus Stoklund: Ingen Over Domstolen. Forlaget Grønningen 1. 152 sider. Vejledende pris 170 kr.